Legislator Case Law & Legislation
C19802203860 DK

Vejledning om socialpædagogisk bistand til elever med sprog - eller talevanskeligheder

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Vejledning 1980 22038 Historic

BILAG

1. Bekendtgørelse af 22.10.1979 om folkeskolens specialundervisning m.v. til elever med sprog- eller talevanskeligheder.

2. Bekendtgørelse af 22.10.1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.

3. Vejledende retningslinier af 22.10.1979 om henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 19 stk.2.

4. Cirkulæreskrivelse af 27.11.1979 om folkeskolelovens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand.

5. Cirkulære af 22.11.1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver.

6. Litteraturliste.

1 Vejledning.

om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til elever med sprog- eller talevanskeligheder

Indledning.

Hovedformålet med specialundervisning for elever med sprog- eller talevanskeligheder, herunder elever der har vanskeligheder med både sprog og tale, er at elevere opnår størst mulig beherskelse af sprog og tale, idet sproget er et middel til at erhverve viden, en støtte for begrebsdannelsen og et redskab for kontakt og kommunikation. Reglerne herom findes i undervisningsministeriets bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til elever med sprog- eller talevanskeligheder, som er optaget som bilag 1 til vejledningen. Bekendtgørelsen omfatter specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 19, stk. 1 og § 19, stk. 2 (vidtgående specialundervisning).

Eleverne.

Specialundervisning for elever med sprog- eller talevanskeligheder skal tilbydes alle elever, hvis sprog- eller talevanskeligheder er af en art og et omfang, som ikke kan overvindes i den almindelige undervisning.

Vanskelighederne varierer med hensyn til sværhedsgrad. De kan vedrøre sprog, tale og stemme, og der kan hos den enkelte elev forekomme mere end een vanskelighed, ligesom sprog- eller talevanskeligheder kan forekomme sammen med andre handicap, f.eks. generelle indlæringsvanskeligheder, bevægelseshandicap og hørehandicap. Man henleder i den forbindelse opmærksomheden på, at elever med sprog eller talevanskeligheder tillige vil kunne henvises til folkeskolens øvrige former for specialundervisning efter de herom gældende regler, jfr. bekendtgørelsens § 6, og her i vejledningen side 3.

Sproget er af fundamental betydning for indlæring og dermed for personlig og social udvikling. Specialundervisningen for elever med sprog- eller talevanskeligheder vil derfor altid have nøje sammenhæng med elevens øvrige undervisning og daglige påvirkning.

2 Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Barnets almene udvikling er i betydelig grad resultatet af påvirkninger i småbørnsalderen. Børns erfaringsverden er meget forskellig, og det betyder blandt andet store forskelle i deres sprog- og begrebsverden. Derudover er der børn med så store vanskeligheder, at det er nødvendigt med talepædagogisk og eventuelt anden specialpædagogisk støtte, hvis skolens undervisningstilbud skal få mening for dem.

Det er derfor væsentligt, at specialpædagogiske foranstaltninger iværksættes så tidligt som muligt, så at virkningerne af sprog eller talevanskeligheder begrænses. Specialpædagogisk bistand til småbørn gives efter reglerne i bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.

3 Specialundervisningens indhold.

Vejledning 1980 22038 Historic

§ 2 i bekendtgørelsen om specialundervisning til elever med sprog eller talevanskeligheder anviser en række muligheder for specialpædagogisk bistand. Bistanden kan variere fra rådgivning og vejledning til forældre og andre med tilknytning til eleverne, til specialundervisning, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap, og specialundervisning, der erstatter eller supplerer den almindelige undervisning i et eller flere fag. Bistanden kan endvidere ydes i form af pædagogiske hjælpemidler.

Den hyppigst anvendte specialundervisning til elever med sprog- eller talevanskeligheder er den, som tager sigte på at afhjælpe elevens handicap eller begrænse virkningerne deraf (taleundervisning, bekendtgørelsens § 2, nr. 1). Denne undervisning gives oftest som enkeltmandsundervisning, men kan i princippet gives under alle de former, der er nævnt i bekendtgørelsens § 3.

For hver enkelt elev må tiden til specialundervisning vælges sådan, at der tages størst muligt hensyn til elevens øvrige undervisningstimer. Specialundervisningen, eventuelt anden specialpædagogisk bistand, støttes af elevens øvrige lærere, der kan hjælpe eleven med at anvende det lærte i forbindelse med almindelige fag.

Specialundervisningen og den øvrige underisning bør i videst muligt omfang tilrettelægges, så undervisningen fremtræder som en helhed.

En del af de elever, der henvises til taleundervisning, er yderligere hæmmet af andre handicap. Det er derfor nødvendigt, at bestemmelser om specialunderisning til elever med disse andre handicap tages med i det samlede tilbud om specialpædagogisk bistand, jfr. bekendtgørelsens § 6. Der kan f.eks. forekomme generelle indlæringsvanskeligheder, bevægelseshandicap og hørehandicap som årsag eller medvirkende årsag til de sproglige vanskeligheder, herunder også læsevanskeligheder, der ofte ses i forbindelse med svære sproglige vanskeligheder.

Rådgivning er en del af den specialpædagogiske bistand, der kan gives, og den bliver oftest en individuel vejledning til forældre om det enkelte barn med sproglige vanskeligheder og drejer sig især om forældrenes opgaver i forbindelse med og holdning til eventuelle undervisningsforløb.

Rådgivningen kan tage sit udgangspunkt i samtaler under og efter den indledende undersøgelse, jfr. bekendtgørelsens § 7, og derefter foregå løbende, til en undervisningsperiode kan afsluttes.

Rådgivning til lærere kan have det samme formål og indhold som til forældre. Men denne rådgivning kan også gives som en egentlig instruktion, som sætter læreren i stand til at bidrage til at afhjælpe eller mindske barnets vanskeligheder. Talelæreren er fortrolig med mulighedere for og nødvendigheden af tværfagligt samarbejde om eleverne. Enhver talelærers arbejde vil derfor have et islæt af konsultativ virksomhed som en naturlig del af et underisningsforløb.

Specialpædagogisk bistand omfatter også pædagogiske hjælpemidler, herunder tekniske hjælpemidler, der kan støtte et undervisningsforløb. Især for svært sprogligt handicappede kan f.eks. båndspillere, forstærkere og indikatorer være af betydning.

I samarbejde mellem teknikere og speciallærere udvikles der stadig nye og bedre tekniske hjælpemidler til støtte for det pædagogiske arbejde. Både af hensyn til den daglige undervisning og til den bedst mulige rådgivning og vejledning er det ønskeligt, at der gives talelærerne mulighed for at deltage i faglige kurser, hvor blandt andet hjælpemidler præsenteres.

4 Specialundervisningens forskellige former .

I bekendtgørelsens § 3 er opregnet de forskellige former, hvorunder specialundervisning kan gives.

Ud fra en vurdering af elevens sproglige vanskeligheder må man vælge de foranstaltninger, der griber mindst muligt ind i det almindelige skoleforløb, men som samtidig er tilstrækkelige til at imødegå vanskelighederne.

4.1. Specialundervisning i klassen.

Det kan undertiden være en fordel for en elev med sproglige vanskeligheder at få en mere intensiv, individuel støtte i enkelte timer inden for den almindelige klasses undervisning.

Specialundervisning i klassen gives af en lærer med særlig uddannelse, jfr. bekendtgørelsens § 13, som er omtalt nedenfor i afsnit 9.

Lærertimetallet til specialunderisning tildeles under hensyn til sværhedsgraden af elevens handicap og på grundlag af den skolepsykologiske indstilling. Der bør tildeles et sådant lærertimetal, at talelæreren regelmæssigt, med ikke for store mellemrum, kan følge elevens arbejde. Lærerne bør have nært samarbejde om undervisningen.

4.2. Specialundervisning på hold.

Denne undervisningsform, hvor eleven modtager en del af eller hele undervisningen i et eller flere fag, mens eleven i øvrigt følger undervisningen i sin almindelige klasse, kan anvendes, hvis forholdene taler derfor.

4.3. Enkeltmandsundervisning.

Denne undervisningsform kan tages i anvendelse, når barnets handicap taler for denne mere intensive form for støtte (jfr. bekendtgørelsens § 2, nr. 2).

4.4. Supplerende undervisning på hold eller som enkeltmandsundervisning

Hvis eleven på grund af sproglige vanskeligheder ikke kan klare de faglige krav, kan der i den udstrækning eleven har behov for det gives enkeltmandsundervisning eller undervisning på hold som supplement til de almindelige undervisningstimer. Denne støtteunderisning gives som regel uden for elevens normale undervisningstid af elevens lærer i pågældende fag (jfr. bekendtgørelsens § 3, nr. 5).

4.5. Undervisning i specialklasser.

Specialklasser for elever med sprog- eller talevanskeligheder er på amtsbasis oprettet i folkeskolens underisningscentre for svært handicappede elever og i specialskoler. Ønsket om specialundervisning i tilknytning til det almindelige skolemiljø har medført, at specialklasser placeres på kommunale folkeskoler.

Til undervisning i specialklasser henvises elever, hvis sproglige handicap hindrer dem i at følge undervisningen i en almindelig klasse, uanset om undervisningen her suppleres med andre former for specialundervisning og specialpædagogisk bistand.

Specialklassens timefordelingsplan udarbejdes under hensyn til elevernes særlige behov, blandt andet med øget timetal til sprogopbygning. Undervisningen omfatter samme fag som i tilsvarende klasse i den øvrige folkeskole.

Undervisningen i klassen suppleres i fornødent omfang med talepædagogisk enkeltmandsundervisning, der samtidig kan tjene som støtte for dansktimeres individuelt tilrettelagte undervisning.

I specialklasser vil en stor del af eleverne være multihandicappede med meget svære sprog- eller talevanskeligheder. Nogle svært bevægelseshæmmede elever er funktionelt sprogløse, bliver aldrig i stand til at tale.

For at hjælpe sådanne elever må talelæreren have kendskab til alternative muligheder for, at eleven kan udtrykke sig sprogligt. Nogle af disse elever kan med udbytte bruge symbolsprog, mens andre må udtrykke sig ved brug af tekniske hjælpemidler. Vanskelighederne er størst, hvor manglende sprog følges af andre generelle indlæringsvanskeligheder. Sådanne elever har et særligt behov for udvikling af alternativ kommunikation.

5 Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Bekendtgørelsens § 7 foreskriver detaljeret fremgangsmåden ved henvisning til specialpædagogisk bistand for børn med sprog- eller talevanskeligheder.

Lærerrådets beslutning om iværksættelse af specialundervisning m.v. efter folkeskolelovens § 19, stk. 1 tages således på grundlag af skolepsykologisk rådgivnings rapport og forslag. Beslutningen skal ligge inden for de rammer, som er fastlagt af kommunalbestyrelsen. Der er forud afholdt drøftelser mellem lærere, forældre og skolepsykologisk rådgivning. Det bemærkes, at lærerrådet kan bemyndige elevens lærere til at træffe beslutning om specialpædagogiske foranstaltninger efter folkeskolelovens § 19, stk. 1.

Hvis en elev skønnes at have behov for specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, træffes beslutning herom af amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Reglerne herom er der gjort nærmere rede for i undervisningsministeriets vejledende retningslinier af 22. oktober 1979 om henvisning af elever til specialundervisning m. v. efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, som er optaget som bilag 3.

Da elever med sprog- eller talevanskeligheder kan have andre handicap, er det ønskeligt at kunne iværksætte undersøgelser og hjælpeforanstaltninger af anden art end dem, der vedrører den egentlige taleundervisning. Ud over bistanden fra skolelæge og skolepsykologisk rådgivning, vil der især kunne være behov for udvidet bistand fra speciallæge, specialtandlæge og fysioterapeut.

6 Fremmedsprog.

En elev, der udover sproglige vanskeligheder tillige har generelle indlæringsvanskeligheder, og som følge heraf specielle vanskeligheder i engelsk, således at det ikke skønnes hensigtsmæssigt at give specialundervisning, kan med forældrenes samtykke fritages for undervisning i dette fag, jfr. § 12 i bekendtgørelse af 25. august 1978 om undervisning af elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Afgørelsen herom træffes af skolenævnet efter indstilling fra skolepsykologisk rådgivning, der forinden har rådført sig med elevens lærere.

Det er en betingelse for fritagelse, at eleven fortsat modtager specialundervisning i dansk.

I ganske særlige tilfælde vil der endvidere være mulighed for, at undervisningsministeriet fritager en elev for undervisning i engelsk, hvis eleven på grund af sproglige vanskeligheder har usædvanlig store vanskeligheder.

Der kan i særlige tilfælde dispenseres fra kravet om eksamen i faget tysk som adgangsbetingelse til fortsat uddannelse. Ansøgning herom indsendes gennem skolen til vedkommende direktorat.

7 Særlige hensyn ved prøver.

Vanskeligheder, som møder elever med sprog- eller talehandicap, forstærkes ofte i uvante situationer, som f.eks. ved prøver. I henhold til § 41 i bekendtgørelse af 8.3.1977 om folkeskolens afsluttende prøver, som ændret ved bekendtgørelse af 8.10.1979, kan direktoratet tillade fravigelser fra de almindelige prøveregler, herunder ændringer af prøveformerne ved de mundtlige og praktiske prøver.

Tilladelse til individuel fravigelse af bekendtgørelsens bestemmelser vil af direktoratet blive givet til elever med handicap, som gør en sådan fravigelse nødvendig.

Her skal nævnes et par eksempler på mulige fravigelser fra de almindelige prøveregler: Dersom eleven ønsker det, kan talelæreren være til stede som bisidder med den opgave at sikre den bedst mulige kommunikation ved eksamensbordet.

Drejer det sig om stammen, kan man benytte sig af andre fremstillingsformer end den mundtlige i tilfælde, hvor det for eleven gælder om at dokumentere en viden. Talelæreren kan ud fra sit kendskab til elevens muligheder stille forslag om eksaminationsformer.

Ansøgning om tilladelse til individuelle fravigelser må, foruden begrundelse, indeholde angivelse af fravigelsens ønskede omfang og være forsynet med påtegning fra skolepsykologisk rådgivning. Ansøgningen skal normalt indsendes til direktoratet inden 1. februar ved prøver i den ordinære prøvetermin, og inden 1. oktober ved prøver i den ekstraordinære prøvetermin.

Enhver ændring i prøvevilkår skal fremgå af afgangsbeviset. Direktoratet fastsætter i forbindelse med de enkelte tilladelser, på hvilken måde det skal fremgå af beviset, at eleven har opnået dispensation. Der henvises til cirkulæret af 22.11.1979 om tilladelse til individuel fravigelse af reglerne om gennemførelse af folkeskolens afsluttende prøver.

8 Overgang fra skole til erhverv.

Elever, der får specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, kan med underisningsministeriets tilladelse tilbydes undervisning i 11 år, jfr. folkeskolelovens § 3 a stk. 2. Dette giver mulighed for at tilrettelægge et undervisningsforløb, hvor eleverne i løbet af 11 år kan nå det samme som folkeskolens øvrige elever på 10 år. Eleverne kan eventuelt indstille sig til folkeskolens afsluttende prøver efter det 11. år.

De sidste år før skolegangens afslutning medvirker klasselæreren til erhvervsvejledning og formidler, om ønsket, kuratorbistand til elever med sproglige vanskeligheder. Skolepsykologisk rådgivning bør altid - og specielt ved en elevs ophør af skolegangenvære opmærksom på, om eleven har behov for fortsat specialundervisning (jfr. lov af 8. juni 1978 om specialundervisning for voksne og bekendtgørelse af 22. oktober 1979 om specialundervisning for voksne) social rådgivning eller bistand, jfr. bekendtgørelsens § 11, og socialministeriets bekendtgørelse af 26. marts 1976 om underretningspligt over for det sociale udvalg efter bistandsloven, som ændret ved bekendtgørelse af 19. juni 1979.

9 Lærernes uddannelse.

Specialundervisning til elever med sprog- eller talevanskeligheder gives af lærere, der har gennemgået en uddannelse på Danmarks Lærerhøjskole inden for området sprog- og talehandicap eller anden tilsvarende uddannelse, jfr. bekendtgørelsens § 13. Den supplerende specialundervisning, der er nævnt i bekendtgørelsens § 3, nr. 5 gives dog så vidt muligt af elevens lærer i vedkommende fag.

Nogle kommuner kan ikke for tiden skaffe tilstrækkelig mange lærere med kvalifikationer som anført i bekendtgørelsen. Ministeriet er indtil videre indforstået med, at den specialundervisning, der hører under bekendtgørelsens § 2, nr. 2 i disse tilfælde varetages af lærere med pædagogisk speciale C eller Danmarks Lærerhøjskoles specialpædagogiske grundkursus.

10 Undervisningslokalet.

Lokalet til ambulant taleundervisning bør placeres således i bygningen, at det ikke er omgivet af klasser med støjende virksomhed eller ud mod en stærkt befærdet vej eller gade.

Rummet bør være lydisoleret, så det egner sig til audiometrirum, og lyddæmpet, så efterklangstiden ikke er over 0,6 sek. Der henvises til boligministeriets bygningsreglement af 15. januar 1977, kap. 9.4, stk. 11, der handler om lydforholdene i lokaler til specialundervisningsformål.

Lokalet må være så stort, at det kan rumme de specielle undervisningsmidler og nødvendigt apparatur, have aflåselige skabe til elevsager og er indrettet på skiftende undervisningsaktiviteter.

For talelærere, der fungerer som vandrelærere, bør et fast lokale være til rådighed på skolerne.

Lokalet til specialklasse bør trods det lille elevtal have almindelig klasselokalestørrelse for at kunne give plads til såvel forskellige aktiviteter samtidig som fælles aktiviteter og let adgang til arbejdsmateriale og apparatur til den individuelt tilrettelagt undervisning.

Apparatur bør blandt andet omfatte: Båndoptager indrettet til individuel, selvstændig træning, language master, read master, skrivemaskiner, om fornødent diasprojektor med dagslysskærm, båndfilmsapparat og eventuelt klaver.

Specielle hjælpemidler bør kunne udskiftes og suppleres i trit med den tekniske udvikling, i den udstrækning læreren kan gøre brug af dem i sit arbejde med eleverne.

Vejledning 1980 22038 Historic

Bilag

Bilagene 1-6 udelades her.

Undervisningsvejledning for folkeskolen

1976

1. Dansk

2. Fremmedsprog

3. Undervisningsmidler

4. 1.-2. klassetrin

5. Idræt

6. Formning

7. løjd

8. Håndarbejde

9. Hjemkundskab

10. Musik

11. Geografi

12. Biologi.

13. Kristendomskundskab

14. Fysik/kemi

15. Regning/matematik

16. Børnehaveklasser

17. Færdselslære

18. Fremmede religioner og andre livsanskuelser

19. Uddannelses- og erhvervsorientering

20. Sundhedslære

21. Maskinskrivning

22. Fotolære

23. Drama

24. filmkundskab

25. Motorlære

26. Arbejdskendskab

27. Elektronik

28. Barnepleje

1977

1. Klasselærerfunktionen

2. Samarbejde mellem skole og hjem

3. Samtidsorientering

4. Historie

5. sygeundervisning

1979

1. Fremmedsprogede elever

2. Specialundervisning

1980

1. Specialpædagogisk bistand til småbørn

2. Ikke-fagdelt undervisning i historie, geografi og biologi

3. Specialpædagogisk bistand til elever med sprog- eller talevanskeligheder

Med hensyn til seksualoplysning henvises til »Vejledning om seksualoplysning i folkeskolen«, Folkeskolens Læseplansudvalg 1971.

Vedrørende spørgsmål om undervisningslokalers udformning og indretning henvises til » Projekteringsgrundlag for folkeskoler«, Folkeskolens Byggeudvalg 1973.

Vejledning 1980 22038 Historic

Vejledning om socialpædagogisk bistand til elever med sprog - eller talevanskeligheder

Forord

Reglerne om specialundervisning til elever med sprog- eller talevanskeligheder findes i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 436 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand til elever med sprog- eller talevanskeligheder. Bekendtgørelsen omfatter elever på 1.-10. klassetrin.

Både elever med behov for »almindelig« specialunderisning og elever med behov for vidtgående specialundervisning er omfattet af bekendtgørelsens bestemmelser. Beslutningen om henvisning til specialundervisning efter folkeskolelovens § 19 stk. 1 eller 2 tages af henholdsvis lærerrådet - inden for de rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn med andre handicap ofte har sproglige vanskeligheder, der er afledt eller forstærket af disse andre handicap. I sådanne tilfælde kan der sammen med andre foranstaltninger henvises til taleundervisning.

Den efterfølgende vejledning er et forsøg på at uddybe og eksemplificere bekendtgørelsens bestemmelser. Vejledningen er - ligesom den i 1979 udsendte vejledning om elever med generelle indlæringsvanskeligheder - af praktiske grunde optaget i undervisningsministeriets almindelige undervisningsvejledningsserie, men det skal understreges, at der som nævnt først og fremmest er tale om en uddybning af bekendtgørelsens bestemmelser og ikke om en undervisningsvejledning i egentlig forstand.

Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen, folkeoplysning, seminarer m.v., den 18. oktober 1980

Asger Baunsbak-Jensen

/I. Skov Jørgensen

Indholdsoversigt

Side Indledning ................................................ 7 1. Eleverne ................................................. 7 2. Tidspunktet for iværksættelse af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand .......................... 8 3 Specialundervisningens indhold .............................. 9 4. Specialundervisningens forskellige former .................. 11 4.1. Specialundervisning i klassen .............................. 11 4.2. Specialundervisning på hold ................................ 11 4.3. Enkeltmandsundervisning .................................... 11 4.4. Støtteundervisning på hold eller som enkeltmandsundervisning ................................... 11 4.3. Undervisning i specialklasser ............................. 12 5. Fremgangsmåden ved henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ......................... 13 6. Fremmedsprog ............................................. 14 7. Særlige hensyn ved prøver ................................ 15 8. Overgang fra skole til erhverv ........................... 16 9. Lærernes uddannelse ...................................... 17 10. Undervisningslokalet ..................................... 18

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →