Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)

Kapitel 2

1. Ændrede regler om rottebekæmpelse

Ved lovændringen ophæves lov nr. 120 af 3. maj 1961 om udryddelse af rotter. Reglerne om tilrettelæggelsen af rottebekæmpelsen, samt om grundejernes forpligtelser i denne forbindelse er nu i medfør af lovens § 4 a fastsat ved bekendtgørelse af 16. december 1982.

2. Ændringer i bekendtgørelse af reglement om miljøbeskyttelse

Ved bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 ændres miljøreglementet således, at visse afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen, og som er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Kommunalbestyrelsen har herefter den endelige afgørelse i følgende sager

a) Dispensation til dyrehold i byzone, jfr. kap. 2.1.

b) Afstandskrav til stalde, løbegårde og lignende, jfr. kap. 2.2.2.

c) Ulemper fra husdyrhold, jfr. kap. 2.3.

d) Klosetter, jfr. kap. 3.

e) Affald, jfr. kap. 4 (bortset fra afgørelser efter kap. 4.4.1. f.s.v. angår affald, der hidrører fra erhvervsvirksomheder og institutioner).

f) Afstand til møddinger, gødningstanke og ensilagestakke m.v., jfr. kap. 5.1.2.

g) Energiproducerende anlæg, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, jfr. kap. 10.

h) Idrætsanlæg, fritidsklubber og lignende fritidsaktiviteter, jfr. kap. 11.2.

i) Den offentlige hygiejne, jfr. kap. 12.

Der er udarbejdet en ny bekendtgørelse af reglementet. Der er ikke tale om en gennemgribende revision, men visse andre ændringer end spørgsmålet om endelighed er medtaget; dette gælder således bestemmelsen i kap. 2.2.2., 3. pkt., kap. 13, og kap. 14.2., 3. pkt.

Ved en samtidig gennemført tilføjelse til reglementets kap. 12 (kap. 12.8.) er der indført en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen for at forebygge støjulemper kan fastsætte bestemmelser om, inden for hvilke tidsrum ikke-erhvervsmæssig anvendelse af støjende, motordrevne redskaber, værktøj og lignende må finde sted. Der tænkes herved på tidsmæssige begrænsninger i adgangen til at benytte f.eks. motoriserede plæneklippere, save og lignende redskaber.

For så vidt angår ovennævnte under a-c og f nævnte sager bemærkes, at bestemmelserne om endelighed ikke omfatter afgørelser, der regulerer forholdene på en landbrugsejendom. Sådanne afgørelser vil fortsat kunne påklages til miljøstyrelsen efter de hidtil gældende regler.

Med hensyn til en række afgørelser, der herefter afgøres endeligt af kommunalbestyrelsen, nemlig sådanne, der går ud på etablering af indretninger og anlæg op til naboejendomme eller vedrørende dispensation fra afstandskrav er det foreskrevet, at forinden afgørelse træffes, skal berørte naboer gøres bekendt med sagen og gives adgang til at udtale sig.

Disse nye bestemmelser om høringsforpligtelse må ses som en konsekvens af, at klageadgangen er blevet ophævet, således at de berørte personer kan gøre deres synspunkter gældende, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelser.

I miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om reglement om miljøbeskyttelse er der fremført en række principielle bemærkninger om embedslægeinstitutionernes rolle ved behandlingen af miljøsager efter miljøreformens ikrafttræden. De der fremførte synspunkter er fortsat gældende. På dette sted er imidlertid grund til at fremhæve, at det forhold, at visse af kommunalbestyrelsens afgørelser nu ikke længere kan indbringes for miljøstyrelsen og altså heller ikke af embedslægeinstitutionerne, øger aktualiteten af at inddrage embedslægeinstitutionerne på et tidligt stadium af sagsbehandlingen hos kommunalbestyrelsen. Af samme grund skal det henstilles, at embedslægeinstitutionen i de sager, hvor kommunalbestyrelsen kan træffe endelig afgørelse, gives adgang til at udtale sig, inden afgørelsen træffes. Opmærksomheden henledes på, at embedslægeinstitutionen fortsat skal underrettes om trufne afgørelser, selv om de er endelige, jfr. miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Reglerne om endelighed finder tilsvarende anvendelse, når amtsrådet eller hovedstadsrådet træffer afgørelse med hensyn til sager vedrørende virksomheder, anlæg m.v., der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.

Opmærksomheden henledes på, at reglen i miljøbeskyttelseslovens § 68 fortsat er gældende, også i de sager, hvor kommunalbestyrelsen nu træffer endelig afgørelse. Efter denne bestemmelse skal adressaten for afgørelser om påbud eller forbud, forinden disse beslutninger træffes, skriftligt underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter loven om offentlighed i forvaltningen.

3. Bindende kvalitetskrav

Ved ændringen af § 8 i miljøbeskyttelsesloven er der skabt hjemmel for ministeren til at fastsætte kvalitetskrav, der skal lægges til grund ved myndighedernes administration og planlægning i medfør af loven, med henblik på opfyldelse af EF- eller andre internationale forpligtelser i øvrigt, der bygger på bindende såkaldte immissionsregler. På denne baggrund vil der bl.a. blive udstedt en bekendtgørelse om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid og svævestøv til opfyldelse af EF-direktiv 80/ 779/ EØF herom.

Opfyldelsen af bekendtgørelser, udfærdiget som følge af disse direktiver, skal til dels ske gennem myndighedernes administration af lovens almindelige bestemmelser om miljømæssig regulering gennem påbud, forbud eller ved reguleringer af vilkårene for allerede meddelte godkendelser eller tilladelser, jfr. herved nærmere pkt. 10 b vedrørende spørgsmålet om forholdet til lovens § 44.

4. Ophævelse af vejbyggelinier

Med indførelse af § 10, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven er der åbnet mulighed for, at miljøministeren kan fastsætte regler om støjgrænser, der skal gælde for ny støjfølsom bebyggelse, der agtes opført ved større vejanlæg og jernbaner.

Det er således muligt - ved siden af de eksisterende planlægningsinstrumenter - i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om støjbeskyttelse, hvilket har skabt grundlag for at ophæve de hidtidige vejbyggelinier efter naturfredningslovens § 47, stk. 1, nr. 2. Dette forventes gennemført snarest.

Hjemmelen til at fastsætte sådanne regler vil imidlertid foreløbig ikke blive benyttet, idet der fra planstyrelsen udsendes et cirkulære om varetagelse af støjhensyn i den fysiske planlægning efter ophævelse af vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven. Heri indgår de hensyn, der hidtil har været varetaget i kraft af naturfredningsloven, samt en præcisering af retningslinierne for varetagelse af støjhensyn i den fremtidige planlægning i medfør af regionplanlovene og kommuneplanloven samt i zonelovsadministrationen.

5. Lovens kapitel 3

Den hidtidige kapiteloverskrift »Beskyttelse af vandforsyningsinteresser« er nu ændret til: »Beskyttelse af grundvands- og vandforsyningsinteresser«. Hermed er det understreget, at bestemmelserne i lovens kapitel 3 har til formål at beskytte grundvandet imod forurening, også i tilfælde, hvor der ikke knytter sig en aktuel vandforsyningsinteresse til det pågældende grundvandsreservoir, jfr. den generelle bestemmelse i lovens § 11.

