Vejledning om specialpædagogisk bistand til elever med bevægelsesvanskeligheder
Statutory Text (3 Articles)
BILAG
I Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til bevægelseshæmmede elever.
II Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.
III Vejledende retningslinier af 22. oktober 1979 om henvisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2.
IV Cirkulæreskrivelse af 27. november 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand.
V Bekendtgørelse af 9. marts 1976 om befordring af syge og invaliderede elever i folkeskolen.
VI Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om befordring af børn og unge, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2.
VII Cirkulæreskrivelse af 22. november 1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver.
VIII Bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om specialundervisning for voksne.
IX Fortegnelse over relevante love, bekendtgørelser, cirkulærer m.v.
X Litteraturliste.
1 Begreb og formål
1.1. Eleverne
Folkeskolens bevægelseshæmmede elever er børn og unge med medfødte eller erhvervede handicap, der påvirker førligheden og hæmmer fysisk udfoldelse, derunder deres deltagelse i skolens aktiviteter i en sådan grad, at særlige foranstaltninger er nødvendige.
Gruppen bevægelseshæmmede, der ofte bruges synonymt med motorisk handicappede, er en meget uensartet gruppe elever med sygdomme, der har vidt forskellige årsager, forløb og invalideringsgrader.
De motoriske handicap kan være en følge af cerebral parese, (f.eks. spasticitet), gigt og trafikskade. Det kan dreje sig om invaliderende sygdomme som hjertelidelser, blødersygdom og visse stofskiftesygdomme.
Som eksempler på medfødte bevægelseshandicap kan nævnes
Knogleskørhed (osteogenesis imperfecta), der kan medføre knoglebrud eller knogledeformering.
Rygmarvsbrok (meningomyelocele), en mangelfuld sammenvoksning af rygsøjlen, der bevirker skade på rygmarven og nerverne.
Hofteskred (congenit hofteluksation), der kan give langvarige vanskeligheder.
Hjernelammelse (cerebral parese, ofte blot benævnt CP) forekommer i flere former, hvoraf den hyppigste er spasticitet, der viser sig som mangelfuld kontrol over kroppens bevægelser. Andre former for CP er karakteriseret ved ufrivillige bevægelser (atetose) og svigtende evne til at få muskler til at samarbejde (ataksi). Spastisk lammelse ses tillige ofte som følge af trafikskade. Den kan være invaliderende for talen og indlæringen.
Andre bevægelseshandicap opstår senere i barndommen
Muskelsvind (muskeldystrofi) ses hyppigt hos drenge og viser sig bl.a. ved tiltagende gangbesvær og muskeltræthed. Sygdommen har forskellige former, som ikke alle er fremadskridende.
Calve-Legg-Perthes sygdom forekommer hos 3-15 årige drenge og giver i reglen kun forbigående gangbesvær og smerter i hofterne.
Den arvelige blødersygdom (hæmofili) hos drenge kan på grund af blødninger i ledene føre til bevægelseshæmning.
Ledegigt (reumatoid artritis) kan i nogle tilfælde give varige fejlstillinger og nedsat muskelkraft.
Kroniske sygdomme som f.eks. hjertelidelser og sygdomme i luftvejene som f.eks. astma og cystisk fibrose kan medføre indskrænkning af barnets evne til at bevæge sig frit.
Epilepsi kendetegnes ikke som bevægelseshæmmende sygdom, men findes ofte sammen med f.eks. cerebral parese. Lærere bør være opmærksomme på sådanne symptomer. Foruden de kendte krampeanfald kan der være anfald af bevidsthedssvækkelse af få sekunders varighed. Blandt følgerne heraf kan nævnes regne- og stavefejl, uopmærksomhed og forbigående klodset adfærd.
Da der er en snæver sammenhæng mellem et barns fysiske og psykiske udvikling, vil en elev med bevægelseshandicap, der ofte forekommer sammen med andre fysiske handicap, i en række tilfælde have psykiske handicap som f.eks. svag begavelse eller socialt og emotionelt betingede vanskeligheder.
1.2. Formål
I overensstemmelse med folkeskolelovens formålsbestemmelse er det hensigten med den specialpædagogiske bistand at give elever med bevægelsesvanskeligheder mulighed for at udvikle sig i det miljø, der fysisk, psykisk og socialt giver de gunstigste betingelser med hensyn til selve skoleforløbet og tiden efter skolegangens ophør.
Reglerne om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til bevægelseshæmmede elever findes i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 437 af 22. oktober 1979, som er optaget som bilag til vejledningen. Sværhedsgraden af tilgrundliggende sygdomme med deraf følgende motoriske vanskeligheder og eventuelle ledsagehandicap er bestemmende for formen af denne specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
2 Tidspunkt for iværksættelse af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Bevægelseshæmmede elever bør modtage specialpædagogisk bistand så tidligt som muligt. Specialpædagogisk bistand til småbørn gives efter reglerne i bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 (se vejledningens bilag II). Hvor det drejer sig om medfødte eller tidligt opståede skader er det vigtigt, at specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, der er iværksat før skolegangen, videreføres i nødvendigt omfang umiddelbart efter skolestart, bl.a. ved at de nødvendige hjælpemidler er til rådighed, således at skolegangen bliver en naturlig fortsættelse af tiden forud.
Elever, der får en trafikskade, der vil kunne medføre bevægelseshæmning og sprog- eller talevanskeligheder, kan begynde undervisningen, mens de er indlagt på sygehus, jfr. undervisningsministeriets bekendtgørelse af 10. marts 1976 om sygeundervisning. I særlige tilfælde har undervisningen været påbegyndt uanset skoleferier.
3 Indholdet af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Bevægelseshæmmede elever, der har andre fysiske eller psykiske handicap, kan få specialundervisning på disse områder (jfr. bekendtgørelsens § 6). Et bevægelseshandicap i sig selv er kun i ringe grad bestemmende for indholdet af den undervisning, en bevægelseshæmmet elev har behov for. Elever med motoriske handicap har især behov for praktiske hjælpeforanstaltninger, eventuelt fysioterapi.
Ved undervisning i fremmedsprog kan selv elever, som ud over et motorisk handicap har sprog-talevanskeligheder, som medfører uforståelig tale, få udbytte af sprogundervisningens lytteforstå øvelser, dersom det ikke kræves, at eleven svarer mundtligt. Svaret kan formuleres skriftligt, eventuelt på dansk.
3.1. Praktiske hjælpeforanstaltninger, herunder fysioterapi
Erfaringen med undervisning af elever med bevægelsesvanskeligheder har vist, at der undertiden er behov for en hjælper, der står til rådighed for den eller de elever, der skal hjælpes med personlige fornødenheder som spisning, omklædning, toiletbesøg samt ledsagelse, f.eks. i frikvarter, under skolekørsel og til tandlæge. Endvidere assisterer hjælperen lærerne ved at støtte eleven i fag, der forudsætter en større beherskelse af motorikken og en større bevægelsesfrihed, end eleven er i besiddelses af, og samarbejder med fysio- og ergoterapeut ved løsning af praktiske opgaver.
Ergoterapeuter medvirker bl.a. ved udformning af særlige arbejdsredskaber og indøvelse i brugen af dem.
Fysioterapeuter har en mangesidig funktion i forhold til elever med bevægelsesvanskeligheder
1. De giver eleverne fysioterapi, ofte efter samråd med talelærer og andre lærere.
2. De kan med deres specielle viden inddrages i tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisning i idræt og svømning.
3. De vejleder eleverne om sidde- og arbejdsstillinger samt forældre og medarbejdere om løfteteknik.
Endvidere betjener bevægelseshæmmede elever sig ofte af tekniske hjælpemidler, som de ikke kan udnytte uden hjælp.
3.2. Særlige hjælpemidler
Lærere og andre, som medvirker til specialpædagogisk bistand, sørger for, at de særlige hjælpemidler er til rådighed og tilpasset elevens aktuelle behov. Sådanne individuelle hjælpemidler er ofte resultatet af et samarbejde mellem lærere og terapeuter. I øvrigt tilpasser Folkeskolens Materialelaboratorium i Herning i samarbejde med elevens lærere undervisningsapparatur og undervisningsmaterialer efter elevens behov. Socialstyrelsen udgiver katalog over hjælpemidler, der i handelen.
Den tekniske udvikling på dette område går i øvrigt så hurtigt, at lærerne bør være opmærksomme på de mange forsøg og udviklingsarbejder, f.eks. med henblik på at fremstille apparatur til kommunikation for svært motorisk handicappede, hvis udtale eller stemme er så skadet, at deres tale ikke kan opfattes af omgivelserne. Ligeledes arbejdes der på at udvikle metodik og undervisningsprogrammer for ekspressivt sprogløse elever.
Som eksempel på sådanne hjælpemidler kan nævnes el-skrivemaskine tilkoblet impulsgivere, der aktiverer et lyspanel og fremkalder teksten på en almindelig TV-skærm.
Desuden et elektronisk mini-skriveapparat, som bringer indtastede informationer ud på papirsstrimmel.
Af apparatur, som i øjeblikket er almindeligt anvendt i undervisningen af elever med motorisk handicap, kan i øvrigt nævnes
El-regnemaskiner, hvortil nogle foretrækker regnestrimmel til kontrol af regnefunktionerne.
Sproglaboratorium og Language Master - begge med hovedtelefon.
Billedfremviser og tonefilmsanlæg.
Apparater til træning af perception, læse- og regnefunktioner, f.eks. datamaskiner.
Tachistoskop til tidskontrolleret fremførelse af billeder og tekster.
Der er gennem amtets hjælpemiddelcentraler mulighed for at få vejledning til valg og fremskaffelse af særlige hjælpemidler, som kan lette den handicappedes daglige tilværelse, jfr. bistandslovens § 58 og socialministeriets cirkulære af 4. november 1975 om ydelse af hjælpemidler m.v.
Desuden har amtscentralen for undervisningsmidler som regel en særlig afdeling for undervisningsmidler til specialundervisning.
Særlige pædagogiske hjælpemidler og teknisk apparatur, som knytter sig til gennemførelse af undervisning, bekostes af det kommunale eller amtskommunale skolevæsen. Andre hjælpemidler, f.eks. tricykler og gangapparater (rollatorer), der er nødvendige for barnets funktion i hjemmet, finansieres over bistandslovens § 58, § 40, stk. 1 og 2, § 46, stk. 1 og §§ 33 og 46 stk. 2. Ekstraordinært dyre hjælpemidler, der er nødvendige for gennemførelse af undervisningen - f.eks. kørestol på skolen og el-skrivemaskine - kan udlånes af amtskommunen.
3.3. Rådgivning
Ifølge bekendtgørelsens § 2, nr. 3 kan den specialpædagogiske bistand til bevægelseshæmmede elever bl.a. omfatte rådgivning til forældre og andre med tilknytning til eleven.
En familie med et bevægelseshæmmet barn har som regel behov for samtaler om og vejledning i, hvordan man løser netop dette barns problemer. Rådgivningen kan dreje sig om anvendelse af praktiske hjælpemidler, men også om udveksling af synspunkter om bestemte situationer og om, hvordan den handicappede bedst udnytter sine muligheder. Sådanne opgaver må løses konkret, ofte bedst ved besøg i elevens hjem. Da forældre og pårørende hyppigt også har behov for at drøfte deres forhold med andre i samme situation, kan man give mulighed for at afholde møder, hvor elever med familie og lærere, eventuelt andre, f.eks. skolelægen og tilknyttede specialister, i fællesskab søger at belyse og løse nogle af problemerne.
4 Undervisningens former
De forskellige former for specialundervisning er nævnt i bekendtgørelsens § 3.
Bevægelseshæmmede elever, der er multihandicappede, undervises for en dels vedkommende i undervisningscentrenes specialklasser eller i amtskommunale specialskoler. De fleste elever med bevægelsesvanskeligheder kan dog undervises i almindelige klasser, men særlige hjælpemidler og hjælpepersonale vil ofte være påkrævet. Der er desuden mulighed for at henvise til andre former for specialundervisning, derunder supplerende specialundervisning, der som regel gives af elevens lærer i pågældende fag, jfr. bekendtgørelsens § 3, nr. 5 samt § 13, stk. 2.
4.1. Særligt om undervisning i specialklasser
I folkeskoleloven er det forudsat, at de almindelige bestemmelser om undervisningen i grundskolen og 10. klasse også omfatter elever, der får specialundervisning. Dog gælder bl.a. reglerne om elevtal i klassen, skoledistrikter og inddeling i klasser ikke for specialklasser (specialskoler). I bekendtgørelsens § 4, stk. 2, er fastsat regler om antallet af elever i specialklasser. Ifølge denne bestemmelse må klassekvotienten ved skoleårets begyndelse ikke overstige 6-8. Det er ikke ualmindeligt, at svært multihandicappede elever stiller så store krav til lærerens forberedelse og undervisning, at dette elevtal er for stort. Til gengæld kan flere årgange om nødvendigt undervises sammen, når der ved stofvalg og metodik tages hensyn til elevernes aldersspredning og forskellige indlæringsvanskeligheder.
I nogle fag, f.eks. i musik, formning og idræt kan det være hensigtsmæssigt, at lærere i fællesskab underviser deres klasser.
Specialklassens undervisningsplan, herunder timefordelingsplanen, udarbejdes under hensyntagen til elevernes særlige behov. Overskridelse af folkeskolelovens § 14 om den ugentlige og daglige undervisningstid kan efter aftale med forældrene ifølge bekendtgørelsens § 5 finde sted ved hold- og enkeltmandsundervisning. På den anden side kan elevernes trætbarhed sætte en grænse for skoledagens længde.
5 Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Bekendtgørelsens § 7 er detaljeret i sin beskrivelse af henvisningsproceduren.
Lærerrådets beslutning om iværksættelse af specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 1 tages på grundlag af skolepsykologisk rådgivnings rapport og forslag til foranstaltninger. Beslutningen træffes inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen. Før der afgives skolepsykologisk rapport, har der normalt fundet drøftelser sted mellem barnets lærere, forældre og skolepsykologisk rådgivning. Lærerrådet kan bemyndige elevens lærere til at træffe beslutning om henvisning til specialpædagogiske foranstaltninger efter folkeskolelovens § 19, stk. 1.
Hvis en elev skønnes at have behov for specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, træffes beslutning herom af amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Fremgangsmåden er beskrevet i undervisningsministeriets vejledende retningslinier af 22. oktober 1979 om henvisning af elever til specialundervisning m.v. efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, som er optaget som bilag. Da elever med motorisk handicap også kan have andre handicap, er det nødvendigt at kunne iværksætte undersøgelser og hjælpeforanstaltninger af anden art end dem, der vedrører undervisning foranlediget af elevens primære handicap.
Skolepsykologisk rådgivning tager i fornødent omfang kontakt til social- og sundhedsforvaltningen og medvirker til, at forældrene, hvor der er behov for det, retter henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen, jfr. bekendtgørelsens § 9 samt socialministeriets bekendtgørelse af 26. marts 1972 om underretningspligt over for de sociale udvalg.
6 Befordring
Hvis en elev kun kan deltage i skolens undervisning, hvis der etableres særlig skolekørsel, er kommunen uanset skolevejens længde forpligtet til at sørge for denne kørsel. Forældre kan vælge selv at befordre deres barn og vil herfor modtage et månedligt beløb. Kommunen afholder udgiften til befordring af ledsager, hvis det er nødvendigt, at eleven følges til og fra skole. Den kan også opfylde sin forpligtelse til at sørge for befordring ved at afholde udgiften til anskaffelse og vedligeholdelse af kørestol, sygecykel o.lign., hvis eleven på denne måde kan klare skolevejen, ligesom kommunen, hvis elevens førlighed tillader det, kan henvise eleven til at benytte offentlige trafikmidler eller en for skolens øvrige elever etableret befordringsordning. Der henvises til undervisningsministeriets bekendtgørelse af 9. marts 1976 om befordring af syge og invaliderede elever i folkeskolen. For elever, som modtager specialundervisning i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2, er der givet regler om befordring i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 435 af 22. oktober 1979. Bekendtgørelserne er optaget som bilag V og VI.
Befordringsudgifter kan i det omfang, de ikke dækkes af andre bestemmelser, ydes efter bistandslovens § 48. Det gælder bl.a. befordring til lægeordineret behandling, derunder fysioterapi, og til konfirmationsforberedelse, dersom denne udgift ikke afholdes af menighedsrådet.
7 Folkeskolens afsluttende prøver
Ud fra den betragtning, at prøverne skal give elever med motoriske vanskeligheder mulighed for at vise deres formåen, kan der gives særlige vilkår for disse elever i forberedelsestiden og i prøvesituationen.
Direktoratet for folkeskolen og seminarier m.v. kan iflg. bekendtgørelse af 8. marts 1977 om folkeskolens afsluttende prøver § 41, jfr. cirkulæreskrivelse af 22. november 1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver (bilag VII), fravige gældende bestemmelser vedrørende folkeskolens prøver, når det findes begrundet i handicap.
Ansøgning om særlige prøvebetingelser skal normalt indsendes til direktoratet inden 1. februar og helst i løbet af efteråret i det skoleår, hvor prøven afholdes. Ved prøver i den ekstraordinære prøvetermin er sidste frist 1. oktober. Som dokumentation for de forhold, der anføres som dispensationsgrund, vedlægges erklæring fra skolepsykologisk rådgivning om handicappets indvirkning på det eller de fag, der er anført i ansøgningen. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at vedlægge en lægeerklæring.
Når prøven er afholdt under de særlige vilkår, som direktoratet for folkeskolen og seminarier m.v. i de enkelte tilfælde har givet tilladelse til, forsynes prøvebeviset med en påtegning, hvis udformning er fastsat af direktoratet i forbindelse med tilladelsen.
I ekstraordinære tilfælde kan der udarbejdes specielle opgaver til bevægelseshæmmede elever, f.eks. såfremt de ordinære opgaver forudsætter kurvetegning, som den handicappede ikke magter.
Eksempler på mulige individuelle fravigelser
1. Vedrørende forberedelse til mundtlige prøver
Forberedelsestiden kan forlænges.
Faglærer udpeget af skolelederen kan fungere som bisidder med det formål at foretage opslag i ordbøger, tabeller og lignende tilladte hjælpemidler. Bisidderen må ikke handle på eget initiativ, men kun efter elevens anvisninger.
2. Vedrørende mundtlig prøve
Der bør gives eleven god tid til at udtrykke sig. I tilfælde af vanskeligt forståelig tale kan eleven støtte sig til skriftlig fremstilling.
3. Vedrørende skriftlig prøve
Den fastsatte tid kan udvides, bl.a. med henblik på, at eleven efter behov kan indlægge hvilepauser. Faglærer kan fungere som bisidder med det formål på elevens anmodning at foretage opslag i de tilladte hjælpemidler og eventuelle andre manuelle funktioner. Bisidderen må ikke handle på eget initiativ, men kun efter elevens anvisninger.
Opgaver i regning/matematik, der kræver tegning af kurver og lignende, kan afløses af en bred mundtlig fremstilling af et emne, eller i særlige tilfælde erstattes af opgaver, der ikke forudsætter tegning.
Anvendelse af el-skrivemaskine, hvilket forudsætter særskilt prøvelokale med sædvanligt tilsyn, kræver ikke særlig tilladelse.
Da bevægelseshæmmede elever ofte tillige er indlæringshæmmede, skal det nævnes, at læseretardering i særlige tilfælde kan begrunde ændring af prøvevilkårene, f.eks. indtaling på bånd af længere tekster og opgaver i problemregning.
Vejledning vedrørende individuel fravigelse fra de almindelige prøvebetingelser forventes udsendt af undervisningsministeriet.
8 Fortsat uddannelse i og ud over folkeskolen samt overgang til erhverv
Efter folkeskolelovens § 3 a, stk. 2 kan der med undervisningsministeriets godkendelse tilbydes elever, hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, undervisning i 11 år. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et undervisningsforløb, således at eleverne i løbet af 11 år kan nå det samme som folkeskolens øvrige elever på 10 år, eventuelt indstille sig til folkeskolens afsluttende prøve efter det 11. skoleår.
Det er vigtigt, at lærere for bevægelseshæmmede elever medvirker til, at denne handicapgruppe udnytter de muligheder, samfundet råder over til uddannelse på særlige betingelser, f.eks. som beskrevet i »Redegørelse og forslag vedrørende indpasning af handicappede i de erhvervsfaglige grunduddannelser«, afgivet august 1975 til Forsøgsrådet for de erhvervsfaglige grunduddannelser.
I god tid før udskrivning af skolen bør eleven støttes i erhvervsvalg gennem forskellige praktikmuligheder og orientering om bistandslovens tilbud om praktisk og økonomisk hjælp.
Efter bekendtgørelsens § 11 skal skolepsykologisk rådgivning i forbindelse med skolegangens ophør orientere eleven og forældrene om muligheden for at få fortsat specialundervisning, se lov nr. 301 af 8. juni 1978 om specialundervisning for voksne og bekendtgørelse nr. 434 af 22. oktober 1979 om specialundervisning for voksne. Bekendtgørelsen er optaget som bilag VIII.
Skolepsykologisk rådgivning bør i fornødent samarbejde med arbejdsformidlingen og social- og sundhedsforvaltningen drage omsorg for, at elevens erhvervsmuligheder udnyttes bedst muligt, jfr. socialministeriets bekendtgørelse af 26. marts 1976 og ændring af 19. juni 1979. Ansvaret for vejledning om beskæftigelsesmuligheder for bevægelseshæmmede og om deres tilpasning i samfundet påhviler foruden klasselæreren også skolepsykologisk rådgivning, herunder skolekonsulenten for kuratorvirksomhed, eventuelt en konsulent, ansat af amtskommunen med denne opgave.
9 Lærere og andet personale
9.1. Lærere
Efter bekendtgørelsens § 13 gives specialundervisning til bevægelseshæmmede elever af lærere, der har modtaget uddannelse hertil, eller har gennemgået kursus, der er godkendt af undervisningsministeriet i denne henseende.
Undervisningen kan indtil videre gives af lærere med seminariernes pædagogiske speciale C eller Danmarks Lærerhøjskoles specialpædagogiske grundkursus.
Lærerne bør tilbydes fortsatte kursus. Endvidere bør der tilbydes tjenestefrihed til lærerne for at give mulighed for praktikophold, således at der bliver lejlighed til at overvære undervisning af andre børn med motoriske vanskeligheder.
9.2. Hjælpepersonale
Særlige hjælpefunktioner overfor bevægelseshæmmede elever, som omtalt i afsnit 3.1., udføres af hjælpere, som gennem uddannelse eller tidligere virksomhed har kvalificeret sig til arbejdet.
10 Skolebygninger og klasselokalers indretning og udstyr
Bevægelseshæmmede elever kræver et større areal end andre elever. Det gælder ikke blot for elever i kørestol og ståkasse, men også for elever med stokke og gangapparater. Dette sammen med pladskrævende udstyr og særlige pædagogiske hjælpemidler betyder, at 70 m2 anses for normalt til en specialklasse.
Den centrale rådgivningstjeneste for skolebyggeri udsendte i 1980 en vejledning om de bygningsmæssige krav, der må stilles til skoler, hvor man skal kunne modtage elever med forskellige handicap.
Opmærksomheden henledes også på Boligministeriets Bygningsreglement og på de korte og instruktive pjecer om boligindretning for motorisk handicappede, som er udsendt af Boligudvalget for Bevægelseshæmmede, Gl. Mønt 12, 3., 1117 København K., tlf. (01) 13 72 04 (jfr. i øvrigt afsnit 3.2 om hjælpemidler).
Bilag I-X. Bilagene udelades her.
Vejledning om specialpædagogisk bistand til elever med bevægelsesvanskeligheder
Forord
Reglerne om specialundervisning til elever med bevægelseshandicap findes i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 437 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til bevægelseshæmmede elever.
Denne vejledning uddyber bekendtgørelsen og omfatter elever på 1.-10. klassetrin, uanset om undervisningen gennemføres i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 1, eller § 19, stk. 2. Derudover supplerer den vejledningen om specialpædagogisk bistand til småbørn. Beslutning om henvisning til specialundervisning træffes henholdsvis af lærerrådet indenfor de rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen, og af amtsrådet.
Der er ofte brug for at supplere bestemmelserne i bekendtgørelsen om specialundervisning af bevægelseshæmmede elever med bestemmelser om specialundervisning på andre handicapområder.
Vejledningen er af praktiske grunde optaget i undervisningsministeriets almindelige undervisningsvejledningsserie, men det skal understreges, at der først og fremmest er tale om en uddybning af bekendtgørelsens bestemmelser og ikke om en undervisningsvejledning egentlig forstand.
Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen og
seminarier m.v.,
den 18. juni 1982
Holger Knudsen
/ I. Skov Jørgensen
Indhold side
1. Begreb og formål ........................................... 7 1.1 Eleverne.................................................... 7 1.2 Formål...................................................... 8 2. Tidspunkt for iværksættelse af specialpædagogisk bistand ................................................... 9 3. Indholdet af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ................................. 10 3.1 Praktiske hjælpeforanstaltninger, herunder fysioterapi...... 10 3.2 Særlige hjælpemidler........................................ 11 3.3 Rådgivning.................................................. 11 4. Undervisningens former ..................................... 13 4.1 Særligt om undervisningen i specialklasser.................. 13 5. Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ........................ 14 6. Befordring ................................................. 15 7. Folkeskolens afsluttende prøver ............................ 16 8. Fortsat uddannelse i og ud over folkeskolen samt overgang til erhverv ...................................... 18 9. Lærere og andet personale .................................. 19 9.1 Lærere...................................................... 19 9.2 Hjælpepersonale............................................. 19 10.Skolebygninger og klasselokalets indretning og udstyr ...... 20
Ingen