Cirkulære om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

Cirkulære om ændringer i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

Ved lov nr. 571 af 27. oktober 1982, er reglerne i dagpengeloven blevet ændret på følgende punkter

I. Indførelse af en karensdag med undtagelser, der angår

a) tilbagefald,

b) kroniske eller langvarige sygdomme,

c) arbejdsskader,

d) arbejdsledighed.

II. Forlængelse af arbejdgiverperioden. Lempelse af arbejdsgiverens dagpengepligt

a) for nyansatte,

b) efter ansættelsens ophør.

III. Midlertidig ophævelse af reguleringen af dagpengenes højeste beløb.

IV. Indførelse af

a) en almindelig varighedsbegrænsning samt

b) standsning af dagpenge ved indstilling til social pension.

V. Nedsættelse af bidraget til forsikringsordningen for mindre arbejdsgivere.

VI. Andre ændringer.

Under afsnit VII omtales ikrafttrædelses- og overgangsreglerne vedrørende ændringerne.

I. INDFØRELSE AF EN KARENSDAG

Efter ændringer af dagpengelovens § 3, stk. 1, og § 18, stk. 2, udbetales der ikke sygedagpenge for 1. HELE fraværsdag til lønmodtagere, dog med visse undtagelser for a) tilbagefald, b) kronisk og langvarigt syge, c) arbejdsskade og d) arbejdsløse.

Den frivillige dagpengesikring for selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller dækker herefter også først fra 2. hele fraværsdag, jfr. §§ 28 og 18, stk. 3.

ÆNDRINGERNE TRÆDER I KRAFT 1. APRIL 1983, jfr. afsnit VII.

Karensdagsbestemmelsen for lønmodtagere gælder ikke alene de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har pligt til at betale dagpenge, men også sygdomstilfælde, hvor dagpengepligten fra begyndelsen påhviler det sociale udvalg efter lovens § 16, stk. 1, nr. 2.

Karensdagen omfatter alle lønmodtagere, uanset om der er ret til dagpenge eller løn under sygdom, jfr. lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom. I et bilag til cirkulæret findes en orientering om denne lov, der træder i kraft 1. april 1983.

Karensdagen gælder kun i sygdomstilfælde og ikke i fraværsperioder, hvor der ydes barseldagpenge efter dagpengelovens kapitel 12.

Der kan ikke efter dagpengeloven ydes dagpenge ved fravær, der skyldes børns sygdom. Den omstændighed, at loven om begrænsning af løn under sygdom ikke ophæver overenskomstmæssige bestemmelser om hel eller delvis betaling for 1. fraværsdag, når fraværet skyldes børns sygdom, indebærer ikke, at lønmodtageren eventuelt kan få forskud på dagpenge eller arbejdsgiveren dagpengerefusion i disse tilfælde.

Hvis arbejdsgiveren og lønmodtageren bliver enige om at henlægge en afspadseringsdag eller en restferiedag til en 1. fraværsdag, betragtes den eventuelle følgende fraværsdag ikke som karensdag.

Arbejdsgiverperioden regnes stadig fra og med 1. hele fraværsdag, uanset at arbejdsgiverens dagpengepligt som hovedregel først indtræder 2. fraværsdag.

Udsættelse af arbejdsgiverens dagpengepligt til 2. fraværsdag har heller ingen konsekvenser for lønmodtagerens pligt til at anmelde og dokumentere sygefravær efter §§ 6 og 7. De regler, som er fastsat på de enkelte arbejdspladser om anmeldelse og dokumentation, er derfor stadig gældende, forudsat at de er i overensstemmelse med de nævnte lovbestemmelser.

For en lønmodtager, som har flere ansættelsesforhold, må arbejdsgiverperioden ses isoleret i relation til de enkelte beskæftigelser, således at arbejdsgiverperioden for hver af disse regnes fra og med 1. fraværsdag. Dette kan medføre, at den 1. fraværsdag ikke nødvendigvis er samme ugedag i alle ansættelsesforhold, når f.eks. hoved- og bibeskæftigelser ikke udføres de samme arbejdsdage. Da lønmodtagerens forskellige arbejdsgivere ikke skal betale dagpenge for 1. fraværsdag, vil en lønmodtager med flere beskæftigelser have 1 karensdag i forbindelse med sygefraværet i hver beskæftigelse.

a) TILBAGEFALD

Der er i lovens § 3, stk. 2 indført en undtagelsesregel fra karenstidsbestemmelsen, hvorefter arbejdsgiverens dagpengepligt indtræder allerede fra 1. fraværsdag, når lønmodtageren efter tidligere at have været sygemeldt får tilbagefald af samme sygdom efter at have genoptaget arbejdet. Det er en betingelse, at det fornyede sygefravær begynder inden for 12 kalenderdage regnet fra og med 1. arbejdsdag efter den første sygeperiodes udløb. Denne undtagelse gælder også i de tilfælde, hvor det sociale udvalg udbetaler dagpenge til en lønmodtager, jfr. §§ 16, stk. 1, nr. 1 og 2, og 18, stk. 2. Et tilbagefald, der f.eks. indtræffer efter arbejdsgiverperiodens udløb, indebærer derfor, at lønmodtageren får ret til dagpenge fra kommunen allerede fra 1. dag.

Ved tilbagefald inden for 12-dagesfristen løber arbejdsgiverperioden som efter dagpengeudvalgets hidtidige praksis fra 1. hele fraværsdag i den første sygeperiode.

De nævnte regler om tilbagefald anvendes også ved gentagne tilbagefald af samme sygdom, således at 12-dagesfristen regnes fra 1. arbejdsdag efter den foregående sygeperiodes afslutning.

Lønmodtageren kan godtgøre, at der er tale om tilbagefald af den samme sygdom, ved at give arbejdsgiveren oplysning herom, f.eks. ved afgivelse af en skriftlig erklæring. I tvivlstilfælde kan tilbagefaldet eventuelt dokumenteres ved lægeerklæring. Social- og sundhedsforvaltningen vil ligeledes kunne indhente sædvanlig lægeerklæring eller eventuelt journaludskrift fra sygehus og lignende.

Ved kontinuerlige ambulante behandlinger af mindst 1 dags varighed på grund af samme sygdom ydes der dagpenge for hver fraværsdag undtagen ved første behandling, når der er færre end 12 kalenderdage mellem hver behandling. Er der 12 kalenderdage eller flere mellem behandlingerne, kan der ikke ydes dagpenge i forbindelse med fraværene på grund af karensdagsbestemmelsen. Der vil i disse tilfælde eventuelt være grundlag for at indgå en § 12-aftale, hvis det drejer sig om behandling af en kronisk eller langvarig lidelse, eller hvis betingelserne for en midlertidig § 12-aftale er opfyldt, jfr. b).

Karensdagen gælder ikke ved delvis fravær i forbindelse med ambulante behandlinger.

Det er en forudsætning for at få nedsatte dagpenge i sådanne tilfælde at fraværet udgør mindst 4 timer pr. uge, jfr. sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 537 af 4. december 1980 om nedsatte dagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed § 1, stk. 1, sidste pkt.

Tilbagefaldsreglen gælder også for personer med anden dagpengegivende indtægt.

b) KRONISKE ELLER LANGVARIGE SYGDOMME

Når dagpengepligten påhviler kommunerne fra sygdommens begyndelse efter en godkendt aftale efter § 12, ydes der dagpenge fra 1. fraværsdag efter bestemmelsen i § 18, stk. 2.

Når der i disse tilfælde er ret til løn under sygdom, består denne ret ifølge lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom § 2, stk. 2, også for 1. fraværsdag. Arbejdsgiveren har da ret til dagpengerefusion efter § 27 fra 1. fraværsdag.

Det er en forudsætning for kommunens overtagelse af dagpengepligten fra sygdomsperiodens begyndelse, at der foreligger en mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren afsluttet § 12-aftale, som er godkendt af det sociale udvalg. Da en aftale har gyldighed fra og med datoen for aftalens indgåelse - også når aftalen indgås under en løbende fraværsperiode - vil en aftale, der indgås 1. fraværsdag og efterfølgende godkendes af det sociale udvalg, fritage lønmodtageren for karensdagen.

Tilbagedatering af en § 12-aftale fra en sygeperiodes begyndelse kan ikke godkendes. Er der forløbet flere dage mellem aftaledatoen og dagen for aftalens modtagelse i kommunen, kan kommunen i givet fald godkende aftalen med virkning fra modtagelsesdatoen. Det er ikke tilstrækkeligt for, at en lønmodtager kan blive undtaget fra karensdagen eller en arbejdsgiver fritaget for dagpengeudbetalingen, at det på anden måde kan dokumenteres, at lønmodtageren har en kronisk eller langvarig lidelse, som indebærer en øget fraværsrisiko.

Reglerne om § 12-aftaler er fastsat i socialministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 19. januar 1978. Der er redegjort nærmere for disse regler i sikringsstyrelsens vejledning af 9. marts 1978.

Som eksempler på kroniske eller langvarige sygdomme, der kan begrunde en § 12-aftale, kan nævnes ryg- og hoftelidelser, astma, bronchitis, migræne, sukkersyge, mavesår, epilepsi, underlivslidelser, gigt- og nyre- samt hjertesygdomme. Fravær på grund af menstruation er derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for en § 12-aftale, medmindre der er tale om en sygelig tilstand, der kræver lægebehandling, og som medfører fravær jævnligt.

Fritagelsen for karensdag gælder også sygefravær, som er omfattet af de såkaldte midlertidige § 12-aftaler, dvs. sådanne tilfælde hvor lønmodtagerne skal behandles på sygehus eller lignende, uden at sygdommen kan karakteriseres som kronisk eller langvarig, men hvor behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet, eller arbejdsgiveren allerede har udbetalt dagpenge i forbindelse med behandlingen af lidelsen i 5 uger inden for de sidste 12 måneder.

Reglerne om fritagelse ved kronisk eller langvarig sygdom har ingen betydning for personer med anden dagpengegivende indtægt end lønindtægt.

c) ARBEJDSSKADE

Hvis en lønmodtager pådrager sig en arbejdsskade, som omfattes af lovgivningen om arbejdsskadeforsikring, har han - som hidtil - ret til dagpenge allerede fra 1. hele fraværsdag efter skadens indtræden, jfr. dagpengelovens § 38.

Dagpengepligten for den første fraværsdag påhviler i disse tilfælde arbejdsgiveren, medmindre der foreligger en af fritagelsesgrundene efter lovens kapitel 2 (som f.eks. at skaden er forvoldt ved lønmodtagerens grove uagtsomhed), eller arbejdsgiveren er forsikret efter § 11 eller § 13. Når arbejdsgiveren er fritaget, udbetales eventuelle dagpenge for 1. dag af kommunen.

Lovgivningen om arbejdsskadeforsikring omfatter følgende love

1. Lov om arbejdsskadeforsikring (lov nr. 79 af 8. marts 1978).

2. Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. (lov nr. 80 af 8. marts 1978).

3. De til ovennævnte love knyttede ordninger

a) anordning nr. 514 af 11. oktober 1978 om erstatning til indsatte i kriminalforsorgens institutioner for følger af ulykkestilfælde m.v.

b) socialministeriets bekendtgørelse nr. 571 af 16. november 1978 om erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven til personer, der er optaget i institutioner under bistandsloven.

4. lov om erstatning for vaccinationsskader (lov nr. 82 af 8. marts 1978).

5. erstatningsordning for tilskadekomne blod-, vævs- og organdonorer. (Hjemlet ved tekstanmærkning).

Ved en arbejdsskade forstås efter § 9 i lov om arbejdsskadeforsikring

1) ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

2) skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, eller

3) erhvervssygdomme og andre arbejdsbetingede sygdomme, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 10 og sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 670 af 17. december 1982.

Der er nærmere redegjort for arbejdsskadebegrebet i sikringsstyrelsens cirkulære af 8. marts 1973 om ulykkesforsikringslovgivningen til brug ved administrationen af dagpengeloven. En revideret udgave af cirkulæret udsendes senere.

Det er ikke en betingelse for retten til dagpenge fra 1. fraværsdag, at arbejdsskaden giver anledning til erstatningsydelser efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen.

Det er heller ikke en betingelse for retten til dagpenge fra 1. fraværsdag, at arbejdsskaden er anmeldt til forsikringsselskabet eller sikringsstyrelsen. Anmeldelsespligten vedrører kun de arbejdsskader, der antages at kunne begrunde erstatning for meen og/ eller erhvervsevnetab, og de tilfælde, hvor den skadelidte endnu ikke på 5 ugersdagen har kunnet genoptage arbejdet i fuldt omfang, jfr. kapitel 3 i lov om arbejdsskadeforsikring og sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 100 af 16. marts 1978 om regler for anmeldelse af arbejdsskader.

Det forudsættes, at spørgsmålet, om der er tale om en arbejdsskade, normalt afklares mellem arbejdsgiver og lønmodtager, eventuelt på grundlag af vidneudsagn fra arbejdskolleger, tillidsmand eller sikkerhedsrepræsentanter.

Hvis der er uenighed om dette spørgsmål, kan sagen forelægges det sociale udvalg, som efter § 15 skal udbetale forskud, når det skønnes, at det er uberettiget, at arbejdsgiveren har afslået at betale. Der vil dog kun være grundlag for at udbetale forskud på dagpenge i tilfælde, hvor det er klart underbygget, at der foreligger en arbejdsulykke, f.eks. ved en skadestuerapport eller efter omstændighederne ved, at forsikringsselskabet betragter dokumentationen for, at der er tale om en arbejdsskade, som tilstrækkelig.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet om ret til dagpenge for første dag tilkommer dagpengeudvalget. Det bemærkes, at det ikke vil være muligt for udvalget at fastslå denne ret i henhold til dagpengelovens § 38, når der ikke foreligger lægelig dokumentation for sygdommens art og årsag.

Når et tilfælde anmeldes til sikringsstyrelsen, og sagen behandles med henblik på spørgsmålet om ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, vil dagpengeudvalget normalt lade sin afgørelse af dagpengespørgsmålet i samme sag bero på sikringsstyrelsens afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet.

Når arbejdsgiveren er fritaget for dagpengepligten i arbejdsgiverperioden, således at kommunen skal betale dagpenge, kan der eventuelt udbetales dagpenge for 1. dag, når lønmodtagerens og arbejdsgiverens samstemmende forklaringer gør det overvejende sandsynligt, at der foreligger en arbejdsskade. I øvrigt afgøres spørgsmålet om dagpenge fra 1. dag efter tilsvarende retningslinier, som når pligten påhviler arbejdsgiveren.

Personer, der ikke er lønmodtagere, har ligeledes ret til dagpenge fra første fraværsdag i tilfælde af sygdom som følge af en arbejdsskade, der omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven. Det gælder visse mindre selvstændige erhvervsdrivende, som er obligatorisk forsikrede i medfør af lov om arbejdsskadeforsikring som skibsførere, der selv ejer skibet, selvstændige fiskere eller partsfiskere. Endvidere omfatter § 38 ulykkestilfælde, der indtræder under udøvelsen af borgerlige eller kommunale ombud, forsøg på redning af menneskeliv, frivillig tjeneste i hjemmeværnet eller civilforsvaret eller under ydelse af en håndsrækning. Der henvises til de eksempler, der er anført i afsnit 2 i sikringsstyrelsens cirkulære af 8. marts 1973 om ulykkesforsikringslovgivningen til brug ved administrationen af dagpengeloven.

Retten til dagpenge efter § 38 gælder kun den første fraværsdag efter arbejdsskadens indtræden. Ved senere fravær af samme årsag er 1. fraværsdag således karensdag, medmindre der er tale om tilbagefald inden 12 kalenderdage, jfr. afsnit a) foran, eller der foreligger en § 12-aftale i anledning af en kronisk erhvervssygdom, jfr. afsnit b) foran.

d) ARBEJDSLØSHED

Arbejdsløse, dagpengeberettigede medlemmer af en anerkendt arbejdsløshedskasse har ret til sygedagpenge fra og med 1. hele fraværsdag, forudsat at der foreligger et indtægtstab. Retten til dagpenge fra 1. fraværsdag gælder også i det omfang, sygedagpenge erstatter supplerende arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsløse får i sygdomstilfælde udbetalt dagpenge fra kommunen. Efter ændringen af dagpengelovens § 23, nr. 4, beregnes dagpengene i de første 13 uger (tidligere 5 uger) efter § 3, stk. 2 i socialministeriets bekendtgørelse nr. 689 af 20. december 1982, således at dagpengenes størrelse svarer til det beløb, som den pågældende kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge.

II. FORLÆNGELSE AF ARBEJDSGIVERPERIODEN OG LEMPELSER AF ARBEJDSGIVERNES DAGPENGEPLIGT

Arbejdsgiverperioden er forlænget fra 5 til 13 uger, jfr. § 3, stk. 1. Reglen træder i kraft den 1. APRIL 1983, jfr. nærmere afsnit VII.

I forbindelse hermed er der samtidig fastsat følgende begrænsninger af arbejdsgiverens pligt til at yde dagpenge til nyansatte samt til at yde dagpenge efter ansættelsens ophør

a) LEMPELSE AF ARBEJDSGIVERENS PLIGT TIL AT YDE NYANSATTE DAGPENGE

Efter § 3, stk. 3, indtræder retten til dagpenge fra arbejdsgiveren først efter 8 ugers ansættelse (hidtil 3 uger).

Dette beskæftigelseskrav gælder dog ligesom 40 timers kravet i § 3, stk. 1, ikke ved ansættelse af løsarbejdere, jfr. § 3 stk. 4. Fritagelsen for at yde dagpenge i de første 8 uger vedrører derfor kun personer, hvis beskæftigelse ikke er omfattet af reglerne i sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 273 af 28. maj 1974 om løsarbejdere.

En lønmodtager kan kun betragtes som nyansat, hvis pågældende ikke har været beskæftiget hos sin aktuelle arbejdsgiver i de sidste 3 måneder før genansættelsen.

1. hele fraværsdag skal ligge inden for de første 8 uger, for at arbejdsgiveren kan blive fritaget for dagpengepligten. Fritagelsen omfatter hele arbejdsgiverperioden og gælder også tilbagefald, der indtræffer efter de 8 uger, men er omfattet af den påbegyndte arbejdsgiverperiode.

Ved sygdomstilfælde, hvor 1. hele fraværsdag ligger efter udløbet af de 8 uger, har arbejdsgiveren pligt til at betale dagpenge, når lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet i § 3, stk. 1.

b) BEGRÆNSNING AF ARBEJDSGIVERENS PLIGT TIL AT YDE DAGPENGE EFTER ANSÆTTELSENS OPHØR

Hovedreglen er, at retten til dagpenge fra arbejdsgiveren bevares, uanset at ansættelsen ophører inden udløbet af arbejdsgiverperioden. Der er i sikringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 319 af 26. juni 1975 fastsat særlige undtagelsesregler, hvorefter arbejdsgiveren i visse situationer kan fritages for at udbetale dagpenge i hele arbejdsgiverperioden eller en del af denne, uanset om ansættelsen først ophører efter sygdommens indtræden.

Der er nu i § 3, stk. 5 indført en almindelig undtagelsesregel, som fritager arbejdsgiveren for at betale dagpenge for sygedage efter ansættelsens ophør, når det kan dokumenteres, at fratrædelsestidspunktet var fastsat før sygdommens indtræden, enten fordi arbejdsgiveren forinden havde afskediget lønmodtageren, eller fordi denne selv havde sagt op.

Det påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at opsigelsen er afgivet inden 1. hele fraværsdag. Dette vil klart være tilfældet, når der foreligger en skriftlig og dateret opsigelse enten fra arbejdsgiveren eller lønmodtageren, og når opsigelsesvarslet er i overensstemmelse med det opsigelsesvarsel, der er fastsat i lov eller kollektiv overenskomst for den pågældende ansættelse eller ved individuel aftale i ansættelseskontrakt.

III. MIDLERTIDIG OPHÆVELSE AF REGULERINGEN AF DAGPENGENES HØJESTE BELØB

Ændringen træder i kraft den 1. januar 1983.

I § 10, STK. 5, 3. PKT. OG STK. 6, 3. PKT. samt § 24, STK. 5, 3. PKT. OG STK. 6, 3. PKT. er der indført bestemmelser om, at reguleringen af beregningsgrundlaget for dagpengenes højeste beløb (jfr. stk. 4) midlertidigt bortfalder, hvorved det pr. 4. oktober 1982 fastsatte højestebeløb (2008 kr. pr. uge) vil gælde fortsat til 1. april 1985.

I § 10, STK. 7 og § 24, STK. 7 er fastsat, at forslag til ændrede regler om regulering af dagpengenes højestebeløb FRA 1. APRIL 1985 skal fremsættes for folketinget inden udgangen af 1984.

IV. INDFØRELSE AF EN ALMINDELIG VARIGHEDSBEGRÆNSNING SAMT STANDSNING AF DAGPENGEUDBETALINGEN VED INDSTILLING TIL SOCIAL PENSION

a) I § 25. STK. 2 er indført en almindelig varighedsbegrænsning for udbetaling af dagpenge, herunder refusion til arbejdsgiveren. Udbetaling af dagpenge (eller refusion) ophører, når der er udbetalt dagpenge for mere end 91 UGER i de 36 FORUDGåENDE KALENDERMåNEDER, dvs. dagpengeudbetalingen ophører med udgangen af den kalendermåned, hvor dagpenge i alt er ydet i mere end 91 uger i de sidste 36 måneder.

Reglen træder i kraft den 1. april 1983, jfr. afsnit VII.

Ifølge § 25, STK. 3 medregnes i varighedsbegrænsningen ikke dage, hvor

1) der er udbetalt DAGPENGE ELLER LØN FRA EN ARBEJDSGIVER i de første 13 uger af en sygeperiode (arbejdsgiverperioden),

2) der er udbetalt DAGPENGE fra DET SOCIALE UDVALG i de første 13 UGER af fraværsperioden TIL LØNMODTAGERE og i de første 3 uger af fraværsperioden til personer med dagpengegivende anden erhvervsindtægt,

3) der er udbetalt dagpenge i anledning af graviditets-, barsel- og adoptionsperioder.

For personer, der har tegnet frivillig sikring efter § 29 (husførende personer) indgår ALLE DAGPENGEPERIODER i varighedsbegrænsningen. Det samme gælder dagpenge, der udbetales efter §§ 38 og 39 til personer uden erhvervsmæssig beskæftigelse, når uarbejdsdygtigheden skyldes en arbejdsskade, som omfattes af lovgivningen om arbejdsskadeforsikring.

Ved opgørelsen af antallet af dagpengeuger foretages optællingen af brudte uger på samme måde som ved beregning af dagpenge for brudte uger. Antallet af dage, for hvilke der udbetales dagpenge, sættes i forhold til det faktiske antal arbejdsdage i ugen for vedkommende. Hvis der er tale om en person med en 5-dages arbejdsuge, der har fået dagpenge for 4 dage i en uge, medregnes denne uge i varighedsbegrænsningen med 4/5.

Hvis den sikrede ved varighedsbegrænsningens indtræden opfylder de almindelige betingelser for at få kontanthjælp efter bistandsloven, kan sygedagpengene afløses af kontanthjælp.

Det henstilles, at kommunerne i god tid ved opfølgningen overvejer revalideringsmuligheder m.v. i det omfang, der ikke kan blive tale om indgivelse af ansøgning om folke-, invalide-, eller enkepension.

I § 25, STK. 4 er fastsat, at hvis dagpengeretten er opbrugt under en SAMMENHÆNGENDE sygeperiode på mere end 91 uger, stilles som betingelse for fornyet udbetaling af dagpenge, at den sikrede skal godtgøre at have været arbejdsdygtig efter dagpengerettens ophør. Kommunen må i disse tilfælde påse, at der har været tale om en (egentlig) raskmelding, og om pågældende har genoptaget arbejdet eller i øvrigt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

En lægeerklærings angivelse af uarbejdsdygtighedens varighed kan være hensigtsmæssig som dokumentation for raskmelding. En erklæring fra en arbejdsgiver eller arbejdsformidlingen eventuelt med dokumentation for en dagpengegivende indtægt kan også bekræfte arbejdsdygtigheden.

Som § 25, STK. 5 er indføjet en bestemmelse, hvorefter chefen for sikringsstyrelsen kan forlænge dagpengeperioden UDOVER 91 UGER, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Bestemmelsen vil bl.a. omfatte tilfælde, der kræver langvarig behandling, men hvor der er udsigt til varig helbredelse og således ikke mulighed for overgang til social pension, men eventuelt behov for revalideringsforanstaltninger.

Det vil være en forudsætning for forlængelse af dagpengeperioden, at den pågældende har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet inden sygeperioden, og at den pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et KORTERE tidsrum. Dagpengeperioden vil som hovedregel kun kunne forlænges med 13 uger.

Ansøgninger om forlængelse af dagpengeperioden bør så vidt muligt indsendes til sikringsstyrelsen i god tid, før varighedsbegrænsningen vil indtræde.

I forbindelse med en eventuel senere sygeperiode vil det antal uger, hvormed sikringsstyrelsen har forlænget dagpengeperioden, indgå i varighedsbegrænsningen efter § 25, stk. 2.

b) Som § 26, STK. 4 er indsat en bestemmelse om, at dagpengeudbetalingen eller refusionen til arbejdsgiver standses ved afgivelse af indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet i de tilfælde, hvor det skønnes overvejende sandsynligt, at pension vil blive tilkendt. Dagpengeudbetalingen ophører fra den 1. i måneden efter, at det sociale udvalg har afgivet indstilling over for revaliderings- og pensionsnævnet og har taget stilling til, om forskud på pension kan bevilges. Der er dog altid ret til mindst 13 ugers dagpenge inden for 12 kalendermåneder, jfr. § 26, stk. 1, før dagpengene kan standses. Heri medregnes ikke de første 13 ugers løn eller dagpenge til lønmodtagere og dagpenge i de første 3 uger af fraværsperioden for selvstændige erhvervsdrivende, jfr. § 26, stk. 2.

Reglen træder i kraft DEN 1. JANUAR 1983 og har virkning for ANSØGNINGER OM PENSION EFTER DEN 1. JANUAR 1983, se afsnit VII.

Samme begrænsning i varigheden af retten til dagpenge gælder for de personer, der opfylder helbredsbetingelserne for at få pension, men som er afskåret fra at opnå pension på grund af

1) reglerne om indtægtsregulering,

2) indfødsret eller bopæl, eller

3) som ville kunne få pension uden konkret bedømmelse af helbred eller lignende efter reglerne om enkepension til kvinder mellem 45 og 62 år eller reglerne om folkepension til kvinder mellem 62 og 67 år, hvis de ansøgte om det.

Vurderingen heraf foretages af revaliderings- og pensionsnævnet efter indstilling fra det sociale udvalg på samme måde som i sager, hvor der ansøges om pension. I disse tilfælde standses dagpengene således også i forbindelse med det sociale udvalgs indstilling til nævnet, når udvalget skønner, at det er overvejende sandsynligt, at nævnet tiltræder indstillingen.

Reglen om ret til pension fra den 1. I MÅNEDEN EFTER ANSØGNINGSDATOEN opretholdes. Der kan derfor stadig blive tale om at skulle foretage modregning for udbetalte dagpenge i pensionen, jfr. § 26, stk. 5. Ændringen af § 26, stk. 5 er af redaktionel karakter. Dagpenge, der er ydet fra den dag, fra hvilken der beregnes folke-, invalide- eller enkepension, og indtil indstillingen til nævnet, skal i videst muligt omfang fradrages ved udbetalingen af pensionen. Hvis det ikke skønnes overvejende sandsynligt, at pension vil blive tilkendt, har den pågældende pensionsansøger fortsat ret til dagpenge i det omfang betingelserne herfor, herunder betingelsen om uarbejdsdygtighed, er opfyldt. Tilkender revaliderings- og pensionsnævnet en sådan ansøger pension, fradrages det dagpengebeløb, som den pågældende eventuelt har modtaget i tiden mellem beregningsdagen og anvisningsdagen for pensionen, såvidt muligt i pensionen efter § 26, stk. 5.

I § 26, STK. 6 er indsat en bestemmelse om eventuel EFTERBETALING af dagpenge til sikrede eller refusion til arbejdsgiveren ved revaliderings- og pensionsnævnets AFSLAG PÅ PENSION.

Det er en forudsætning for efterbetaling af dagpenge, at det efter en konkret vurdering skønnes, at betingelserne for at udbetale dagpenge, herunder betingelsen om uarbejdsdygtighed, har været opfyldt. Dette vil især være tilfældet, når pensionsafslaget skyldes, at tilstanden ikke kan anses for varig, og nævnet skønner, at der foreligger yderligere muligheder for behandling og/ eller revalidering.

Hvis nævnets afslag på pension er begrundet med, at sikredes erhvervsevne ikke er nedsat i det omfang, der kræves efter pensionslovgivningen for at få pension, vil uarbejdsdygtighedsbetingelsen i dagpengeloven som hovedregel ikke være opfyldt, således at der ikke vil være ret til efterbetaling af dagpenge.

Ved opgørelsen af kravet på efterbetaling af dagpenge eller refusion skal der for at undgå dobbelt forsørgelse så vidt muligt ske modregning for ydet forskud på pension for samme tidsrum.

I § 26, STK. 7 er indføjet, at adgangen til at forlænge dagpengeperioden, når særlige omstændigheder taler herfor, også omfatter de tilfælde, der er nævnt i stk. 4. En forlængelse kan især blive aktuel, når der er tale om indstilling til laveste invalidepension.

Der henvises i øvrigt til retningslinierne i sikringsstyrelsens cirkulæreskrivelse af 5. januar 1981 om forlængelse af dagpengeperioden.

Endvidere er bestemmelsens aldersgrænse med virkning fra 1. januar 1984 hævet fra 67 til 70 år, hvilket er en konsekvens af § 1, nr. 1 og 3 i lov nr. 573 af 27. oktober 1982 om ændring af lov om folkepension m.v. hvorved folkepensionens grundbeløb for de 67-69-årige gøres afhængig af arbejdsindkomst med virkning fra 1. januar 1984. Fra 1. januar 1984 er der adgang til at forlænge dagpengeperioden for personer over 67 år, der er omfattet af varighedsbegrænsningen.

V. NEDSÆTTELSE AF BIDRAGET TIL FORSIKRINGSORDNINGEN FOR MINDRE ARBEJDSGIVERE

I § 41, STK. 4, 1. PKT. er der foretaget den ændring, at bidraget for arbejdsgivere, der efter § 11 har frigjort sig for forpligtelsen til at udbetale dagpenge i arbejdsgiverperioden, fastsættes således, at de samlede bidrag skønnes at dække HALVDELEN af de dagpengeudgifter, som det sociale udvalg afholder på forsikringsordningens vegne.

Samtidig er § 41A OPHÆVET, da bidraget efter denne bestemmelse midlertidigt var fastsat til 11/2 pct. af arbejdsgiverens årlige lønudgifter.

Ændringerne træder i kraft den 1. APRIL 1983.

VI. ANDRE ÆNDRINGER

Ændringerne træder i kraft den 1. JANUAR 1983, JFR. PKT. VII.

1. I § 24, STK. 10 er det tydeliggjort, at kommunen ved beregning af dagpenge i kombinerede tilfælde skal påse, at dagpengebeløbet for en delsag, hvor det sociale udvalg ikke udbetaler dagpenge på en arbejdsgivers vegne, sammenlagt med dagpenge eller løn under sygdom, graviditet og barsel fra andre arbejdsforhold og frivillige dagpenge, ikke overstiger det fastsatte højestebeløb.

Det samlede dagpengebeløb er dog begrænset til 90 pct af indtægtsgrundlaget.

Som eksempler på tilfælde, hvor dagpenge IKKE udbetales på en arbejdsgivers vegne og derfor beregnes efter §§ 21-24, kan nævnes: 1) dagpenge fra kommunen, fordi 40-timersbeskæftigelseskravet i § 3, stk. 1 ikke er opfyldt, 2) dagpenge fra kommunen efter § 16, stk. 1 nr. 2, fordi arbejdsgiverens dagpengepligt er bortfaldet i henhold til § 3, stk. 5, § 5, § 6 og § 7, 3) dagpenge fra kommunen, der erstatter mistede arbejdsløshedsdagpenge, herunder supplerende arbejdsløshedsdagpenge, jfr. § 23, nr. 4, samt 4) dagpenge i anledning af graviditet, barsel og adoption.

Det samme gælder, når der udbetales dagpenge fra en frivillig sikring.

Når dagpengene i de første 5 uger (13 uger fra 1. april 1983) derimod udbetales af kommunen på en arbejdsgivers vegne efter §§ 11, 12, 13 og 15, beregnes dagpengene efter reglerne i §§ 9-10 uafhængigt af en eventuel samtidig udbetaling af dagpenge eller løn under sygdom fra andre arbejdsforhold. Det samme gælder, når kommunen udbetaler dagpenge efter § 3, stk. 3 ved sygdom i de første 8 uger af ansættelsen.

2. I § 27, STK. 1, 3. PKT. er det ved en redaktionel ændring præciseret, at en arbejdsgivers ret til refusion i de tilfælde, hvor den sikrede er berettiget til barseldagpenge efter kap. 12, også omfatter de situationer, hvor den sikrede er fraværende fra arbejdet før 4-ugersdagen før forventet fødsel af de grunde, der er nævnt i § 33, stk. 4, f.eks. sygeligt forløbende graviditet.

3. I § 15, STK. 2 og § 53, STK. 2 er der foretaget en redaktionel ændring, idet ordet »udpantning« er erstattet af »udlæg«. Ændringen i § 15, STK. 1 er ligeledes redaktionel.

VII. IKRAFTTRÆDELSES- OG OVERGANGSBESTEMMELSER (§§ 2 OG 3 I ÆNDRINGSLOVEN)

Lønmodtagere, der den 1. APRIL 1983 er overgået til at modtage dagpenge fra det sociale udvalg efter arbejdsgiverperiodens udløb efter de hidtidige regler, fortsætter med at modtage dagpenge fra det sociale udvalg efter bestemmelserne om dagpenge ved sygdom ud over arbejdsgiverperioden.

1. Bestemmelsen i § 3, STK. 1, 1. PKT. om en karensdag får virkning for sygdomstilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 1. april 1983 eller senere.

2. Bestemmelsen i § 3, STK. 1, 2. PKT. om forlængelse af arbejdsgiverperioden til 13 uger får virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 26. februar 1983 eller senere, og sygeperioden ikke er afsluttet den 1. april 1983.

3. Bestemmelsen i § 3, STK. 2 om tilbagefald har virkning for tilfælde, hvor tilbagefald på grund af samme sygdom indtræder 1. april 1983 eller senere inden for 12 kalenderdage fra og med 1. arbejdsdag efter den forrige fraværsperiodes udløb.

4. Bestemmelsen i § 3, STK. 3 om arbejdsgiverens fritagelse for at yde dagpenge ved sygdom inden for de første 8 uger af ansættelsen får virkning for sygdomstilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 1. april 1983 eller senere, når nyansættelsen har fundet sted den 5. februar 1983 eller senere.

5. Bestemmelsen i § 3, STK. 5 om begrænsning af arbejdsgiverens dagpengepligt, når fratrædelsestidspunktet var fastsat før sygdommens indtræden, får virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 26. februar 1983 eller senere, og arbejdsgiverperioden ikke er afsluttet den 1. april 1983, når arbejdsgiveren dokumenterer, at fratrædelsestidspunktet var fastsat FØR SYGDOMMENS INDTRÆDEN. D.v.s. at arbejdsgiverens dagpengepligt tidligst bortfalder den 1. april 1983.

6. Bestemmelsen i § 18, STK. 2 om anmodning om dagpenge fra det sociale udvalg får virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 1. april 1983 eller senere. Om tilbagefaldssitutationen, se under 3.

7. Bestemmelsen i § 18, STK. 3, 2. PKT. om anmodning om frivillige dagpenge efter § 28 får virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 1. april 1983 eller senere.

8. Bestemmelsen i § 23, NR. 4 om dagpenge til arbejdsløse får virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 26. februar 1983 eller senere, og sygeperioden ikke er afsluttet den 1. april 1983.

9. Ved afgørelsen af om dagpengeretten er opbrugt efter § 25, STK. 2-4 medregnes dagpengeperioder efter den 1. JANUAR 1981. Heri medregnes ikke i perioden 1. januar 1981-31. marts 1983 de første 5 uger af fraværsperioden for lønmodtagere, og i perioden 1. januar 1981-31. december 1982 de første 5 uger af fraværsperioden for personer med anden dagpengegivende indtægt.

10. Bestemmelsen i § 25, STK. 5 om forlængelse af dagpengeperioden får virkning fra 1. april 1983 for tilfælde, hvor varighedsbegrænsningen indtræder denne dato.

11. Bestemmelsen i § 26, STK. 2, NR. 2, - om forlængelse af perioden fra 5 uger til 13 uger, der ikke skal medregnes ved beregning af dagpengeperioder efter § 26, stk. 1 - har virkning for tilfælde, hvor 1. hele fraværsdag er den 26. februar 1983 eller senere, og sygeperioden ikke er afsluttet den 1. april 1983.

12. Bestemmelsen i § 26, STK. 4, 6 OG 7 om standsning af dagpenge i forbindelse med pensionsansøgning træder i kraft den 1. januar 1983 og får virkning for tilfælde, hvor ansøgning om folke-, invalide- eller enkepension indgives EFTER DEN 1. JANUAR 1983.

I perioden 1. JANUAR 1983 - 1. JANUAR 1984 er den i § 26. STK. 7 nævnte aldersgrænse 67 ÅR.

13. Ændringerne i § 10, stk. 5, 3. pkt., stk. 6, 3. pkt., stk. 7 og stk. 9, og § 15, stk. 1 og 2, og § 24, stk. 5, 3. pkt., stk. 6, 3. pkt., stk. 7 og stk. 10, § 27, stk. 1, 3. pkt. og § 53, stk. 2 træder i kraft DEN 1. JANUAR 1983.

14. Ændringen i § 41, STK. 4, 1. PKT. om bidrag til § 11-forsikringen og ophævelsen af § 41a træder i kraft den 1. april 1983.

SIKRINGSSTYRELSEN, DEN 23. DECEMBER 1982

F. B. SVARRER

/Jørgen Møller

Bilag.

Orientering om lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom

Uddrag af lovforslagets bemærkninger

Lønmodtagere i lovens § 1 er samme begreb, som er anvendt i anden arbejdsretlig sammenhæng, som f.eks. ferielovens § 1, loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse og dagpengelovens § 3. Det afgørende er herefter, om der er tale om lønnet beskæftigelse for en arbejdsgiver.

Ret til hel eller delvis løn under sygdom kan f.eks. have hjemmel i funktionærloven, medhjælperloven, lærlingeloven eller anden lovgivning eller være bestemt i reglementer i henhold til lov, i kollektiv overenskomst eller i anden kollektiv eller individuel aftale, kutyme eller praksis.

Ansættelsesforholdets varighed er ikke afgørende.

Den løn, arbejdsgiveren skal undlade at udbetale, er den løn, der tilkommer lønmodtageren for den pågældende hele fraværsdag.

Hvis lønnen beregnes som timeløn, er det lønnen for det antal timer, der skulle have været arbejdet den pågældende dag, der indgår i beregningen. Ydes der dagløn, er det en dagløn, der tilbageholdes. Ved ugeløn, månedsløn m.v. beregnes lønfradraget pr. fraværstime på grundlag af den gældende løn omregnet til en årsløn og det for den ansatte gældende timetal omregnet til et årstimetal.

For en fuldtidsbeskæftiget med 40 timers arbejdsuge og ferie med løn udgør et arbejdsår 2080 timer. Der tages ikke hensyn til, at der i den pågældende uge/ måned måtte være et mindre antal arbejdstimer på grund af helligdage, ferie m.v.

Hvis lønnen indbefatter tillæg m.v., som den pågældende lønmodtager har kunnet regne fast med, som f.eks. aften- og nattillæg, rådighedstillæg eller lignende, medtages de ved beregningen af lønnen for 1. fraværsdag. Også pensionsbidrag eller -tilskud medregnes.

Hvis lønnen ydes helt eller delvis i form af bonus, tantieme, honorar, gratiale og provision eller akkordløn, der ikke klart kan henføres til en arbejdspræstation, der ligger uden for sygeperioden, foretages der i udbetalingen et forholdsmæssigt fradrag for 1. hele fraværsdag.

Af hensyn til børnefamiliernes økonomi foreslås det, at forslaget om bortfald af retten til løn for 1. hele fraværsdag ikke skal gælde den ret til løn ved fravær i tilfælde af børns sygdom, der følger af visse overenskomster m.v. Det betyder, at lovforslaget ikke griber ind i de gældende rettigheder eller overenskomster m.v. til løn eller lønkompensation i forbindelse med fravær på grund af børns sygdom.

Uddrag af socialudvalgets betænkning

Ministeren har under samråd oplyst, at § 12-aftalerne nu udstrækkes til at omfatte det totale arbejdsmarked af hensyn til lønmodtagernes ret til løn fra 1. fraværsdag i tilfælde af kronisk eller langvarig sygdom.

Socialministeren har endvidere meddelt, at lovforslagets bemærkninger om beregning af lønfradrag må betragtes som vejledende, og udelukker ikke, at man beregner fradraget efter andre metoder, f.eks. ved at sætte fradraget lig med den dagpengegivende lønindtægt for fraværsdagen eller på en måde, der følger af aftaler eller praksis på det pågældende område.

Ministerens svar på spørgsmål nr. 1 og 4 fra folketingets socialudvalg

Det er retten til løn på 1. fraværsdag, der bortfalder, og en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren om at tilsidesætte lovens bestemmelse om 1 karensdag vil ikke kunne håndhæves ved det arbejdsretlige system.

Ministerens svar på spørgsmål nr. 31 fra folketingets socialudvalg vedrørende L 4 (ændring af dagpengeloven)

Ifølge ferielovens § 10 fastsætter arbejdsgiveren efter forhandling med lønmodtageren, hvornår ferien skal holdes. Det vil sige, at lønmodtagerens afholdelse af ferie med feriegodtgørelse - også når der er tale om enkeltstående feriedage - forudsætter, at arbejdsgiveren er indforstået hermed.

Det kan imidlertid vanskeligt tænkes, at arbejdsgiveren kan have grund til at nægte lønmodtageren at bruge en del af sine feriepenge, hvis dette ønskes, da arbejdsgiveren ifølge ferieloven »under hensyn til virksomhedens tarv så vidt muligt skal imødekomme lønmodtagerens ønske om feriens placering«.

Om lønmodtagere med flere ansættelsesforhold henvises til bemærkningerne i dette cirkulæres pkt. I.

Vedrørende undtagelsesbestemmelserne i lovens § 2, henvises til bemærkningerne i dette cirkulæres pkt. I, a), b) og c).

Vedrørende afspadserings- og restferiedage henvises til bemærkningerne i dette cirkulæres pkt. I.

Ingen