Vejledning om specialpædagogisk bistand til elever med hørevanskeligheder
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
I Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til hørehæmmede elever.
II Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.
III Vejledende retningslinier af 22. oktober 1979 om henvisning af elever til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 19, stk. 2.
IV Cirkulæreskrivelse af 27. november 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand.
V Cirkulæreskrivelse af 22. november 1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver.
VI Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 9. marts 1976 om befordring af syge og invaliderede elever i folkeskolen.
VII Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om befordring af børn og unge, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2.
VIII Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om specialundervisning for voksne.
IX Litteraturliste
Indledning
Det er skolens opgave at støtte den hørehæmmede elev med specialundervisning og andre specialpædagogiske foranstaltninger, således at eleven i videst mulig omfang kan følge den almindelige undervisning i overensstemmelse med folkeskolens formålsparagraf og undervisningsministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til hørehæmmede elever.
Det er vigtigt, at disse elever får mulighed for at udvikle sig i det miljø, der fysisk, psykisk og socialt giver de gunstigste betingelser med hensyn til både selve skoleforløbet og tiden efter skolegangens ophør.
I. Eleverne
En hørenedsættelse ytrer sig især ved sprog og talevanskeligheder hos eleven, primært afhængig af graden af hørenedsættelsen, men man kan ikke alene ud fra hørenedsættelsen bedømme elevens muligheder for at fungere sprogligt. Andre forhold, f.eks. elevens evner, hjemmets støtte, tidligere undervisning samt tidspunktet for opdagelsen af hørehandicappet, vil påvirke elevens muligheder.
Hørenedsættelsen måles i decibel, dB, og indtegnes på et audiogram, Efter audiogrammet kan hørehæmmede elever groft inddeles i
elever med lettere hørenedsættelse,
elever med middelsvær hørenedsættelse,
elever med svær hørenedsættelse og
døve elever.
Elevens behov for specialundervisning og andre specialpædagogiske foranstaltninger er afhængig af graden af hørenedsættelsen, men også af elevens øvrige forudsætninger, der er påvirket af hjemmets støtte og tidligere undervisning.
Vanskelighederne er ofte kendt inden barnet begynder skolegangen. På høreklinik kan eleven have modtaget høreapparat og fået vejledning i brugen af apparatet, og gennem vejledningsklinik og den skolepsykologiske rådgivning kan hjemmet af hørelærer have fået støtte og anvisning på, hvorledes man bedst stimulerer barnet sprogligt, eventuelt gennem vejledning i anskaffelsen af egnet legetøj. Alligevel må man regne med, at der er stor forskel på hørehæmmede børns sproglige niveau ved skolegangens begyndelse.
Hørenedsættelsen har også stor indflydelse på barnets sociale udvikling, Det er hæmmet i kontakten med andre børn og modtager derfor ikke den nødvendige stimulering til social udvikling,
Ved rådgivning angående skoleplacering ved skolegangens begyndelse må man derfor, udover hensynet til hørenedsættelsen, vurdere hvorledes barnet fungerer sprogligt og socialt.
Man bør straks ved skolegangens begyndelse være opmærksom på, om hørenedsættelsen hæmmer eleven, og i givet fald etablere den nødvendige specialundervisning og de nødvendige specialpædagogiske foranstaltninger.
2 Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Barnets almene udvikling er afhængig af de påvirkninger det modtager inden skolegangens begyndelse. De specialpædagogiske foranstaltninger bør derfor iværksættes på et så tidligt tidspunkt som muligt, således at det hørehæmmede barn ikke udelukkes fra omverdenen på grund af manglende lydindtryk.
Specialpædagogisk bistand til småbørn gives efter reglerne i bekendtgørelsen nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.
3 Indholdet af specialundervisning og anden specialpædagogisk
bistand
I § 2 i bekendtgørelsen om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til hørehæmmede elever anvises en række muligheder for specialpædagogisk bistand. Bistanden kan variere fra rådgivning og vejledning til forældre og andre med tilknytning til eleverne til specialundervisning, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap, og specialundervisning, der erstatter eller supplerer den almindelige undervisning i et eller flere fag. Bistanden kan endvidere ydes i form af pædagogiske hjælpemidler, herunder tekniske hjælpemidler, der kan være en hjælp i det pædagogiske arbejde f.eks. høreapparat, forstærkeranlæg, sender- modtageranlæg og teleslynge.
Den hyppigst anvendte specialundervisning til elever med hørehandicap er den, som tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af elevens handicap. Det kan f.eks. dreje sig om høretræning, mundaflæsning, talekorrektion eller træning i brug af visuel kommunikation.
For hver enkelt elev må tiden til specialundervisningen vælges sådan, at der tages størst mulig hensyn til elevens øvrige undervisningstimer. Undervisningen gives sædvanligvis som enkeltmandsundervisning eller som undervisning på små hold.
En del af de elever, der henvises til specialundervisning på grund af et hørehandicap, er også hæmmet af andre handicap. Det er derfor nødvendigt, at undervisningen tilrettelægges ud fra en vurdering af elevens samlede undervisningsbehov.
Rådgivning er en del af den specialpædagogiske bistand. Den bliver ofte en vejledning til forældre om det enkelte barn med udgangspunkt i samtaler under og efter den indledende undersøgelse, jvf. bekendtgørelsens § 7. Vejledningen fortsætter efter behov.
Rådgivning til lærere og andre implicerede kan have det samme formål og indhold som til forældre. Men denne rådgivning kan også gives som en egentlig instruktion, der sætter læreren i stand til at bidrage til at afhjælpe eller mindske barnets vanskeligheder.
Hørelærerne er fortrolige med mulighederne for og nødvendigheden af tværfagligt samarbejde om eleverne. Enhver hørelærers arbejde vil derfor have et islæt af rådgivende virksomhed som en naturlig del af et undervisningsforløb, derunder orientering f. eks. om kursus i tegnsprog, mundhånd system, håndalfabet og totalkommunikation.
For nogle hørehandicappede elever kan jævnlig rådgivning og vejledning være den eneste nødvendige form for specialpædagogisk bistand.
4 Specialundervisningens forskellige former
I bekendtgørelsens § 3 er opregnet de forskellige former hvorunder specialundervisning kan gives.
Ud fra en vurdering af elevens høremæssige status må man vælge de foranstaltninger, der griber mindst muligt ind i det almindelige skoleforløb, men som samtidig er tilstrækkelige til at imødegå vanskelighederne.
4.1. Specialundervisning i klassen
Specialundervisning efter § 3.1 i bekendtgørelsen kan bringes i anvendelse, hvor det måtte vise sig hensigtsmæssigt. I praksis kan en ordning med to lærere i klassen dog skabe problemer for den hørehæmmede elev, bl. a. derved at der hos eleven opstår tvivl om, hvilken lærer opmærksomheden skal rettes mod.
Såfremt undervisningen etableres, afpasses lærertimetallet efter sværhedsgraden af elevens handicap og dets indflydelse på pågældende fag. Disse forhold skal fremgå af den skolepsykologiske rådgivnings forslag. Der bør tildeles et sådant lærertimetal, at læreren regelmæssigt, med ikke for store mellemrum, kan følge elevens arbejde. Lærerne bør have et nært samarbejde om undervisningen.
4.2. Specialundervisning på hold
Specialundervisning efter § 3.2 i bekendtgørelsen vedrører undervisning på hold. Når det drejer sig om hørehandicappede elever er erfaringerne indenfor holdundervisningen for sparsomme til at danne grundlag for særlige anvisninger. Den kan især komme på tale, hvor der som ved undervisningscentre er samlet elever fra et større område.
4.3. Enkeltmandsundervisning
Specialundervisning efter § 3.4 i bekendtgørelsen vedrører enkeltmandsundervisning. Denne undervisningsform kan undtagelsesvis tages i anvendelse når andre former for specialundervisning ikke lader sig gennemføre.