Gennem en række ændringer i § 11 er der desuden søgt tilvejebragt dels en præcisering og ajourføring af de hidtidige regler om grundvandsbeskyttelsen dels et bedre grundlag for koordinationen med planlægningen af spildevandsbortskaffelsen efter lovens § 21.

Efter den ændrede formulering af § 11 kræves der tilladelse i henhold til stk. 1, 1. pkt., såfremt væsker eller stoffer, der kan forurene grundvandet, nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på denne eller afledes til undergrunden gennem nedsivningsanlæg, boringer eller på anden måde (ændringerne i forhold til bestemmelsens hidtidige formulering er fremhævet med kursiv).

Det er således nu bl.a. præciseret, at bestemmelsen også omfatter stoffer, som nedgraves i jorden eller som anbringes (oplægges) på jordoverfladen.

Det bemærkes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen, at nedgravning af latrin skal være omfattet af tilladelsesordningen i § 11, stk. 1. De hidtidige regler i miljøbeskyttelsesreglementet (nu miljøministeriets bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982) om nedgravning af latrin vil fortsat være gældende.

For så vidt angår oplægninger af stoffer på jordoverfladen bemærkes, at disse alene er omfattet af bestemmelsen, såfremt oplæg finder sted på en sådan måde, at der kan opstå risiko for forurening af grundvandet. Oplæg af f.eks. forsvarligt emballerede varer vil således fortsat ikke være omfattet. Dette vil derimod være tilfældet med hensyn til oplæg af f.eks. slagger og flyveaske, der benyttes som vejmateriale, dæmningsfyld o.lign., på grund af de forurenende væsker, der kan forekomme som percolat i forbindelse med sådanne oplæg.

Der er ikke med bestemmelsen sigtet mod en regulering af markmøddinger o.lign. gennem forhåndsgodkendelser. For markmøddinger o.lign. vil således alene de krav, som stilles i miljøreglementet, være gældende.

Der kræves heller ikke tilladelse efter § 11, stk. 1, til oplagring og deponeringer m.v., som er omfattet af godkendelsesordningen i lovens kapitel 5, jfr. punkt G på listen over virksomheder m.v., som er omfattet af godkendelsesordningen, se miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Hensynet til beskyttelsen af grundvandet skal i disse situationer tilgodeses i forbindelse med kapitel 5-godkendelsesbehandlingen.

Den hidtil gældende bestemmelse i § 11, stk. 3 om tilbagekaldelse af tilladelser efter lovens § 11 åbner bl.a. mulighed for tilbagekaldelse, »når en kloakering gør en anden afledning mulig«. Dette led i § 11, stk. 3 er nu med virkning fra 1. januar 1983 ændret, således at tilbagekaldelsesadgangen i stedet er betinget af »gennemførelsen af en ændret spildevandsafledning i overensstemmelse med en plan efter § 21«. Hermed er der dels søgt tilvejebragt grundlag for en bedre koordination med den kommunale spildevandsplanlægning, jfr. herom nærmere nedenfor under omtalen af ændringerne i lovens kapitel 4, dels er det præciseret, at tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 11 ikke blot vil kunne ske til fordel for en kloakeringsløsning, men også med henblik på at gennemføre en anden af de bortskaffelsesmetoder, som kræver tilladelse efter lovens § 11 - når dette sker i overensstemmelse med en plan efter § 21.

I den nye bestemmelse i § 11, stk. 4, er reglerne om, hvilken myndighed der har kompetencen til at tilbagekalde de pågældende tilladelser, nærmere præciseret. Udgangspunktet er ifølge bestemmelsen, at tilbagekaldelseskompetencen tilkommer den myndighed, som på tilbagekaldelsestidspunktet har beføjelse til at meddele den pågældende tilladelse. Af hensyn til koordinationen med reglerne om spildevandsplanlægningen er kompetencen efter § 11, stk. 3 dog generelt henlagt til kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker som led i gennemførelsen af en spildevandsplan.

Samtidig er det fastslået, at tilbagekaldelsen i disse situationer anses for sket ved tilslutningen til det nye anlæg, uden at særskilt underretning herom til de pågældende grundejere er nødvendig.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at kommunalbestyrelsen som led i sin tilsynsvirksomhed generelt vil kunne vurdere, om der er grundlag for at tage initiativ til tilbagekaldelse efter § 11, stk. 3.

Ifølge den nye bestemmelse i § 11, stk. 5 vil kommunalbestyrelsens afgørelse om tilbagekaldelse ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed i de situationer, hvor tilladelsen sker som led i gennemførelsen af en spildevandsplan, som kommunalbestyrelsen efter de ændrede regler om spildevandsplanlægningen i § 21 selv har kunnet vedtage endeligt. Bestemmelsen vil først få betydning, når de nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne bliver virksomme, det vil sige, når retningslinier for vandkvaliteten i recipienterne er optaget i godkendte regionplaner, jfr. herom nedenfor under omtalen af ændringerne i lovens kapitel 4 og 9.

Med bestemmelsen i § 11, stk. 6, er der endvidere åbnet mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om udgiftsfordelingen for bl.a. fælles nedsivningsanlæg - på linie med de regler, som kommunalbestyrelsen kan fastsætte efter den gældende lovs § 27 med hensyn til spildevandsanlæg. I sammenhæng hermed er der endvidere gennem ændring af den gældende lovs § 31 om ekspropriation til spildevandsanlæg tilvejebragt hjemmel for, at kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang kan træffe beslutning om ekspropriation i forbindelse med etablering af anlæg, som kræver tilladelse efter lovens § 11, jfr. herom nedenfor under pkt. 9.

Lovens kapitel 4

6. Spildevandsplanlægning

Hovedformålet med de gennemførte ændringer i reglerne om den kommunale spildevandsplanlægning er at sikre en koordination - indholds- og proceduremæssigt - med den sammenfattende fysiske planlægning i kommunen. Desuden er det nu med den ændrede formulering af § 21, stk. 1 vedrørende indholdet af de kommunale spildevandsplaner præciseret, at det som led i spildevandsplanlægningen skal undersøges, i hvilke områder det vil være muligt at bortskaffe spildevandet ved nedsivning. Dette medfører, at det af spildevandsplanerne skal fremgå, hvilke kloakeringsområder der etableres med tilladelse til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet i medfør af lovens § 18, og i hvilke områder der etableres anlæg med tilladelse i medfør af lovens § 11 til at udlede spildevand på jorden eller til undergrunden.

De nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne får virkning fra det tidspunkt, recipientkvalitetsplanlægningen er gennemført efter reglerne i § 61 e, og retningslinier for vandkvaliteten i forbindelse hermed er optaget i godkendte regionplaner, det vil sige med regionplantillæg 1984/ 85, jfr. nærmere herom nedenfor under punkt 12 b.

Ifølge de nye regler skal spildevandsplanerne ikke længere godkendes af amtsrådene (hovedstadsrådet), men kan vedtages endeligt af kommunalbestyrelserne selv. Amtsrådene (hovedstadsrådet) får til opgave at påse, at planerne er i overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne, vandindvindings- og vandforsyningsplanerne efter vandforsyningsloven, samt at de i øvrigt tilgodeser hensynet til grundvandets beskyttelse.

De mere detaljerede rammer for sagsbehandlingen vedrørende spildevandsplanerne efter de nye regler, herunder med hensyn til offentlighedsprocedurer, samarbejde mellem myndighederne, indsigelses- og ankemuligheder, vil blive fastlagt i forbindelse med den nødvendige revision af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v. (spildevandsbekendtgørelsen) samt det dertil hørende cirkulære om spildevand af 17. april 1974 (spildevandscirkulæret).

I overgangsperioden fra lovændringens ikrafttræden den 1. januar 1983 og indtil de nye regler om myndighedsbehandlingen m.v. får virkning (med godkendelsen af regionplantillæg 1984/ 85), vil sager vedrørende spildevandsplaner fortsat skulle behandles efter de gældende regler i spildevandsbekendtgørelsen og - cirkulæret. Med hensyn til behandlingen af spørgsmål om afledning af spildevand gennem nedsivning i denne forbindelse kan endvidere henvises til den ovenfor omtalte præcisering af bestemmelsen i lovens § 21, stk. 1, samt til reglerne i bekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1980 om afledning af spildevand til jorden og det tilhørende cirkulære af 21. april 1980, kapitel 7.

7. § 22-projekter

Ved lovændringen ophæves den særlige overgangsregel i § 22, stk. 2 om behandlingen af projekter til spildevandsanlæg i tiden indtil godkendte spildevandsplaner foreligger. Sådanne sager har hidtil skullet behandles i overensstemmelse med de nærmere regler i spildevandsbekendtgørelsens kap. 4 om anlæg af nye eller udvidelse af offentlige spildevandsanlæg, der ikke omfattes af en godkendt spildevandsplan. Eventuelle uafsluttede sager om disse spildevandsprojekter skal herefter ved lovens ikrafttræden - som delspildevandsplaner - behandles efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens kap. 3 om kommunale planer for udbygning af spildevandsanlæg.

Samtidig med ophævelsen af § 22, stk. 2 er også bestemmelsen i § 22, stk. 1 ophævet. Iflg. 1. punktum i denne bestemmelse kunne tilladelser efter § 18 kun meddeles, såfremt spildevandet opfyldte retningslinjer i en plan som nævnt i § 21. Baggrunden for bestemmelsens ophævelse er, at den har kunnet give anledning til den - fejlagtige - slutning, at der overhovedet ikke, når en spildevandsplan var tilvejebragt, ville kunne meddeles tilladelse til spildevandsudledninger, der ikke var omfattet af spildevandsplanen. En sådan begrænsning har ikke været tilsigtet, idet der navnlig ved senere tilkomne udledninger fra erhvervsvirksomheder i visse situationer bør være mulighed for at meddele sådanne tilladelser, bl.a. fordi private udledninger ikke kan forudses ved planlægningen efter § 21 med samme sikkerhed som udbygningen af de offentlige anlæg.

Det bemærkes, at der med ophævelsen af § 22, stk. 1, 1. pkt. ikke er tilsigtet nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter etablering af nye eller udvidelse af bestående offentlige spildevandsanlæg og dertil hørende kloakeringsområder skal ske i overensstemmelse med de herom fastsatte procedureregler, herunder om offentlighedens medvirken, jfr. reglerne i spildevandsbekendtgørelsen, kap. 3. Endvidere vil der som hidtil kunne forekomme tilfælde, hvor etablering af en privat spildevandsudledning vil gribe så afgørende ind i forudsætningerne for en eksisterende plan, at etableringen forudsætter en ændring af denne. Det samme vil i øvrigt kunne være tilfældet, hvor der er tale om etablering af en ny eller ændret afledning i medfør af lovens § 11.

8. Ændring af § 25

Med den gennemførte ændring af lovens § 25 er der tilstræbt en harmonisering med indgrebsmulighederne i kapitel 5, idet den hidtidige hjemmel til at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger over for spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, er udbygget, således at der nu også kan meddeles forbud under tilsvarende betingelser som i § 44, stk. 2 og 3.

Hvor der er tale om fælles anlæg til rensning af husspildevand, må det forudsættes, at myndighederne som udgangspunkt alene anvender bestemmelsen om forbud i de tilfælde, hvor der foreligger en alternativ måde til rensning af spildevandet.

Det er endvidere med den ændrede formulering af § 25 præciseret, at adgangen til at gribe ind over for spildevandsanlæg tillige omfatter situationer, hvor indgreb er nødvendige af hensyn til opfyldelsen af kvalitetskrav til overfladevandet fastsat i medfør af § 8, eller som er indeholdt i recipientkvalitetsplanlægningen i medfør af § 61 e.

For så vidt angår afgrænsningen af anvendelsesområdet for § 25 i forhold til lovens § 44 henvises til bemærkningerne nedenfor under punkt 10 a.

Med hensyn til bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til lovens kapitel 3 bemærkes, at det under lovforslagets behandling i folketinget er blevet fremhævet, at indgrebsmuligheden efter § 25 antages at kunne finde anvendelse i situationer, hvor de anlæg, der er omhandlet i lovens § 11, ikke truer grundvands- eller vandforsyningsinteresser, men medfører skadevirkninger på en recipient.

9. Ekspropriation

Som omtalt ovenfor under punkt 5 er ekspropriationsbestemmelsen i lovens § 31 udvidet, således at ekspropriation også kan ske til fordel for anlæg, hvis etablering kræver tilladelse efter lovens § 11. Samtidig er det gennem indføjelse i § 31 af en henvisning til § 4, stk. 5 i lov om offentlige veje præciseret, at klage over en ekspropriationsbeslutning ikke har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Adgangen til at foretage ekspropriation til fordel for spildevandsafledning efter lovens § 11 forudsættes især anvendt i forbindelse med etablering af fælles nedsivningsanlæg. Endvidere kan det være aktuelt at ekspropriere til faste ledningsanlæg i forbindelse med anlæg til udsprøjtning af spildevand (især mejerier), således at spildevandet kan føres frem til det areal, hvor udsprøjtningen skal ske. Det bør i den forbindelse understreges, at hensigten derimod ikke har været at åbne adgang for ved ekspropriation at sikre retten til at udsprøjte på et givet areal. Dette spørgsmål bør som hidtil klares ved aftaler mellem de implicerede parter.

De hidtil gældende regler for gennemførelse af ekspropriationer for spildevandsanlæg er indeholdt i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 175 af 29. marts 1974. Denne bekendtgørelse er ændret i overensstemmelse med foranstående og genoptrykt som bekendtgørelse nr. 665 af 16. december 1982 om ekspropriation til spildevandsanlæg. Bekendtgørelsen træder i kraft samtidig med lovændringen den 1. januar 1983.

Kapitel 5

10 a. Ændring af § 41 - Sammenhæng mellem kapitel 4 og 5

Der har hersket en vis tvivl om, i hvilket omfang en tilladelse til spildevandsudledning har været omfattet af en godkendelse efter lovens kapitel 5 med den retsvirkning, at virksomheden har opnået beskyttelse efter reglen i § 44, stk. 4.

I den ny bestemmelse i § 41, stk. 3, er det derfor præciseret, at såfremt der fra en virksomhed, der skal godkendes efter kapitel 5, skal udledes spildevand direkte til recipient, skal både tilladelsen hertil og vilkårene herfor behandles efter reglerne i kapitel 5 sammen med godkendelsen i øvrigt. Udledningstilladelsen bliver herved et integreret led i den samlede godkendelse med den retsvirkning, at der kun kan gribes ind over for spildevandsudledningen med forbud eller påbud, såfremt virksomhedens forurening »går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen«, jfr. § 44, stk. 4.

Det skal dog bemærkes, at der med henblik på opfyldelse af regler fastsat i henhold til §§ 6 og 8 samt planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9 kan foreligge situationer, hvor indgreb kan ske i medfør af lovens § 44 på trods af bestemmelsen i § 44, stk. 4 (jfr. pkt. 10 b vedrørende § 44).

Særskilte spildevandsudledninger fra listevirksomheder, der ikke er godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, er ikke omfattet af beskyttelsesreglen i § 44, stk. 4. Over for sådanne udledninger kan kommunalbestyrelsen gribe ind efter reglerne i § 44, stk. 1-3. Dette udelukker ikke, at amtsrådet - som det også er sket i vidt omfang, f.eks. i sager vedrørende dambrug - benytter sine beføjelser efter lovens § 25 til at træffe afgørelse vedrørende virksomhedens spildevandsforhold. Det anbefales, at der etableres kontakt mellem amtsråd og kommunalbestyrelse i sådanne situationer.

Spildevandsforholdene for virksomheder, der er tilsluttet et offentligt rensningsanlæg, falder uden for kapitel 5's område, men er reguleret af bestemmelserne i kapitel 4. Kommunalbestyrelsen har indgrebskompetence i medfør af § 25.

Såfremt en virksomhed, der i øvrigt skal godkendes efter kapitel 5, samtidig skal have en sådan tilslutningstilladelse, skal denne og vilkårene herfor som en rent praktisk foranstaltning medtages i godkendelsen, således at det fremgår af godkendelsen, at spørgsmålet om spildevandsafledning er løst, men i medfør af lovens kapitel 4. En tilslutningstilladelse er ikke omfattet af beskyttelsesreglen i lovens § 44, stk. 4.

10 b. § 44, stk. 4

Efter den gældende regel i § 44, stk. 4, kan der kun gribes ind over for en eksisterende godkendt virksomhed, såfremt dens forurening »går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen«.

Der er ikke sket nogen ændring af denne bestemmelse, men ændringerne i § 8 og § 61 e vil kunne berøre den fremtidige administration af § 44.

Fælles for regelsæt efter § 8 og recipientkvalitetsplanlægningen efter § 61 e er, at de kan komme til at berøre godkendte listevirksomheder. Med henblik på opfyldelse af de bindende kvalitetskrav, der måtte blive fastlagt i regler og planlægning, kan indgreb efter § 44 blive nødvendige på trods af beskyttelsen i § 44, stk. 4. Dette gælder også for en godkendt virksomheds spildevandsudledning direkte til recipient, selv om udledningstilladelsen som ovenfor nævnt er et integreret led i den samlede godkendelse.

I den situation, hvor et indgreb er nødvendigt i medfør af § 44 på trods af bestemmelsen i § 44, stk. 4, må myndighederne naturligvis konkret vurdere den enkelte virksomheds forhold og afpasse indgrebet - dels under hensyn til de tidsmæssige rammer, der måtte være fastlagt for opnåelse af de her omhandlede kvalitetskrav - dels under hensyn til lovens § 1, stk. 3.

Kapitel 7

11. Ændringer i tilsynet

a. Aftalemæssig overførsel af tilsynsopgaver

Det er lovens hovedregel, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med alle virksomheder i kommunen. Amtsrådet eller hovedstadsrådet fører dog tilsyn med virksomheder, der ejes eller drives af en kommune. (For så vidt angår de amtskommunale virksomheder, se om ændringen nedenfor, pkt. 11 b). Kommunalbestyrelsernes tilsyn finder i en række tilfælde sted i et samarbejde med miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne.

I visse situationer kan det imidlertid være hensigtsmæssigt for en kommune at overlade tilsynet med en eller flere virksomheder til amtsrådet, f.eks. hvor kommunen ikke finder, at den nødvendige ekspertise til at føre tilsyn med en kompliceret virksomhed kan tilvejebringes.

Den nye bestemmelse, § 49 a, åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan træffe en aftale med amtsrådet (hovedstadsrådet) om overførsel af tilsynet i konkrete tilfælde med virksomheder, hvor beføjelsen til at meddele godkendelse efter lovens kapitel 5 er henlagt til amtsrådet eller hovedstadsrådet. Det drejer sig om de (a)-markerede virksomheder i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Dette har den virkning, at amtsrådet også overtager beføjelsen til at meddele afgørelser om påbud eller forbud efter lovens § 44.

Ansvaret for udøvelsen af tilsynet ligger således enten hos kommunalbestyrelsen eller hos amtsrådet.

Ved indgåelse af en sådan aftale må spørgsmålet om, hvilken myndighed der fører tilsyn, i almindelighed anses for endelig afgjort; ændrede omstændigheder kan dog senere motivere, at aftalen ændres. Det skal klart angives, hvilke(n) virksomhed(er) der er omfattet af aftalen.

Det forudsættes, at den berørte virksomhed høres, forinden aftale indgås, at indgåede aftaler gøres offentligt bekendt ved annoncering, samt at miljøstyrelsen underrettes. Virksomhedens indforståelse er dog ingen betingelse for at indgå aftale om overførsel af tilsynet.

Uanset reglen i § 49 a om indgåelse af en egentlig aftale om overførsel af tilsynskompetencen, vil kommunalbestyrelser og amtsråd som hidtil kunne indgå aftaler om, at amtsrådet yder kommunalbestyrelsen teknisk bistand ved løsningen af kommunens tilsynsopgaver. I denne situation ligger ansvaret - og de hermed forbundne opgaver (lovens § 44) - fortsat hos kommunalbestyrelsen.

b. Kommunens tilsyn med amtskommunale virksomheder

Det er i loven fastlagt, at amtsrådet meddeler godkendelser og tilladelser, fører tilsyn og om nødvendigt griber ind over for de virksomheder og anlæg, der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.

Tilsvarende beføjelser er for de virksomheder, som drives af amtsrådene (hovedstadsrådet), i den hidtil gældende lov tillagt ministeren, der har delegeret beføjelserne til miljøstyrelsen. Denne ordning har for så vidt angår selve tilsynsforpligtelsen vist sig at være mindre praktisk.

Bestemmelsen i § 50 er derfor ændret, således at tilsynet (jfr. lovens §§ 48-49) med de af amtsrådene (hovedstadsrådet) drevne virksomheder og anlæg udøves af kommunalbestyrelserne, der herefter skal føre tilsyn med samtlige de af loven omfattede virksomheder og anlæg med undtagelse af de virksomheder, som kommunalbestyrelserne selv driver.

Overførslen af miljøstyrelsens tilsynsopgaver til kommunalbestyrelserne gælder både for listevirksomheder og for erhvervsvirksomheder, der ikke er optaget på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Den ændrede § 50 i loven betyder, at der sker en tilsvarende ændring i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., § 8, stk. 2, 3. pkt., i miljøbeskyttelsesreglementet, bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 kap. 14.2. samt i bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder, § 1, stk. 3.

Det skal bemærkes, at det fortsat er miljøstyrelsen, der er godkendelsesmyndighed, ligesom det er miljøstyrelsen, der har kompetencen til at gribe ind efter lovens §§ 42 og 44 og reglementets kapitel 11 over for de amtskommunale virksomheder.

Såfremt der under udøvelsen af tilsynet måtte opstå behov for at træffe afgørelser af denne art, skal miljøstyrelsen derfor underrettes af kommunalbestyrelsen herom.

I situationer, hvor en virksomhed drives af et fællesskab, hvori både kommune og amtskommune er interessenter, har miljøstyrelsen tilsynsbeføjelsen og kompetencen til at træffe afgørelse efter lovens indgrebsbestemmelse. I det omfang der måtte fremkomme klager over forurening fra sådanne virksomheder (f.eks. fælles trafikselskabers busterminaler), må kommunalbestyrelsen fremsende sådanne til behandling i styrelsen.

Ad pkt. 11 a og b

Om tilsynsopgaverne generelt kan det nævnes, at miljøministeren har anmodet miljøstyrelsen om at udarbejde nærmere retningslinier til brug for kommunernes udøvelse af de i loven forudsatte tilsyns- og kontrolfunktioner. En sådan tilsynsvejledning forventes udsendt i begyndelsen af 1983.

12. Lovens kapitel 9

Hovedformålet med de gennemførte ændringer i lovens kapitel 9 er dels at tilvejebringe en præcisering og udbygning af lovens hidtidige kortlægnings- og planlægningsbestemmelser, dels at sikre en bedre koordination med reglerne om den sammenfattende fysiske planlægning. Et særligt afsnit i kapitlet udgøres af de nye bestemmelser om kortlægning og planlægning af affaldsbortskaffelsen, som skal styrke myndighedernes muligheder for at tilrettelægge denne på den ud fra miljø- og samfundsøkonomiske hensyn mest hensigtsmæssige måde.

a. Kortlægning

Kapitel 10 og 11

13. Ændringer af en række formelle regler

a. Mundtlige afgørelser

I § 65, stk. 1, er som 2. og 3. pkt. indføjet en bestemmelse om undtagelse fra kravet om, at beslutninger skal meddeles skriftligt. Det fastslås således, at beslutninger om påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når øjeblikkelig afgørelse af særlige grunde er påkrævet. Bestemmelsen vil derfor kun finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor det er påkrævet, at der så hurtigt som muligt træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå alvorlig fare for sundheden eller væsentlig forurening af omgivelserne, eller for at begrænse forureningens udbredelse og dermed dens skadevirkning.

For at undgå, at der eventuelt på et senere tidspunkt opstår tvivl med hensyn til indholdet af en mundtlig meddelt beslutning eller spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen er korrekt efterkommet, bestemmes i 3. pkt., at de omhandlede beslutninger snarest muligt skal følges op af en skriftlig meddelelse.

13 b. Underretning

Mens § 65, stk. 1, indeholder regler om meddelelse til adressaten om en truffen afgørelse, omhandler § 65, stk. 2, den skriftlige underretning, som herudover skal finde sted. Udover en række myndigheder samt »enhver, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse« i sagen, skal der nu også ske underretning af de organisationer, som er tillagt klageret ved ændringen af § 74 (jfr. nedenfor pkt. 15).

For så vidt angår privatpersoner og organisationer kan underretning ske ved offentlig annoncering. (Vedrørende klagefrist ved annoncering, se pkt. 13 e).

Som noget nyt bestemmes i § 65, stk. 2, sidste pkt., at der ved meddelelse af godkendelse efter §§ 35-38 altid skal foretages offentlig annoncering. Hermed sikres korrekt underretning af de ofte mange omboende, erhvervsfiskere m.fl., der kan blive berørt af afgørelsen i en sag om godkendelse efter lovens kapitel 5, hvilket er af betydning for adgangen til eventuelt at indgive klage over afgørelsen.

Annoncering kan over for denne kreds af klageberettigede erstatte individuel underretning.

Ændringen af lovens § 65, stk. 2, indebærer tilsvarende ændringer af de bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, særlig kan nævnes § 11 i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om særligt forurenende virksomheder, samt § 14 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.

13 c. Afgørelsens efterkommelse

I § 67 er indsat et nyt pkt., der udtrykkeligt giver myndighederne mulighed for at træffe bestemmelse om, at beslutninger om påbud eller forbud skal efterkommes straks. Bestemmelsen skal ses som en konsekvens af ændringen af § 65, stk. 1, hvorefter påbud eller forbud i visse særlige tilfælde kan meddeles mundtligt, men bestemmelsen i § 67 vil efter sin ordlyd tillige finde anvendelse ved skriftligt meddelte påbud, hvor øjeblikkelig efterkommelse er påkrævet.

13 d. Ministerens adgang til at træffe afgørelser i miljøsager

Kapitel 12

Miljøankenævnet - indstillingsret, virksomhed samt formandens

kompetence

Miljøankenævnets medlemmer beskikkes af miljøministeren efter indstilling fra dels industrirådet og landbrugsorganisationerne, dels miljøstyrelsen. Den første gruppe af indstillingsberettigede er ved ændringen af § 78, stk. 2, nr. 1, udvidet til også at omfatte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Håndværksrådet. Den anden gruppe indstilles fortsat af miljøstyrelsen. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til lovændringen, at miljøstyrelsen, forud for afgivelsen af sin indstilling, rådfører sig med en række organisationer.

Endvidere foreskrives i det nye stk. 1 i § 79, at visse sagkyndige skal deltage i behandlingen af særlige typer af sager: en fiskerisagkyndig i sager, der angår væsentlige fiskeriinteresser, en sagkyndig udpeget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sager, der angår væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser, samt en sagkyndig udpeget af Håndværksrådet i sager, der angår mindre håndværksmæssige virksomheder.

Det nye stk. 3 i § 79 gør det muligt for formanden eller dennes stedfortræder på nævnets vegne at træffe afgørelser i sager, hvor det er helt klart, at der ikke er behov for de sagkyndiges bistand. Der tænkes herved dels på sager, hvis afgørelse på grund af klare retsregler eller fast praksis skønnes utvivlsom, dels på sager, hvis afgørelse beror på en ren juridisk-administrativ vurdering, hvilket eksempelvis kan være tilfældet ved spørgsmålet om overskridelse af klagefristen eller spørgsmål om klageberettigelse.

Miljøstyrelsen, den 16. december 1982

Jens Kampmann

/ Ole Jacobsen

§§ 61-61 d indeholder en præcisering af de hidtidige regler om kortlægningen af forureningskilderne og af den forurening, omgivelserne udsættes for.

Det fremgår af bestemmelserne, at der skal foretages en kortlægning af henholdsvis støj- og vandforureningen, samt - efter nærmere af miljøministeren fastsatte regler - af luftforureningen. Kortlægningen skal - ifølge § 61 d - tjene til støtte for planlægningen efter kap. 9 samt for region- og kommuneplanlægningen.

For så vidt angår støjkortlægningen er opgaverne ifølge § 61 fordelt mellem amtsråd og kommunalbestyrelser, således at kommunalbestyrelsen foretager kortlægningen i byzoneområderne, medens amtsrådet forestår kortlægningen i de øvrige områder inden for amtskommunen. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets kortlægning samordnes og sammenfattes herefter af amtsrådet til en samlet kortlægning af støjforureningen inden for amtskommunen.

Den i loven forudsatte fordeling af kortlægningsopgaverne mellem amtsråd og kommunalbestyrelser er fastlagt under hensyn til, at kommunalbestyrelserne i vidt omfang råder over de nødvendige data til støjkortlægning i byzoneområder, medens amtsrådet i vidt omfang har tilvejebragt de nødvendige data til støjkortlægning uden for byzoneområder.

Miljøstyrelsen har i maj 1976 udsendt »Vejledning og signaturer til støjkortlægning«, samt i december 1978 en korrektion med henvisning til den da fremkomne fællesnordiske beregningsmodel for vejtrafikstøj (Vejdatalaboratoriets rapport nr. 231).

Miljøstyrelsen vil i foråret 1983 udsende en revideret udgave af kortlægningsvejledningen. Den reviderede vejledning vil indeholde nærmere anvisninger på støjkortlægningens gennemførelse efter de nye regler herunder med hensyn til samarbejdet mellem myndighederne og tilvejebringelsen af en samlet kortlægning af støjforureningen efter bestemmelsen i § 61.

Om myndighedernes opgaver i forbindelse med kortlægningen af vandforureningen (§ 61 a) kan der henvises til miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning samt til »Miljøplanforudsætninger 1. delrapport, juni 1975, signaturer til recipientkvalitets- og spildevandsplaner«.

Af § 61 c fremgår, at miljøministeren efter forhandling med de kommunale organisationer kan fastsætte regler om, at amtsrådene med bistand fra kommunalbestyrelserne skal foretage en kortlægning af luftforureningen, herunder en kortlægning af forureningskilderne og en beregning af luftkvaliteten.

Et af hovedformålene med det igangværende landsdækkende luftkvalitetsmåleprogram er at udvikle metoder til en sådan kortlægning af luftkvaliteten. Programmet omfatter direkte målinger af luftkvaliteten i 7 byer over en 5-årig periode. I tilknytning til programmet foretages der en kortlægning af forureningskilderne i de udvalgte områder og en udvikling af modeller til beregning af luftkvaliteten. Erfaringerne med luftkvalitetsmåleprogrammet og det tilknyttede kortlægnings- og udviklingsarbejde vil til sin tid danne grundlag for fastlæggelsen af regler om den fremtidige luftkvalitetskortlægning.

Kortlægningen i medfør af § 61 c agtes således først iværksat efter afslutningen af luftkvalitetsmåleprogrammet, formentlig efter 1985.

For så vidt angår luftforurening fra kraftværker, fjernvarmecentraler og andre anlæg, som er omfattet af planlægningen efter varmeforsyningsloven, kan der henvises til miljøstyrelsens vejledning i forureningsmæssige vurderinger af varmeforsyningsplaner (vejledning nr. 1/ 82). Vejledningen indeholder bl.a. metoder til vurdering af, hvornår det i forbindelse med placering af et sådant anlæg kan være nødvendigt at gennemføre supplerende undersøgelser af anlæggets påvirkning af luftkvaliteten i omgivelserne for at sikre acceptable miljøforhold.

b. Recipientkvalitetsplanlægning

Med den nye regel i § 61 e er der sket en præcisering af de hidtidige bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægningen med det formål at styrke denne som koordinerende styringsinstrument i forhold til spildevandsplanlægningen og den konkrete administration af loven.

Ifølge § 61 e udarbejder amtsrådet (hovedstadsrådet) efter forhandling med kommunalbestyrelserne og på grundlag af kortlægningen efter § 61 a en plan for kvaliteten af vandområderne inden for amtskommunen, indeholdende målsætninger for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet. I miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning er der redegjort for den nærmere udarbejdelse af disse målsætninger og for de til målsætningerne knyttede kvalitetskrav.

De i recipientkvalitetsplanerne fastlagte målsætninger optages i regionplanerne, jfr. den samtidig med lovændringen gennemførte ændring af § 7, stk. 1 i lov om lands- og regionplanlægning og § 2, stk. 1 i lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, hvorefter der i regionplanerne skal optages retningslinjer for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet. Det er forudsat, at denne optagelse - og dermed gennemførelsen af recipientkvalitetsplanlægningen efter reglerne i § 61 e - finder sted i forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85.

Når retningslinjerne sammen med det øvrige indhold af regionplantillæg 84/ 85 er godkendt af miljøministeren, træder de nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne i kraft, idet den i § 21, stk. 3 nævnte betingelse for, at kommunalbestyrelserne kan vedtage spildevandsplanerne selv, hermed er opfyldt, jfr. nærmere ovenfor under punkt 6 om ændringerne i reglerne om spildevandsplanlægningen.

Recipientkvalitetsplanen skal ifølge § 61 e, stk. 4, lægges til grund ved administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at denne binding indtræder fra det tidspunkt, der første gang i godkendte regionplaner eller godkendte tillæg til disse er optaget retningslinier for vandkvaliteten i de i amtskommunerne beliggende vandområder.

I § 61 e, stk. 2, er der fastlagt en særlig procedureregel, som åbner mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan fremsætte indsigelse mod en recipientkvalitetsplan under hensyn til planens virkninger for den pågældende kommune. Amtsrådet vil herefter ikke kunne vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed med kommunalbestyrelsen, eller spørgsmålet er afgjort af miljøministeren.

Denne procedureregel forudsætter udstedelse af udfyldende regler fra miljøministeren.

I forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85 vil eventuelle indsigelser fra berørte kommunalbestyrelser mod recipientplanerne kunne indgå i vurderingsgrundlaget ved miljøministerens godkendelse af regionplantillægget, såfremt der ikke forud for godkendelsen måtte være opnået enighed mellem amtsråd og kommunalbestyrelse.

Miljøstyrelsen agter i øvrigt i den nærmeste fremtid at udsende et cirkulære i tilknytning til recipientkvalitetsplanlægningsvejled~ ningerne. Det er tanken, at cirkulæret bl.a. skal behandle spørgsmålene om proceduren i forbindelse med recipientkvalitetsplanernes udarbejdelse, herunder offentlighedens medvirken, samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og amtsråd samt den tidsmæssige koordination med udarbejdelsen af regionplantillæg 84/ 85.

c. Særligt forurenende virksomhed m.v.

Bestemmelserne i § 61 f om planlægningen af beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, er en præcisering af de hidtidige regler i §§ 61-62.

Formålet med planlægningen efter § 61 f er at sikre, at de virksomheder, som er omfattet af bestemmelsen, får en sådan beliggenhed i forhold til omgivelserne, at eventuelle forureningsulemper i videst muligt omfang undgås. Der må således i forbindelse med lokaliseringen af fremtidige virksomheder m.v. af den pågældende art tages stilling til, hvilke afstands- eller kvalitetskrav der skal være gældende i forhold til omgivelserne, ligesom tilsvarende »konsekvensområder« må fastlægges for allerede eksisterende virksomheder med henblik på at sikre den nødvendige adskillelse i forhold til fremtidige arealudlæg til formål af forureningsfølsom karakter.

Med hensyn til den nærmere afgrænsning af, hvilke virksomhedstyper m.v. planlægningen omfatter, henvises til miljøministeriets cirkulære nr. 46 af 22. februar 1977 om kortlægning og planlægning efter miljøbeskyttelseslovens kap. 9 m.v.

Planlægningen efter § 61 f hænger indholdsmæssigt snævert sammen med regionplanlægningen, idet beliggenheden af særligt forurenende virksomheder m.v. indgår blandt de forhold, hvorom der skal optages retningslinjer i regionplanerne, jfr. lov om lands- og regionplanlægning § 7, stk. 1, nr. 4 samt lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet § 2, stk. 1, nr. 5. Bestemmelsen i § 61 f, stk. 4, hvorefter planen er bindende for administrationen af miljøbeskyttelsesloven fra det tidspunkt, den er optaget i retningslinjer i en godkendt regionplan eller et godkendt tillæg til regionplanen, skal ses i denne sammenhæng.

At planen er bindende for administrationen efter miljøbeskyttelsesloven betyder bl.a., at de nævnte forurenende virksomheder forudsættes placeret i overensstemmelse med de i planen fastlagte retningslinjer. På den anden side er dette ikke ensbetydende med, at en godkendelse efter lovens kapitel 5 under alle omstændigheder skal meddeles, idet andre forhold af forureningsmæssig karakter, som der ikke er taget stilling til i forbindelse med regionplanen, kan begrunde, at godkendelsen ikke meddeles.

Til vejledning for de kommunale myndigheder påregner miljøstyrelsen at udsende en revideret udgave af »Miljøhensyn ved planlægning« (vejledning nr. 2/ 74) i 1. halvdel af 1983. Vejledningen vil omhandle planlægningen efter § 61 f, samt hvorledes hensynet til miljøbeskyttelsen i øvrigt bør indgå i region- og kommuneplanlægningen, jfr. § 61 d.

d. Affald

Efter de nye bestemmelser om affaldsplanlægningen i §§ 62-62 b foretager amtsrådet i samarbejde med kommunalbestyrelserne en kortlægning af affaldsbortskaffelsen inden for amtskommunen og udarbejder på grundlag heraf efter forhandling med kommunalbestyrelserne en redegørelse herfor. Derefter udarbejder kommunalbestyrelserne efter forhandling med amtsrådet en plan for bortskaffelsen af affaldet i kommunen.

Amtsrådet påser, at de kommunale planer er i overensstemmelse med bl.a. retningslinjer udstedt af miljøministeren. Ved uenighed mellem kommunalbestyrelse og amtsråd afgøres spørgsmålet af miljøministeren. I hovedstadsområdet udfører hovedstadsrådet amtsrådenes opgaver.

Den tidligere planlægning på affaldsområdet har taget udgangspunkt i spørgsmålet om lokaliseringen af affaldsanlæg som særligt forurenende virksomheder, jfr. den hidtil gældende lovs bestemmelse i § 61, som nu er videreført med reglen i § 61 f.

Med de nye bestemmelser er der tilstræbt en styrkelse af affaldsplanlægningen, bl.a. således at alle faser af affaldsbortskaffelsen inddrages i planlægningen, det vil sige indsamling, transport, behandling og slutdisponering, herunder også genanvendelse.

Bestemmelserne skal sikre en bedre koordinering af alle faser i affaldsbortskaffelsen, herunder af såvel eksisterende ordninger som nye initiativer på området. Der skal også finde en koordinering sted med andre sektorers planlægning (f.eks. planlægningen efter varmeforsyningsloven), den sammenfattende fysiske planlægning (region- og kommuneplanlægningen), samt de initiativer, som finder sted i medfør af genanvendelsesloven. Endvidere er det vigtigt, at der ved planlægningen af placeringen af deponeringspladser sikres overensstemmelse med vandindvindingsplanlægningen og hensynet til den generelle grundvandsbeskyttelse, jfr. lovens § 11.

Til brug for iværksættelsen af planlægningen efter de nye bestemmelser vil der i de kommende år blive udsendt en række retningslinier fra miljøministeriet i såvel bekendtgørelses- som vejlednings- og cirkulæreform.

Det første led i rækken af retningslinier vil være en bekendtgørelse om den amtskommunale kortlægning og redegørelse. Denne bekendtgørelse påregnes udsendt i første halvår af 1983.

§ 70, stk. 2, hvorefter ministeren i særlige tilfælde kunne tillade, at klage blev indgivet til ham, er ophævet.

Efter den nye § 69 a, 2. pkt. kan ministeren på eget initiativ tage en af miljøstyrelsen som klagemyndighed truffet afgørelse - som ikke kan påklages til miljøankenævnet - op til behandling. Det er hermed præciseret, at der ikke er tale om en almindlig klageadgang til ministeren. Derimod vil reglen ikke være til hinder for, at borgere, organisationer og andre kan rette henvendelse til ministeren, således at henvendelsen er den faktiske anledning til, at ministeren tager sagen op, men det skal understreges, at beslutningen herom beror på ministerens vurdering. Reglen forventes kun anvendt i sager, som er af større samfundsmæssig betydning, og hvor der er særlig grund til, at ministeren bør tage sagen op.

Det skal nævnes, at § 69 b om ministerens adgang til at delegere afgørelseskompetencen til de kommunale myndigheder, samt § 69 c om ministerens »indkalde«-beføjelse overfor de kommunale myndigheder, er enslydende med de hidtidige §§ 46 og 47. Overflytningen er sket af redaktionelle grunde.

13 e. Klagefrist - 6-månedersfristen ophævet

Den hidtidige bestemmelse i § 71, stk. 2, hvorefter klagemyndigheden indtil 6 måneder efter afgørelsen kunne se bort fra en undskyldelig overskridelse af klagefristen, er ophævet.

Klagefristen er 4 uger regnet fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Ved individuel skriftlig underretning begynder fristen at løbe fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem til den klageberettigede. Ved offentlig annoncering regnes klagefristen fra offentliggørelsen uanset tidspunktet for eventuel individuel underretning. Det bør tilstræbes, at annonceringen finder sted på samme dato, som den, på hvilken den individuelle meddelelse af selve afgørelsen kommer frem til adressaten og evt. andre, og i øvrigt samtidig, hvis der er tale om annoncering i flere aviser. I øvrigt henvises til »Nyt fra miljøstyrelsen«, nr. 5, august 1979, s. 6-8, hvor miljøstyrelsen har fremsat nogle almindelige synspunkter om fremgangsmåden ved annoncering af beslutninger efter miljøbeskyttelsesloven.

Klagefristen udløber på 4-ugers dagen fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem til den pågældende, hvilket betyder, at en klage skal være myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen herfor for at være rettidig. Ved annoncering bør klagefristens udløb være angivet ved dato i annoncen.

Det skal bemærkes, at i tilfælde, hvor der ikke har fundet korrekt underretning sted, er lovens klagefrist på 4 uger ikke begyndt at løbe. Klagemyndigheden vil derfor, uanset hvor lang tid der er gået, efter at en afgørelse er truffet, kunne tage en klagesag op til behandling inden for en frist på 4 uger fra det tidspunkt, hvor der er givet korrekt underretning om afgørelsen. Underretningsforpligtelsen er derfor meget vigtig.

Ophævelsen af miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, medfører tilsvarende ændring af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, således § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

14. Igangsætningstilladelser

Såfremt der i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse skal udføres bygge- og anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før udløbet af klagefristen, eller, hvis afgørelsen påklages, før klagemyndighedens afgørelse foreligger, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3. Miljøstyrelsen har hidtil haft hjemmel til at meddele dispensation fra bestemmelsen under behandlingen af en klagesag, men betingelserne har været ret restriktive. Disse betingelser er nu lempet.

Det vil i almindelighed være muligt at meddele dispensation i medfør af § 72, stk. 4, hvor der ikke kan rejses berettiget tvivl om virksomhedens lokalisering, eller hvor klagen alene drejer sig om justering af enkelte vilkår i en tilladelse.

Det skal understreges, at bestemmelsen i stk. 6 fortsat er gældende. Ifølge denne indebærer en dispensation ingen begrænsninger i miljøstyrelsens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse eller godkendelse.

Reglen i § 72, stk. 3, og dermed også dispensationsadgangen gælder ikke ved klage til miljøankenævnet.

Tilsidesættelse af vilkår knyttet til en tilladelse efter § 72, stk. 4, kan straffes, jfr. § 83, stk. 1, nr. 8.

15. Udvidet klageadgang

Ved ændringen af § 74 har en række landsdækkende organisationer fået tillagt klageret til miljøstyrelsen og miljøankenævnet (jfr. ny § 80, stk. 2). Klageretten er afgrænset for hver enkelt organisation under hensyn til sagens karakter.

Danmarks Naturfredningsforening kan påklage alle typer af afgørelser efter lovens kapitel 5, for så vidt angår virksomheder, hvor godkendelsesbeføjelsen er henlagt til amtsrådet eller hovedstadsrådet ((a)-mærkede virksomheder, virksomheder med særskilt udledning og kommunale virksomheder), samt afgørelser efter kapitel 4 vedrørende særskilt udledning af spildevand fra dels de nævnte virksomheder, dels kommunale spildevandsanlæg. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at klageretten - ud over tilfælde, hvor hensynet til omgivelserne, fordi disse er ubeboede, ikke gennem klage kan varetages af personer, der har en væsentlig individuel interesse - alene forudsættes anvendt med hensyn til afgørelser, der rækker ud over virksomhedens nærmeste omgivelser og derfor ikke blot vedrører lugt- og støjgener.

Danmarks Sportsfiskerforbund er tillagt klageret i de samme typer afgørelser som ovenfor nævnt, hvor de interesser, denne forening varetager, berøres, dvs. spørgsmål om vandforurening. Dette gælder f.eks. sager om udledning af spildevand til åbne vandområder (havet, fjorde), hvor ingen privatperson har specielle rettigheder og derfor ikke efter de hidtil gældende bestemmelser er blevet anset for klageberettiget.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage afgørelser, »når væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser« er berørt. Der er ikke i loven fastlagt bestemte kriterier for, hvad der forstås herved, men afgørelsen herom må træffes af klagemyndigheden ud fra et konkret skøn. Klageadgangen kan ikke anses begrænset til sager, hvor et meget stort antal beskæftigede kan tænkes berørt af afgørelsen. Til brug for klagemyndighedens vurdering af, om væsentlighedskriteriet er opfyldt, må Arbejderbevægelsens Erhvervsråd imidlertid tilvejebringe oplysninger om den relative beskæftigelsesinteresse, der i lokalområdet knytter sig til den virksomhed, afgørelsen berører.

Forbrugerrådet er tillagt ret til at påklage afgørelser »i det omfang, de er væsentlige og principielle«. Forbrugerrådet skal således godtgøre, at afgørelsen, der ønskes påklaget, er væsentlig og principiel set i lyset af de hensyn, som forbrugerrådet varetager. Ordet »væsentlig« sigter til, at afgørelsen vedrører et forureningsproblem af et ikke ubetydeligt omfang, mens »principiel« sigter til, at afgørelsen må antages at få konsekvenser for en række senere afgørelser.

Forbrugerrådet kan således tænkes anerkendt som klageberettiget i en afgørelse, som vedrører udledning af tungmetaller eller andre giftige stoffer, og som efter forbrugerrådets opfattelse indebærer fare for forurening af afgrøder, fiskebestand og levnedsmidler m.v. eller for vandforsyningen og dermed for forbrugernes sundhedstilstand.

Fælles for de nævnte foreningers klageadgang skal anføres, at klageadgangen vedrører afgørelser om såvel godkendelser og tilladelser som konkrete efterfølgende indgreb over for virksomheder m.v. af den art, klageadgangen i øvrigt omfatter.

Klageadgangen omfatter såvel kommunale afgørelser som miljøstyrelsens afgørelser.

Det er klagemyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for foreningernes klageret er opfyldt i det enkelte tilfælde. En sådan afgørelse vil i sig selv kunne være genstand for klage.

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse

(Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)

I. Indledning og hovedindholdet af lovændringen

Ved lov nr. 204 af 18. maj 1982 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 345 af 25. juni 1981, blevet ændret. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 1983. Miljøbeskyttelsesloven er med de vedtagne ændringer nu bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december 1982.

Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens § 96. Der er ikke sket ændringer i lovens grundlæggende principper ved denne revision, men en række ændringer af betydning for miljømyndighederne er dog gennemført.

Dette gælder således reglerne om miljøankenævnet og reglerne om klageberettigelse. Endvidere indeholder lovændringen nogle elementer, som er led i miljøministeriets bestræbelser på at forenkle lovgivningen og dens administration. Der er med dette sigte indført hjemmel for ministeren til at bestemme, at visse afgørelser, der er af mindre miljømæssig betydning, afgøres endeligt af kommunerne. Der er sket visse ændringer i reglerne om spildevandsplanlægning, en styrkelse af bestemmelserne om affaldsplanlægningen samt en præcisering af de øvrige planlægningsbestemmelser. Endelig er der sket en lettelse af adgangen til at meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med meddelte godkendelser og tilladelser.

Lovændringen indeholder tillige en juridisk-teknisk justering og præcisering af en række bestemmelser, der har givet anledning til fortolkningstvivl, samt visse ændringer af procedurebestemmelserne.

Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. II.

Ændringerne i miljøbeskyttelsesloven betyder, at der sker tilsvarende ændringer i bekendtgørelser, der er udsendt med hjemmel i loven. Ikke alle disse bekendtgørelser vil imidlertid kunne foreligge i ændret form ved lovændringens ikrafttræden, men de vil blive ført ajour efterhånden, som de i øvrigt tages op til revision.

II. Nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven

Ingen