Cirkulæreskrivelse om deltagerbetaling for almen fritidsundervisning for voksne. (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser).
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om deltagerbetaling for almen fritidsundervisning for voksne. (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser).
Direktoratet har modtaget en række spørgsmål om, hvorvidt den deltagerbetaling, som nævnes i § 9, stk. 1, i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 417 af 15. september 1980 om fritidsundervisning for voksne, kan opkræves med et forskelligt beløb for de enkelte deltagere på et hold. Direktoratet skal i den anledning udtale følgende
1. Deltagerbetalingen bør opkræves med samme beløb hos hvert enkelt deltager på et hold. Dette gælder også fødselsforberedelseskursus og ved deltagelse i undervisning på flere hold.
Deltagerbetalingen skal for den enkelte initiativtagers samlede virksomhed udgøre mindst den til enhver tid gældende deltagerandel af udgifterne til honorar til lederen og timebetaling til lærerne samt et beløb til administration m.v.
Deltagerbetaling skal opkræves af alle deltagere og kan ikke betales af kommunen eller andre initiativtagere, medmindre kommunen i henhold til bekendtgørelsens § 65, stk. 2, yder ekstraordinært tilskud for at fritage særlige grupper for betaling.
2. Ved undervisning, der i henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 3, godkendes som tilrettelagt for voksne og børn, skal der opkræves en deltagerbetaling for børnene, for at de kan tælle med i det deltagerantal, der er fastsat som minimum for, at der kan ydes tilskud til holdet. Der skal dog fastsættes en lavere deltagerbetaling for børnene end for de voksne, såfremt den ovenfor i punkt 1, 2. afsnit nævnte forudsætning er opfyldt.
3. Der bør ikke optages elever på et hold efter undervisningens påbegyndelse. Dersom det undtagelsesvis findes forsvarligt at optage en deltager efter, at undervisningen er påbegyndt, kan deltagerbetalingen nedsættes forholdsmæssigt.
Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen,
folkeoplysning, seminarier m.v., den 23. marts 1982.
P.d.v.
Hanne Saunte
Ingen