Cirkulæreskrivelse om den administrative behandling af faderskabssager. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om den administrative behandling af faderskabssager. (* 1)
Ifølge lov nr. 223 af 26. maj 1982 om ændring af lov om børns retsstilling, jfr. bekendtgørelse nr. 503 af 15. september 1982 om behandling af faderskabssager m.v., overgår med virkning fra 1. oktober 1982 den administrative behandling af faderskabssager fra politimestrene til statsamterne.
Ministerialbogsførerne vil således fremtidig modtage meddelelse fra statsamterne om fastslåelse af faderskab. Politimestrene færdigbehandler dog sager, som er modtaget inden den 1. oktober 1982.
Faderskabsmeddelelsen vil som hidtil blive sendt til ministerialbogsføreren på fødselsregistreringsstedet.
I København, hvor den administrative behandling af faderskabssager varetages af Københavns overpræsidium, sker der ingen ændring.
Den meddelelse, som ministerialbogsføreren skal afgive i visse tilfælde, hvor et barn indføres i ministerialbøgerne som født uden for ægteskab, jfr. herved afsnit I i kirkeministeriets cirkulære af 12. december 1960 om registrering af fødselsanmeldelser m.m., skal fremtidig uden for København sendes til statsamtet, i København som hidtil til overpræsidiet.
Kirkeministeriet, den 1. oktober 1982
P.M.V.
E.B.
Kai Winther
Eksp. sekr.
Til folkekirkens ministerialbogsførere uden for de sønderjyske
landsdele.