Cirkulære nr. 27C. Vilkår for anvendelse af særudstyr tilsluttet det offentlige telefonnet
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære nr. 27C. Vilkår for anvendelse af særudstyr tilsluttet det offentlige telefonnet
Ved et særudstyr forstås et udstyr, som ikke leveres og fejlrettes af teleadministrationerne, men som på de af teleadministrationerne angivne vilkår kan tilsluttes en abonnentinstallation i det offentlige telefonnet. Tilslutning er kun tilladt, hvis udstyret er godkendt af teleadministrationerne som særudstyr.
1. Udstyr, der af teleadministrationerne er godkendt som særudstyr, skal være påsat et godkendelsesskilt med teksten
Godk. nr. 1- for tilslutning til det offentlige telefonnet --------------------- FKT-JTAS-KTAS-P&T
Særudstyr er normalt forsynet med en speciel trepolet stikprop (gennemgangsstik) og må frit tilsluttes en stikkontakt i en abonnentinstallation.
Særudstyr kan dog være forsynet med en fempolet stikprop og må i så fald kun tilsluttes fempolet stikkontakt med brydekontakter, som på bestilling af abonnenten opsættes af teleadministrationen. Den fempolede stikkontakt betales i henhold til de til enhver tid gældende vilkår og takster.
2. Teleadministrationerne har ved godkendelsen ikke påtaget sig noget ansvar for særudstyrets funktion og kvalitet, men har alene sikret sig i rimeligt omfang mod forstyrrelser og ulemper for driften af telefonanlæggene. Opmærksomheden henledes endvidere på, at uanset om et udstyr er godkendt som særudstyr, vil sikkerheden for rigtig funktion forringes jo flere særudstyr. der tilsluttes samme abonnentinstallation, ligesom tilslutning af særudstyr kan begrænse anvendelsesmuligheden af ekstrainstallationer leveret af teleadministrationerne.
3. Teleadministrationerne forbeholder sig ret til at ændre den transmissions-, signalerings- og centraltekniske funktion af telefonanlæg med tilknyttede abonnentinstallationer, og de påtager sig ved sådanne ændringer intet ansvar for, at tilsluttet særudstyr er anvendeligt.
4. Abonnenten er forpligtet til i tilfælde af indtrædende fejl uopholdeligt at fjerne særudstyret og først genindsætte det efter fornøden fejlretning.
Dersom særudstyret giver anledning til forstyrrelser eller ulemper for driften af telefonanlæggene, skal det straks afbrydes eller fjernes.
Eventuelle omkostninger i den anledning eller til deraf følgende ændringer af særudstyret er teleadministrationerne uvedkommende. Eventuelle udgifter, der påføres teleadministrationerne, kan pålægges abonnenten.
5. Teleadministrationernes personale skal mod forevisning af legitimation have uhindret adgang til at undersøge og afprøve de til en abonnentinstallation tilsluttede særudstyr og har ret til at frakoble særudstyr, som ikke overholder vilkårene for tilslutning og anvendelse.
6. Fejl i forbindelse med anvendelse af et særudstyr skal meldes til det af leverandøren angivne sted og må ikke medføre fejlmelding til teleadministrationen, medmindre det med sikkerhed er konstateret, at fejlen ikke kan tilskrives særudstyret.
Unødig fejlmelding til teleadministrationerne medfører, at abonnenten kan pålægges at afholde de udgifter, der herved påføres disse.
7. Teleadministrationerne påtager sig intet ansvar for følgerne af driftsforstyrrelser i telefonnettet.
8. Ud over de foran fastsatte vilkår gælder abonnementsbetingelserne i »Vilkår og takster for telefonabonnement«, som de er anført i teleadministrationernes telefonbøger.
Ingen