Cirkulæreskrivelse om autorisation til terminaladgang til fælleskommunale registre for medarbejdere på Kommunedata I/S.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om autorisation til terminaladgang til fælleskommunale registre for medarbejdere på Kommunedata I/S.
Herved meddeles, at registertilsynet har truffet følgende afgørelser vedrørende autorisation til terminaladgang til fælleskommunale registre for medarbejdere på Kommunedata I/S.
1. Der er overfor registertilsynet rejst spørgsmål om, hvorvidt en Kommunedatamedarbejder, der assisterer den registeransvarlige myndigheds terminaloperatør hos den registeransvarlige myndighed, vil kunne autoriseres som terminaloperatør af denne eller den pågældende medarbejder bør autoriseres af Kommunedata.
Det er registertilsynets opfattelse, at sådanne autorisationer bør tildeles af den registeransvarlige myndighed, idet myndigheden i så fald vil kunne udføre de samme (maskinelle) sikkerhedsmæssige kontroller med Kommunedatamedarbejdere som med eget personale, ligesom myndigheden vil have de bedste muligheder for at føre det fornødne tilsyn, når autorisationen benyttes i forbindelse med terminal placeret i den registeransvarlige myndigheds lokaler.
2. Der er endvidere overfor registertilsynet rejst spørgsmål om, hvorvidt den omstændighed, at en registeransvarlig myndighed vælger ikke at benytte muligheden for terminaladgang til et givet registersystem, samtidig medfører, at Kommunedata ikke må have terminaladgang til den pågældende registeransvarlige myndigheds del af registeret i forbindelse med sin servicevirksomhed.
Det er efter registertilsynets opfattelse i overensstemmelse med forskrifterne og bilag A til forskrifterne, at en Kommunedatamedarbejder, der assisterer ved fejlsøgning f. eks. i forbindelse med formodede fejl i rekvirerede lister, via terminal har adgang til en kommunes oplysninger i et register - uanset om den pågældende kommune ikke udnytter muligheden for terminaladgang til registeret - når forskrifternes bestemmelser og bilag A's bestemmelser (punkt 4.13) herom overholdes. Dette indebærer, at det ikke er den enkelte kommune, der autoriserer den pågældende Kommunedatamedarbejder, men derimod Kommunedata I/S. Der skal i sådanne tilfælde foretages registrering af adgangen, jf. punkt 4.13, i bilag A, og sendes meddelelse herom til den registeransvarlige myndighed.
P. R. V.
Jørgen Paulsen
Til samtlige amtskommuner og primærkommuner.
Ingen