Legislator Case Law & Legislation
C19820320060 DK

Vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 737 af 28. december 1982 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1982 3200 Historic

Vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 737 af 28. december 1982 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed

Formålet med bekendtgørelsen er at fastsætte de nærmere betingelser for dagpengeretten for medlemmer, der har selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, og som iøvrigt opfylder det almindelige krav om at være til rådighed for arbejdsmarkedet som lønmodtager.

Udøvelse af selvstændig virksomhed foreligger, hvor pågældende for egen regning - alene eller sammen med andre - driver virksomhed som f.eks. fabrikant, håndværksmester, handlende, landbruger eller revisor osv.

Derimod vil det forhold, at pågældende formelt står som ejer af en virksomhed - f.eks. et jordbrug - medens virksomheden reelt drives af ægtefællen - ikke medføre, at pågældende betragtes som selvstændig erhvervsdrivende, medmindre pågældende også selv udfører funktioner i virksomheden.

For så vidt angår medvirken i et anparts- eller aktieselskab, der helt eller delvis ejes af pågældende eller dennes ægtefælle eller samlever, henvises til reglerne i AK. cirkulære nr. 49/77 af 9. maj 1977 vedrørende medlemskab m.v. for ansatte, der har anparter (aktier) i virksomheden.

Overtagelse af et enkeltstående korterevarende arbejdsforhold, der har karakter af selvstændig virksomhed - eksempelvis en fotograf, der sædvanligvis er beskæftiget som lønmodtager, men som i en ledighedsperiode påtager sig en enkeltstående fotografisk opgave på freelance-basis, uden at der foreligger indledning til en - regelmæssig - varigere freelance virksomhed - betragtes ikke som udøvelse af selvstændig virksomhed i den heromhandlede forstand. Ligeledes betragtes en tilfældig eller uvæsentlig deltagelse i en ægtefælles virksomhed - f.eks. føring af en kassekladde eller tilfældig telefonpasning i en mindre håndværksvirksomhed, hvor ægtefællen er eneste beskæftigede - ikke som udøvelse af selvstændig virksomhed i den heromhandlede forstand.

Baggrunden for de særlige regler (det særlige arbejdskrav) er det forhold, at udøvelse af selvstændig virksomhed ikke i egentlig forstand lader sig kontrollere, og at vurderingen derfor væsentligst må bygge på vedkommende medlems egne oplysninger.

Et medlem, der omfattes af de i bekendtgørelsen indeholdte regler, er ubetinget forpligtet til, uden særlig opfordring fra kassens ledelse, selv at give oplysning om ethvert forhold , der efter heromhandlede regler har betydning for bedømmelsen af hans medlems- eller dagpengeret. Overtrædelse heraf kan - udover mulige strafferetlige virkninger - medføre tab af dagpengeret, eventuelt tillige medlemsret, jfr. arbejdsløshedslovens § 86 og § 87.

Hovedledelsen for den enkelte kasse er forpligtet til på fyldestgørende måde, f.eks. ved opslag i afdelingerne, ved meddelelse i fagbladet eller lignende, at drage omsorg for, at medlemmerne har adgang til at gøre sig bekendt med de i bekendtgørelsen og vejledningen hertil indeholdte regler.

Det bemærkes herved, at medlemmets indtægt ved den selvstændige virksomhed normalt ikke har nogen indflydelse på afgrænsningen af hovedbeskæftigelse over for bibeskæftigelse eller på spørgsmålet, om medlemmet er underlagt det skærpede arbejdskrav.

Reglerne finder derfor også anvendelse i tilfælde, hvor pågældende ingen indtægter har ved virksomheden.

Det bemærkes endvidere, at et medlem, der hjælper ægtefællen i dennes virksomhed - bortset fra tilfældig eller uvæsentlig medvirken - er omfattet af nærværende regler - ligesom samlevende ligestilles med ægtefæller.

Til brug ved arbejdsløshedskassernes administration har arbejdsdirektoratet udarbejdet følgende vejledning

Til § 1

Reglerne i § 1 fastslår hovedbetingelserne for, at udøvelse af selvstændig virksomhed kan betragtes som bibeskæftigelse.

Som udgangspunkt skal medlemmets egen erklæring på tro og love om, at virksomheden udelukkende udøves som bibeskæftigelse, lægges til grund for, at en virksomhed kan betragtes som bibeskæftigelse.

For at denne erklæring skal kunne danne grundlag for udbetalingen af dagpenge, er det imidlertid forudsat, at virksomheden også rent faktisk fremtræder som en bibeskæftigelse.

Det er derfor væsentligt, at virksomhedens art, det på virksomheden anvendte timetal og tidspunkterne for udøvelsen af virksomheden er korrekt angivet på ledighedserklæring med bilag.

Det er endvidere en betingelse for ret til dagpenge, at der ikke foreligger omstændigheder, der klart angiver, at virksomheden må anses for medlemmets hovedbeskæftigelse.

Dette vil f.eks. normalt være tilfældet, hvis medlemmet under ledighed ved annoncering, skiltning m.v. tilkendegiver påbegyndelse af en selvstændig virksomhed, som bevirker, at medlemmet ikke vil kunne stille sin arbejdskraft til normal rådighed for lønarbejde.

Der bør særligt lægges vægt på, om det ved annoncering og skiltning m.v. er tilkendegivet eller forudsat, at medlemmet kan træffes inden for normal arbejdstid.

Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt et medlem, der driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er til rådighed for arbejdsmarkedet, afgøres efter reglerne i den gældende rådighedsbekendtgørelse med tilhørende vejledning.

Opmærksomheden henledes endvidere på, at medlemmer, der forud for ledigheden har drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (som indehaver eller som medhjælpende ægtefælle), ikke kan bevare dagpengeretten under udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, såfremt der er tale om videreførelse eller genoptagelse af den tidligere drevne virksomhed, jfr. AK. cirkulære nr. 26/81 af 12. maj 1981.

I tilfælde, hvor ægtefællerne i fællesskab har udøvet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, vil den ene som hovedregel ikke kunne anses for ledig, når den anden ægtefælle fortsætter virksomheden.

Dog vil den ene ægtefælle kunne anses for ledig, hvis pågældende efter sin udtræden af virksomheden har haft 13 ugers beskæftigelse på fuld tid som lønmodtager.

Til § 2

Det skal bemærkes, at reglerne i arbejdsdirektoratets cirkulære af 19. april 1977 om overflytning gælder for såvel indehavere som for medhjælpende ægtefæller.

Til § 3

Betydningen af, at selvstændig virksomhed betragtes som bibeskæftigelse er, at det er muligt sideløbende hermed at oppebære (supplerende) dagpenge, så længe medlemmet opfylder det særlige arbejdskrav.

Til § 4, stk.1

Retten til dagpenge er begrænset ved, at der for samtlige medlemmer, der alene eller sammen med ægtefælle eller samlever eller i fællesskab med andre driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse (bortset fra medlemmer med mindre jordbrug), gælder et særligt arbejdskrav. Disse medlemmer skal således forud for hver udbetaling af dagpenge have haft arbejde som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til arbejde i fagets fulde normale arbejdstid i mindst 26 uger (1040 timer), (for deltidsforsikrede 17 uger (680 timer) inden for de sidste 18 måneder (eller i tilsvarende omfang have udført selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i forbindelse med medlemskab af en kasse for selvstændige erhvervsdrivende).

Ved at opfylde dette særlige arbejdskrav udover det almindelige arbejdskrav i arbejdsløshedslovens § 55 anses medlemmet for at have dokumenteret sin fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet efter påbegyndelse af virksomheden.

Ved beregningen af, om det særlige arbejdskrav (og det almindelige arbejdskrav i arbejdsløshedslovens § 55) er opfyldt, medtages ikke medlemmets bibeskæftigelse i den selvstændige virksomhed.

Der gælder ikke længere nogen undtagelse fra det skærpede arbejdskrav for så vidt angår andre selvstændige erhvervsdrivende end mindre jordbrugere. Dette medfører, at samtlige andre erhvervsdrivende, herunder personer, der på en landejendom driver specialproduktion i form af svineavl, hønseri, gartneri m.v. - uanset størrelsen af medlemmets indtægt ved den selvstændige virksomhed - skal være omfattet af det særlige arbejdskrav.

Til § 4, stk. 2

Det fremgår af bestemmelsen, at et medlem, som påbegynder selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, først skal opfylde det særlige arbejdskrav 1 år efter virksomhedens påbegyndelse.

Medlemmet skal således de første 12 måneder efter virksomhedens påbegyndelse alene opfylde arbejdskravet i arbejdsløshedslovens § 55 for at bevare dagpengeretten.

Til § 4, stk. 3

Undtagelse fra reglerne om det særlige arbejdskrav gælder for jordbrugere, hvis landejendoms grundværdi, ansat i sædvanligt prioriteret stand, androg mindre end 68.000,00 kr. ifølge 17. alm. vurdering.

Det bemærkes, at det forhold, at landbruget drives ved hjælp af maskinstation eller af en bestyrer, normalt ikke medfører fritagelse for det særlige arbejdskrav.

Derimod vil fritagelse for det særlige arbejdskrav kunne opnås, såfremt ejendommens jord bortforpagtes i sådant et omfang, at grundværdien af den resterende del af ejendommen ikke overstiger det tilladte beløb.

Som hovedregel må det kræves, at bortforpagtningen sker til fremmede, dvs. til andre end den nærmeste familie.

Bortforpagtning til en ægtefælle er således ikke tilstrækkelig.

Det er endvidere en betingelse, at der foreligger dokumentation for såvel bortforpagtning som for reduktion af ejendommens grundværdi.

Ejendommens samlede grundværdi vil være afgørende for, om et medlem skal være omfattet af det særlige arbejdskrav, uanset at medlemmet ejer landejendommen sammen med en ægtefælle eller andre, herunder samlever, eller den anden ægtefælle ejer den alene.

De særlige spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med værdiansættelsen af en landejendom, der er udlagt til bymæssige formål eller til sommerhusbebyggelse, skal forelægges direktoratet.

Til § 5

Opmærksomheden henledes på, at samtlige medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, herunder også et medlem, der hjælper i ægtefællens virksomhed - samt jordbrugere, som på grund af landejendommens grundværdi ikke er omfattet af det særlige arbejdskrav - løbende skal opgive de på virksomheden anvendte timer på dagpengekortene, således at der kan foretages fradrag herfor i dagpengene.

Dette gælder, hvad enten arbejdet udføres inden for eller uden for normal arbejdstid. Også arbejde, der udføres på søn- og helligdage, medregnes.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →