Cirkulæreskrivelse om kursusvirksomhed for dagplejere (Til samtlige kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulæreskrivelse om kursusvirksomhed for dagplejere
(Til samtlige kommunalbestyrelser)
I medfør af § 14, stk. 1, i lov om social bistand, jfr.
bekendtgørelse nr. 333 af 27. juni 1980, fastsættes følgende retnings
for kursusvirksomhed for de i kommunale dagplejeformidlinger ansatte
dagplejere
1.
Indledning.
Igennem de senere år har der fundet en stærk udbygning sted af den formidlede dagpleje. Denne udbygning forventes at fortsætte de kommende år. Med henblik på at sikre en forbedret pasning og pleje samt en mere hensigtsmæssig pædagogisk beskæftigelse af det stigende antal børn i dagplejehjem bør de enkelte kommuner sikre, at de i kommunen ansatte dagplejere får mulighed for at deltage i den i denne cirkulæreskrivelse fastsatte kursusvirksomhed.
Det forudsættes, at dagplejeledere og dagplejepædagoger fortsat har adgang til at deltage i særlige kurser.
2.
Kursusvirksomhedens formål, optagelsesbetingelser og indhold.
1) Formålet med kursusvirksomheden er, at dagplejerne skal kunne erhverve sig større indsigt i og viden om deres arbejdsopgaver.
2) Optagelse på kurserne er betinget af, at ansøgeren er beskæftiget som dagplejer i en kommunal formidlet dagpleje.
3.
Kursusvirksomhedens indhold.
A. Introduktion.
1) Den første indføring i arbejdet bør ske ved, at ansættelseskommunen i et introduktionsprogram af 1 dags varighed orienterer den nyansatte dagplejer om arbejdsområdet og arbejdsopgaverne.
Endvidere orienteres om hovedlinierne i det øvrige sociale system samt om væsentlige spørgsmål i tilknytning til arbejdet.
2) Ansættelseskommunen bør herudover i 1 dag lade den nyansatte dagplejer være i praktik hos en erfaren dagplejer, således at den nyansatte først herefter overtager selvstændigt arbejde og modtager børn i dagpleje.
3) Den nyansatte dagplejer bør yderligere have adgang til at deltage i et 3 dages introduktionskursus, svarende til 24 undervisningstimer.
Kurset bør tilbydes umiddelbart efter ansættelsen, dog senest inden for 3 måneder. På kurset orienteres om følgende
a. Det daglige arbejde med børnene.
tilrettelæggelse af det daglige arbejde.
arbejdssituationen i eget hjem.
arbejdsstillinger/løfteteknik.
b. Børns behov og udvikling.
fysiologiske behov.
sociale behov.
motorisk, intellektuel, emotionel og social udvikling.
c. Dagplejerens samarbejdsrelationer.
til dagplejepædagogen.
til forældrene.
B. Grundkursus.
Grundkurset, som strækker sig over 2 sammenhængende uger svarende til 80 undervisningstimer, er en opfølgning af introduktionskurset. Grundkurset forudsætter, at dagplejeren har indvundet erfaringer med børnene, om samarbejdet med børnenes forældre, og med de tilsynsførende ved den kommunale dagpleje og andre. Grundkurset forventes derfor påbegyndt af den enkelte dagplejer efter ca. 4-6 måneders beskæftigelse. Grundkurset bør endvidere tilbydes dagplejere med længere arbejdserfaring inden for området.
På kurset behandles følgende emner
a. Børns behov og udvikling.
børns primære behov (ernæring, søvn, lys, luft).
børns sekundære behov (sociale tilhørsforhold, tryghed).
kort indføring i udviklings- og personlighedspsykologiske modeller.
børns motoriske, intellektuelle, emotionelle og sociale udvikling.
stimulering af børn på forskellige alderstrin.
b. Det daglige praktiske og pædagogiske arbejde i dagplejehjemmet.
arbejdssituationen i eget hjem.
planlægning og tilrettelæggelse.
indretning af dagplejehjemmet.
aktiviteter med børnene.
c. Samspillet i dagplejerens egen familie.
ægtefællens indstilling.
egne børns situation.
d. Dagplejerens samarbejdsrelationer.
til forældre.
til andre dagplejere og daginstitutioner.
til dagplejepædagogen.
e. Dagplejerens rettigheder og pligter.
det sociale system og dagplejerens placering heri.
ansættelses- og overenskomstmæssige forhold.
4.
Supplerende kurser.
Efter grundkursus bør dagplejeren have lejlighed til at supplere sin viden og kunnen med kurser om specielle emner.
5.
Kursusbevis.
Efter såvel introduktionskursus, grundkursus som efterfølgende suppleringskurser kan der udstedes kursusbevis forudsat at dagplejeren har deltaget i mindst 80% af den samlede undervisningstid inden for hvert kursus.
6.
Andre bestemmelser.
1) Socialstyrelsen udarbejder undervisningsvejledninger og kan herudover i samråd med det i pkt. 6.4. omtalte kursusråd udarbejde retningslinier for kursusvirksomheden.
2) Kurserne forudsættes gennemført i dagtimerne.
Dagplejeren oppebærer under kursusvirksomheden vederlag som aftalt mellem overenskomstparterne.
Det forudsættes, at der tilvejebringes andre formidlede dagplejepladser under dagplejerens deltagelse i den omhandlede kursusvirksomhed.
3) De med kursusvirksomheden forbundne udgifter incl. vikarudgifter kan anmeldes til statsrefusion på linie med øvrige driftsudgifter vedr. dagplejeformidlingen. Administrationsudgifter og evt. rejseudgifter for deltagerne afholdes fuldt ud af kommunerne.
4) Socialstyrelsen nedsætter et kursusråd bestående af 10 medlemmer.
Af disse skal 1 medlem repræsentere socialministeriet, 1 medlem socialstyrelsen, 4 medlemmer Dansk Kommunalarbejderforbund, 2 medlemmer Kommunernes Landsforening, 1 medlem Københavns og Frederiksberg kommuner og 1 medlem Den kommunale Højskole. Kursusrådet er rådgivende over for socialstyrelsen i alle principielle spørgsmål vedrørende kursusvirksomheden. Kursusrådet skal følge udviklingen på området og afgive indstilling om de foranstaltninger, som rådet finder påkrævet eller ønskeligt, herunder bl.a. behovet for supplerende kurser. Rådet behandler generelle spørgsmål om undervisningens indhold, undervisningsmaterialer m.v.
5) Kommunerne har ansvaret for kursusvirksomhedens planlægning og gennemførelse. Af hensyn til en hensigtsmæssig koordinering, planlægning og ressourceanvendelse bør der foreligge aftaler mellem de enkelte kommuner inden for et amt, om hvem der forestår gennemførelsen. Amtskommuner, oplysningsforbund og andre kan inddrages i kursusvirksomheden.
6) De kursusarrangerende kommuner indberettter ved årets begyndelse og senest inden udgangen af 1. kvartal til socialstyrelsen, hvor mange kurser, som agtes iværksat.
Ved årets slutning udarbejder disse kommuner endvidere en rapport om de afholdte kurser med oplysning om, hvor mange kurser der er afholdt, antal deltagere m.v.
Sidstnævnte indberetning til socialstyrelsen bør så vidt muligt indeholde en vurdering af kursusforløbet, ligesom erfaringer fra kursusvirksomheden bør fremgå.
7.
Ikrafttræden.
Nærværende cirkulæreskrivelse har virkning fra 1. januar 1981.
Socialstyrelsen, den 1. december 1980
N. Raaschou-Nielsen
/Ruth Kristiansen
Ingen