4.4. Supplerende specialundervisning på hold eller som enkeltmandsundervisning
Såfremt eleven på grund af hørehandicap har behov for yderligere støtte i de enkelte fag, kan der gives enkeltmands- eller holdundervisning som supplement til den almindelige undervisning. Som regel er det fagets lærer, der på denne måde får mulighed for at forberede den hørehæmmede elev på, hvad der skal ske i klasseundervisningen i de næste timer, eller at gennemgå og bearbejde det stof, der er arbejdet med i undervisningen på klassen.
Denne undervisning kan, med forældrenes samtykke ligge udenfor elevens normale skoletid, og kan iværksættes og afsluttes efter behov.
4.5. Undervisning i specialklasse
Specialundervisning efter § 3.3 i bekendtgørelsen vedrører undervisning i specialklasser. Elever, hvis hørehandicap hindrer dem i at følge undervisningen i en almindelig klasse, selv om den suppleres med enkeltmandsundervisning og anden specialpædagogisk bistand, henvises til undervisning i specialklasse, eller på specialskole.
Det vil især dreje sig om elever, hvis indbyrdes kommunikation og hvis undervisningsdeltagelse sker på grundlag af totalkommunikation, herunder tegnsprog. Endvidere vil elever, hvis handicap ud over hørenedsættelsen også er præget af andre indlæringsvanskeligheder, ofte med fordel kunne henvises til specialklasse i kortere eller længere perioder.
Specialskolerne for hørehæmmede elever er landsdelsdækkende, og der kan følgelig tilbydes eleverne kostophold på elevhjem i forbindelse med undervisningen.
Ønsket om specialundervisning så nær barnets hjem som muligt har medført, at specialklasser for hørehæmmede elever kan oprettes i elevernes hjemkommuner, som regel med tilknytning til amtskommunernes undervisningscentre.
Specialklassens timefordelingsplan udarbejdes under hensyn til elevernes særlige behov. Undervisningen i klassen suppleres i fornødent omfang med enkeltmandsundervisning i de traditionelle hørediscipliner mundaflæsning, høretræning, talekorrektion, sprogforståelse og kommunikationstræning. Undervisningen omfatter de samme fag som i tilsvarende klasse i den øvrige folkeskole.
Elevtallet i specialklasser for hørehæmmede må ved skoleårets start ikke overstige 6-8 elever, afhængig af elevernes aldersspredning og undervisningsbehov som følge af funktionshæmninger.
5 Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Bekendtgørelsens § 7 foreskriver detaljeret fremgangsmåden ved henvisning til specialpædagogisk bistand for elever med hørehandicap.
Lærerrådets beslutning om iværksættelse af specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 1 tages således på grundlag af skolepsykologisk rådgivnings rapport og forslag til foranstaltninger. Beslutningen træffes inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen. Før der afgives skolepsykologisk rapport, har der normalt fundet drøftelser sted mellem lærere, forældre og skolepsykologisk rådgivning. Det bemærkes, at lærerrådet kan bemyndige elevens lærere til at træffe beslutning om specialpædagogiske foranstaltninger efter folkeskolelovens § 19, stk. 1.
Hvis en elev skønnes at have behov for specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, træffes beslutning herom af amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Reglerne herom er der gjort nærmere rede for i undervisningsministeriets vejledende retningslinier af 22. oktober 1979 om henvisning af elever til specialundervisning m.v. efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, som er optaget som bilag 3.
Da elever med hørehandicap også kan have andre handicap, er det nødvendigt at kunne iværksætte undersøgelser og hjælpeforanstaltninger af anden art end dem, der vedrører den egentlige høreundervisning.
Ud over bistanden fra skolelæge og skolepsykologisk rådgivning kan der være behov for bistand fra speciallæge.
Skolepsykologisk rådgivning tager i fornødent omfang kontakt med social- og sundhedsforvaltningen og medvirker til, at forældrene, hvor der er behov for det, retter henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen, jvf. bekendtgørelsens § 9.
6 Fremmedsprog
En elev der på grund af hørehandicap har så specielle vanskeligheder i engelsk, at det ikke skønnes hensigtsmæssigt at give specialundervisning i faget, herunder enkeltmandsundervisning, kan med forældrenes samtykke fritages for undervisning i dette fag, jvf. bekendtgørelse af 25. august 1978 om undervisning af elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Det er en betingelse for fritagelsen, at eleven modtager specialundervisning i andre fag. Afgørelse om fritagelse træffes af skolenævnet efter indstilling fra skolepsykologisk rådgivning, der forinden har rådført sig med elevens lærere.
Der kan i særlige tilfælde dispenseres fra kravet om prøve i faget tysk som adgangsbetingelse til fortsat uddannelse. Ansøgning herom indsendes gennem skolen (læreanstalten) til vedkommende direktorat.
7 Folkeskolens afsluttende prøver
Den hørehæmmede elevs vanskeligheder forstærkes ofte under prøver. Det berettiger til, at der tages visse hensyn. I hvert enkelt tilfælde vurderes såvel elevens forudsætninger, som de prøvekrav, det er vigtigt at afvige mindst muligt fra. I henhold til § 41 i bekendtgørelse af 8. marts 1977 om folkeskolens afsluttende prøver, som ændret ved bekendtgørelse af 8. oktober 1979, kan direktoratet for folkeskolen, seminarier m.v. tillade fravigelser fra de almindelige prøveregler, herunder ændringer af prøveformerne ved de mundtlige og praktiske prøver.
Tilladelse til individuel fravigelse af bekendtgørelsens bestemmelser vil blive givet til elever med handicap, som gør en sådan fravigelse nødvendig.
Ansøgning om tilladelse til individuelle fravigelser må, foruden begrundelse, indeholde forslag om fravigelsens omfang og vedlægges erklæring fra skolepsykologisk rådgivning. Ansøgningen skal normalt indsendes til direktoratet inden 1. februar ved prøver i den ordinære prøvetermin, og inden 1. oktober ved prøver i den ekstraordinære prøvetermin.
Direktoratet fastsætter i forbindelse med de enkelte tilladelser på hvilken måde, det skal fremgå af beviset, at eleven har opnået dispensation. Der henvises til cirkulæret af 22. november 1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver.
Undervisningsministeriet vil senere udsende nærmere retningslinier for handicappedes deltagelse i prøver.
8 Fortsat uddannelse i og udover folkeskolen og overgang fra skole
til erhverv
Elever, der får specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, kan med undervisningsministeriets tilladelse tilbydes undervisning i 11 år jvf. folkeskolelovens § 3 a, stk. 2. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et undervisningsforløb, hvor eleverne i lobet af 11 år kan nå det samme som folkeskolens øvrige elever på 10 år. Eleverne kan eventuelt indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver efter det 11. år.
Dette særlige undervisningsforløb tilrettelægges over en flerårig periode, normalt efter 7. klasse.
De sidste år før skolegangens afslutning medvirker klasselæreren til erhvervsvejledning og formidler om ønsket særlig konsulentbistand (kuratorbistand) til elever med hørevanskeligheder. Skolepsykologisk rådgivning bør altid - og specielt ved en elevs ophør af skolegangen - være opmærksom på, om eleven har behov for fortsat specialundervisning (jvf. lov af 8. juni 1978 om specialundervisning for voksne), social rådgivning eller anden bistand, jvf. bekendtgørelsens § 11, og socialministeriets bekendtgørelse af 26. marts 1976 om underretningspligt over for det sociale udvalg efter bistandsloven, som ændret ved bekendtgørelse af 19. juni 1979. Erhvervs- og vejledningskontoret for døve eller konsulenten for tunghøre og døvblevne kan inddrages i vejledningen.
9 Lærernes uddannelse
Specialundervisning til elever med hørehandicap gives af lærere der har modtaget uddannelse hertil eller har gennemgået et kursus, der er godkendt af undervisningsministeriet i denne henseende, jvf. bekendtgørelsens § 13.
Høreundervisning efter bekendtgørelsens § 2.1 gives af lærere der har gennemgået uddannelse på Danmarks Lærerhøjskole med speciale indenfor høreundervisning.
Den supplerende specialundervisning, der er nævnt i bekendtgørelsens § 3.5, gives dog så vidt muligt af elevens lærer i vedkommende fag.
Det vil være hensigtsmæssigt, at lærere får lejlighed til at overvære undervisningen af andre elever med hørehandicap.
10 Lokaler
De akustiske førhold i et klasseværelse spiller en stor rolle for alle elever, men især for hørehandicappede. I forbindelse med de akustiske forhold, bør opmærksomheden være rettet mod rummets efterklangstid, som er afgørende for forståelsesmulighederne, og mod lokalernes støjniveau.
I denne forbindelse henvises til Boligministeriets Bygningsreglement 1977, kap. 9.4.
Normalklasserum skal have frekvensuafhængig efterklangstid i området 125-2000 Hz, og efterklangstiden skal ligge mellem 0.6 og 0.9 sek. Efterklangstiden måles i møblerede, men iøvrigt tomme rum. Såfremt der i lokalet undervises hørehandicappede elever, bør efterklangstiden ikke overstige 0.6 sek., jvf. stk. 11 i Bygningsreglementet.
Da de hørehæmmede elever i alle tilfælde er afhængige af mundaflæsning eller anden visuel kommunikation er det af stor betydning, at lysforholdene er så ideelle som muligt. Dansk Standardiseringsråd har udsendt Retningslinier for kunstig belysning i arbejdslokaler DS 700, oktober 1977. Heri angives en belysningsstyrke på 500 lux på synsobjekter, hvor der stilles særlige krav.
Man bør i denne forbindelse være opmærksom på, at denne lysstyrke skal være på lærerens ansigt og derfor måles i det lodrette plan.
Vejledning om indretning af lokaler til undervisning af hørehæmmede elever vil blandt andet kunne fås følgende steder
Børneaudiologisk Laboratørium, København
Fredericiaskolens Laboratorium
Lydteknisk Laboratorium, Danmarks Tekniske Højskole
Teknologisk Institut, København
Lysteknisk Institut
Jysk Teknologisk Institut
Bilag I-IX. Bilagne udelades her.
Vejledning om specialpædagogisk bistand til elever med hørevanskeligheder
Forord
Reglerne om specialundervisning til elever med hørenedsættelse findes i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 439 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til hørehæmmede elever.
Denne vejledning uddyber bekendtgørelsen og omfatter elever på 1.-10. klassetrin, uanset om undervisningen gennemføres i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 1 eller § 19, stk. 2. Derudover supplerer den vejledningen om specialpædagogisk bistand til småbørn. Beslutning om henvisning til specialundervisning træffes henholdsvis af lærerrådet indenfor de rammer der er fastlagt af kommunalbestyrelsen, og af amtsrådet.
Der er ofte brug for at supplere bestemmelserne i bekendtgørelsen om specialundervisning af hørehæmmede elever med bestemmelser om specialundervisning af andre handicapområder.
Vejledningen er af praktiske grunde optaget i undervisningsministeriets almindelige undervisningsvejledningsserie, men det skal understreges, at der først og fremmest er tale om en uddybning af bekendtgørelsens bestemmelser og ikke om en undervisningsvejledning i egentlig forstand.
Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen og
seminarier m.v.,
den 18. juni 1982
Holger Knudsen
/I. Skov Jørgensen
Indhold Side
Indledning .................................................. 7 1. Eleverne .................................................... 7 2. Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ............................ 9 3. Indholdet af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand .................................. 10 4. Specialundervisningens forskellige former ................... 11 4.1. Specialundervisning i klassen............................... 11 4.2. Specialundervisning på hold................................. 11 4.3. Enkeltmandsundervisning .................................... 11 4.4. Supplerende specialundervisning på hold eller som enkeltmandsundervisning..................................... 11 4.5. Undervisning i specialklasse................................ 12 5. Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand .................................................... 13 6. Fremmedsprog ................................................ 14 7. Folkeskolens afsluttende prøver ............................. 15 8. Fortsat uddannelse i og udover folkeskolen og overgang fra skole til erhverv ...................................... 16 9. Lærernes uddannelse ......................................... 17 10. Lokaler ......................................,........... 18
Ingen