Legislator Case Law & Legislation
C19820317009 DK

Cirkulære vedrørende udskydelse af arbejdstilbud i henhold til § 10, stk. 6 i bekendtgørelse nr. 431 om arbejdstilbud til ledige. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1982 3170 Historic

Cirkulære vedrørende udskydelse af arbejdstilbud i henhold til § 10, stk. 6 i bekendtgørelse nr. 431 om arbejdstilbud til ledige. (* 1)

Jfr. § 10, stk. 6 i arbejdsministeriets bekendtgørelse vil et arbejdstilbud kunne udskydes efter aftale mellem AF og den langtidsledige, når den pågældende befinder sig i en uddannelsessituation eller selv har skaffet sig arbejde. Hertil tilføjes i § 10, stk. 7 at ophører disse forhold, har den langtidsledige krav på et arbejdstilbud, såfremt den langtidsledige fortsat opfylder betingelserne herfor.

I vejledning til bekendtgørelsen hedder det, at mulighederne for udskydelse på grund af arbejde er givet for at fremme det hovedformål først og fremmest at søge at opnå en almindelig placering af ledige på arbejdsmarkedet. Det nævnes, at udskydelse på grund af et konkret almindeligt tilbud om arbejde kan gives uanset om et arbejdstilbud er modtaget eller ej.

Om uddannelse som begrundelse for udskydelse siges, at en uddannelsessituation vil kunne begrunde udskydelse, indtil uddannelsesforløbet er afsluttet.

Direktoratet skal på given foranledning fastsætte følgende præciserede retningslinier i forbindelse med ovenstående.

2. Udskydelse på grund af uddannelse.

Udskydelsesperioden

Udskydelse kan gives op til et år fra det tidspunkt, hvor aftalen om udskydelse indgås. Dog kan tilladelse til udskydelse normalt ikke gives, hvis uddannelsen er påbegyndt efter indberetningsdatoen. Udskydelsesperioden kan række ud over falddato. I disse tilfælde skal de økonomiske konsekvenser gøres den ledige helt klart.

Udskydelseskriterier

Der er ikke givet faste kriterier for, hvilke uddannelser/kurser der kan være grundlag for udskydelse, men det må være hovedsigtet, at uddannelserne/kurserne generelt eller specielt vil forbedre erhvervsevnen. Udfra arbejdstilbudsordningens naturlige sammenhæng med foranstaltningerne under § 65, vil de uddannelser/kurser der er nævnt i vejledningen til § 65 (1979) være en rettesnor for, om ovennævnte hovedsigte er opfyldt.

Som eksempler på uddannelser eller kurser, der ofte vil være relevante, kan nævnes: Specialarbejderkurser, EIFU/EIFL-kurser, efteruddannelseskurser, omskolingskurser, 9. - 10. klasses kurser og sprogkurser for indvandrere. I et vist omfang og under hensyn til de konkrete omstændigheder, herunder evt. vanskeligheder med at fremskaffe et rimeligt arbejdstilbud, vil AF kunne godkende, at højskoleophold også skal kunne begrunde udskydelse.

Kompetence

Udskydelse gives efter aftale mellem den ledige og AF, således at AF har den formelle kompetence med anke til arbejdsdirektoratet. Det vil dog være hensigtsmæssigt at inddrage a-kassen i overvejelserne, under henvisning til AL § 65.

Dokumentation

Der skal gives dokumentation for, at den ledige er igang med en uddannelse, f.eks. i form af erklæring fra uddannelsesstedet. Hvis uddannelsen undtagelsesvis påbegyndes efter indberetningsdatoen, må der kræves dokumentation for optagelse på den konkrete uddannelse/-kursus. Dokumentationen forelægges AF.

Når tilladelse til udskydelse er givet, skal a-kassen underrettes med henblik på fornyet indberetning til AF, når perioden er udløbet jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Udskydelse på grund af arbejde uden tilskud.

Vedr. de nærmere retningslinier for behandling af den situation hvor den ledige er gået i arbejde efter indberetningsdatoen henvises til AF-cirkl.nr. 48/82 (AK cirkl.nr.15/82).

Til den situation, der kort er beskrevet i vejledningen til bekendtgørelsen, hvor den ledige mener at have et konkret tilbud om arbejde på hånden, skal det uddybende tilføjes: Hvis det konkrete tilbud om arbejde f.eks. er afgivet på det tidspunkt, hvor indkaldelse til AF finder sted, må dette kunne sandsynliggøres. Den ledige bør da have nogle dage til at fremskaffe dokumentation. Hvis dokumentation foreligger, returneres sagen til a-kassen med henblik på en evt. senere indberetning.

P.D.V.

E.B.

Per Hersby

Kontorchef

/Allan Mueller

fm

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →