Skrivelse om almindelige bestemmelser vedrørende praktiske forhold ved studentereksamen
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om almindelige bestemmelser vedrørende praktiske forhold ved studentereksamen
1. Opgaver til skriftlig studentereksamen skal inden 15. december bestilles gennem direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen. Opgaverne bestilles som sædvanligt på formularer, der udsendes fra direktoratet.
2. Ved skriftlig eksamen udleveres indskrivningspapir samtidig med kladdepapir ved prøvens begyndelse. Eksaminanderne skal gøres opmærksom på, at det er tilladt (men sjældent hensigtsmæssigt) at begynde direkte med indskrivningen.
3. Ved mundtlig eksamen må eksaminanden i forberedelsestiden ikke kunne henvende sig til andre om faglige emner, og det er især ved prøver i fremmedsprog, hvor eksaminanden kan ønske at indøve oplæsning, ønskeligt, at eksaminanden sidder alene i et lokale. Hvis flere eksaminander forbereder sig i samme lokale, må der være behørigt tilsyn. I forberedelseslokalet skal der være skrivemateriale og ubeskrevet papir til rådighed.
4. I bestemmelserne for hvert fag er der redegjort for, hvilke hjælpemidler, der er tilladt a) under skriftlig eksamen, b) i forberedelsestiden til mundtlig eksamen c) under selve den mundtlige eksamination. Det påhviler skolen/kurset at sørge for, at de nødvendige hjælpemidler ved skriftlig eksamen er til stede; det kan ske ved, at man forinden omhyggeligt har instrueret eksaminanderne om selv at medbringe dem. (Matematisk formelsamling og Fysisk kompendium skal dog stilles til rådighed af skolen/kurset). Det påhviler faglæreren (eksaminator) at orientere eksaminanderne om, hvilke hjælpemidler der i faget er tilladt a) under skriftlig eksamen, b) i forberedelsestiden til mundtlig eksamen og c) under selve eksaminationen. Opmærksomheden henledes på »Oversigt over tilladte hjælpemidler ved studentereksamen«. Det påhviler også eksaminator at sørge for, at de til det pågældende fag nødvendige hjælpemidler er til stede i forberedelseslokalet. Censor skal gøres bekendt med, hvilke hjælpemidler eksaminanderne har til rådighed i forberedelsestiden.
5. I forberedelsestiden er det tilladt at anvende egne noter. (I historie prøveform B gælder dog særlige regler). Begrebet egne noter fortolkes bredt, det vil sige, at det omfatter noter, der kan være blevet eksaminandens ejendom enten ved at han/hun selv har nedskrevet dem under klasseundervisningen eller i forbindelse med sin bearbejdelse af stoffet hjemme eller ved at han/hun under fravær på grund af sygdom har fået dem af en anden person. Læreren må i sin undervisning vejlede eksaminanderne i en hensigtsmæssig brug af hjælpemidler i forberedelsestiden.
6. Følgende bestemmelser er gældende for engelsk, tysk, fransk, spansk, russisk, latin og græsk
Begrebet egne noter omfatter ikke tilskrivning i eksemplarer af de opgivne tekster eller oversættelser af de opgivne tekster, i latin og græsk gælder dog, at hvis eksaminanderne i forbindelse med grammatiske notater selv har skrevet en oversættelse, må denne gerne medbringes. Eksaminator sørger for, at der i forberedelses- og eksaminationslokalet forefindes det fornødne antal »rene« eksemplarer af de læste tekster.
Ved mundtlig prøve i læst stof, skal der være så mange eksamensspørgsmål, at også sidste eksaminand har flere at vælge imellem. Enkelte spørgsmål kan benyttes mere end een gang. Spørgsmålene skal alsidigt dække pensum; hvis det drejer sig om meget små hold, skal spørgsmålene minimalt repræsentere hovedarter af tekster.
Ved mundtlig prøve i ulæst stof, skal der være så mange eksamensspørgsmål, at også sidste eksaminand har flere at vælge imellem. Enkelte spørgsmål kan benyttes mere end een gang
7. Rygning er ikke tilladt ved den mundtlige og skriftlige eksamen. Hvis det er praktisk muligt, kan der etableres et eksamensrum for de eksaminander, der ønsker at skrive på maskine. Eksaminanderne skal selv medbringe skrivemaskiner og må ikke skifte lokale under prøven. Eventuelle merudgifter ved en sådan ordning må søges hos den lønudbetalende myndighed (for private gymnasier/kurser må tilskudsgodkendelse søges i direktoratet).
Erik Mortensen
/Lisa Rasmussen
Ingen