Meddelelse om indånding af dampe af alkohol m.v. (* 1)

Meddelelse om indånding af dampe af alkohol m.v. (* 1)

Retslægerådet har den 11. maj 1982 i anledning af et af statsadvokaten for Sjælland rejst generelt spørgsmål om, hvilken indflydelse indånding af dampe af alkohol (ætanol) og andre stoffer kan antages at have på blodalkoholkoncentrationen, afgivet følgende udtalelse

»Som meddelt Rigsadvokaten i skrivelse af 13. marts 1981 har rådet fundet det fornødent forud for afgivelse af en udtalelse at foretage en gennemsøgning af den foreliggende litteratur, samt afvente resultaterne af en eksperimentel undersøgelse foretaget af en af rådets sagkyndige (professor P. Kruhøffer). Efter at have været blevet bekendt med resultaterne af denne netop afsluttede undersøgelse skal rådet fremsætte følgende udtalelse

I forskellige arbejdssituationer m.v. vil en lang række stoffer kunne foreligge i dampform, sjældnere i form af dråber, i indåndingsluften, og de kan herfra optages i legemet gennem lungevævet eller luftvejenes vægge. Med hensyn til hvilke stoffer der ved optagelse fra indåndingsluften vil påvirke, eller kan tænkes at påvirke, koncentrationen af alkohol (ætanol) i blodet er det rimeligt at sondre mellem: (1) ætanolet selv (2) stoffer der efter optagelse i organismen nedbrydes under dannelse af ætanol, (3) stoffer der kan tænkes at ændre (reducere) den hastighed, hvormed ætanol nedbrydes i organismen.

ad. (1). Vedrørende indånding af luft indeholdende ætanol.

Ved de af professor Kruhøffer foretagne forsøg på voksne mænd er det påvist, at der under indånding af luft indeholdende ætanol i dampform optages ca. 55 procent af det indåndede ætanol, og at denne optagelsesprocent ikke påvirkes påviseligt at betydelige ændringer i åndedrætsdybden og åndedrætsfrekvensen. Når ætanol findes i blodet (efter indtagelse af alkoholiske drikke) vil optagelsesprocenten blive mindre. Undersøgelserne har vist, at optagelsesprocenten ikke ændres påviseligt, når koncentrationen i blodet er indtil 50 gange større end i indåndingsluften. Undersøgelser ved et højere forhold mellem de to koncentrationer er ikke foretaget, men rimelige skøn over den reducerende effekt på optagelsesprocenten kan formentlig foretages ved forhold mellem de to koncentrationer, som er betydningsfulde i praksis (op til ca. 500).

Ved udtagelse af blodprøver blev det ved forsøgene påvist, at indånding af ætanol-holdig luft ændrede et igangværende fald i blodalkoholkoncentrationen til intet fald eller en stigning, en effekt der stemte med den målte hastighed for optagelse af ætanol fra indåndingsluften.

Efter undersøgelserne må det konkluderes, at der i visse situationer hvor personer arbejder i luft indeholdende ætanol-dampe, kan optages ætanol fra indåndingsluften med en sådan hastighed (i praksis formentlig op til ca. 10 gram pr. time, men hyppigst væsentligt mindre), at det kan påvirke blodalkoholkoncentrationen kendeligt. Det skal fremhæves at den praktiske betydning heraf i retsmedicinske alkoholsager i alt væsentligt vil være begrænset til tilfælde, hvor der er indtaget alkoholiske drikke forud for og/eller under en periode med eksposition for ætanol-holdig luft - altså tilfælde hvor organismens ætanol-nedbrydende apparat er i gang med at eliminere ætanol tilført »ad normal vej«.

Hvilken mængde ætanol der i et givet tilfælde er tilført en person gennem indåndingsluften (og dermed hvilken forhøjelse af blodalkoholkoncentrationen der er frembragt) afhænger af følgende: (a) Koncentrationen af ætanol i indåndingsluften, (b) Ekspositionstiden, (c) Vejrtrækningen (ventilationens ) størrelse, som først og fremmest afhænger af personens fysiske arbejdsydelse, (d) Den procentiske optagelse fra indåndingsluften, som er påvirkelig af forholdet mellem blodkoncentration og luftkoncentration. Vurderingen af den forhøjelse af blodkoncentrationen, som indånding af ætanol-holdig luft kan have frembragt i et givet tilfælde, må hvile på skøn over de fire størrelser. Medens der ofte vil kunne ansættes rimelige værdier for de sidste tre, vil ansættelsen af koncentrationen i indåndingsluften altid have karakter af et groft skøn (der må baseres på oplysninger om mængden af ætanol-holdigt materiale, arbejdsproceduren, arbejdsrummets størrelse, ventilation og temperatur etc.). Udtalelser fra retslægerådet vil således være baseret på skøn over hvilke forhøjelser af blodalkoholkoncentrationen, der - ud fra foreliggende oplysninger om arbejdsforholdene - maksimalt kan anses at være forårsaget af indånding af ætanol-holdig luft.

ad (2). Ætylestere (forbindelser mellem ætanol og syrer) vides at kunne blive spaltet i bestanddelene i legemsvæskerne. Blandt disse stoffer er det - under hensyntagen til kogepunkt og anvendelsens omfang - især ætylacetat og ætylbutyrat, der påkalder sig interesse som mulige kilder til ætanoltilførsel til organismen via indåndingsluften. Der foreligger rådet bekendt ikke udførlige undersøgelser over hvor mange procent af disse stoffer, der optages fra indåndingsluften, men Nomiyama og Nomiyama, 1974, angiver 50 - 60 procent for ætylacetats vedkommende. På grundlag heraf, og fra formodning om at det optagne stof ret hurtigt bliver spaltet i organismen under frigørelse af ætanol, finder rådet, at indånding af disse stoffer under visse omstændigheder vil kunne medføre en ikke negligabel tilførsel af ætanol til organismen.

ad (3). Stoffer, der kan reducere den hastighed, hvormed ætanol nedbrydes i organismen, omfatter to grupper: (a) stoffer, der bindes til (og omdannes af) det enzym (alkoholdehydrogenase), der er hovedansvarligt for nedbrydningen af ætanol i organismen, (b) andre stoffer for hvilke den hæmmende virkning på nedbrydningen af ætanol må anses at bero på en beskadigelse af levercellerne, ændring i disses indhold af co-enzymer, eller lignende.

Hvad angår stofferne i gruppe (a) er det velkendt fra forsøg med selve enzymet alkoholdehydrogenase, at andre alkoholer ved at »konkurrere om« dette kan reducere nedbrydningshastigheden for ætanol. Under hensyn til kogepunkt, konkurrenceeffektivitet og praktisk anvendelse bliver det nok især n-propanol (n.propylalkohol) og iso-propanol (isopropylalkohol), der kommer på tale som stoffer, der optaget gennem indåndingsluften kan reducere nedbrydningshastigheden for ætanol i organismen. Der foreligger rådet bekendt ikke undersøgelser herover på dyr (eller mennesker), men rådet er af den opfattelse, at der må foreligge en svær eksposition for stofferne for at påvirke nedbrydningen af ætanol i nævneværdigt omfang, og at mankante formindskelser af ætanolets nedbrydningshastighed kun vil forekomme i exceptionelle tilfælde.

Et stof som acetone bindes også til alkoholdehydrogenase, men på grundlag af forsøg foretaget af professor F. Lundquist med det rene enzym anser retslægerådet det for usandsynligt, at dette stof gennem optagelse fra indåndingsluft under praktisk forekommende forhold vil kunne reducere nedbrydningen af ætanol i nævneværdig grad.

Med hensyn til stofferne i gruppe (b) er det velkendt, at nogle polyklorerede kulbrinter både akut og kronisk kan frembringe leverbeskadigelser. Af særlig interesse i praksis er stofferne tetraklorkulstof (tetraklormetan) og 1,1,1-triklorætan (metylkloroform, chlorothene). For sidstnævnte, der alment betragtes som mindre toksisk end tetraklorkulstof, har Nakanishi et al., 1978 i forsøg på rotter fundet, at indånding af luft med et indhold på 100 ppm i to timer i to på hinanden følgende dage nedsatte nedbrydningshastigheden for ætanol med ca 25 procent i intervallet 1/2 - 24 timer efter sidste eksposition. Retslægerådet finder det således sandsynligt, at der hos mennesker, som har været udsat for optagelse af de to stoffer gennem indåndingsluften, kan have foreligget en reduktion af nedbrydningshastigheden for ætanol under og nogen tid efter ekspositionen.

Det er muligt, at andre stoffer efter optagelse fra indåndingsluften kan virke hæmmende på alkoholnedbrydningen gennem påvirkning af leveren. Med hensyn til en sådan virkning (af f.eks. toluen) indtager retslægerådet en reserveret holdning, da der rådet bekendt ikke foreligger dyreeksperimentelle holdepunkter for den. Kun når der er tale om ekspositioner af sværere grad, finder rådet, at muligheden må tages i betragtning'.

Opmærksomheden henledes navnlig på den i afsnit (1), næstsidste punktum, indeholdte anvisning på, hvilke oplysninger der er relevante i sådanne sager, samt på, at de stoffer under afsnit (2) og (3), som især påkalder sig interesse, er henholdsvis ætylacetat, ætylbutyrat og tetraklorkulstof (tetraklormetan), 1,1,1-triklorætan (metylkloroform, chlorothene).

Per Lindegaard.