Skrivelse om Vejledning om ledsaget udgang fra kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om Vejledning om ledsaget udgang fra kriminalforsorgens anstalter og arresthusene. (* 1)
Hermed sendes vejledning om ledsaget udgang fra kriminalforsorgens anstalter og arresthusene.
1. Vejledningen tager sigte på at blive anvendt ved udgange, der af sikkerhedsmæssige grunde skal finde sted med ledsager. Den omfatter ikke såkaldte transporter, fx til fremstilling i retten eller lægekonsultation. Sådanne transporter gennemføres i overensstemmelse med hidtidig praksis. Institutionslederen kan fravige vejledningens regler, når ledsagerens opgaver alene er af støttende eller praktisk karakter, fx i forbindelse med løsladelsesforberedelser.
2. Det er et hovedprincip for ledsaget udgang, at formål, rejseplan og de personer og steder, der skal besøges, er fastlagt forud for udgangen. Afvigelser må kun finde sted efter tilladelse fra vagthavende.
3. I forbindelse med en udgang kan det undtagelsesvis være bestemt, at den indsatte må overvære en sportskamp eller lignende. Udgang til områder, hvor ledsageren ikke umiddelbart kan sikre sig den indsattes tilstedeværelse, indebærer typisk en særlig undvigelsesrisiko, hvorfor det ikke må overlades til ledsageren at træffe beslutning om udgang til sådanne steder.
4. Udgang ved visse familiebegivenheder kan indebære en særlig undvigelsesrisiko, ligesom det forhold, at den indsatte er ledsaget af en funktionær, kan virke som en belastning for både den ansatte, den indsatte og de øvrige gæster. I sådanne tilfælde kan man tillade besøg på selve dagen uden samtidig at tillade deltagelse i en fest.
5. Det skal forud for udgangen være bestemt, om den indsatte, jf. vejledningens afsnit II, punkt 4, må nyde en enkelt genstand i forbindelse med et måltid, om han skal afholde sig fra at nyde spiritus, eller om han som et vilkår for udgangen skal undergive sig behandling mod misbrug af alkohol.
6. Udgangsledsageren skal fortrinsvis udpeges blandt medarbejdere, der har et godt kendskab til den indsatte.
Udgangsledsageren skal være i et fast ansættelsesforhold og have erhvervet sig viden om reglerne for udgang og udgangsledsagere, svarende til undervisningen ved kriminalforsorgens personaleskole.
7. Det påhviler institutionslederen at sikre, at udgangsledsageren nøje er bekendt med formålet med og reglerne for den udgang, der skal gennemføres, herunder særlige forhold i den indsattes liv i og uden for institutionen, der må skønnes at have betydning for udgangens regelmæssige gennemførelse.
P.M.V.
E.B.
Jens Tolstrup
Til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne.