Arbejdsdirektørens vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om betydningen for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist arbejde og ophøre med arbejde

Arbejdsdirektørens vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om betydningen for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist arbejde og ophøre med arbejde

Indledning.

Hvis et medlem af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse vægrer sig ved at overtage anvist arbejde eller ophører med et arbejde uden at være berettiget til det efter reglerne i arbejdsløshedsloven og bekendtgørelsen, medfører det konsekvenser for retten til dagpenge.

Formålet med bekendtgørelsen er at fastslå, i hvilket omfang et medlem selv må bære en økonomisk risiko i forbindelse med ledigheden eller hvornår medlemmet kan anses for at have haft fyldestgørende grund til at vægre sig ved at overtage et passende arbejde eller til at ophøre med et arbejde.

Udgangspunktet for denne bedømmelse er årsagen til ledigheden, da det ikke er afgørende, om et medlem er blevet afskediget eller selv har sagt op, har vægret sig eller ikke er blevet antaget, når det dog fremgår, at det er medlemmets egne forhold, der er årsag til ledigheden.

Denne bekendtgørelse og vejledning tager alene stilling til de direkte konsekvenser for dagpengeretten i forbindelse med vægring og arbejdsophør. I visse situationer vil forgæves formidlingsforsøg eller arbejdsophør også indirekte kunne få konsekvenser for dagpengeretten, idet de kan indgå i en vurdering af, hvorvidt medlemmet i tilstrækkeligt omfang er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det vil således være tilfældet, når årsagen til, at medlemmet ikke overtager arbejdet eller ophører med sit arbejde giver anledning til tvivl om medlemmets tilknytning til arbejdsmarkedet, f.eks. når der er tale om helbredsmæssige forhold eller børnepasningsproblemer.

Som det vil fremgå af bemærkningerne i denne vejledning, er det ikke muligt at give en anvisning på løsningen af alle de problemer, der kan opstå i forbindelse med vægring og arbejdsophør. Ved afgørelsen skal såvel faglige som geografiske forhold som medlemmets egne forudsætninger afvejes imod hinanden, og der bliver derfor i høj grad tale om vurdering af de individuelle forhold. I afvejningen indgår imidlertid en række faste punkter, som er beskrevet i bekendtgørelsen og i denne vejledning.

Vægring.

Når det handler om overtagelse af arbejde, har reglerne naturligvis tæt sammenhæng med arbejdet på arbejdsformidlingskontorerne og i de kasser, der har anvisningsret.

Blandt reglerne for administrationen af arbejdsformidlingen findes da også regler, hvis formål er at søge at undgå situationer, hvor et medlem må sige nej til en anvisning.

Arbejdsformidlingsvirksomheden må imidlertid holdes adskilt fra dagpengereglerne om vægring. Det kan vise sig, at en anvisning har været forkert i forhold til et medlem, fordi der ikke var tale om passende arbejde, eller der forelå et arbejde, som medlemmet ikke kunne overtage, og derfor var berettiget til at sige nej til. Men medlemmet kan ikke afvise et arbejde med den begrundelse, at arbejdsformidlingskontoret eller kassen burde have udført sit arbejde anderledes - have fundet et andet arbejde eller et med en længere frist for overtagelsen eller have anvist et andet medlem, der boede nærmere arbejdspladsen eller havde andre kvalifikationer.

Der kan kun blive tale om at idømme karantæne for vægring, når der foreligger afslag på en egentlig anvisning til et bestemt arbejde eller dog til en bestemt arbejdsplads, og anvisningen er foretaget af et arbejdsformidlingskontor eller en arbejdsløshedskasse med ret til at anvise.

Det er således udelukket at anvende vægringssanktionen i forbindelse med henvisning til samtale. Har et medlem gentagne gange været henvist til samtale uden at et arbejdsforhold er kommet i stand, må der imidlertid - såfremt det skønnes nødvendigt - rejses sag om medlemmets rådighed. Det er ligeledes udelukket at anvende vægringssanktioner ved afslag på arbejdstilbud til ledige i henhold til loven herom, idet der ikke er tale om en anvisning, men om et tilbud.

Ikke alene et direkte nej til at overtage arbejde kan medføre sanktioner. Det kan også ske, når medlemmet handler på en måde, der i lige så høj grad, som et direkte afslag, forhindrer arbejdsforholdet i at komme i stand.

Dette kan være tilfældet, hvis medlemmet har holdt sig i uvidenhed om en anvisning, møder for sent til arbejdet eller til ansættelsessamtale eller siger ja til arbejdet men ikke møder op.

Medlemmets holdning under en ansættelsessamtale eller ved arbejdets begyndelse kan sidestilles med afslag, hvis den medfører, at arbejdsforholdet ikke kommer i stand af grunde, som kan tilregnes medlemmet. Ja til et arbejde forhindrer således ikke, at der i realiteten er tale om et afslag, hvis medlemmet udviser total skepsis over for arbejdets indhold og tilrettelæggelse og arbejdsforholdene i øvrigt.

Det understreges imidlertid, at medlemmet altid har ret til at føre en almindelig ansættelsessamtale om løn- og arbejdsvilkår, egne kvalifikationer og forudsætninger m.v.

Passende arbejde.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger et passende arbejde, tages der udgangspunkt i medlemmets uddannelse og hidtidige beskæftigelse.

Som hovedregel medfører dette, at passende arbejde ligger inden for det faglige område, som medlemmet er uddannet til, og som kassen dækker. Kassens faglige område kan imidlertid ikke uden videre anvendes til at bestemme passende arbejde, fordi der kan være arbejdsområder inden for forskellige kasser, der ligner hinanden så meget, at et arbejde kan være passende for flere kassers medlemmer.

Ikke alene en egentlig faglig uddannelse, men også medlemmets kvalifikationer i øvrigt og andre forhold og vilkår i medlemmets hidtidige arbejde indgår i bedømmelsen af passende arbejde. Der må være tale om et arbejde, som stiller nogenlunde samme krav til medlemmet, og som medlemmet kan stille nogenlunde samme krav til, som det arbejde medlemmet hidtidig har haft.

Medlemmets muligheder for at klare arbejdet (evner og kræfter) indgår i bedømmelsen af, om der forligger passende arbejde på den måde, at det vurderes, om en person med medlemmets uddannelse og hidtidige arbejdserfaring må forventes at kunne påtage sig arbejdet, og såfremt dette antages, foreligger der et passende arbejde.

Med hensyn til løn- og arbejdsvilkår gælder det, at disse - for at der kan blive tale om en eventuel vægringssanktion - skal have været i overensstemmelse med gældende overenskomster eller hvis området ikke er overenskomstdækket, med overenskomsten for tilsvarende arbejde. Er dette ikke tilfældet, vil det være berettiget at undlade at overtage arbejdet. Da arbejdsformidlingen alene videregiver arbejdsgiverens oplysninger om løn- og arbejdsvilkår kan der være situationer, hvor det ikke straks kan afgøres, om disse er i overensstemmelse med overenskomsten eller ej. Såfremt et medlem i tilslutning til en anvisning rejser tvivl vedrørende de tilbudte løn- og arbejdsvilkår, skal medlemmet dog møde hos arbejdsgiveren til den aftalte tid, medmindre det gennem medlemmets henvendelse til den faglige organisation er konstateret, at de tilbudte vilkår ikke er eller har kunnet gøres overenskomstmæssige, og dette er meddelt arbejdsformidlingskontoret.

Fyldestgørende grund.

Selv om der foreligger passende arbejde, kan konkrete forhold bevirke, at medlemmet har en fyldestgørende grund til ikke at overtage det anviste arbejde.

I bekendtgørelsens § 4, stk. 1 er opregnet en række tilfælde, hvor det umiddelbart er anerkendt at der foreligger fyldestgørende grund. I stk. 2 er opregnet tilfælde hvor der konkret kan foreligge fyldestgørende grund. Denne opregning må imidlertid ikke opfattes som værende udtømmende, men som eksempler på de hyppigst forekommende tilfælde.

Ved bedømmelsen af, hvorvidt der foreligger en fyldestgørende grund, er det udgangspunktet, at kun forhold, der har en arbejdsmarkedsmæssig betydning tages i betragtning, og at det vil være undtagelsen, at personlige forhold giver ret til vægring.

Økonomiske forhold vil som følge heraf heller ikke give ret til vægring. Et medlem kan således ikke med fyldestgørende grund undlade at overtage et arbejde med den begrundelse, at det ved senere ledighed vil medføre en lavere dagpengesats eller at eventuelle supplerende dagpenge vil blive udbetalt efter en lavere sats.

Der skal være tale om væsentlige problemer, før fyldestgørende grund kan foreligge. Det er således ikke tilstrækkeligt, at medlemmet ville foretrække et arbejde med et andet indhold eller at arbejdstider og arbejdsvilkår er upraktiske for medlemmet.

Med hensyn til vægring på grund af aftale om andet arbejde eller påbyndelse af en uddannelse eller afholdelse af planlagt ferie, skal opmærksomheden henledes på, at medlemmer i en sådan situation har pligt til at oplyse formidlingen eller kassen herom af hensyn til fortsatte formidlingsforsøg. Såfremt medlemmet herefter bliver anvist arbejde til påbegyndelse før de nævnte forhold indtræder kan medlemmet ikke med rette vægre sig, men må henvende sig til arbejdsgiveren, der herefter afgør, hvorvidt medlemmet kan ansættes eller ej.

I bekendtgørelsens § 4, stk. 2, punkt b nævnes, at transportvanskeligheder kan være fyldestgørende grund til vægring.

Ved vurderingen heraf må der blandt andet lægges vægt på, hvad der inden for det geografiske område må siges at være den normale afstand til arbejde, samt hvad der er normalt inden for det pågældende fagområde. Vejledende kan siges at medlemmet må acceptere en samlet daglig transporttid på op til 3 timer, og medmindre andet taler imod det, må medlemmet endvidere acceptere at bruge egne transportmidler.

Hvad angår pasningsproblemer dækker dette alle familiemedlemmer af husstanden, der kræver pasning og pleje.

Vægring på grund af sådanne problemer medfører ikke karantæne, såfremt medlemmet har udfoldet rimelige bestræbelser på at få problemerne løst. Det vil normalt sige, at der skal foreligge tilmelding til kommunale ordninger på området samt at medlemmet har udnyttet eventuelle muligheder for anden løsning. Da manglende pasnings- og plejemuligheder er et udtryk for manglende rådighed, vil der ikke kunne udbetales dagpenge, før der fremlægges dokumentation for ovennævnte ordning.

I bekendtgørelsens § 4, stk. 4 nævnes beskæftigelsesforhold på henholdsvis 1 1/2 og 1/2 år. Herved forstås for fuldtidsforsikrede en beskæftigelse, der sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i henholdsvis 18 måneder og 6 måneder, og for deltidsforsikrede en beskæftigelse, der sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i henholdsvis 12 måneder og 4 måneder.

Ved »samme beskæftigelsesforhold« forstås også beskæftigelsesforhold, der midlertidigt afbrydes på grund af sygdom, vejrlig, ferie, materialemangel eller lignende.

Løn- og arbejdsvilkår i et nyt arbejdsforhold anses for at svare til medlemmets hidtidige løn- og arbejdsvilkår, når den tilbudte løn, ansættelsesvilkårene i øvrigt og arbejdets art ikke på afgørende måde afviger fra forholdene i medlemmets hidtidige beskæftigelse.

Det skal understreges, at et medlem, der har en fyldestgørende grund til ikke at overtage et anvist arbejde, kan få standset dagpengeudbetalingen, hvis medlemmet af den anførte grund ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Arbejdsophør.

Reglerne om arbejdsophør følger ikke på alle punkter principperne i reglerne om vægring. Kun for så vidt angår de umiddelbare vægringsgrunde samt pasning og pleje er reglerne ens. Dette betyder blandt andet, at såfremt et bestående arbejdsforhold ændres til at indeholde et opsigelsesvarsel fra medlemmets side og arbejdsgiveren ikke ønsker at udstede en frigørelsesattest, vil medlemmet kunne opsige sit arbejde uden at ifalde karantæne. Et deltidsforsikret medlem, der står for at miste retten til supplerende dagpenge i henhold til arbejdsløshedslovens § 73 vil ligeledes uden karantænemæssig virkning kunne opsige sit arbejde i umiddelbar tilknytning til dagpengerettens bortfald. Hvad der anerkendes som fyldestgørende grund ved vægring godtages imidlertid ikke altid, når der er tale om arbejdsophør. For eksempel vil et medlem som overtager et arbejde, hvor der ville være fyldestgørende grund til at vægre sig, ikke senere kunne sige arbejdet op med den tilsvarende begrundelse uden at ifalde karantæne for selvforskyldt ledighed.

