Legislator Case Law & Legislation
C19822213109 DK

Cirkulære om uddannelses- og erhvervsvejledning ved de videregående uddannelsesinstitutioner (Til de højere uddannelsesinstitutioner, Danmarks Journalisthøjskole, de sociale højskoler, teknika og Danmarks Jordemoderskole)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1982 22131 Historic

Cirkulære om uddannelses- og erhvervsvejledning ved de videregående uddannelsesinstitutioner

(Til de højere uddannelsesinstitutioner, Danmarks Journalisthøjskole,

de sociale højskoler, teknika og Danmarks Jordemoderskole)

1. Vejledningsfunktionerne.

Ved de videregående uddannelsesinstitutioner skal der ydes uddannelses-, studie- og erhvervsvejledning til studerende og potentielle studerende. Vejledningen ydes i henhold til lov om uddannelses- og erhvervsvejledning af 1. juni 1981.

Ved den enkelte institution sondres mellem specielle og generelle vejledningsopgaver.

De specielle opgaver er knyttet til den enkelte uddannelsesretning og omfatter typisk vejledning af de studerende om tilrettelæggelsen af studieforløbet ( Studievejledning).

De generelle opgaver er vejledningsopgaver, der er fælles for alle uddannelsesretninger ved institutionen, og som i et vist omfang bør løses i et samarbejde mellem institutionerne.

De generelle opgaver omfatter hovedsageligt

- vejledning af potentielle studerende vedrørende uddannelsesmulighederne i det videregående uddannelsessystem ( uddannelsesvejledning), samt

- vejledning af studerende om beskæftigelsesmulighederne efter afsluttet uddannelse ( erhvervsvejledning).

Disse vejledningsopgaver skal varetages af alle videregående uddannelsesinstitutioner. Der bør ikke være en skarp sondring mellem opgaverne, tværtimod vil de ofte være sammenfaldende. Således bør både uddannelses- og studievejledningsarbejdet indeholde et element af erhvervsvejledning, da både potentielle studerende og studerende, der søger vejledning om studietilrettelæggelsen, ofte også ønsker orientering om beskæftigelsesmulighederne efter uddannelsen.

2. De specielle opgaver.

Der skal ved den enkelte uddannelse -f.eks. i tilknytning til studienævnet, hvor et sådant findes - tilbydes en fagligt præget speciel studie- og erhvervsvejledning til de studerende.

De specielle vejledningsopgaver er

Studievejledning af de studerende ved den enkelte uddannelse vedrørende

-tilrettelæggelse af studieforløbet blandt andet under hensyntagen til beskæftigelsesmuligheder efter uddannelsen, herunder bistand i forbindelse med evt. praktikordninger i uddannelserne og samarbejde med praktiklederne,

- studieordninger og eksamensregler, herunder dispensationer, meritoverførsler, studieophør m.v.,

- de særlige beskæftigelsesmuligheder, der åbner sig for færdiguddannede med den pågældende uddannelse,

- økonomiske og sociale forhold i forbindelse med uddannelsen.

3 3. De generelle opgaver.

Den enkelte institution skal varetage følgende generelle vejledningsopgaver

- Besvarelse af henvendelser om uddannelses- og erhvervsmuligheder

a. fra potentielle studerende (elever i gymnasiet/HF, studenter/HF'ere andre der søger optagelse),

b. fra studerende ved institution, særligt vedrørende skift af uddannelse og beskæftigelsesmulighederne efter endt uddannelse samt om økonomiske og sociale forhold under uddannelsen,

c. vejledning af ansøgere, der blevet afvist fra den ønskede uddannelse på grund af adgangsbegrænsning.

- Generel vejledning og information om økonomiske og sociale forhold af betydning for de studerende.

- Kollektiv vejledning af potentielle studerende, herunder medvirken ved uddannelsesorienterende arrangementer for elever i gymnasiet/HF.

- Kollektiv vejledning af institutionens studerende vedrørende beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelse.

- Udarbejdelse af skriftligt informationsmateriale om institutionens uddannelser og om de færdiguddannedes beskæftigelsesmuligheder.

- Indsamling af oplysninger vedrørende de færdiguddannedes beskæftigelsesmuligheder med henblik på erhvervsvejledning og udarbejdelse af informationsmateriale. Informationsvirksomhed vedrørende de færdiguddannedes kvalifikationer overfor potentielle arbejdsgivere.

- Særlige opgaver ved tilvejebringelse og evt. formidling af praktikpladser.

- Samarbejde med de vejledere, der udfører specielle vejledningsopgaver, med vejledere på andre uddannelsesinstitutioner og med arbejdsformidlingen samt medvirken ved kursus- og informationsaktiviteter overfor vejledere.

4. Vejledningspersonalet.

Vejledningsopgaverne bør ved den enkelte institution varetages af medarbejdere, der har de bedst mulige forudsætninger derfor. Vejledningsarbejdet må tilrettelægges under hensyntagen til institutionens personalemæssige struktur og ressourcer.

4.1: De specielle opgaver forudsætter et indgående kendskab til den pågældende uddannelse. Varetagelsen af disse opgaver indregnes under lærernormeringen ved uddannelsen, normalt på den måde, at faste lærere udpeges som faglige vejledere, evt. med bistand af studerende. Ved nogle institutioner vil en del af de specielle vejledningsopgaver hensigtsmæssigt kunne varetages af institutionens administration eller af personale, der særligt er ansat til at varetage generelle vejledningsopgaver.

4.2 De generelle vejledningsopgaver bør varertages af personale, der har et grundigt kendskab til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet samt til uddannelses- og erhvervsvejledningens problematik. Varetagelsen af disse opgaver bør normalt knyttes til institutionens administration, hvor der særligt på de større institutioner bør være medarbejdere, der er ansat særligt med henblik på vejledningsarbejdet.

4.3. Uddannelse.

For at give vejledningspersonalet det nødvendige grundlag for arbejdet vil der blive tilrettelagt kurser for dette personale. Deltagelse i disse kurser bør for vejledningspersonalet anses for en nødvendig del af tjenesten.

5. Samarbejde mellem institutionerne.

Den enkelte institution har ansvaret for, at de generelle vejledningsopgaver bliver varetaget. Mange institutioner, særlige de mindre, vil imidlertid af ressourcemæssige grunde ikke fuldt ud kunne varetage samtlige generelle vejledningsopgaver, og nogle af disse opgaver vil også mest hensigtmæssigt kunne varetages tværgående for flere institutioner. Institutionerne må derfor på regionalt plan samarbejde om udførelsen af disse opgaver. Samarbejdet bør etableres i følgende regioner

Sjælland m.v.

Københavns Universitet, RUC, DTH/DIA, Handelshøjskolen i København, KVL, Danmarks Farmaceutiske Højskole, Tandlægehøjskolen i København, Danmarks højskole for legemsøvelser, Danmarks Jordemoderskole, Den sociale højskole i København, Helsingør Teknikum, Haslev Teknikum, Københavns Teknikum samt handelshøjskoleundervisningen i Slagelse og Nykøbing F.

I denne region tildeles særligt Københavns Universitet ressourcer til løsning af generelle vejledningsopgaver.

Fyn.

Odense Universitet, Odense Teknikum, Den sociale højskole i Odense.

I denne region tildeles særligt Samarbejdsorganisationen for videregående uddannelser på Fyn ressourcer til løsning af generelle vejledningsopgaver.

Nordjylland.

AUC, Handelshøjskoleafdelingen i Aalborg, Danmarks Jordemoderskole i Aalborg.

I denne region tildeles særligt AUC ressourcer til generelle vejledningsopgaver.

Midtjylland.

Århus Universitet, Århus Tandlægehøjskole, Handelshøjskolen i Århus, Handelshøjskoleafdelingen i Herning og handelshøjskoleundervisning i Skive, Århus Teknikum, Danmarks Journalisthøjskole, Den sociale højskole i Århus.

I denne region tildeles særligt Århus Universitet ressourcer til generelle vejledningsopgaver.

Syd- og Sønderjylland

Den sociale højskole i Esbjerg, Handelshøjskoleafdelingen i Kolding, Varde, Esbjerg og Sønderborg samt Esbjerg Teknikum, Sønderborg Teknikum, og Ingeniørskolen i Horsens.

Organisatoriske rammer for varetagelsen af de generelle vejledningsopgaver i denne region søges etableret i løbet af 1982.

De institutioner, der tildeles særlige ressourcer til de generelle vejledningsopgaver, er forpligtet til at bistå de øvrige institutioner i området.

Samarbejdet i den enkelte region bør udover de ovennævnte institutioner også omfatte de videregående uddannelsesinstitutioner, der ikke henhører under direktoratet for de videregående uddannelser, særligt folkeskole-, børnehave/fritidspædagog - og husholdningsseminarierne, de socialpædagogiske seminarier, arkitektskolerne, musikkonservatorierne, biblioteksskolen og fysio- og ergoterapeutskolerne samt uddannelser ved regionens handelsskoler og tekniske skoler, der er tilrettelagt også med henblik på studendter og HF'ere.

I de enkelte regioner bør institutionerne indbyrdes aftale fordelingen og samarbejdet omkring de generelle vejledningsopgaver.

Visse generelle vejledningsopgaver vil bedst kunne løses i et samarbejde på tværs af regionerne mellem institutioner, der tilbyder samme uddannelser. Et sådant samarbejde vil særligt være aktuelt i forbindelse med ingeniøruddannelserne og uddannelserne på handelshøjskolerne.

6. Samarbejde med det øvrige uddannelsessystem og arbejdsmarkedet.

I forbindelse med det regionale samarbejde mellem de videregående uddannelsesinstitutioner vedrørende vejledningsvirksomheden, bør de videregående uddannelsesinstitutioner være repræsenteret i de formelle lokale organer for samarbejde.

Kontaktgrupper vedrørende uddannelses og erhvervsvejledning, der ifølge Arbejdsdirektoratets cirkulære af 9. juni 1981 er nedsat af arbejdsmarkedsnævnene med repræsentation for arbejdsmarkedets parter, kommuner, amtskommuner samt statslige uddannelsesinstitutioner.

Hovedvejlederudvalg i hvert amt, nedsat på initiativ af Erhvervsvejledningsrådet med repræsentation for vejlederne fra de forskellige dele af uddannelsessystemet samt arbejdsformidlingen.

De videregående uddannelsesinstitutioner vil normalt kun kunne være repræsenteret ved enkelte medlemmer i disse organer. Denne repræsentation bør ske i et samarbejde og efter aftale mellem institutionerne i den pågældende region.

7. Udbygning af uddannelses- og erhvervsvejledningen.

Institutionerne opfordres til at udbygge vejledningsvirksomheden. Direktoratet kan bevilge tilskud til en sådan udbygning, jvf. cirkulære om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger for færdiguddannede. Tilskuddene vil fortrinsvis blive givet til styrkelse af de generelle, herunder særligt fælles vejledningsopgaver, med henblik på

- oprettelse af en egentlig uddannelses- og erhvervsvejledning for institutioner, der ikke tidligere har haft en sådan,

- udbygning af erhvervsvejledningen og det dertil knyttede kontaktskabende og informationsindsamlende arbejde overfor arbejdsmarkedet.

- udbygning af uddannelsesvejledningen med særlig henblik på en styrkelse af kontakten til gymnasiet/HF,

styrkelse af samarbejdet vedrørende uddannelses- og erhvervsvejledning mellem de videregående uddannelsesinstitutioner indbyrdes, og mellem disse institutioner og andre uddannelsesinstitutioner, arbejdsformidlingen, organisationer, arbejdsgivere m.v.

8. Indberetning.

Institutionerne anmodes om ved udgangen af 1982 at meddele direktoratet, hvorledes man varetager de i dette cirkulære omtalte vejledningsopgaver med særligt henblik på samarbejdet i de enkelte regioner om de generelle vejledningsopgaver.

9. Ophævelse af tidligere cirkulære.

Dette cirkulære erstatter direktoratets cirkulære af 3. marts 1977 om forbedring af de langvarigt uddannedes beskæftigelsesmuligheder.

Undervisningsministeriet, direktoratet for de videregående uddannelser, 30. april 1982.

N.K. Hermansen

/Poul Bache

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →