Cirkulæreskrivelse om verificering og legalisering af veterinærattester
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om verificering og legalisering af veterinærattester
til samtlige til eksport af fersk kød og kødprodukter autoriserede virksomheder samt dyrlægerne ved disse.
Flere landes myndigheder forlanger veterinærcertifikater verificeret d.v.s. påtegnet i veterinærdirektoratet om ægtheden af dyrlægens underskrift) og/eller legaliseret (d.v.s. påtegnet i pågældende lands diplomatiske repræsentation i Damark).
På given foranledning skal meddeles, at principielt kan kun færdigt udfyldte, daterede og underskrevne attester verificeres og legaliseres.
I erkendelse af, at der alene til forsendelse (virksomhed - veterinærdirektoratet - ambassade - virksomhed) medgår så lang tid, at en regelret procedure kan forhindre eksport af kølet kød, meddeles herved følgende.
For partier bestående af kølet kød kan oprindelses- og sundhedsattester indsendes til verifikation i veterinærdirektoratet på følgende vilkår
I rubrikkerne »Afsenderens navn og adresse«, »Modtagerens navn og adresse« og »varens art« skal alt være udfyldt, medens udfyldelsen af »antal colli«, »Afsenderens fragtmærker« og »Nettovægt« kan afvente.
Underskriftsrubrikken skal være udfyldt med underskrift, men ikke med dato og embedsstempel.
Eventuelle bagsidetilføjelser skal ligeledes være underskrevet, men uden dato og embedsstempel.
Attesterne skal sendes anbefalet eller overbringes gennem pålidelige kanaler.
Eventuel videresendelse fra veterinærdirektoratet (til ambassade eller virksomhed) og fra ambassade (til virksomhed) forudsætter, at frankeret og adresseret kuvert er vedlagt, stilet til dyrlægen.
Dyrlægen skal føre journal over sådanne ufuldstændigt udfyldte attestsæt, som indsendes/indleveres til verificering eller legalisering, og dyrlægen skal efterlyse dem og underrette veterinærdirektoratet, såfremt de ikke returneres indenfor en rimelig tidsfrist.
Eventuel legalisering uden forudgående verificering må kun ske af fuldstændigt udfyldte attester.
P.V.V.
K. Hermansen
Ingen