Cirkulærskrivelse om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulærskrivelse om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet.
Under henvisning til cirkulærskrivelse af 28. februar 1979 vedrørende overøvrighedens opgaver i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet vedlægges kopi at sikringsstyrelsens skrivelse af 14. maj 1981 med et bilag.
Justitsministeriet skal i den anledning anmode statsamterne om at påse, at de blanketter, der sendes til de danske repræsentationer, er korrekt udfyldt, jfr. cirkulærskrivelse af 11. juni 1980.
Man skal endvidere anmode om, at der i fornødent omfang ydes inddrivelsesmyndighederne vejledning med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en sag om inddrivelse af bidrag bør forfølges eller henlægges.
P.M.V.
E.B.
M. Levy
Cirkulærskrivelse til samtlige statsamter og Københavns overpræsidium.
Sikringsstyrelsen
Den 14. maj 1981
Journal nr. 81-7010-3
Bilag 1.
Justitsministeriet
Chr.borg Slotsplads 1
1218 København K
Om inddrivelse af bidrag i udlandet.
På et møde i sikringsstyrelsen den 7. maj 1980 om inddrivelse af bidrag i udlandet blev der forelagt en række eksempler på, at inddrivelsesordningen ikke fungerer tilfredsstillende.
På denne baggrund indskærpede justitsministeriet, udenrigsministeriet og kommunernes landsforening de implicerede parter om, at den nye procedure skulle følges.
Da ordningen stadig ikke fungerer tilfredsstillende, foranledigede sikringsstyrelsen, at kommunernes landsforening påny præciserede overfor kommunerne, hvilken fremgangsmåde der skal følges ved inddrivelse af bidrag i udlandet, se vedlagte cirkulæreskrivelse af 17. februar 1981.
Udenrigsministeriet har desuden i brev af 9. februar 1981 gjort sikringsstyrelsen opmærksom på, at de blanketter, der sendes til de danske repræsentationer i forbindelse med anmodning om inddrivelse af bidrag i udlandet, ofte ikke er korrekt udfyldt. Amterne kontrollerer således ikke i alle tilfælde, om kommunerne har udfyldt de nævnte blanketter korrekt.
I anledning af en skriftlig henvendelse fra Hillerød kommune om, hvorledes arbejdsopgaverne skal fordeles mellem kommuner og statsamter ved behandling af sager om inddrivelse af bidrag i udlandet, har sikringsstyrelsen sendt vedlagte brev af 11. maj 1981 til kommunen.
Sikringsstyrelsen har desuden modtaget en del telefoniske henvendelser af tilsvarende karakter fra andre kommuner.
Det er således sikringsstyrelsens opfattelse, at ikke alle amter yder kommunerne tilstrækkelig vejledning i forbindelse med sager om inddrivelse af bidrag i udlandet. Det gælder således dels med hensyn til den vejledning og kontrol der skal ydes i forbindelse med udfyldning af afkrævnings- og afregningsblanketterne, dels den vejledning, der skal gives til brug for vurderingen af, om en inddrivelsessag skal forfølges eller henlægges.
Sikringsstyrelsen skal på denne baggrund spørge, om justitsministeriet finder anledning til at udsende en meddelelse til amterne, hvori det præciseres, hvilke arbejdsopgaver amterne har i forbindelse med behandling af sager om inddrivelse i udlandet, eventuelt efter drøftelse med sikringsstyrelsen.
P.s.v.
e.b.
Hanne Schroll
11. maj 1981
80-7009-6
Bilag 2.
Frederiksborg amt
Amtsgården
Kongens Vænge
3400 Hillerød
Sikringsstyrelsen har i dag tilskrevet social- og sundshedsforvaltningen i Hillerød kommune, bidragskontoret, Sdr. Banevej 8, 3400 Hillerød, således
Om inddrivelse af forskudsvis udlagte børnetilskud i udlandet.
Social- og sundshedsforvaltningens brev af 18. december 1981 og jr.nr. 150142-2343.
Når bidrag er udlagt forskudsvis her i landet, og bidraget skal søges inddrevet i udlaNDET EFTER REGLERNE I FN-konventionen eller Haager-konventionen, fremsender inddrivelsesmyndigheden (kommunen) sagen til den overøvrighed, hvorunder kommunen hører. Bidragssagen sendes herefter af overøvrigheden til afkrævning gennem vedkommende danske diplomatiske repræsentation.
Overøvrigheden skal før fremsendelsen påse, at de fornødne dokumenter m.v. er til stede, se justitsministeriets bekendtgørelse nr. 433 og 434 af 17. december 1965 om FN-konventionen og Haager-konventionen samt punkt 23 i justitsministeriets vejledning af 29. marts 1978 om inddrivelse af underholdsbidrag.
Overøvrigheden skal endvidere før fremsendelsen til udlandet påse, at afkrævningskommunen har udfyldt afkrævnings- og afregningsblanketterne efter de retningslinier, der er anført i cirkulæreskrivelse af 17. februar 1981 fra Kommunernes Landsforening, se tillige justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 11. juni 1980.
Det forudsættes, at den danske repræsentation i udlandet, efter at have undersøgt mulighederne for at søge bidraget inddrevet, foretager en vurdering af, om en bidragssag skal forfølges, jfr. punkt 2 i udenrigsministeriets instruks af 9. juni 1980 om repræsentationernes overførsel af inddrevne bidragsmidler samt retningslinier for omfanget af inddrivelsesforsøg.
På grundlag af den vurdering, der indkommer fra den udenlandske repræsentation, må inddrivelsesmyndigheden tage stilling til, om bidragssagen skal forfølges yderligere. Hvis kommunen er i tvivl herom, kan spørgsmålet forelægges for sikringsstyrelsen.
På et møde i justitsministeriet den 30. september 1976 om ændring af inddrivelseslovgivningen blev det fra amternes side anført, at overøvrigheden i bidragssager skal tage stilling til, om man bør anvende Haager- eller FN-konventionen, eller om man f.eks. skal anlægge retssag. Det blev i denne forbindelse fremhævet, at en aktiv medvirken fra overøvrighedens side forudsættes i forbindelse med behandling af bidragssager.
Overøvrigheden bør derfor medvirke med råd og vejledning i spørgsmålet, om en bidragssag skal forfølges eller henlægges. Efter sikringsstyrelsens opfattelse vil det være naturligt, om overøvrigheden ved sagens tilbagesendelse til kommunen - på grundlag af repræsentationens vurdering af om en sag skal forfølges - afgiver en udtalelse herom til brug for kommunens afgørelse af spørgsmålet.
Da dette ikke er tilfældet i den fremsendte sag, skal sikringsstyrelsen til brug for kommunens vurdering af den konkrete sag udtale følgende
Hvis der overhovedet er mulighed for at inddrive bidrag - og dette bidrag står i rimeligt forhold til de økonomiske udgifter ved inddrivelsen, bør inddrivelse/retssag gennemføres.
I denne sag anmoder generalkonsulatet i Los Angeles om en udtalelse om, hvorledes sagen bør behandles. Der vedlægges en redegørelse om sagens juridiske problemer fra en advokat, der er specialist i familieretssager, og et brev fra den advokat, som konsulatet har henvendt sig til om sagen.
Det fremgår heraf, at moderen har forladt det fælles hjem med en datter, som faderen har adopteret. Hun har derefter nægtet faderen samkvemsret med barnet.
Ifølge redegørelsen kan bidrag fastsat af overøvrigheden i Danmark ikke inddrives i Californien. Det er desuden tvivlsomt, om en dansk domsstolsafgørelse om bidrag ville kunne danne grundlag for inddrivelse i Californien. Efter lovgivningen i Californien kan udenlandske domstolsafgørelser danne grundlag for inddrivelse, hvis en tilsvarende domstolsafgørelse fra Californien kunne danne grundlag for inddrivelse i det pågældende land (gensidighed kræves). Det vides ikke, om en domstolsafgørelse fra Californien kunne danne grundlag for inddrivelse af bidrag i Danmark.
En anden mulighed er, at der i fortsættelse af skilsmissesagen - der er afgjort i Californien - rejses krav af moderen overfor en domstol i Californien om fastsættelse af bidrag. Advokaten mener, der vil være ca. 50 pct.s chance for at få fastsat bidrag, og at omkostningerne herved vil være store, ifølge det oplyste mellem US Dollars 2.000 og US Dollars 2.500 for retssagen alene.
Konsulatets advokat kan herefter ikke anbefale, at der indledes retslige skridt i sagen.
På denne baggrund er sikringsstyrelsen enig med advokaten i, at der ikke foretages yderligere inddrivelsesforsøg i sagen.
De vedlagte bilag tilbagesendes.
Hvilket herved meddeles til underretning.
P.s.v.
Hanne Schroll
Ingen