Cirkulære om fremstilling af iskrem på vegetabilsk basis i virksomheder der er autoriserede til fremstilling af fløde- og mælkeis
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om fremstilling af iskrem på vegetabilsk basis i virksomheder der er autoriserede til fremstilling af fløde- og mælkeis
I henhold til bestemmelserne i § 7, stk. 2 i lov nr. 186 af 30. marts 1973 om tilvirkning og forhandling en gros m.m. af mejeriprodukter og efter bemyndigelse fra Landbrugsministeriet meddeles der hermed tilladelse til i lokalerne i virksomheder, der er autoriserede til fremstilling af fløde- og mælkeis at fremstille konsumisprodukter på vegetabilsk basis på betingelse af,
at der til fremstillingen anvendes sunde og gode råvarer,
at de til tilvirkningen anvendte vegetabilske fedtstoffer uden for anvendelsestidspunktet opbevares i lokaler, der er adskilt fra tilvirkningen af fløde- og mælkeis,
at der foretages rengøring af det til fremstilling af omhandlede iskremprodukter anvendte apparatur forinden det samme apparatur anvendes til fremstilling af fløde- og mælkeisprodukter,
at indholdet af mælkefedt i den omhandlede vegetabilske is ikke overstiger 10% af det totale fedtindhold,
at fløde- og mælkeisprodukter, som virksomheden fremstiller, ikke iblandes vegetabilske bestanddele udover, hvad der tillades i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om konsumis m.v.,
at is på basis af vegetabilsk fedt benævnes »Ermolis« eller med anden benævnelse, hvoraf det klart fremgår, at der er tale om is fremstillet på basis af vegetabilske fedtstoffer, dog skal emballager med is fremstillet på basis af vegetabilsk fedt bestemt til salg her i landet altid være påført ordet »Ermol-Is« med letlæselige bogstaver,
at handelsnavne, der anvendes på omhandlede iskremprodukter, ikke henviser til ordene mælk, fløde, smør eller andre fra mejeri- eller landbrug hentede betegnelser,
at virksomhedens indkøb og anvendelse af vegetabilske fedtstoffer bestemt til fremstilling af konsumis på vegetabilsk basis fremgår af virksomhedens bogføring, samt
at der betales afgift i henhold til bekendtgørelse nr. 684 af 22. december 1978 om afgift af margarine m.m. samt af vitaminpræparater til margarine m.v..
sign.
Ingen