Skrivelse vedrørende procedure ved behandling af læsepensaskemaer (* 1) (Til rektorerne for gymnasieskolerne, studenterkurserne og hf-kurserne og forstanderne for forberedelseskurserne)
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse vedrørende procedure ved behandling af læsepensaskemaer (* 1)
(Til rektorerne for gymnasieskolerne, studenterkurserne og
hf-kurserne og forstanderne for forberedelseskurserne)
Proceduren ved behandlingen af læsepensaskemaer er kun fremgået af den følgeskrivelse der har fulgt med ved udsendelsen af skemaerne fra direktoratet. For en god ordens skyld fremsendes reglerne hermed til indsættelse i regelsamlingen og til opslag på lærerværelset.
Bemærk de særlige regler for selvstuderende og eksaminander på særlige vilkår.
Gymnasiet og hf-kurser.
Pensaskemaer fremsendes i et eksemplar ordnet fagvis til direktoratet og opbevares i et eksemplar på skolen/kurset.
Såfremt fagkonsulenten konstaterer, at pensum må ændres, kontakter han læreren gennem rektor og ved forhandling mellem fagkonsulent og lærer søges læse- og eksamenspensum ændret. Det er herefter lærerens pligt gennem rektor at fremsende et ændret læse- og eksamenspensum til fagkonsulenten, gerne i form af ændringsskrivelse til det tidligere fremsendte. Skolen/kurset opbevarer det reviderede læse- og eksamenspensum og sender dette til censor, når oplysning om dennes navn og skole foreligger.
Såfremt skolen/kurset ikke har modtaget skriftlig besked senest 17. april (1. maj for gymnasiets vedkommende) kan læsepensa betragtes som godkendt. Såfremt læsepensa efter forhandling endnu ikke er godkendt på ovennævnte dato skal videre forhandling foregå mellem direktoratet og rektor. Hold der ikke har fået godkendt pensum kan ikke gå til eksamen.
Studentereksamen på særlige vilkår.
Rektor er ansvarlig for at eksamensopgivelserne svarer til de gældende bestemmelser, jvf. cirkulære af 1. februar 1980, RS 01-01. Retningslinier for afholdelse af eksamen på særlige vilkår.
Selvstuderende til højere forberedelseseksamen.
For mange selvstuderende gælder, at deres eksamensopgivelser er identiske med eller er simple udvidelser af eksamensopgivelserne for et eller flere af kursets hold.
Disse eksamensopgivelser skal ikke indsendes i to eksemplarer til direktoratet, men betragtes som godkendte, når holdets opgivelser er godkendt.
Rektor er ansvarlig for, at eksamensopgivelserne svarer til de gældende bestemmelser. og garanterer for det ved at underskrive i rubrikken »Indsendes i to eksemplarer til direktoratet for gymnasieskolerne og hf inden 1. marts«. I disse tilfælde skal den faglige vejleder attestere eksamensopgivelserne.
Ønsker kurset at benytte samme fremgangsmåde for de øvrige selvstuderende, kan rektor sammen med den faglige vejleder forsøgsvis også godkende disse.
Ønsker skolen ikke at benytte sig af denne praksis, indsendes læsepensa for selvstuderende som sædvanligt i to eksemplarer til direktoratet inden 1. marts.
For disse selvstuderende returneres det ene pensaskema med fagkonsulentens påtegning når det er godkendt. Ved eventuelle ønsker om ændringer returneres begge eksemplarer, som da ønskes ændret og genindsendt.
Som hovedregel må selvstuderende, der melder sig til kursus til vejledning efter 1. januar følge samme pensum som det hold, der undervises på kursus, idet der ikke vil være reel mulighed for at opbygge et andet pensum, der balancerer indenfor bekendtgørelsens rammer, på et så sent tidspunkt. Dette skal oplyses for de selvstuderende.
1. Der kan ikke eksamineres, hvis der ikke foreligget et af rektor eller direktoratet godkendt læsepensa senest otte dage før eksamens afholdelse.
2. Læsepensa indsendt til direktoratet inden 1. marts 1980 vil direktoratet søge godkendt senest 1. maj 1980.
3. Læsepensa indsendt til direktoratet efter 1. marts 1980 vil direktoratet søge godkendt inden 14 dage før eksamens afholdelse.
Rektor opfordres dog til at benytte sig af den førnævnte ret til godkendelse, der er tildelt ham i brev af 24. januar 1980, j.nr. 31-77/80 vedrørende godkendelse af læsepensa for selvstuderende 1980.
Kursus opbevarer kopi af det godkendte læse- og eksamenspensum, mens det oprindelige læse- og eksamenspensum fremsendes til censor.
P.d.v.
Elsebeth Brander
undervisningsinspektør