Legislator Case Law & Legislation
C19820021709 DK

Cirkulære om ændring af cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Ændr.cirkulære (2 sp) 1982 217 Historic

Cirkulære om ændring af cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser

I socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser foretages - navnlig som følge af de ændringer i bistandsloven der er sket ved lov nr. 258 af 16. juni 1980 og lov nr. 620 af 8. december 1982 - følgende ændringer

1. I pkt 26, 3, 3. afsnit, indsættes efter »overstiger«: »den grænse, der er angivet i stk. 1, dog kan det sociale udvalg uden nævnets godkendelse forhøje hjælpen til dækning af boligudgifter, der ikke kan afholdes efter § 43, stk. 1, såfremt en billigere bolig ikke kan skaffes,».

2. Pkt. 35 affattes således

»I § 25 omtales de situationer, hvor det sociale udvalg SKAL træffe bestemmelse om tilbagebetaling.

Dette gælder følgende 2 situationer

1) når en person ved at undlade at oplyse om ændringer i sine forhold eller i øvrigt mod bedre vidende - f.eks. på grund af urigtige eller vildledende oplysninger ved ansøgningen - uberettiget har modtaget ydelser efter loven. Hvis det må anses for godtgjort, at ydelsen er modtaget mod bedre vidende, skal det sociale udvalgs afgørelse gå ud på, at det beløb, der er modtaget med urette, skal tilbagebetales,

2) i det omfang der ydes kontanthjælp til dækning af terminsudgifterne vedrørende fast ejendom. Dette tilbagebetalingskrav skal sikres ved, at det sociale udvalg lader meddelelse herom tinglyse, eller lader skadesløsbrev eller ejerpantebrev tinglyse som hæftelse på den faste ejendom med oprykkende prioritet efter foranstående hæftelser.

Hjælp til terminsydelser ydes ofte som led i en løbende hjælp efter § 37, og der vil i en række tilfælde kunne være tale om, at den SAMLEDE hjælp bliver reduceret enten på grund af indtægter hos ansøgeren og dennes ægtefælles, eller fordi den overstiger de grænser, der gælder for udmålingen (det hidtidige og fremtidige leveniveau samt maksimale dagpenge). Da denne reduktion bevirker en forholdsmæssig nedsættelse af samtlige poster (underhold såvel som samtlige grupper af faste udgifter), der indgår i hjælpens beregning, vil der således ikke være baggrund for at kræve tilbagebetaling af hele det beløb, der oprindelig er afsat. Der skal derfor kun ske tilbagebetaling, I DET OMFANG der efter reduktionen af den samlede hjælp FORHOLDSMÆSSIGT ydes hjælp til terminsudgifter.

Før udbetalingen af hjælpen må det sociale udvalg sikre, at ansøgeren er orienteret om tilbagebetalingspligten. Af bevismæssige grunde bør det således fremgå af kvitteringen, som modtageren underskriver ved hjælpens udbetaling, at hjælp ydet til terminsudgifter er tilbagebetalingspligtig.

I forbindelse med udbetaling af hjælp til terminsydelser skal det sociale udvalg endvidere sikre tilbagebetalingskravet. Dette kan ske ved, at udvalget retter henvendelse til dommeren i vedkommende retskreds med anmodning om at tinglyse en meddelelse om tilbagebetalingskravet som hæftelse på pågældendes ejendom, således at den rykker op i prioritetsfølgen efter foranstående hæftelser. Meddelelsen bør ikke forsynes med underskrift fra modtageren af hjælpen, men alene fremstå som en ensidig anmodning fra udvalget om tinglysning, da der i så fald ikke skal svares stempelafgift af meddelelsen.

I stedet for denne fremgangsmåde kan det sociale udvalg vælge at sikre kravet ved, at der tinglyses et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev på ejendommen.

Ved et skadesløsbrev forstås i denne forbindelse et pantebrev, der giver pant i fast ejendom for en gæld, hvis størrelse ikke fikseres i selve pantebrevet, men således at der gives pant for den hjælp, der til enhver tid er ydet pågældende som hjælp til dækning af terminsudgifterne. Skadesløsbrevet skal indeholde en maksimering af det beløb, inden for hvilket der gives pant i ejendommen.

Ved et ejerpantebrev forstås et pantebrev, som ejeren (ansøgeren) har udstedt til sig selv, og som giver pant i fast ejendom for et beløb, der er angivet i pantebrevet.

Såvel skadesløsbrevet som ejerpantebrevet skal påføres sædvanlig klausul om oprykning, efterhånden som foranstående prioriteter nedbringes eller indfries. Skadesløsbrevets eller ejerpantebrevets pålydende beløb bestemmes af det sociale udvalg. Beløbet kan fra begyndelsen fastsættes således, at der vil være sikkerhed for hjælp ydet til flere på hinanden følgende terminsydelser. Skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet skal underskrives af den, der ifølge tingbogen er beføjet til at råde over ejendommen. Kun hvis ægtefæller står som skødehavere, eller hvis vielsesattesten er lyst som rådighedsindskrænkning på ejendommen, skal begge ægtefæller underskrive skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet. Der kan ikke stilles krav om, at skadesløsbrevets eller ejerpantebrevets pålydende beløb skal give sikkerhed inden for ejendomsvurderingen, da et sådant krav i nogle tilfælde ville kunne afskære navnlig yngre mennesker i nyerhvervede boliger fra at få hjælp til dækning af terminsydelser.

I øvrigt henvises til boligministeriets regler om skadesløsbrev vedrørende boligydelse til pensionister som lån, der kan være vejledende forbindelse med tinglysning af krav efter § 25, stk. 1, nr. 2.

Såfremt der ikke har været økonomisk mulighed for at fastsætte en tilbagebetalingsordning i medfør af bistandslovens § 27 inden udløbet af 5-årsfristen, bortfalder kravet, og det sociale udvalg foranlediger meddelelsen aflyst eller tilbagegiver pågældende skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet - i det omfang det er nødvendigt med påtegning om kravets bortfald. Udvalget kan eventuelt, hvis pågældende måtte ønske det, rette henvendelse til tinglysningsdommeren om aflysning af skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet.

Det bemærkes endelig, at ændringen af lovens § 25, stk. 1, nr. 2, - tilbagebetaling af den SAMLEDE terminshjælp - kun får virkning på de ansøgninger om hjælp til dækning af terminsudgifter, der indgives efter lovens ikrafttræden. Formålet med denne overgangsbestemmelse er at præcisere, at der ved afgørelse om udbetaling - og tilbagebetaling - af hjælp til terminsudgifter, der forfalder til betaling i tiden op til ændringslovens ikrafttræden, skal lægges vægt på ansøgningstidspunktet, uanset om afgørelsen træffes efter 1. januar 1983.«

3. I pkt. 36, 1, indsættes som 2. afsnit

»Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at bistandsloven ikke giver mulighed for at fastsætte tidsmæssige begrænsninger af tilbagebetalingskravet vedrørende hjælp, der ydes som følge af ansøgerens ubegrundede vægring ved at påtage sig eller fortsætte med et arbejde.«

4. I pkt. 36, 2, indsættes som 2. afsnit

»Det bemærkes, at der som udgangspunkt bør træffes afgørelse om tilbagebetaling, medmindre der i det enkelte tilfælde foreligger helt specielle vanskeligheder for ansøgeren. Der skal fastsættes en tilbagebetalingsordning i overensstemmelse med lovens § 27, stk. 1, umiddelbart efter arbejdets genoptagelse.«

5. I pkt. 39, afsnit 1 og 2, ændres »3 år« til: »5 år«, og afsnit 3 erstattes af følgende: »5-årsfristen finder også anvendelse i de tilfælde, hvor hjælp er ydet inden den 1. januar 1981.«

6. Cirkulæret har virkning fra den 1. januar 1983. Samtidig bortfalder socialministeriets cirkulære af 21. oktober 1980 om ændring af cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser samt socialministeriets cirkulærskrivelse af 6. januar 1982 om fremgangsmåden ved tinglysning efter bistandslovens § 25, stk. 2.

SOCIALMINISTERIET, DEN 20. DECEMBER 1982

PALLE SIMONSEN

/Birthe Frederiksen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →