Skrivelse om samarbejde og samarbejdsudvalg (* 1) (Handelsskoler, Tekniske skoler)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om samarbejde og samarbejdsudvalg (* 1)
(Handelsskoler, Tekniske skoler)
Vedlagt fremsendes finansministeriets cirkulære af 21. november 1979 om samarbejde og samarbejdsudvalg i statens virksomheder og institutioner.
Ifølge finansministeriets cirkulære af 10. juni 1980 er der fastsat, at tilsvarende regler gælder for tilskudsinstitutioner, for hvilke staten aftaler, fastsætter eller godkender løn- og ansættelsesvilkår.
Cirkulæret vedlægges til orientering.
Reglerne om samarbejde og samarbejdsudvalg gælder således for erhvervsuddannelsesskolerne, og man skal i den anledning bemærke følgende
1. Skolerne har pligt til at oprette samarbejdsudvalg, såfremt de har mindst 25 ansatte med heltidsbeskæftigelse, d.v.s. med en daglig arbejdstid på mindst 5 timer. For deltidsansatte lærere svarer dette til mindst 5/8 af fuld beskæftigelse, jfr. cirkulærets § 2, stk. 1.
2. Det påhviler skolens ledelse, d.v.s. forstanderen, at indkalde repræsentanter fra de forskellige personalegrupper til drøftelse af antallet af medlemmer i udvalget jfr. cirkulærets § 8, stk. 1.
3. Skolens forstander er formand for udvalget og udpeger ledelsesrepræsentanterne, jfr. cirkulærets § 8, stk. 5.
Som ledelsesrepræsentanter kan de medarbejdere anses, som varetager ledende funktioner på forstanderens vegne, f.eks. inspektører, kontorledere, hvorimod ledende lærere ved tekniske skoler normalt ikke kan udpeges som ledelsesrepræsentanter.
Lærernes repræsentant(er) udpeges af de lokale lærerforeninger henholdsvis af de lokale lærergrupper.
I samarbejdsudvalget kan ikke være repræsentanter for skolens bestyrelse eller elever, men der vil være mulighed for, at de efter omstændighederne kan tilkaldes som særligt sagkyndige, jfr. cirkulærets § 10, stk. 10.
4. De med udvalgets virksomhed forbundne omkostninger skal afholdes af skolen, jfr. cirkulærets § 10, stk. 7.
Møderne skal fortrinsvis afholdes i arbejdstiden, jfr. cirkulærets § 10, stk. 8, idet mødevirksomheden bør søges tilrettelagt således, at vikarudgifter så vidt muligt undgås.
5. Opmærksomheden henledes på, at udvalget kan indhente bistand og vejledning fra centralrådet for statens samarbejdsudvalg, jfr. cirkulærets § 12, stk. 2 og 3.
6. Oprettelsen og sammensætningen af samarbejdsudvalg skal indberettes til centralrådet for statens samarbejdsudvalg, jfr. cirkulærets § 13, stk. 5, pkt. 5.
Centralrådets adresse er
Frederiksborggade 52, 3.sal
1360 København K
Tlf.: (01) 11 73 66
7. Samtidig med indberetningen til centralrådet om oprettelse af samarbejdsudvalg skal direktoratet for erhvervsuddannelserne underrettes herom.
8. I det omfang, der skal oprettes samarbejdsudvalg ved skolerne, skal henstilles, at udvalgene oprettes snarest og senest den 31. marts 1981.
9. § 11 i cirkulære af 25. juli 1972, II-322, om elevråd og samarbejdsudvalg ved handelsskolerne og skrivelse af 1. august 1972, I-257, om oprettelse af samarbejdsudvalg m.v. fra direktoratet for erhvervsuddannelserne ophæves.
P.m.v.
e.b.
Johan Deichmann
Bilag.
Bilagene er udeladt. Der henvises til F CIR 199 19791121 og
F CIR 6300 19800610