Lods- og udskibningslejdere (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Lods- og udskibningslejdere (* 1)
Lodslejdere
I forbindelse med kontrolsyn udført af fremmede myndigheder på danske skibe samt fra lodserier har der været rejst kritik af danske skibes lodslejdere, uanset at lodslejderne har været godkendt af skibstilsynet.
På denne foranledning skal man meddele, at der ved ikrafttrædelsen af SOLAS 74 i kapitel V, reglement 17, der indeholdes i Skibstilsynets meddelelser »B«, er sket en skærpelse, bl.a. ved at kravene til materialer for trin, tværribber (spreaders) samt tovværk er blevet nøjere specificeret, end tilfældet var tidligere.
De nye bestemmelser i SOLAS 74 gælder for alle skibe i international fart, såvel eksisterende som nye, uanset størrelse.
1) Med hensyn til trin og tværribber skal disse være af hårdt træ (hardwood), d.v.s. af ask eller af andet egnet materiale med tilsvarende egenskaber. De nederste 4 trin kan være af gummi af tilstrækkelig stivhed og styrke eller andet egnet materiale med tilsvarende egenskaber.
Direktoratet har godkendt visse lejdertrin udført af andet materiale end hårdt træ. Disse trin kan fortsat anvendes i de skibe, hvori de findes, men tillades ikke anvendt i lodslejdere i nye skibe, før trinnene er blevet revurderet og evt. har fået en fornyet tilladelse.
2) Med hensyn til tværribber (spreaders) har der ofte været anvendt aluminiumsrør. Disse kan ikke anses for at opfylde de i SOLAS 74 stillede krav og må derfor udskiftes med tværribber af hårdt træ.
Evt. ansøgning om tilladelse til at anvende tværribber af andet materiale end hårdt træ skal indsendes til direktoratet.
3) Med hensyn til tovværk må der kun anvendes uklædt manila med en omkreds på mindst 60 mm. Der er ikke i bestemmelserne i kapitel V givet mulighed for at fravige dette krav, og derfor skal tovværk af andet materiale i eksisterende lodslejdere på omhandlede skibe udskiftes med manila snarest belejligt.
Udskibningslejdere
Udskibsningslejdere skal i princippet være udført som lodslejdere. Dette medfører, at nye lejdere mod trin, fremstillet af andre materialer end hårdt træ, indtil videre ikke må anvendes, før de er blevet revurderet og godkendt af direktoratet.
Forlængede trin kræves ikke for flerfagsudskibningslejdere, Udskibningslejdere skal have en sådan længde, at de kan nå vandoverfladen selv under de for skibet ugunstigste forhold med hensyn til styrlastighed og ved en slagside på 15 grader til hver af siderne. Tovværk af andet material end manila kan godkendes af direktoratet under forudsætning af, at dimension, brudstyrke, vejrbestandighed og tovets egenskaber med hensyn til at få et sikkert greb om det mindst svarer til manilatov af god kvalitet.