Legislator Case Law & Legislation
C19821002132 DK

Meddelelse til pengeinstitutterne vedrørende pris- og avanceloven samt lov om stop for avancer m.v.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Meddelelse 1982 10021 Historic

Meddelelse til pengeinstitutterne vedrørende pris- og avanceloven samt lov om stop for avancer m.v.

Man skal anmode foreningen om at meddele sparekasserne følgende

I henhold til § 14d i pris- og avanceloven, som ændret senest ved lov nr. 547 af 18. oktober 1982, påhviler det tilsynet at gribe ind, såfremt det konstateres, at pengeinstitutternes rentemarginal, rentesatser, gebyrer, provisioner o.lig. udvikler sig i strid med de principper og indkomstpolitiske mål, der ligger til grund for det for varer og tjenesteydelser ved lov nr. 546 af 18. oktober 1982 om stop for avancer m.v. gennemførte avancestop.

I medfør af § 3 i pris- og avanceloven skal man anmode pengeinstituttet om at foretage indberetning til tilsynet af enhver påtænkt forhøjelse af gebyr- og provisionssatser efter den 5. oktober 1982.

Af indberetningen skal fremgå det nuværende niveau for satsen, tidspunktet for den seneste ændring før den 5. oktober 1982 samt tidspunktet for iværksættelsen af den nye sats.

pengeinstitutternes opmærksomhed henledes på, at gebyr- og provisionsændringer, der forøger avancer, skal være i overensstemmelse med avancestoplovens principper. jfr. især denne lovs §§ 1 og 5 vedrørende indregning af omkostningsstigninger.

Tilsynet vil i tilfælde, hvor omstændighederne tilsiger det, anmode pengeinstitutter, der har indberettet gebyr- og provisionsforhøjelser om, at indsende kalkulationer, der viser, at forhøjelsen er i overensstemmelse med lovens principper.

Idet man iøvrigt henviser til avancestoplovens principper, skal tilsynet bemærke følgende om kalkulationsmetoden

1. Kalkulationer skal indeholde en vejet omkostningsfordeling for hver sats. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at de samlede forhøjelser ikke overstiger de samlede omkostningsstigninger, ligesom det ikke er tilstrækkeligt kun at henvise til nogle enkelte omkostningsposter.

Kun i særlige tilfælde - f.eks. i forbindelse med gebyrpålæggelse på ydelser, der tidligere har været gratis - kan anvendes en disproportional fordeling af omkostningstigninger på de enkelte gebyrer. Anvendelse af denne metode kræver i hvert tilfælde tilladelse af tilsynet, og det er en forudsætning, at den samlede bruttoavance ikke forøges.

2. Udgangspunktet for beregningen af de i indregningsberettigede omkostningsstigninger er den sidst foretagne gebyr - eller provisionsfastsættelse. Såfremt en regulering ikke har fundet sted i meget lang tid, vil det ikke være muligt at indregne omkostningsstigninger, som ligger ekstraordinært langt tilbage i tiden henset til, hvad der er kutyme på det pågældende område.

3. Såfremt der foreligger forskellige gebyr- eller provisionssatser i forskellige filialer, betragtes hver enkelt filial som en enhed i forbindelse med reguleringer. Tilsynet vil dog som dokumentation for omkostningsstigninger godtage en beregning på grundlag af omkostningsforhold for hele pengeinstituttet.

4. Specielt for gebyrer på udlandsområdet kan pengeinstitutter, der igennem en længere periode og som i alt overvejende grad har fået udført udlandsforretninger gennem et andet pengeinstitut, indtil videre følge pågældende pengeinstituts gebyrfastsættelser, såfremt de er i overensstemmelse med lovgivningen og indberettet til tilsynet.

I de tilfælde, hvor et pengeinstitut i tiden umiddelbart før den 5. oktober 1982 havde en unormal lav bruttoavance, ringe indtjening eller endog underskud, vil tilsynet kunne undlade at skride ind.

Det skal endelig bemærkes, at tilsynet fortsat følger udviklingen i rentemarginalen og den generelle indtjening på grundlag af de indsendte kvartalsregnskaber med supplerende oplysninger samt udviklingen i pengeinstituttets typiske rentesatser.

Knud Agbo

/F Nytoft Rasmussen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →