Cirkulærskrivelse til forsikringsselskaber hjemmehørende her i landet og udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Bestemmelsen i lov om forsikringsvirksomhed (LFV) § 6 (lov nr. 630 af 23. december 1980)

Cirkulærskrivelse til forsikringsselskaber hjemmehørende her i landet og udenlandske forsikringsselskaber, der driver virksomhed her i landet. Bestemmelsen i lov om forsikringsvirksomhed (LFV) § 6 (lov nr. 630 af 23. december 1980)

Nærværende cirkulærskrivelse er en ajourføring af tilsynets cirkulærskrivelse af 11. november 1980.

I de senere år har den indenfor mange nye områder stedfundne hurtige udvikling medført, at forsikringstilsynet hyppigere er blevet stillet overfor spørgsmålet om en konkret afgrænsning af bestemmelsen i LFV § 6 med henblik på en afgrænsning af virksomhed, der ikke kan forenes med forsikringsvirksomhed i samme selskab eller i datterselskaber. Eksempelvis kan nævnes factoring og leasing, der ønskes drevet i datterselskaber.

Ifølge LFV § 6 må et forsikringsselskab ikke drive anden virksomhed end forsikringsvirksomhed og forsikringsagentur og dermed direkte forbundne forretninger.

Dette indebærer, at et forsikringsselskab ikke via datterselskaber, det være sig aktieselskaber, anpartsselskaber, interessentskaber eller andre foretagender, må drive anden virksomhed end forsikringsvirksomhed og forsikringsagentur og dermed direkte forbundet virksomhed, der lovligt kan være en bestanddel af forsikringsselskabets virksomhed.

Et forsikringsselskab kan f.eks. via et datterselskab drive investeringsvirksomhed, som moderselskabet (forsikringsselskabet) lovligt kunne udføre, d.v.s. varig anbringelse af midler uden at tilgodese uvedkommende formål, f.eks. akkvisitive interesser.

Det kan ikke udelukkes, at et foretagende, som driver leasingvirksomhed, kan afgrænse virksomheden således, at den kan være en bestanddel af et forsikringsselskabs virksomhed, såfremt virksomheden udelukkende består i udlejning af fast ejendom.

Betragtes en virksomhed som en bestanddel af et forsikringsselskabs virksomhed, udgør dets regnskab et bilag til forsikringsselskabets regnskab og skal vedlægges det regnskab forsikringsselskabet årligt indsender til forsikringstilsynet. Forsikringstilsynet vil ved bedømmelsen af dette regnskab anvende de samme regler, som gælder for forsikringsselskabet.

Den tidligere i LFV (lov nr. 147 af 13. maj 1959) § 5, stk. 3 indeholdte dispensationsbestemmelse findes ikke i den nugældende lov om forsikringsvirksomhed, ligesom bestemmelsen ikke fandtes i den tidligere lov (nr. 544 af 27. oktober 1975).

På grundlag af erfaringer fra udlandet og med henblik på at skabe klarere praksis skal man meddele følgende

1. Et forsikringsselskab bør ikke eje eller på anden måde beherske mere end 20 pct. af selskabskapitalen i et anpartsselskab eller i et aktieselskab, som ikke driver forsikringsvirksomhed. Drejer det sig om andre selskabsformer, f.eks. interessentskaber eller kommanditselskaber bør en tilsvarende begrænsning i forsikringsselskabets indflydelse finde sted. Der henvises også for så vidt angår livsforsikringsselskaber til lov nr. 239 af 27. maj 1981, §§ 1 og 2.

Særlige forhold, som undtagelsesvis kan begrunde anden afgrænsning, skal omgående indberettes til forsikringstilsynet og redegørelse herom skal hvert år afgives på regnskabsformular C V.

2. Långivning eller forsikringsmæssige garantier må bedømmes konkret, således at det enkelte engagement fortsat vurderes konkret under hensyntagen til mulighederne for genforsikring og til den faktiske risiko for egen regning. Der må tillige tages hensyn til eventuel investering i form af selskabskapital i den pågældende virksomhed, jfr. ovenfor under pkt. 1.

3. Såfremt der både er tale om besiddelse af selskabskapital samt långivning og/eller garantistillelse i det konkrete tilfælde, jfr. pkt. 1 og pkt. 2, må forsikringsselskabet ved en konkret vurdering sikre sig, at forsikringsselskabet ikke, når alle forhold tages i betragtning, opnår en beherskelse af den pågældende virksomhed.

4. Foreligger der i overensstemmelse med hidtidig praksis besiddelse eller anden beherskelse af en større andel af selskabskapitalen end anført under pkt. 1, bør denne andel nedbringes. Foreligger der særlige forhold, må hver enkelt tilfælde forhandles med forsikringstilsynet, ligesom der hvert år skal afgives en redegørelse herom på regnskabsformular C V.

5. Et forsikringsselskab, der driver kredit- og kautionsforsikring bør ikke modtage en sikkerhedsstillelse, som i tilfælde af forsikringsbegivenhedernes indtræden vil stille forsikringsselskabet overfor den situation, at afviklingen af erstatningssagen medfører overtagelse af ledelsen af en virksomhed, der ikke er en forsikringsvirksomhed. Det samme synspunkt fører til, at værdien af en sikkerhedsstillelse må vurderes under hensyntagen til den sandsynlige værdi, hvis forsikringsbegivenheden indtræder, d.v.s. at forsikringsselskabet må tilstræbe at vurdere, om de årsager, som kan medføre forsikringsbegivenheden, tillige har indflydelse på værdien af sikkerhedsstillelsen.

Har et forsikringsselskab under afvikling af en erstatningssag under kredit- og kautionsforsikring været nødsaget til midlertidigt at overtage en virksomhed, må der tilstræbes en hurtig afvikling og navnlig en afvikling uden nye investeringer i virksomheden. Sådanne engagementer skal straks indberettes til forsikringstilsynet, og tillige medtages i forbindelse med regnskabets oplysninger om erstatningsreserven på regnskabsformular K II.

Det følger heraf, at en sådan virksomhed, der ikke er forenelig med forsikringsvirksomhed, kun må indgå i forsikringsselskabets virksomhed som en bestanddel af erstatningsreserven, hvor den skal opføres og afvikles, således som forsigtig forretningsskik tilsiger.

6. Det følger bestemmelsen i LFV § 6, at et forsikringsselskab ikke må drive bankvirksomhed, Kredit- og kautionsforsikringsvirksomhed ligger ifølge sagens natur ganske tæt ved en bankvirksomhed. Det er derfor særligt nødvendigt, at den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver, tilstræber en principiel forskel fra bankvirksomhed.

Den væsentligste principielle forskel findes i genforsikringsinstituttet. Dette indebærer, at et forsikringsselskab ikke må afgive forsikringsmæssige garantier, der ikke kan genforsikres. Dette gælder, uanset om garantiens størrelse gør genforsikring nødvendig eller ønskelig, eller om garantiens størrelse falder udenfor selskabets sædvanlige genforsikringspraksis.

Endvidere er det af principiel betydning, at forsikring-garantier gives i form af en forsikringsaftale. Påtegninger på veksler eller lignende ekspeditioner vil derfor med denne afgrænsning falde udenfor begrebet forsikringsvirksomhed. Det samme vil i almindelighed også gælde de såkaldte markedslån. Forsikringsselskabet kan i denne forbindelse medvirke med en forsikringsaftale indeholdende en garanti overfor den bank, som måtte formidle kreditgivningen.

Det følger af det ovenfor anførte, at kreditformidling falder udenfor begrebet forsikringsvirksomhed.

7. Det følger af kredit- og kautionsforsikrings særlige karakter, som placerer virksomheden tæt ved bankvirksomhed, at forsikringsselskaberne må være opmærksomme på de bestemmelser, som fastsættes af Danmarks Nationalbank, således at forsikringsselskabet ikke medvirker til en kreditgivning, f.eks. udlandslån, hvor den nødvendige tilladelse fra Danmarks Nationalbank ikke foreligger.

N. Christoffersen

/K. E. Larsen

Ingen