Har et medlem således accepteret at bruge en længere transporttid end den ovenfor under vægring nævnte, eller har medlemmet accepteret et arbejde på nedsat tid uden muligheder for at få en frigørelsesattest fra arbejdsgiveren, vil det ikke kunne anses for fyldestgørende grund senere at opsige dette arbejde med den nævnte begrundelse.

Om arbejdsophør skal i øvrigt særligt fremhæves

Et medlem, hvis ægtefælle/samlever overtager arbejde, påbegynder selvstændig virksomhed eller påbegynder en længerevarende uddannelse uden for det hidtidige hjemsted, har ret til, uden karantænemæssig virkning, at opsige sit arbejde, når dette er begrundet i denne flytning.

Det skal i denne forbindelse nævnes, at også hjemmeboende umyndige børn, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse, uden karantænemæssig virkning vil kunne opsige deres arbejde for at flytte med familien.

Det skal endelig bemærkes, at der ikke stilles krav om, at det pågældende medlem inden en vis frist forinden flytningen skal tilmelde sig arbejdsformidlingen på tilflytningsstedet, men at dette følger de almindelige regler for tilmelding som ledig, det vil sige tilmelding første ledige dag.

Spørgsmålet om, hvorvidt flytningen må anses for at være uden for det hidtidige hjemsted,afgøres efter de samme regler som gælder for anvisning af arbejde, jfr. § 4, stk. 2, punkt b.

Opsigelse af arbejde på grund af sygdom er i princippet fyldestgørende begrundet, idet det dog er en betingelse, at det lægeligt er dokumenteret, at medlemmet på grund af sygdom ikke længere magter det omhandlede arbejde. Den lægelige dokumentation må i sådanne tilfælde indeholde en nærmere specifikation af sygdommens art og dens indflydelse på det omhandlede arbejde og medlemmets arbejdsevne i øvrigt.

I mange tilfælde vil en sådan opsigelse imidlertid rejse spørgsmål om, hvorvidt medlemmet under hensyn til sygdommens art og omfang kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Et medlem, der af arbejdsgiveren er opsagt fra sin stilling og som i opsigelsesperioden uden fyldestgørende grund selv opsiger stillingen (kontraopsigelse) eller accepterer et kortere opsigelsesvarsel pålægges karantæne efter bekendtgørelsens regler, men kan herefter i almindelighed oppebære dagpenge.

Ved opsigelse af arbejdet for at overtage andet arbejde pålægges der ikke karantæne, såfremt der er indgået aftale om ansættelse hos den nye arbejdsgiver og, såfremt det nye arbejde må forventes at blive af varig karakter. Det er således ikke fyldestgørende grund at opsige et fast arbejde for at overtage et arbejde af løsere eller midlertidig karakter.

Ved bedømmelsen af, hvorvidt det nye arbejde kan forventes at blive af varig karakter må forudsætningerne til tiltrædelsestidspunktet (ansættelsestidspunktet) lægges til grund, således at arbejdsophør inden for kort tid ikke medfører karantæne, såfremt medlemmet ikke havde kunnet forudse dette, men måske var blevet lovet fast arbejde og bliver afskediget af arbejdsgiveren af grunde, som ikke kan tilregnes medlemmet. Har der været tale om overtagelse af fast arbejde og medlemmet kort efter bringer dette til ophør af en ikke fyldestgørende grund, idømmes der således kun karantæne for dette arbejdsophør, idet det første arbejdsophør udfra de dengang foreliggende forudsætninger var fyldestgørende begrundet.

Når et medlem opsiger sit arbejde for at overtage andet arbejde, for at påbegynde en uddannelse eller for at overgå til efterløn, har medlemmet herved tilkendegivet ikke at ville stå til rådighed for anden anvist beskæftigelse, og der vil derfor ikke i en eventuel mellemperiode kunne udbetales dagpenge.

Arbejdsophør for medlemmer med bopæl i udlandet samt på Færøerne og i Grønland medfører ikke karantæne.

I bekendtgørelsen § 6, stk. 1, punkt d er det nævnt, at andre forhold, herunder almindelige arbejdsretlige principper, kan medføre, at et arbejdsophør anses for fyldestgørende begrundet. Denne bestemmelse er i første række tænkt som en opsamlingsbestemmelse for de tilfælde, der ganske enkelt ikke lader sig opregne. Der er her tænkt på tilfælde som for eksempel arbejdsgiverens misligholdelse af ansættelsesaftalen over for medlemmet (f.eks. manglende løn) og tilfælde, hvor en fortsættelse af arbejdsforholdet vil udsætte medlemmets »liv, ære og velfærd« for skade. Om løsningen af sådanne problemer må der henvises til den almindelige ansættelsesret, og det vil blandt andet sige, at problemerne skal være forsøgt løst gennem forhandling med arbejdsgiveren, eventuelt gennem den faglige organisation.

Det skal endelig om arbejdsophør bemærkes, at de ovenfor nævnte regler om, hvorvidt et medlem selv har været årsag til ledigheden, også i princippet finder anvendelse over for selvstændige erhvervsdrivende, således at ophør med selvstændig virksomhed i visse tilfælde vil kunne medføre idømmelse af karantæne.

Sanktioner.

Et medlem som uberrettiget vægrer sig ved at overtage et arbejde, mister retten til dagpenge i 2 uger.

Et medlem, som uden fyldestgørende grund forlader et arbejde eller som afskediges med en grund , der kan tilregnes medlemmet, mister retten til dagpenge i 5 uger. Forskellen skyldes, at det anses for mere acceptabelt, at medlemmet afviser at komme på en ny arbejdsplads, hvor vilkårene er ukendte og måske anderledes end i tidligere arbejdsforhold, end at medlemmet uden god grund forlader et eksisterende arbejdsforhold.

På denne baggrund sidestilles medlemmets opsigelse af arbejdet inden for den første uge med vægring, såfremt arbejdsophøret er begrundet i problemer med dette arbejde eller med varetagelsen heraf. Såfremt medlemmet f.eks. afskediges på grund af utilbørlig adfærd inden for den første uge, vil dette medføre karantæne i 5 uger.

Det skader således ikke et medlem, der får anvist et arbejde, at han forsøger at arbejde fremfor straks at afvise det.

Ved anvisning af arbejde fortabes retten til dagpenge fra det tidspunkt, hvor medlemmet afviser at overtage arbejdet ved direkte at sige nej til arbejdet eller handle på en måde, der medfører, at arbejdsforholdet ikke kommer i stand. Hvis medlemmet siger ja til arbejdet, men undlader at møde op, fortabes retten til dagpenge fra den dag, arbejdet skulle være overtaget.

Ved arbejdsophør fortabes retten til dagpenge fra det tidspunkt, hvor medlemmet ophører med arbejdet.

Er medlemmet i arbejde i karantæneperioden, bortfalder sanktionen tilsvarende. Hvis et medlem, der har mistet dagpengeretten i 2 uger, således kommer i arbejde efter en uges forløb og arbejder i den anden uge, er sanktionen udløbet og har i denne situation kun medført tab af dagpenge i een uge.

I gentagelsestilfælde mister medlemmet retten til dagpenge. Gentagelsestilfælde foreligger, når medlemmet vægrer sig/forlader et arbejde inden for et år efter en tidligere vægring eller uberettiget arbejdsophør.

Dagpengeretten generhverves ved, at et fuldtidsforsikret medlem får 5 ugers sammenhængende arbejde til fuld sædvanlig arbejdstid, mens kravet for deltidsforsikrede kan opfyldes ved 5 ugers beskæftigelse med et timetal, der svarer til medlemmets gennemsnitlige arbejdstid efter den senest afgivne ledighedserklæring.

En beskæftigelsesperiode anses ikke for afbrudt af søgnehelligdage, feriedage, sygedage eller vejrligsdage, men perioden, inden for hvilken arbejdskravet skal være opfyldt, forlænges med et tilsvarende antal dage.

Ingen