Retningslinier for ydelse af tilskud til produktivitetsfremmende kurser
Statutory Text (2 Articles)
Retningslinier for ydelse af tilskud til produktivitetsfremmende kurser
Der kan ydes tilskud til nettoudgifterne ved en organisations gennemførelse af produktivitetsfremmende kurser efter nedenstående regler.
Indhold
På de produktivitetsfremmende kurser kan behandles emner som
Samarbejdsspørgsmål, herunder bl.a. medindflydelse, personalepolitik, kommunikation, samarbejdsforsøg, samarbejdsaftalen og samarbejdsudvalg.
Trivsel, herunder bl.a. arbejdspsykologi, motivationsteorier og psykiske miljøfaktorer.
Produktivitet, herunder bl.a. arbejdsmålingsteknikker, lønsystemer, arbejdspladsindretning og aftaler om produktivitetsfremmende foranstaltninger.
Virksomhedsledelse og -økonomi, herunder bl.a. investering, prisdannelse, omkostningsberegning, lønsomhed, virksomhedsformer og -organisation, regnskabsforståelse, planlægning og styring, ledelsesteorier og produktionssystemer.
Derimod vil der sædvanligvis ikke kunne ydes tilskud til uddannelse af mere almen karakter i fx. nationaløkonomiske, arbejdsretslige og organisationspolitiske emner samt i almene færdigheder som fx. taleteknik, sprogundervisning mødeledelse o.lign.
Formål
Formålet med produktivitetsfremmende kurser er at give deltagerne en mere dybtgående videreuddannelse vedrørende spørgsmål af betydning for produktiviteten i virksomhederne.
Varighed
For at sikre en vis indlæringsdybde må kurserne være af mindst 5 dages varighed.
Deltagerkreds
Deltagerne i de produktivitetsfremmende kurser skal være valgte tillidsmænd og lignende faglige nøglepersoner. Fx. Suppleanter, medarbejderrepræsentanter i bestyrelser, sikkerhedsrepræsentanter m.fl.. Deltagerne i de enkelte kurser skal endvidere komme fra forskellige virksomheder.
Tilskud
Tilskuddet ydes efter »hjælp til selvhjælp's-princippet, således at kun en del af de faktiske nettoomkostninger dækkes.
Ansøgning
Ydelse af tilskud forudsætter, at der senest 14 dage inden et kursus påbegyndes indsendes ansøgning til Teknologistyrelsen.
Ansøgningen kan vedrøre
enten et enkelt arrangement, og må i så fald omfatte såvel et program for kursets indhold og emner med tidsangivelser som et budget over udgifter, indtægter og tilskudsbeløb,
eller en flerhed af arrangementer, og må i så fald indeholde et rammeprogram for kursernes indhold samt et samlet budget over udgifter, indtægter og tilskudsbeløb.
Regnskabsaflæggelse
Regnskab, program, deltagerliste og rapport(* 1) skal indsendes til Teknologistyrelsen senest 2 måneder efter kursets afholdelse, medmindre anden frist er aftalt med tilsagnsmodtageren.
(* 1) Opstillet i overensstemmelse med vedlagte »Regler for beregning af tilskud til kurser og konferencer om produktivitetsspørgsmål«.
Ingen