Vejledning om specialpædagogisk bistand til småbørn

Vejledning om specialpædagogisk bistand til småbørn

Forord

Ved lov nr. 302 af 8. juni 1978 blev der i folkeskoleloven tilføjet en bestemmelse, § 3 a, stk. 1, om, at der efter regler fastsat af undervisningsministeren tilbydes specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, og i lovens § 19, stk. 1 og 2, er der fastsat en ansvarsfordeling mellem kommune og amtskommune, således at kommunen som udgangspunkt tilbyder bistanden, mens amtskommunen skal sørge for bistanden, hvis det drejer sig om småbørn, hvis udvikling kræver en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte.

I bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn er der fastsat nærmere regler for bistandens indhold og tilrettelæggelse samt hvilken fremgangsmåde, der skal benyttes ved iværksættelse og ophør, herunder amtskommunens varetagelse af bistanden efter folkeskolelovens § 19, stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter både børn, der ikke er begyndt på skolegangen, og børn i børnehaveklasser.

For børehaveklasseelevers vedkommende pålægger bekendtgørelsen ikke kommunerne større forpligtelser end hidtil, idet kommunerne siden 1976 har haft en forpligtelse til om fornødent at tilbyde specialpædagogisk bistand til disse børn uanset handicappets art, jfr. folkeskolelovens § 3, stk. 2.

For så vidt angår børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, skal der tilbydes specialpædagogisk bistand, hvis børnenes udvikling på grund af sprog- eller talevanskeligheder kræver en særlig hensyntagen eller støtte. Herved er der sikret en videreførelse af den bistand, som taleinstitutterne, der ved særforsorgens udlægning overførtes til undervisningsområdet, samt nogle kommuner har ydet over for børn i småbørnsalderen med sprog eller talevanskeligheder. Et eventuelt udækket behov på dette område må søges dækket, efterhånden som de nødvendige ressourcer, herunder kvalificerede lærerkræfter, kan skaffes til veje.

Herudover kan der til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen, og hvis udvikling af andre grunde end sprog- eller talevanskeligheder kræver en særlig hensyntagen eller støtte, tilbydes specialpædagogisk bistand.

Af praktiske grunde er vejledningen om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn udformet således, at den beskriver et fuldt udbygget system for specialpædagogisk bistand til småbørn, selv om et sådant system først forventes etableret af kommunerne over en årrække i takt med, at de fornødne specialuddannede lærere bliver til rådighed, og de bevillingsmæssige forudsætninger kan tilvejebringes af kommunerne.

Undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen,

folkeoplysning, seminarer m.v.,

den 24. april 1980

Ninna W rtzen

f/g.

/ Jørgen Hansen Side

Indledning .................................................... 7 1. Børnene ................................................... 9 2. Den specialpædagogiske bistand ........................... 10 2.1. Undervisning ......................................... 10 2.2. Træning................................................ 10 2.3. Vejledning ........................................... 11 2.4. pædagogiske hjælpemidler .............................. 11 3. Den specialpædagogiske bistands former ................... 12 4. Iværksættelse af specialpædagogisk bistand ................ 13 5. Den specialpædagogiske bistands forløb .................... 15 6. Socialpædagogen ........................................... 16 7. Den socialpædagogiske bistands organisering ............... 17 8. Den specialpædagogiske bistands samordning med anden bistand .................................................... 18

Bilag I: Bekendtgørelse nr. 433 af 22. oktober 1979 om folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn.

Bilag II: Cirkulæreskrivelse af 27. november 1979 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand.

Bilag III: Bekendtgørelse nr. 482 af 27. november 1979 om, hvilken kommune og hvilken amtskommune udgifterne til folkeskolen endeligt påhviler.

Bilag IV: Cirkulære af 27. november 1979 om kommunalt takstbeløb i henhold til folkeskolelovens § 40, stk. 2.

Bilag V: Bekendtgørelse nr. 435 af 22. oktober 1979 om befordring af børn og unge, der modtager specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2.

Bilag VI: Litteraturliste.

Indledning

Der er småbørn, hvis fysiske og psykiske udvikling på grund af egne handicap eller forhold i miljøet er hæmmet i en sådan grad, at der allerede i denne tidlige alder er tale om nedsatte funktioner.

En effektiv støtte på et tidligt tidspunkt vil for mange af disse børn forebygge eller begrænse en truende fejludvikling.

Det lille barns udvikling fremmes ved et tillidsfuldt forhold til omgivelserne, og udviklingshæmning modvirkes - også når det gælder småbørn med fysiske handicap - bl.a. gennem oplevelse af tryghed. Men en positiv udvikling forudsætter også, at barnet får mulighed for at indgå i et aktivt samspil med omgivelserne, således at det fortløbende kan tilegne sig nye funktionsmuligheder på grundlag af de allerede eksisterende.

Barnets tidlige udvikling foregår så hurtigt og afhænger i så høj grad af, at det får mulighed for en konstant tilvækst af psykiske og fysiske handlemønstre, at mangel på tilegnelsesmuligheder i den spæde alder vil forstærke eventuelle handicap langt mere, end det er tilfældet senere i udviklingsforløbet.

Den specialpædagogiske bistand til småbørn må derfor være udtryk for et aktivt indlæringstilbud og indgå som en integreret og harmonisk del af det udviklingstilbud forældre og samfund tilrettelægger for barnet og samordnes med andre tilbud på en sådan måde, at de af barnet og dets nære omgivelser opleves som en helhed.

1 Børnene

Ca. 1 procent af alle børn vil allerede ved fødslen være handicappede på grund af beskadigelser eller mangler i det fysiske eller det psykiske funktionssystem.

Nogle handicap kan på grund af deres fysiske karakter konstateres straks efter fødslen, mens andre, der er af mere psykisk natur, først giver sig til kende på et senere tidspunkt bl.a. afhængigt af, hvornår omgivelsernes almindelige krav eller forventninger viser sig at overstige det pågældende barns formåen.

Sprog- og talevanskeligheder, der meget vel kan skyldes organiske forstyrrelser, opstået før fødslen, vil sjældent kunne iagttages, før det - i 2-3 års alderen - konstateres, at den forventede sproglige udvikling udebliver.

Endnu senere - i 3-5 års alderen viser en del småbørn tegn på indlæringsvanskeligheder eller psykiske forstyrrelser. Måske ligger årsagen til disse vanskeligheder i forhold før fødslen, måske i fejl eller mangler under barnets senere udvikling.

Et mangelfuldt samspil mellem barnets aktuelle forudsætninger og udfordringerne i omgivelserne er dog den hyppigste grund til, at barnet ikke udvikler sig tilfredsstillende.

Samspilsproblemernes årsag kan være meget komplicerede og vanskelige at rede ud og skyldes sjældent en enkelt letpåviselig faktor.

Ved skolegangens begyndelse har op mod 5 procent af alle børn vanskeligheder, der hæmmer deres muligheder for at følge undervisningen.

Ofte er der tale om børn, der har funktionshæmninger på en række forskellige områder.

Det er således ikke uden videre hensigtsmæssigt at dele disse børn i grupper, men det vil derimod være nødvendigt at beskrive og behandle de områder, hvor det enkelte barn i større eller mindre grad er handicappet med det formål bedst muligt at tilgodese dets samlede muligheder og behov.

2 Den specialpædagogiske bistand

Barnets udvikling foregår som en stadig tilegnelse af nye handlemuligheder, der løbende baseres på, hvad barnet har lært op til det givne tidspunkt. Enhver tilegnet viden eller færdighed er således forudsætningen for tilegnelsen af den næste.

Funktionshæmmede småbørn kan støttes i denne udvikling af folkeskolens specialpædagoger samt efter vejledning fra disse af forældre og af personalet i daginstitutioner. Der vil undertiden også være behov for bistand fra bl.a. fysioterapeuter, ergoterapeuter, læger og psykologer.

De forskellige former for faglig indsats kan forekomme som isolerede tilbud, men der bør finde en samordning sted af de forskellige personers indsats. Folkeskolens specialpædagogiske bistand vil i de fleste tilfælde være et supplement til den bistand, der ydes af det pædagogiske personale i daginstitutionerne og/eller af forældrene i barnets hjem.

Den specialpædagogiske bistand er den del af det samlede tilbud til småbørn med funktionsvanskeligheder, der i særlig grad har til opgave at afhjælpe eller begrænse vanskelighederne gennem en individuelt tilrettelagt pædagogisk indsats.

Bistanden skal følgelig gives eller forestås af lærere eller børnehavepædagoger, der gennem videreuddannelse har erhvervet sig viden og kunnen vedrørende de funktionsvanskeligheder, som gør sig gældende hos de pågældende børn, jfr. afsnit 6.

Den specialpædagogiske bistand kan bestå af en direkte indsats over for barnet i form af undervisning og træning eller af en indirekte indsats i form af vejledning til forældre og andre, der udøver daglig omsorg for barnet. Endvidere kan bistanden gives i form af pædagogiske hjælpemidler.

2.1. Undervisning

Undervisning af funktionshæmmede småbørn har til formål at indlære en række færdigheder, som er nødvendige eller støttende for deres videre udvikling. Der er tale om færdigheder, som ikke umiddelbart følger af barnets vækst og modning. Det er færdigheder, som tillige er en forudsætning for barnets udvikling på andre områder.

Eksempler herpå er indlæring af begreber og ord hos sproghæmmede, tegnsprog hos børn med hørenedsættelse og færdselsregler hos stærkt synshæmmede.

2.2. Træning

Der er ikke skarpe grænser mellem undervisning og træning, men træning er her udtryk for en indsats, der har til formål at forbedre en nedsat funktionsevne eller fremme en udvikling gennem intensive øvelser. Talestimulering af børn med mangelfuldt udviklet sprogfunktion, fysiske øvelser med bevægelseshæmmede og lytteøvelser for småbørn med svære hørenedsættelser er eksempler på sådanne træningstilbud.

2.3. Vejledning

Specialpædagogen overtager ikke det daglige ansvar for barnets udvikling. Det vil forsat være hos forældrene og, hvis barnet er på dag- eller døgninstitution, også hos medarbejderne på denne institution.

Forældre og personale må videreføre den særlige undervisning og træning, som specialpædagogen har indledt. En væsentlig del af den specialpædagogiske indsats består i at vejlede om barnets behov og muligheder og om, hvilke metoder, materialer, øvelser etc. der bør anvendes for at imødekomme barnets behov og styrke dets muligheder.

Information om valg og brug af egnede legematerialer, tegnsprogsundervisning for det døve barns forældre og orientering om sproglig stimulering af barnet er eksempler på en specialpædagogisk vejledning.

2.4 Pædagogiske hjælpemidler

Undervisning af småbørn med funktionsvanskeligheder vil ofte være knyttet til beskæftigelse med særligt pædagogisk legetøj. Den specialpædagogiske bistand kan derfor bestå i at tilvejebringe sådanne materialer, som er udviklingsfremmende for det pågældende barn. Mange børn vil også have brug for træning i brugen af særlige hjælpemidler fremstillet med henblik på at formindske virkningen af handicap. Materialer og hjælpemidler, der indgår som led i en sådan indlæring, er en del af den specialpædagogiske bistand.

Med henblik på den mest hensigtsmæssige indpasning af hjælpemidlerne i det specialpædagogiske tilbud kan det anbefales at organisere udlån af pædagogiske hjælpemidler i legeteker eller lignende, f.eks. knyttet til de skolepsykologiske rådgivninger og/eller til amtscentralerne for undervisningsmidler.

Det vil ligeledes være hensigtsmæssigt, om der finder en samordning sted med de materialeudlån, der i de lokale områder sker fra børne- og skolebiblioteker samt legetøjsudlån oprettet på privat basis, f.eks. af forældreorganisationer.

3 Den specialpædagogiske bistands former

Det er af stor betydning, at et fysisk eller psykisk handicap eller en mindre gunstig udvikling hos et barn ikke giver anledning til en sådan opmærksomhed eller særbehandling at problemerne allerede af den grund forstærkes yderligere. Findes et barn berettiget til specialpædagogisk bistand, er det derfor vigtigt, at bistanden gives på en sådan måde, at barnet oplever den som et naturligt indslag i den helhedssituation, hvori det befinder sig.

Opholder barnet sig i hjemmet, eller er det i dagpleje, bør specialpædagogen efter aftale med forældrene eller dagplejemoderen undervise eller træne barnet i hjemmet, hvilket samtidig giver gode muligheder for at vejlede forældre eller dagplejemoder om, hvordan de kan hjælpe barnet.

Er barnet i daginstitution, bør den specialpædagogiske bistand i videst muligt omfang ydes her. Det er væsentligt, at arbejdet opleves som behageligt og naturligt for såvel det funktionshæmmede barn som for de øvrige børn i daginstitutionen. Det kan imidlertid, hvor f.eks. bygningsmæssige forhold stiller sig hindrende i vejen være nødvendigt at benytte særlige lokaler.

Er barnet på døgninstitution, bør specialpædagogen yde bistand her på tilsvarende måde som på daginstitutionen med undervisning og optræning af barnet suppleret med vejledning af det socialpædagogiske personale.

Det er vigtigt, at specialpædagogen ved siden af sin indsats i dagplejen eller i dag- eller døgninstitutionen holder kontakt med barnets forældre, bl.a. med henblik på at vejlede dem omkring deres muligheder for at støtte barnets udvikling.

For børn i børnehaveklasse bør det vurderes, om barnet får størst udbytte af, at den specialpædagogiske bistand gives i forbindelse med opholdet på skolen eller der, hvor barnet i øvrigt opholder sig.

Overalt, hvor specialpædagogen yder ambulant bistand, er det af betydning, at det sker i samarbejde med forældre, socialpædagoger eller andre, som har indflydelse på barnets situation. Den specialpædagogiske bistand er et tilbud til barnet, men virkningen vil afhænge af, om bistanden også opleves som et tilbud til de personer, der har dagligt ansvar for barnet.

Forhold hos barnet eller i dets omgivelser kan imidlertid begrunde, at den specialpædagogiske indsats ydes på en skole eller anden undervisningsinstitution, ligesom det ofte kan være nødvendigt at henlægge undersøgelser til skolepsykologiske rådgivninger eller særlige institutioner, hvor det nødvendige udstyr er til stede. Det er imidlertid afgørende, at begrundelsen for at anvende specielle lokaler alene er et ønske om at gøre det bedst mulige for barnet, idet der ved »det bedst mulige« forstås tilbud, der har størst mulig sammenhæng med barnets daglige tilværelse.

4 Iværksættelse af specialpædagogisk bistand

Den specialpædagogiske bistand skal påbegyndes så tidligt som muligt. En forudsætning herfor er, at man erkender de vanskeligheder, som berettiger en specialpædagogisk indsats. Nogle børn afslører deres vanskeligheder meget tidligt, mens andre først viser tegn på problemer i 5-8 års alderen. Nogle problemer kan direkte iagttages ved at betragte børnene og deres aktivitet, mens andre først giver sig til kende under grundige undersøgelser.

En række problemer af social karakter vil ofte først vise sig, når barnet har nået en alder, hvor omgivelserne stiller krav om viden og færdigheder, der almindeligvis er tilegnet af børn i pågældende alder.

Forældre, sundhedsplejersker, dagplejemødre, praktiserende læger, daginstitutionspersonale, børnehaveklasseledere og andre, som barnet under sin opvækst kommer i kontakt med, udgør den personkreds, som har mulighed for at iagttage handicap eller tegn på fejludvikling hos barnet. Det er fra denne kreds initiativet til specialpædagogisk bistand som regel vil udgå.

Henvendelsen om specialpædagogisk bistand kan ske til den kommunale skoleforvaltning eller til den skolepsykologiske rådgivning, der derefter orienterer skoleforvaltningen om henvendelsen. Forældre eller andre kan også henvende sig til kommunens social- og sundhedsforvaltning, der lader anmodningen om specialpædagogisk bistand gå videre til skoleforvaltningen.

Det kan ikke forventes, at alle forældre selv kan afgøre, hvilken bistand barnet har behov for, og det er derfor nødvendigt, at der mellem skoleforvaltning og social- og sundhedsforvaltning etableres sådanne samarbejdslinier, at det sikres, at barnets behov for såvel social- som specialpædagogisk bistand i givet fald bliver imødekommet.

Når en henvendelse er formidlet til den skolepsykologiske rådgivning, sørger rådgivningen for, at der bliver foretaget en undersøgelse med henblik på at afklare barnets behov for specialpædagogisk bistand.

Den skolepsykologiske rådgivning vil i det omfang, den er bemandet med faglige konsulenter på pågældende specialpædagogiske område, selv kunne foretage en række undersøgelser, men det vil i mange tilfælde være formålstjentligt eller endog nødvendigt at inddrage andre sagkyndige eller specialinstitutioner i eller uden for kommunen i undersøgelsen. At skolepsykologen eller den skolepsykologiske rådgivning har ansvaret for, at barnets muligheder og behov vurderes, er således ikke ensbetydende med, at rådgivningens personale eller skolepsykologen selv i alle tilfælde foretager undersøgelserne.

Når barnets situation er tilstrækkeligt belyst, udarbejder den skolepsykologiske rådgivning efter samråd med forældrene en rapport, der indeholder en beskrivelse af barnets muligheder og et forslag til en specialpædagogisk bistand. Det er vigtigt, at barnets forældre er indforstået med eventuelle forslag, men også andre med daglig ansvar for barnet bør i videst mulig omfang have givet deres tilslutning til kende.

Kommunalbestyrelsen - eller lærerrådet, hvis barnet går i børnehaveklasse - tager på grundlag af forslag fra skolepsykologisk rådgivning stilling til, om der skal fremsættes tilbud over for forældrene om specialpædagogisk bistand under en nærmere angiven form. Kommunalbestyrelsen kan dog bemyndige den skolepsykologiske rådgivning eller andre til på grundlag af nærmere retningslinier at træffe beslutning om iværksættelse af bistanden.

Der kan for nogle børns vedkommende være tale om specialpædagogisk bistand af en så omfattende karakter, at den skal tilbydes i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 2.

Om kommunalbestyrelsen vælger at indstille til amtskommunen, at den bør sørge for bistanden, beror på et skøn i hvert enkelt tilfælde. I dette skøn indgår en vurdering af, om barnets handicap er af en sådan sværhedsgrad, at den fornødne specialpædagogiske bistand er af et sådant indhold og omfang, at den ikke kan ydes ved kommunens egen forstaltning. I skønnet indgår også en vurdering af størrelsen af udgifterne. Medfører den specialpædagogiske bistand således omkostninger, der væsentligt overstiger, hvad der efter aftale mellem pågældende amtskommune og dens kommuner, anses for et rimeligt kommunalt udgiftsniveau, bør amtskommunen sørge for bistanden.

Der er ingen skarpe grænser mellem det kommunale og det amtskommunale ansvar for specialpædagogisk bistand til småbørn, og opgavefordelingen må derfor fastsættes i hvert enkelt tilfælde. Da der inden for folkeskolen kun i begrænset omfang findes en praksis på småbørnsområdet, må såvel økonomiske som pædagogiske overvejelser i de kommende år foretages på et forsøgspræget og praktisk plan, hvor kommunal og amtskommunal indsats afstemmes med udbygningen af tilbudene på en sådan måde, at barnets samlede behov er styrende i forhold til dets behov for specialpædagogisk bistand.

Forinden forslaget til en given specialpædagogisk bistand forelægges amtsrådet til godkendelse efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, tilrådes det, at hjemkommunens skolepsykologiske rådgivning tager kontakt med det amtskommunale skolevæsen med henblik på den fornødne sammenhæng mellem kommunens og amtskommunens muligheder for at opfylde barnets behov for specialpædagogisk bistand.

Såfremt amtsrådet, forinden beslutning tages, ønsker yderligere undersøgelser af barnet, må amtsskolepsykologen anmode hjemkommunens skolepsykologiske rådgivning om at foretage disse underøgelser.

5 Den specialpædagogiske bistands forløb

Den ofte hurtige udvikling, der er karakteristisk for børn i småbørnsalderen, begrunder, at den skolepsykologiske rådgivning til stadighed følger udviklingen hos de børn, der modtager specialpædagogisk bistand, hvadenten denne er etableret i medfør af folkeskole lovens § 19, stk. 1 eller stk. 2. Dette sker blandt andet i form af samtaler, der skal finde sted mindst hver halve år, men efter omstændighederne hyppigere, såvel med de involverede specialpædagoger som med forældre og andre - eksempelvis daginstitutionspersonale - som i det daglige har mulighed for at iagttage barnets udvikling. På baggrund af disse samtaler må der, så snart situationen begrunder det, tages skridt til de fornødne ændringer i form og omfang. Ligesom ved beslutningen om iværksættelse af den specialpædagogiske bistand må forældrene være indforstået med eventuelle ændringer.

Når et barn, der modtager specialpædagogisk bistand, nærmer sig tidspunktet for påbegyndelse af skolegang - enten i 1. klasse eller i børnehaveklasse må det foreløbige resultat opgøres og lægges til grund for vejledning om tilrettelæggelsen af barnets skolegang. Det vil ofte være formålstjenligt at samle hidtidige og fremtidige ansvarlige til en drøftelse af de muligheder, man fremtidig kan tilbyde barnet og dets familie.

Barnets skolestart bør derefter tilrettelægges således, at der om fornødent sker en videreførelse af den hidtil ydede specialpædagogiske bistand. Såfremt det skønnes, at barnet allerede ved skolegangens begyndelse har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter regler, der gælder for skoleområdet (se bilag II), inddrages lærerrådet i god tid forinden i beslutningsprocessen, således som det er foreskrevet i disse regler.

6 Specialpædagogen

Det specialpædagogiske arbejde blandt småbørn forudsætter, at det personale, der skal udføre arbejdet, kender de muligheder - eller manglende muligheder - i omgivelserne, der kan fremme eller hæmme børns udvikling, ikke mindst i den tidlige barnealder, og i øvrigt har en særlig viden om de handicapformer, der forekommer hos de børn, den pågældende skal tage sig af.

I bekendtgørelsens § 10 er derfor fastsat, at specialpædagogisk bistand til småbørn skal gives af læreruddannede eller børnehavepædagoger, som har gennemgået en uddannelse på Danmarks Lærerhøjskole inden for et relevant handicapområde eller anden tilsvarende uddannelse.

Videreuddannelsen kan være uddannelsen som tale-høre-pædagog eller den nye speciallæreruddannelse, som indeholder såvel almen viden om specialpædagogik som specielt kendskab til to eller flere former for handicap.

Lærere og børnehavepædagoger med anden videreuddannelse, f.eks. fra et af de andre nordiske lande kan varetage den specialpædagogiske bistand til småbørn, såfremt deres videreuddannelse svarer til den foran omtalte på Danmarks Lærerhøjskole.

7 Den specialpædagogiske bistands organisering

Folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn vil kunne koordineres af de skolepsykologiske rådgivninger i samarbejde med de kommunale og amtskommunale institutioner, hvorfra bistanden udgår.

Kommunens specialpædagogiske personale bør så vidt muligt være i besiddelse af så alsidig uddannelse, at de enkeltvis eller i samarbejde kan yde specialpædagogisk bistand over for den variation af handicap, som almindeligt forekommer hos småbørn. Det vil undertiden være formålstjenligt, at der om det enkelte barn etableres et samarbejde mellem kommunale og amtskommunale specialpædagoger og mellem de skolepsykologiske rådgivninger og undervisningsinstitutioner. Tilsvarende må amtskommunerne, for så vidt angår specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, kunne samarbejde med en primærkommune eller anden amtskommune om bistanden til det enkelte barn.

En række forhold omkring den mere detaljerede udbygning og organisering af folkeskolens specialpædagogiske bistand til småbørn vil i de kommende år afklares i takt med dens praktiske gennemførelse. Til støtte herfor kan der forventes vejledning fra undervisningsministeriet. Bl.a. har undervisningsministeriet nedsat et udvalg med den opgave at overveje og eventuelt stille forslag om organisatoriske ændringer af den skolepsykologiske rådgivning, herunder dens funktion i forhold til bl.a. social- og sundhedsforvaltningen samt om rådgivningernes personalenormering.

8 Den specialpædagogiske bistands samordning med anden bistand

Småbørn, der vil være berettigede til specialpædagogisk bistand, vil ofte have behov for eller allerede modtage anden bistand.

Der vil især være tale om foranstaltninger med hjemmet i den sociale bistandslov eller i sundhedslovgivningen og formidlet gennem kommunale og amtskommunale social- og sundhedsforvaltninger. I en række tilfælde vil barnet også være berettiget til bistand fra sygehuse eller klinikker.

Specialpædagoger vil således indgå i samarbejde med sundhedsplejersker, socialpædagoger, socialrådgivere og andre sociale medarbejdere, fysioterapeuter, psykologer, læger etc.

Enhver af disse har i forståelse med forældrene et medansvar for, at de øvrige i fornødent omfang inddrages i indsatsen omkring vedkommende barn, og det påhviler efter gældende bestemmelser hver af de tre forvaltninger at drage omsorg for, at andre forvaltninger bliver orienteret, såfremt de skønner, at barnet også har behov for bistand fra disse.

Specialpædagogerne og personalet ved skolepsykologisk rådgivning bør efter aftale med barnets forældre videregive alle sådanne oplysninger, som skønnes at have betydning for den samlede indsats over for barnet.

Barnets udvikling bør i nødvendigt omfang gøres til genstand for drøftelse i møder mellem medarbejderne fra de forvaltninger, der samarbejder om pågældende barn. Forældrene kan deltage i disse møder.

Bilag I - VI. Bilagene udelades her.

Ingen