Retningslinier for behandlingen af de i medfør af skovstyrelsens cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 til distrikternes selvstændige afgørelse udlagte sager.
Statutory Text (2 Articles)
Retningslinier for behandlingen af de i medfør af skovstyrelsens cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 til distrikternes selvstændige afgørelse udlagte sager.
Samtidig med udarbejdelsen af den nye instruks af den 18. oktober 1978 for tilsynet med de private skove blev det bl.a på statsskovriderforeningens foranledning taget op til overvejelse, om visse afgørelser i medfør af skovloven kunne udlægges til distrikterne. Skovnævnet har herefter på sit møde den 12. oktober 1979 anbefalet den i ovennævnte cirkulæreskrivelse indeholdte delegation.
Til cirkulæreskrivelsens enkelte punkter skal følgende anføres.
ad punkt 1
Ophævelse af fredningspligt
Den distrikterne i cirkulæreskrivelsens punkt 1 tillagte bemyndigelse til i medfør af skovlovens § 5 b at ophæve fredskovspligten på indtil 0,5 ha mod udlæggelse af vederlagsareal er principielt generel, men tager især sigte på tilfælde, hvor et fredskovsareal ønskes frigjort til udvidelse af bestående bygninger, til udvidelse/omlægning af landbrugsjorder eller hvor overflødige tjenestehuse ønskes frastykket skoven.
Ansøgningerne bør normalt imødekommes, hvis det ifølge distriktets skøn kan ske uden at være til skade for den øvrige bevoksning eller skovbrynets landskabelige værdi, jfr. dog nedenfor. Såfremt fredningsinteresser herved skønnes at blive berørt, må amtskommunen høres. Ved eventuel uenighed mellem amtet og distriktet, anbefales sagen forelagt til afgørelse i skovstyrelsen.
Bemyndigelsen omfatter kun ophævelse af fredskovspligt på arealer i skovens udkant, idet der ikke må etableres ikke-fredskovspligtige enklaver i skoven.
Med hensyn til tilladelser vedrørende skovtjenestesteder gælder således, at kun huse (med haver) beliggende i skovens udkant ved offentlig vej kan tillades frastykket skoven. Frastykning må ikke finde sted, uden at fredskovspligten på hus og have ophæves. Det stilles som vilkår, - foruden at der udlægges sædvanligt vederlagsareal - at eventuel tjenestejord tilplantes og at ejeren underskriver en erklæring om, at der ikke fremtidigt vil være behov for (flere) tjenestehuse i skoven, og at han derfor er indforstået med, at der ikke fremtidigt må opføres sådanne. Erklæringen kræves ikke tinglyst.
Bemyndigelsen i cirkulæreskrivelsens punkt 1 bør ikke anvendes i vejsager, idet der i disse sager normalt ikke skal kræves udlagt vederlagsareal for mindre arealafgivelser, jfr. nedenfor under punkt 2.
Vederlagsareal
I henhold til cirkulæreskrivelsens pkt. 3 tilkommer det distrikterne i medfør af skovlovens § 4, stk. 1, i forbindelse med tilladelse efter § 5 b, at godkende vederlagsarealet. Dette skal ifølge cirkulæreskrivelsen være et hidtil ubevokset areal. Det skal grænse op til anden fredskov og det skal tilplantes i sin helhed efter distriktets nærmere anvisninger og inden en af distriktet fastsat frist. Det er en forudsætning for et areals godkendelse som vederlagsareal, at det ikke iforvejen er undergivet fredskovspligt, hverken endelig eller betinget.
I overensstemmelse med hidtidig praksis skal vederlagsarealet normalt udgøre 1 a 2 gange størrelsen af det frigivne areal. Afgørende for størrelsen bør være forholdet mellem vækstvilkårene på vederlagsarealet og det areal, hvor fredskovspligten ophæves, og om tilplantningen sker med nåletræer eller løvtræer.
Såfremt distriktet måtte finde et allerede tilplantet areal egnet som vederlagsareal, skal arealet godkendes af skovstyrelsen efter indstilling fra distriktet. Det er dog fortsat praksis, at bevoksede arealer kun undtagelsesvis modtages som vederlagsarealer og at de, såfremt de godkendes, må være væsentligt større end et ubevokset vederlagsareal i samme situation.
Oprettelse af fredskovsdeklaration
Pålæggelse af fredskovspligt på vederlagsarealet sker altid ved en deklaration, der skal tinglyses forud for al pantegæld. Såfremt vederlagsarealet udgør en del af et matrikelnummer, skal deklarationen forsynes med et af en landinspektør udfærdiget kortbilag. Kort kan kun undværes, hvis fredskovspligten pålægges et eller flere hele matrikelnumre. Til deklarationerne anvendes trykte blanketter, der tillige med tinglysningsgenparter kan rekvireres i skovstyrelsen.
Det påhviler ansøgeren at foranledige fredskovsdeklarationen tinglyst. På grund af skovlovens krav til prioritetsstillingen, kan deklarationer, der er tinglyst med retsanmærkning om pantegæld, ikke modtages. Det samme gælder deklarationer, der er lyst med frist.
Såsnart en ny fredskovsdeklaration foreligger anmærkningsfrit tinglyst, indsendes den til skovstyrelsen, som vil foranledige fredskovspligten noteret i matriklens dokumenter.
Det kan forekomme, at tinglysningskontorer under hensyn til bestemmelsen i skovlovens § 4, stk. 1, forlanger skovmyndighedernes godkendelse på nye fredskovsdeklarationer. I sådanne tilfælde giver distriktet deklarationen en påtegning, der lyder:»Foranstående deklaration godkendes i medfør af § 4, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979 (Skovloven)». Påtegningen underskrives af distriktet »Ifølge bemyndigelse fra skovstyrelsen« og forsynet med distriktsstempel.
Indtil nyordningen er indarbejdet, kan det være nødvendigt, at et eksemplar af delegationscirkulæreskrivelsen medfølger til tinglysningskontoret som dokumentation for distriktets beføjelse til at underskrive påtegninger af denne art og de nedenfor omhandlede relaksationspåtegninger.
Der kræves ikke kommunalbestyrelsens godkendelse efter kommuneplanlovens § 36 til tinglysning af fredskovsdeklarationer i landzone, jfr. planstyrelsens »Vejledning i kommuneplanlægning nr. 6«, side 23.
Sikkerhedsstillelse
Ifølge gældende praksis kræves der en garanti fra et pengeinstitut som sikkerhed for vederlagsarealets rettidige og behørige tilplantning og kulturernes gode og sikre start. Garantien, der må stilles over for distriktet, skal være uden udløbsdato. Skovstyrelsen har udarbejdet en formular til garantierklæring, men også andre formuleringer kan anvendes. Andre former for sikkerhedsstillelse end garantierklæringer må ikke modtages, og kun offentlige myndigheder må fritages for sikkerhedsstillelse. Distriktet fastsætter garantisummens størrelse således, at der bliver utvivlsomt tilstrækkelig dækning for samtlige udgifter til tilplantning, efterbehandling og renholdelsesarbejder, såfremt det bliver nødvendigt, at disse arbejder foretages af det offentlige på ejerens regning. Garantien må først kvitteres, når kulturen er i sikker vækst.
Berigtigelse af ældre fredskovsdeklaration
I tilfælde, hvor den fredskovspligt, der ophæves, hviler på fredskovsdeklaration, rekvirerer distriktet den pågældende deklaration i skovstyrelsen. Distriktet drager omsorg for, at deklarationskortet berigtiges uden udgift for skovmyndighederne, forsyner deklarationen med relaksationspåtegning og foranlediger denne tinglyst. Denne berigtigelse bør dog ikke finde sted førend der er tinglyst fredskovspligt på vederlagsarealet og stillet garanti for dets tilplantning. Efter stedfunden berigtigelse tilbagesender distriktet deklarationen til skovstyrelsen, der foranlediger eventuelt fornøden rettelse foretaget i matriklens dokumenter.
Eksempler
Der vedlægges et eksempel på tilsagnsskrivelse (bilag 1), relaksationspåtegning (bilag 2) og garantierklæring (bilag 3).
ad pkt. 2)
»§ 7, stk. 2, - tilladelser«
Bemyndigelsen i cirkulæreskrivelsens pkt. 2 omfatter tilladelser i henhold til skovlovens § 7, stk. 2, til sideudvidelse af veje, fremføring af elledninger, opførelse af transformatorkiosker, arbejdsskure og lignende mindre bygninger, der tjener almenhedens interesser eller er driftsbygninger uden mulighed for overnatning. Bemyndigelsen vedrørende vejudvidelser og elledninger er ikke begrænset for så vidt angår størrelsen af de berørte arealer.
Vejsager
Distrikternes bemyndigelse til at tillade sideudvidelser af veje omfatter også rastepladser. Såfremt der til sideudvidelse af en vej, der hører under amtskommunen eller kommunen som vejbestyrelse, medgår 1 ha fredskovspligtigt areal eller derover, skal tilladelsen gøres betinget af, at der udlægges vederlagsareal. Eventuelle rastepladser medtages i arealberegningen.
I vejsager, der vedrører vejforlægninger og nyanlæg af veje, træffes afgørelsen af skovstyrelsen.
Med hensyn til berigtigelse af fredskovsdeklarationer i forbindelse med vejudvidelser se nedenfor.
Elledninger
Bemyndigelsen vedrørende fremføring af elledninger vedrører fremføring af luftledninger og anbringelse af elmaster. Dispensation i henhold til skovloven er nødvendig, særligt fordi fuldvoksne træer ikke kan stå under luftledningerne, og der således lægges en højdeservitet på skoven. Det bemærkes, at distrikternes bemyndigelse omfatter både primære højspændingsanlæg (50 kV og derover), sekundære højspændingsanlæg og lavspændingsanlæg. Imidlertid nødvendiggør de særlige regler i § 3 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 1. december 1978 om godkendelse af el-anlæg, der agtes placeret uden for byer og bymæssig bebyggelser, at distrikterne ikke selvstændigt meddeler afslag i sager om primære højspændingsanlæg. Når sagen drejer sig om disse anlæg, bør distrikterne på det tidligst muligt tidspunkt give indberetning til skovstyrelsen, såfremt der haves indvendinger mod anlægget, hvorefter skovstyrelsen vil tage kontakt til fredningsstyrelsen i sagen.
Nedgravede ledninger
Nedgravning af ledninger, såvel kabler som de forskellige former for rørledninger, kræver kun dispensation i henhold til skovloven, såfremt deres anbringelse eller tilstedeværelse påfører arealet begrænsninger i dets anvendelighed til skovdrift. Såfremt dette er tilfældet, bør der sædvanligvis foretrækkes en linieføring uden for skoven.
Distrikterne er bemyndiget til at afgøre, hvorvidt tilladelse i henhold til skovloven er fornøden, men såfremt dette er filfældet, skal tilladelsen meddeles af skovstyrelsen.
Mindre bygninger
De mindre bygninger, som distrikterne er bemyndiget til at tillade opført, skal enten tjene almenhedens interesser eller være driftsbygninger til brug for skovdriften. Når forholdene taler derfor, bør distriktet forlange sig bygningstegninger forelagt.
Bygningerne må kun være i 1 etage og ikke have et bebygget areal på over 10 kvadratmeter, dog kan traktorgarager og lignende bygninger, der opføres uden gulv, udgøre indtil 40 kvadratmeter. Ansøgninger vedrørende større bygninger behandles af skovstyrelsen.
Bygningerne må ikke indrettes til overnatning.
Ved bygninger, der tjener almenhedens interesser, forstås bygninger eller indretninger, der opføres af offentlige myndigheder eller koncessionerede selskaber,såsom toiletter, transformatorkiosker, telefonbokse, venterum ved busstoppesteder og mindre pumpehuse, men ikke vandværker og renseanlæg, idet disse forudsætter skovstyrelsens tilladelse.
Ifølge hidtidig praksis har skovejere ret til at placere mindre driftsbygninger såsom redskabsskure og arbejdsskure i det for skovdriften nødvendige omfang uden at indhente tilladelse i medfør af skovloven. Forespørgsler om sådanne nødvendige bygninger bør som hidtil besvares med, at distriktet »ikke har indvendinger« imod at bygningen opføres.
I tilfælde, hvor det på grund af skurets størrelse forekommer tvivlsomt, om den nævnte praksis er anvendelig, kan tilladelse meddeles med hjemmel i den i cirkulæreskrivelsen indeholdte bemyndigelse. Det kan særligt forekomme rimeligt, at der indrømmes en skovejer, der selv passer sin skov, men bor i lang afstand fra denne, bedre pladsforhold end en nærboende. Dog skal der som hidtil føres en restriktiv praksis vedrørende mindre skove, hvor skovdriften kun er et bierhverv for ejeren.
Det bemærkes, at det må være en forudsætning for meddelelse af tilladelse til driftsbygninger, at skoven drives eller vil blive drevet på forstlig forsvarlig måde. Ligeledes må det forudsættes, at driftsbygningens opførelse kan begrundes med hensynet til skov, der tilhører ansøgeren. Der må således ikke tillades driftsbygninger, der vedrører f.eks. landbruget eller entreprenørvirksomhed i skove tilhørende andre.
Det skal af tilladelserne fremgå, at bygningerne ikke må anvendes til natophold, at udvidelser ikke må foretages uden forud indhentet tilladelse og at bygningerne skal fjernes og skovtilstanden retableres, hvis den tilladte anvendelse må anses for at være ophørt.
Beboelsesbygninger og jagthytter
Beboelsesbygninger er ikke omfattet af bemyndigelsen. Ansøgninger, der vedrører sådanne, skal uanset om distriktet måtte anse dem for at være nødvendige for skovdriften, forelægges for skovstyrelsen. Jagthytter kan ikke henregnes til driftsbygninger under skovene og er derfor ikke omfattet af bemyndigelsen.
Berigtigelse af deklarationer
I tilfælde, hvor vejudvidelser berører arealer, der er omfattet af en fredskovsdeklaration, det være sig arealer med endelig eller betinget fredskovspligt, skal vejarealet indtegnes på deklarationskortet på vejmyndighedernes bekostning og deklarationen forsynes med tinglyst påtegning om den af distriktet meddelte tilladelse. Det skal fremgå af påtegningen, hvor stort areal, der anvendes til vejformål, og hvis der er tale om arealer med tilplantningspligt, at gentilplantning skal finde sted, såfremt anvendelsen til vejformål måtte ophøre.
Der vil normalt ikke være behov for deklarationspåtegninger vedrørende luftledninger. Det samme gælder de af bemyndigelsen omfattede mindre bygninger, men i tilfælde, hvor tilladelsen til sådanne gives på åremål eller for den nuværende ejers ejertid, bør tilladelsen gives i form af en deklarationspåtegning og således, at ejeren ved sin medunderskrift forpligter sig og fremtidige ejere til at fjerne bygningen ved tidsfristens udløb. Bygningens beliggenhed indtegnes på det eventuelle deklarationskort. Påtegninger af denne art tinglyses på ejerens bekostning. Såfremt der ikke er tinglyst fredskovsdeklaration, kan selvstændig deklaration om bygningens fjernelse oprettes.
ad punkt 3)
Godkendelse af arealer til fredskov
Bemyndigelsen efter cirkulæreskrivelsens punkt 3 vedrører skovlovens § 4, stk. 1. Om anvendelse af denne bestemmelse henvises til H. Wulff : Skovloven, side 23-28.
ad punkt 4) Udstykning
Bemyndigelsen efter cirkulæreskrivelsens punkt 4 vedrørende udstykningslovens § 3 knytter sig til den distrikterne tillagte kompetence i medfør af skovloven i de tilfælde, hvor en tilladelse efter skovloven til en ændret anvendelse gør en udstykning naturlig. Dette vil navnlig forekomme i forbindelse med tilladelser efter § 5 b, medens det i relation til § 7, stk. 2, alene kan anses for aktuelt i sager om vejudvidelser, herunder rasteplader.
Der henvises iøvrigt til H. Wulff : Skovloven, side 88-91.
Majoratsskov
Det bemærkes, at sager, der indebærer udstykning af skov, der er undergivet bestemmelserne i lov nr. 563 af 4. oktober 1919 (majoratsloven), ikke er omfattet af bemyndigelsen og derfor skal forelægges skovstyrelsen med distriktets indstilling.
Generelt
Bestemmelserne i post 4, stk. 1 og 2, i instruks af 18. oktober 1978 om indhentning af udtalelser fra hedeselskabets distriktsskovridere og småskovskonsulenterne finder tilsvarende anvendelse i sager, der afgøres af distrikterne.
I alle sager, hvor der efter distriktets skøn er impliceret fredningsinteresser, bør der, såfremt distriktet kan gå ind for meddelelse af tilladelse, indhentes en udtalelse fra vedkommende amtskommune (hovedstadsrådet) vedrørende de fredningsmæssige hensyn.
Tilladelser efter anden lovgivning
Ofte vil et ansøgt projekt foruden tilladelse i medfør af skovloven også kræve anden tilladelse, f.eks. efter byggeloven, landbrugsloven, naturfredningsloven eller zoneloven, hvorfor distriktet i tilladelsen i henhold til skovloven bør bemærke, »at tilladelse efter anden lovgivning kan være fornøden«.
Begrundelse og klagevejledning
I tilfælde, hvor distriktet helt eller delvis afslår en ansøgning, skal afgørelsen indeholde begrundelse og meddelelse om, at afgørelsen kan påklages til skovstyrelsen. Klagevejledning skal tillige gives i tilladelser, hvortil der er knyttet betingelser.
Underskrift
Distrikterne træffer deres afgørelser i eget navn, men deklarationspåtegninger underskrives på skovstyrelsens vegne, jfr. ovenfor side 3.
Underretning til myndigheder
Det påhviler distrikterne at underrette offentlige myndigheder eller andre, som har afgivet udtalelser i en sag, om den trufne afgørelse. Når fredskovspligt er blevet ophævet, gives der underretning om ophævelsen til vedkommende vurderingsråd.
Kopi til styrelsen
De kopier af distrikternes afgørelser, som ifølge delegationscirkulæreskrivelsen skal indsendes til skovstyrelsen, skal være på hvidt papir.
Ændring af påtaleret
I tilfælde, hvor distrikterne udfærdiger påtegninger på ældre deklarationer, bedes det efterset, om der er sket formel overførsel af påtaleretten til skovstyrelsen. Såfremt dette ikke er tilfældet, gives påtegningen et sålydende sidste stykke: »I medfør af § 2 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 27. oktober 1975 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til skovstyrelsen tilkommer påtaleretten ifølge nærværende deklaration nu skovstyrelsen«.
Statsskov
Der gøres opmærksom på, at distrikternes bemyndigelse ifølge delegationscirkulæreskrivelsen ikke omfatter sager vedrørende statsskovbrugets arealer.
Ikrafttræden
Den udvidede bemyndigelse for distrikterne træder i kraft straks, men skovstyrelsen vil dog i det omfang det findes praktisk, træffe afgørelser og foretage iøvrigt fornødne ekspeditioner i igangværende sager.
H. Frølund
/V. Stephansen
Bilag 1.
Eksempel på betinget tilladelse i henhold til skovlovens § 5b.
Frastykning af skovtjenestehus på matr. nr. ....
Med skrivelse af ... har De for ejeren af matr. nr. .... skovejer .............. ansøgt om tilladelse til en udstykning, hvorved skovtjenestehuset, ... med omliggende have, ialt .... kvadratmeter frastykkes med henblik på salg som enfamilieshus.
Ejendommen er undergivet fredskovspligt, hvorfor det ansøgte kræver tilladelse fra skovmyndighederne i henhold til udstykningslovens § 3.
Det fremgår af ansøgningen, at hus med have er beliggende i plantagens udkant direkte mod offetlig vej, og det er oplyst, at der ikke længere er behov for skovtjenestehuset ved ejendommens drift. Det fremgår videre, at den hidtidige tjenestejord på ... ha agtes tilplantet.
Således foranlediget skal distriktet meddele, at man vil være sindet i henhold til udstykningslovens § 3 at meddele tilladelse til den ansøgte udstykning under samtidig ophævelse af fredskovspligten på parcel 2 i henhold til lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979 (skovloven) § 5 b, alt på vilkår
at der pålægges fredskovspligt på et ikke under ... ha stort, hidtil utilplantet areal, grænsende til anden fredskov og som iøvrigt kan godkendes af distriktet, ved sædvanlig fredskovsdeklaration tinglyst forud for al pantegæld og med skovstyrelsen som påtaleberettiget,
at vederlagsarealet tilplantes efter en af distriktet godkendt plan og inden en af dette nærmere fastsat tidsfrist,
at der som sikkerhed for arealets rettidige og behørige tilplantning overfor distriktet stilles en garanti fra et pengeinstitut uden udløbsdato på .... kr.,
at den til skovtjenestestedet hørende tjenestejord tilplantes inden den........,
at den ejendommen påhvilende fredskovsdeklaration, lyst den ...... berigtiges på ejerens bekostning og
at ejeren afgiver en skriftlig erklæring om, at han i forbindelse med nærværende tilladelse er indforstået med, at der ikke senere kan forventes meddelt tilladelse til opførelse af nye skovtjenestehuse.
Endelig tilladelse vil blive meddelt ved påtegning herfra på den på ejendommen den .......... tinglyste fredskovsdeklaration, når fredskovsdeklarationen på vederlagsarealet er behørigt tinglyst og der er stillet sikkerhed for arealets tilplantning.
Dersom sagen ønskes fremmet på de nævnte vilkår, bedes distriktet underrettet herom inden 6 måneder fra dato.
Bilag 2.
Eksempel på relaksationspåtegning.
Efter stedfunden udstykning meddeles der herved i medfør af § 5 b i lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979 (skovloven) tilladelse til, at matr. nr. .... af areal ..... må udgå af foranstående deklaration. Fredskovsarealet udfør herefter ........ ha, beliggende på matr. nr. ........, jfr. landinspektør P. Frandsens påtegning af ........ på vedhæftede deklarationskort.
I medfør af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 540 af 27. oktober 1975 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til skovstyrelsen tilkommer påtaleretten efter deklarationen nu skovstyrelsen.
Iøvrigt forbliver deklarationen uændret i kraft.
For skovstyrelsen iflg. bemyndigelse
(distriktsstempel)
den..............
(underskrift)
statsskovrider
Bilag 3.
BANKGARANTI
Efter anmodning fra ........................................................., holder vi til disposition for ..........................statsskovdistrikt på anfordring uden rettergang et beløb, stort ............................kr. skriver
............................kr.,
der skal tjene som sikkerhed for opfyldelsen af det i skovdistriktets skrivelse af ........................ (j.nr. ....................), indeholdte vilkår vedrørende tilplantning af et areal af matr. nr................................
Garantien løber uden udløbsdato.
Denne bankgaranti træder i stedet for kontant depositum, og skovdistriktets retsstilling skal være den samme, som hvis kontant depositum var stillet.
......................., den .................. ...............................
(underskrift)