Cirkulære om klageadgang og domstolsprøvelse ved administrativ frihedsberøvelse af psykiatriske patienter (Til statslige, amtskommunale og kommunale psykiatriske hospitaler samt private helbredelsesanstalter, der er autoriserede til behandling af psykiatriske patienter)

§ 1. De nærmere betingelser, hvorunder en patient kan tilbageholdes mod sin vilje, fremgår af lovens § 8. Ifølge § 8, stk. 1, skal udskrivning nægtes, når den behandlende læge skønner, at udskrivning er uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller andre, eller fordi udskrivning væsentligt vil forringe udsigterne for patientens helbredelse. Uden for disse tilfælde må den behandlende læge ikke nægte at efterkomme en anmodning om udskrivning, medmindre den må antages at ville medføre væsentlige ulemper for patienten selv, og justitsministeriet tiltræder nægtelsen (lovens § 8, stk. 2).

§ 2. Begæring om udskrivning kan efter lovens § 9, stk. 1, fremsættes af patienten selv eller af følgende personer: Indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge, tilsynsværge, ægtefælle, myndige børn, forældre eller andre nære slægtninge. Såfremt en sådan begæring fremsættes af andre nærtstående personer, f.eks. en samlever, bør den ligeledes tages under behandling.

Stk. 2. En begæring om udskrivning kan fremsættes over for såvel institutionens læger som sygeplejersker, plejere og andre, der deltager i patientbehandlingen. Fremsættes begæringen over for andre end den behandlende læge, skal denne såvidt muligt omgående underrettes.

§ 3. I tilfælde af tvangsindlæggelse skal vedkommende overlæge så hurtigt som muligt gøre patienten og den, der handler på patientens vegne, bekendt med adgangen til at fremsætte begæring om udskrivning og med de personalegrupper, over for hvilke en sådan begæring kan fremsættes.

§ 4. Nægtes en patient udskrivning i medfør af lovens § 8, stk. 1, skal der i forbindelse hermed gives den, der har fremsat begæringen - og i alle tilfælde patienten - vejledning om adgangen til at forlange sagen forelagt for justitsministeriet i medfør af lovens § 9, stk. 2, samt om muligheden for eventuel senere domstolsprøvelse. Fremsættes der krav om, at sagen forelægges for justitsministeriet, indberettes nægtelsen af udskrivning direkte til justitsministeriet, såvidt muligt omgående.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor en begæring om udskrivning ikke kan afslås uden justitsministeriets tiltræden (lovens § 8, stk. 2), forelægger den behandlende læge på eget initiativ sagen for ministeriet. Forelæggelsen sker så vidt muligt omgående.

§ 5. I tilfælde af tvangsindlæggelse skal der beskikkes en tilsynsværge for patienten (lovens § 6, stk. 1).

Stk. 2. Såfremt patienten nægtes udskrivning, skal denne gøres bekendt med adgangen til at forlange en tilsynsværge beskikket i medfør af lovens § 6, stk. 2. Patienten antages at ønske en tilsynsværge beskikket, medmindre vedkommende udtaler sig herimod. Det påhviler den behandlende læge så hurtigt som muligt at give skifteretten meddelelse herom.

§ 6. Justitsministeriets afgørelse af, om en fremsat begæring om udskrivning skal imødekommes, træffes så hurtigt som muligt og senest inden 1 måned efter den behandlende læges forelæggelse af sagen for ministeriet.

Stk. 2. Når justitsministeriet har truffet afgørelse, skal den, der har begæret udskrivning - og i alle tilfælde patienten - underrettes herom. Såfremt justitsministeriet bestemmer, at udskrivning skal nægtes, skal de pågældende samtidig gøres bekendt med, at spørgsmålet om lovligheden af tilbageholdelsen kan forelægges for retten i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a (lovens § 9, stk. 3).

§ 7. Domstolsprøvelse kan begæres af patienten eller den, der handler på dennes vegne. Ved fremsættelse af begæring følges de ovenfor i § 2 nævnte regler. Underretning om, at der er fremsat begæring om domstolsprøvelse, indsendes såvidt muligt omgående direkte til justitsministeret, som efter retsplejeloven skal forelægge sagen for retten inden 5 søgnedage efter fremsættelsen (retsplejelovens § 469, stk. 2). Begæringens fremsættelse hindrer ikke, at frihedsberøvelsen opretholdes, medmindre retten bestemmer andet (retsplejelovens § 469, stk. 3).

§ 8. Har justitsministeriet afslået en begæring om udskrivning, kan spørgsmål om udskrivning ikke på ny rejses over for ministeriet efter reglerne i lovens § 9, forinden der er forløbet 4 måneder efter justitsministeriets afgørelse. Har spørgsmålet om tilbageholdelsens lovlighed været forelagt retten, regnes fristen fra rettens afgørelse (lovens § 9, stk. 4).

§ 9. For personer, over for hvilke der i henhold til et farlighedsdekret er truffet sikkerhedsforanstaltninger i medfør af lovens § 10, stk. 1, er der ligeledes adgang til domstolsprøvelse af anbringelsens eller tilbageholdelsens lovlighed (loven § 10, stk. 3). Vedkommende overlæge skal gøre patienten og den, der handler på patientens vegne, bekendt hermed. Såfremt patienten eller den, der handler på patientens vegne, ønsker spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed forelagt for retten, skal den myndighed, der har afsagt dekretet, underrettes så vidt muligt omgående. Patienten skal ligeledes orienteres om adgangen til at forlange en tilsynsværge beskikket, jfr. § 5, stk. 2.

§ 10. Spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed forelægges for byretten på det sted, hvor patienten har bopæl (hjemting) (retsplejelovens § 235, jfr. 469, stk. 1). Patientens bopæl anses i denne forbindelse for bevaret, såfremt den pågældende har bevaret en vis tilknytning til hjemstedet. Har patienten opholdt sig på institutionen i længere tid, og er forbindelsen med den tidligere bopæl afbrudt, antages patienten at have hjemting på det sted, hvor institutionen er beliggende.

Stk. 2. Af hensyn til afgørelsen af, hvor en sag om frihedsberøvelsens lovlighed i givet fald skal anlægges, skal der straks ved forelæggelsen for justitsministeriet af spørgsmål om tilbageholdelse på hospitalet eller ved forelæggelse for vedkommende myndighed af spørgsmål om tilbageholdelse i henhold til farlighedsdekret gives nærmere oplysninger om patientens bopæl før indlæggelsen på hospitalet, varigheden af hospitalsopholdet, samt andre oplysninger af betydning for afgørelsen.

§ 11. Spørgsmålet om, hvorvidt patienten skal være til stede i retten under behandlingen af sagen om frihedsberøvelsens lovlighed, afgøres af vedkommende ret (retsplejelovens § 470, stk. 4). Retten kan i givet fald sættes på institutionen. Rettens bestemmelse vil endvidere kunne gå ud på, at afhøringen skal finde sted ved institutionens værneting. Hospitalet kan om fornødent begære politiets bistand ved patientens fremstilling i retten i overensstemmelse med reglerne i justitsministeriets cirkulære nr. 218 af 31. oktober 1959 om politiets medvirken under sager om domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Stk. 2. Under sagens behandling for retten vil det undertiden vise sig påkrævet, at en til hospitalet knyttet læge afgiver forklaring som vidne. Spørgsmålet om nødvendigheden af en sådan vidneforklaring afgøres af retten (retsplejelovens § 471, stk. 1). I almindelighed kan forklaringen afgives ved retten i den underretskreds, hvor vidnet bor eller opholder sig.

§ 12. Cirkulæret finder ikke anvendelse på patienter, der er indlagt i henhold til dom.

§ 13. Cirkulæret træder i kraft den 1. august 1982.

Stk. 2. Samtidig ophæves justitsministeriets cirkulære nr. 122 af 24. juli 1954 om domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse af sindssyge.

Justitsministeriet, den 9. juli 1982

Ole Espersen

/Peter Rhedin

Cirkulære om klageadgang og domstolsprøvelse ved administrativ frihedsberøvelse af psykiatriske patienter

(Til statslige, amtskommunale og kommunale psykiatriske hospitaler

samt private helbredelsesanstalter, der er autoriserede til

behandling af psykiatriske patienter)

I medfør af lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold som ændret senest ved lov nr. 225 af 7. juni 1972 bestemmes herved følgende om behandlingen af udskrivningsbegæringer og begæringer om domstolsprøvelse i medfør af lovens §§ 9 og 10.

Ingen