Legislator Case Law & Legislation
C19801917060 DK

Vejledning om pædagogiske midler, jfr. socialministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 22. december 1979 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge (* 1) (Til kommuner og amtskommuner)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1980 19170 Historic

Vejledning om pædagogiske midler, jfr. socialministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 22. december 1979 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge (* 1)

(Til kommuner og amtskommuner)

1.

Indledning.

Hensigten med socialministeriets bekendtgørelse og den dertil hørende cirkulæreskrivelse nr. 674 af 10. marts 1980 fra socialstyrelsen er at yde børn og unge på døgninstitutionerne beskyttelse mod uretmæssige indgreb i den personlige frihed og mod nedværdigende behandling. Herudover skal bekendtgørelsen sikre personalet ved at angive nærmere regler for de indgreb, der kan anvendes overfor børn og unge.

I indledningen til bekendtgørelsen er det anført, at det forudsættes, at de i bekendtgørelsen omtalte indgreb kun anvendes i det omfang, de pædagogiske midler, der er beskrevet i socialstyrelsens supplerende cirkulæreskrivelse, har vist sig utilstrækkelige.

Formålet med denne cirkulæreskrivelse er således at anvise nogle midler, der har vist sig egnede til at forebygge brugen af de indgreb, der er omtalt i magtanvendelsesbekendtgørelsen. Det er derimod ikke tanken at give en generel pædagogisk vejledning.

Nogle almene beskrivelser af det socialpædagogiske arbejde i døgninstitutioner for børn og unge indgår i socialstyrelsens publikationer om »Børnehjemmet« (1978) og om »Døgninstitutioner med særlige behandlingsmuligheder for børn og unge« (1980), som kan rekvireres i styrelsens cirkulærecentral. Disse publikationer beskriver imidlertid ikke de særlige døgninstitutioner, som tidligere har hørt under særforsorgen. Bekendtgørelsen omhandler imidlertid samtlige døgninstitutioner for børn og unge, og denne cirkulæreskrivelse meddeler derfor også erfaringer, der navnlig vedrører børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Den retter sig til samtlige grupper af personale, som virker med børn og unge på institutionerne, herunder også til personale uden socialpædagogisk uddannelse.

2.

Om følelser, forståelse og samspil.

Under institutionsanbringelsen er det bl.a. hensigten, at der skal være et tæt samspil mellem børnene og de voksne. Dette vil kunne medføre situationer, hvor der fra begge sider reageres med alle slags følelser.

Der vil næppe være problemer med at reagere på de såkaldte varme følelser som glæde, tilfredshed o.s.v., fordi det er acceptabelt at besvare denne følelsesrække spontant.

Anderledes problematisk stiller det sig, når det er følelser som vrede, jalousi, aggressioner o.s.v., der kommer til udtryk. For at opfylde sin opgave må den voksne kunne beherske og benytte udtryksmidlerne for sine følelser, således at børnene gennem eksemplet lærer, hvorledes man kan udtrykke også disse følelser på socialt acceptable måder.

Et dagligt socialt samvær med en gensidig kontakt og forståelse er grundlaget for, at det pædagogiske arbejde kan lykkes og på længere sigt sætte barnet eller den unge i stand til at leve en selvstændig tilværelse udenfor institutionen.

Udgangspunktet må være, at børn og unge ikke udsættes for en omgangsform, som de voksne ikke selv ville bryde sig om at blive udsat for. F.eks. er det utilstedeligt at tale om et barn eller en ung hen over hovedet på vedkommende.

Børnene eller de unge bør så vidt muligt tages med på råd, når der træffes beslutninger, der vedrører deres forhold. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 429 af 17. maj 1976 om elevmøder, afdelingsmøder og elevråd.

Døgninstitutioner modtager ofte børn og unge, der i deres oprindelige miljø har haft det svært. En del af børnene og de unge reagerer på vanskeligheder med en åben aggressiv adfærd, der ofte udløses af tilsyneladende ringe og bagatelagtige årsager.

Det er i den forbindelse ikke for banalt at minde om, at opdragelse i mangt og meget består i gentagelse. Husker man dette, er man bedre rustet med tålmodighed, og tålmod er ofte, hvad et sådant barn har savnet under sin opvækst.

Medarbejderne må dog være forberedt på skuffelser, som kan tyndslide tålmodigheden. Det må derfor huskes, at det er ganske normalt, at mennesker med dårlige erfaringer fra samvær med andre bliver aggressive netop overfor mennesker, de er begyndt at få tillid til. Den medarbejder, der forstår at besvare det aggressive udspil på en ustraffende og positiv måde, kan være med til at åbne for en udvikling, som eller ikke ville være kommet i gang.

Andre børn og unge reagerer i skuffelsessituationer med at isolere sig fra andre. En sådan indadrettet adfærd kan glide over i en længerevarende tilstand af apati eller sløvhed, som det kræver stor pædagogisk indsats at ændre. Selv om det lykkes, vil barnet evt. ved visse lejligheder reagere meget stærkt og måske på en sådan måde, at medarbejderens forståelse sættes på en hård prøve. Det er i sådanne situationer afgørende, at medarbejderen bekæmper en mulig usikkerhed eller forvirring og fastholder sit positive kontakttilbud.

Det er ikke hensigtsmæssigt at besvare en aggressiv optræden, der i virkeligheden er en bøn om kontakt, med at isolere barnet. Det er heller ikke en hensigtsmæssig foranstaltning i en sådan situation at sende barnet på værelse eller lægge det i seng.

Undertiden kan det være gavnligt at inddrage rådgivning eller hjælp fra personer, der har særlig erfaring eller indsigt i at bedømme og regulere social adfærd. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at amtskommunens pædagogiske konsulenter enten selv vil kunne yde bistand eller formidle kontakt med sagkyndige via socialcentret.

3.

Om fysisk kontakt.

Forbudet mod fysisk magtanvendelse har gjort mange medarbejdere usikre på, hvilken fysisk kontakt de kan tillade sig at have med børnene, f.eks. under leg eller tilsvarende samværsformer.

Nogle børn leger ofte lege, der kræver stor aktivitetsudfoldelse samt en tæt fysisk kontakt med de øvrige deltagere i legen. I mange tilfælde er det ganske naturligt, at pædagogerne er aktive i disse lege. Imidlertid vil netop denne type lege af og til skabe situationer, hvor en af deltagerne føler, at der er taget for hårdt, slået, sparket eller øvet anden uret.

Derfor er det vigtigt, at personalet så vidt muligt søger at sætte sig ind i, hvordan situationen opleves set fra barnets eller den unges side, således at vedkommendes individualitet respekteres.

Det er ligeledes af betydning, at medarbejderne erkender, at de i deres forhold til børnene altid er de voksne.

Børn og voksne leger nok sammen, men de har hver deres sæt af forudsætninger. Det er en vigtig forventning hos børn, at en voksen, de skal kunne stole på, forholder sig som voksen i sin adfærd. Det betyder, at den voksne tjener som model og som beskytter for barnet. I det daglige samvær betyder det, at fysisk kontakt omfatter den fysiske kontaktform, som voksne og børn har i et hjem med god kontakt og forståelse mellem parterne.

Den følelsesmæssige kontakt er en forudsætning for den gode fysiske kontakt. F.eks. vil det kunne være naturligt at bære selv store børn i seng efter en hyggelig aften, mens det under andre omstændigheder kan være anmassende at bære selv et lille barn i seng, før der er opnået den nødvendige kontakt barn og voksen imellem.

4.

Om konflikter.

En konfliktsituation mellem børn og voksne på en institution kan opstå, når der sker et sammenstød mellem barnets normer og de normer og regler, som eksisterer på institutionen.

I sådanne situationer må man være opmærksom på følgende forhold

Har barnet forstået indhold og rækkevidde af institutionens regler ?

Kan/har barnet accepteret, at reglerne er hensigtsmæssige ?

Kan man udbygge og forøge barnets tryghed og tillid til de personer, det er i socialt samspil med på institutionen ?

Kan barnet overskue den direkte sammenhæng mellem sin handling og konsekvensen deraf ?

Oplever barnet, at tilsvarende handlinger, foretaget fa de andre børn i gruppen, får samme konsekvenser ?

Når konfliktsituationer opstår på institutionen, er personalets vigtigste opgave at kunne forudse udviklingen for at kunne styre barnets handlinger mod en positiv løsning.

I sådanne situationer kan det være nødvendigt at aflede barnet eller at frigøre en medarbejder til at tage sig af det evt. tage det med væk fra gruppen, så det ikke lider nederlag for øjnene af kammeraterne. Derved undgås også, at barnet føler sig tvunget til at »spille op« i højere grad, end det ellers havde været nødvendigt.

5.

Om visitationens betydning.

Ved optagelse på døgninstitution af et barn eller en ung er det særdeles vigtigt, at grundlaget for beslutningen herom er så vel oplyst som muligt. Den rigtige anbringelse kan være afgørende for, om barnet får udbytte af institutionsopholdet, og er dermed en af forudsætningerne for, at anvendelse af tvangsmidler kan undgås.

Der henvises til socialministeriets cirkulære af 18. marts 1976, pkt. 93, og socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979, pkt. 45.

Ved anbringelsen bør der lægges afgørende vægt på behovene hos det barn, der skal modtages, set i relation til dels de socialpædagogiske foranstaltninger, institutionen kan tilbyde, dels behovene hos de børn, der allerede opholder sig på den pågældende institution.

Det er derfor vigtigt, at den enkelte institution har udarbejdet en beskrivelse af institutionens målsætning, og at de visiterende myndigheder i kommuner og amtskommuner gøres bekendt hermed som et grundlag for såvel visitation som opfølgning og planlægning. Dette gælder nok i særlig grad institutionsenhederne, som tidligere henhørte under særforsorgen.

Det er naturligvis vigtigt, at institutionens synspunkt medinddrages ved afgørelsen af, hvilken institution der skal vælges. I denne forbindelse må institutionen dog betænke, at de anbringende myndigheder kan stå i en akut tvangssituation, der medfører, at det ideelle anbringelsessted ikke findes eller kan benyttes, således at der må vælges en anbringelse, der er så god, som det er muligt.

Det må understreges, at reglerne om visitation (anbringelse og optagelse m.v.) gælder for alle former for døgninstitutioner for børn og unge, og herunder også for visitation af børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Dette indebærer også, at man ved visitationen af alle børn og unge bør overveje mulighederne indenfor det samlede institutionstilbud samt muligheden for alternativer til døgninstitutionsophold. Grænserne mellem anbringelsesmulighederne på døgninstitutionerne for børn og unge, som tidligere henhørte under særforsorgen, er ikke mere så skarpe, som de fremtrådte inden udlægningen.

Den visitationspraksis, som udvikler sig for samtlige døgnanbringelser af børn og unge, bør i høj grad tage hensyn hertil.

Når det specielt drejer sig om børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, vil det ofte være en fordel at undgå at placere mange med samme handicap på samme institution. Det vil også sjældent være hensigtsmæssigt, at et meget voldsomt og aggressivt barn flyttes til en institution, hvor alle børnene er voldsomme og aggressive. På samme måde vil det være lidet stimulerende for det enkelte barn - og dertil meget ressourcekrævende - hvis en institution udelukkende skal optage svært multihandicappede børn, som alle har et stort plejebehov.

6.

Om behandlingsplanens betydning.

Allerede ved optagelsen af barnet eller den unge lægges en behandlingsplan. Det er særdeles vigtigt, at barnets eller den unges udvikling og behandling følges meget nøje, således at der til enhver tid skabes den fornødne sammenhæng mellem de behandlingsbehov, barnet eller den unge har, og de iværksatte foranstaltninger.

Udarbejdelsen af behandlingsplanen og revisionen af denne bør ske på behandlingsmøder med deltagelse af de af institutionens medarbejdere, som har med barnet eller den unge at gøre, samt personer, som har relevant og faglig tilknytning til barnet eller den unge (læge, psykolog, socialrådgiver, værkstedsmedarbejder, klasselærer, sagsbehandler m.fl.). I videst muligt omfang skal forældrene deltage i behandlingsmøderne. Endvidere bør barnet eller den unge selv, alt efter modenhed og alder, have tilbud om at deltage i behandlingsmødet. Behandlingsmøder skal afholdes med jævnlige mellemrum og bør fastsættes med et rimeligt varsel.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at institutionen kan yde frirejse til deltagelse i behandlingsmøder, jfr. socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 678 af 19. marts 1980.

Behandlingsplanen må angive mål og midler og forudsættes kendt og accepteret af alle medarbejdere, som har med barnet eller den unge at gøre. Planen må nøje følges og jævnligt tages op til fornyet overvejelse.

Gentagne eller voldsomme konfliktsituationer bør give anledning til afholdelse af behandlingsmøde, hvor konfliktforløbet gennemgås med henblik på at bearbejde lignende situationer på en mere hensigtsmæssig måde, så gentagelse undgås. I mange tilfælde kan det være påkrævet at indkalde særlig sagkyndig hjælp.

7.

Om betydningen af arbejds- og arbejdstidstilrettelæggelse.

Det er vigtigt at indrette tjenestetidsplanen således, at man fremmer det enkelte barns udviklingsmuligheder i et harmonisk miljø og samtidig skaber et aktiverende og trygt miljø for både børnene og medarbejderne. Arbejdstilrettelæggelsen kan imidlertid, især på institutioner for børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, være præget af rutiner, som har rod i forældede og utilstrækkelige plejetraditioner. Man bør være opmærksom på, at belastende konflikter kan skyldes et forjaget arbejdstempo. Førhen blev disse konflikter af og til løst ved at fiksere urostifteren, men en bedre arbejdstilrettelæggelse kan erfaringsmæssigt begrænse anvendelse af tvangsmidler.

Arbejdet med praktiske opgaver er ulige fordelt over døgnets timer. Arbejdsplanen må tage hensyn hertil, således at det undgås, at børnene overlades ubeskæftigede til sig selv, mens personalet udfører andre arbejdsopgaver, da sådanne situationer kan give anledning til konflikter, der kan forlede personalet til at gribe til magtanvendelse.

Visse praktiske opgaver kan med fordel udføres på de mere stille tidspunkter. Det må tilstræbes, at arbejdsplanen for det uddannede personale lægges således, at dette personale er til stede på institutionen sammen med børnene eller de unge, således at det fortrinsvis bliver det uddannede personale, der beskæftiger dem med opgaver, som opøver barnets eller den unges selvhjulpenhed i de daglige funktioner, f.eks. beskæftigelse, spisning, af- eller påklædning, renlighed m.v.

Det er endvidere af stor betydning, at børnene og de unge i

samarbejde med personalet deltager i institutionens praktiske gøremål. Dette kræver, at personalet yder intensiv vejledning i begyndelsen, men kan på længere sigt betyde, at det enkelte barns behov i denne henseende indskrænkes til behov for opmuntrende støtte fra personalet.

Intensiv træning i små grupper har vist sig at være et effektivt forebyggende middel mod brug af tvangsmidler. Spisningen kan f.eks. foregå i mindre grupper på forskellig tid, og badningen behøver heller ikke at foregå i store grupper. En mere hensigtsmæssig udnyttelse af aftentimerne med fleksibel sengetid giver ligeledes mulighed for strukturerede aktiviteter om aftenen, hvilket erfaringsmæssigt har betydet færre konflikter.

Det kan ligeledes for institutioner med børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap være påkrævet at pege på betydningen af, at der gives et dagligt tilbud om beskæftigelse under en eller anden form uden for institutionen. Skulle dette være umuligt, er der i de fleste institutioner - såvel bygnings- som personalemæssigt - mulighed for at etablere en fast beskæftigelseslignende situation i bomiljøet. Sådanne beskæftigelsestilbud viser sig at have en positiv virkning på klimaet i hjemmegruppen og medvirker derfor til, at der opstår færre ukontrollable konflikter.

8.

Om betydningen af institutionens fysiske rammer.

Den fysiske indretning af institutionerne kan hæmme opdelingen i mindre grupper. Selv om forholdet mellem personalet og børnene spiller en langt større rolle end de fysiske rammer for børn og unges oplevelse af institutionerne, har det fysiske miljø også en stor betydning for arbejdets tilrettelæggelse og for den måde, hvorpå man modtager indtryk og påvirkninger fra andre mennesker, og dermed for det almene velbefindende.

På nogle institutioner danner børn og unge sammen med personalet grupper, der er alt for store til at være ramme om et tilfredsstillende pædagogisk arbejde. Man må være opmærksom på, at det kan gå ud over muligheden for at lære det enkelte barn og den unge virkelig godt at kende, ligesom barnets indlæring vanskeliggøres, jo flere skiftende medarbejdere der hjælper et bestemt barn ved spisning og i andre situationer, hvor træning er påkrævet. Imidlertid kan der med lidt opfindsomhed altid findes muligheder for at arbejde i mindre grupper, selv om de fysiske rammer skulle besværliggøre dette.

Som eksempler på, at små ændringer i institutionsmiljøet har haft betydning for, at anvendelse af tvangsmidler overfor børn med handicap har kunnet bringes til ophør, kan nævnes

a. Udskiftning af sengen med en sovebriks, bl.a. fordi en del børn forbinder sengen med fiksering.

Anskaffelse af sengehest eller polstring af gulvet omkring sengen med tæpper, dyner eller lignende i en periode for at undgå, at barnet slår sig, hvis det falder ud af sengen.

b. I de tilfælde, hvor et barn ødelægger andre børns nattesøvn, må det være rimeligt at give barnet eneværelse samt planlægge sengetiden videst muligt ud fra den enkeltes behov.

c. Ommøblering til mindre og adskilte spisesteder kan muliggøre spisning i flere mindre grupper, hvilket ofte medfører rolige måltider.

d. Opdeling af større sovestuer eller sovesale med skillevægge og døre, hvorved også mere voldsomme børn og unge bringes på passende afstand af småbørn eller andre værgeløse, har mange steder bevirket, at konflikter og dermed af og til fiksering har kunnet undgås.

Et særligt problem udgør den manglende mulighed for privatliv, som følger af mangelen på eget værelse, især hvor det drejer sig om større børn og unge.

Alle må have ret til privatliv; derfor bør det tilstræbes, at fælles sovestuer efterhånden opdeles, således at i hvert fald større børn og unge får eget værelse, der skal kunne aflåses såvel udefra som indefra. Naturligvis bør der herved tages et vist hensyn til alder og funktionsniveau. Ret til privatliv indebærer også, at man ikke bør gå ind på andres værelse uden først at have banket på døren og fået tilladelse til at åbne.

Den personlige integritet kan lide skade på institutioner med sovesale, fællesbrusebade, mere eller mindre åbne toiletter, toiletter uden sæde, toiletter med kighul i døren og på anden måde mangelfuldt udstyrede toiletrum. Sådanne forhold virker krænkende for barnet, der har krav på samme respekt og hensyn som alle andre, selv om det har et vidtgående handicap.

Hvis børnene eller de unge - som det af og til hævdes - skulle ønske selskab under toiletbesøg, kan de lade døren stå åben. Men der skal være mulighed for at lukke døren, hvis man ønsker det, ligesom det må være en selvfølge, at der er døre eller forhæng for brusebade.

9.

Om fiksering.

Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, fodremme eller livstykke samt anden form for mekanisk fastspænding.

Fiksering af børn og unge blev i aftagende omfang anvendt i særforsorgens institutioner før 1. januar 1980.

Ved udlægningen af særforsorgen var antallet af børn og unge, der blev fikserede, så lille, at man fandt det forsvarligt i magtanvendelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at forbyde anvendelse af fiksering.

De pædagogiske fremgangsmåder, der anvendtes for at undgå fiksering, er omtalt i de foregående afsnit, hvortil der henvises.

Det bemærkes, at fastspænding med stofseler til seng, stol eller toilet for at hindre fald ikke betragtes som fiksering.

Det samme gælder den form for fastspænding til kørestol eller andet hjælpemiddel, der anvendes overfor stærkt fysisk hæmmede børn eller unge som et nødvendigt led i behandlingen.

Som fiksering betragtes ej heller anvendelse af særligt lærredstøj til børn eller unge, der river tøjet i stykker, eller anvendelse af bløde, beskyttende specialhandsker til selvlemlæstende børn eller unge.

10.

Om aflåsning af yderdøre.

I nogle familieboliger er yderdørene på visse tidspunkter aflåst. På samme måde kan der ske aflåsning af yderdørene på institutionerne eller de enkelte afdelinger om natten eller undtagelsesvist i kortere perioder af dagen.

Det er væsentligt, at pædagogikken er tilrettelagt således, at man i det daglige samvær undgår, at der opstår problemer omkring aflåsningen.

Det er almindeligt, at børnene eller de unge skal orientere institutionen om, hvor de går hen, og hvornår de er tilbage, før de forlader institutionen. Medarbejderne bør stimulere børnenes forståelse for nytten af gensidig hensyntagen og information ved at udvise aktiv interesse for og medleven i det enkelte barns liv og færden.

Spørgsmålet om aflåsning af yderdøre om dagen har været et særligt problem for enkelte institutioner for børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Ved at låse yderdøren har man kunnet forhindre, at børn forlod afdelingen uden tilladelse. En aflåsning har ofte været anvendt med henvisning til

at børnene ikke var trafiksikre,

at børnene ikke ville kunne finde tilbage til afdelingen,

rutine (man vidste, hvor man havde børnene).

Også på dette område er det vigtigt at tilstræbe, at forholdene bliver så normale som muligt.

Det kan dog undtagelsesvist i spidsbelastningssituationer, under badning og spisning, ved personalets fravær på grund af sygdom m.v. efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde være nødvendigt at aflåse yderdøren i en kortere periode af hensyn til børnenes sikkerhed.

Behovet for aflåsning kan imidlertid mindskes ved forskellige forholdsregler, f.eks. at

undlade aflåsning i længere og længere perioder ad gangen,

sætte alarmklokke op ved yderdøren, som ringer, når døren åbnes,

udlevere nøgler,

opøve børnenes trafiksikkerhed,

lære børnene at sige til, når de forlader afdelingen.

Disse forholdsregler eller en kombination heraf har ofte kunnet vænne børnene til at leve acceptabelt og fornuftigt med uaflåste døre. Det har tilmed vist sig, at man ved at undlade aflåsning har gjort det mindre spændende at forlade afdelingen i utide.

11.

Om fratagelse af besøgsret.

I de tilfælde, hvor samkvemmet mellem børn og unge og deres forældre er afbrudt eller indskrænket, enten fordi der er truffet beslutning derom i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsens § 9, eller fordi børnene og de unge eller forældrene ikke ønsker kontakt, må medarbejderne have for øje som et overordnet mål, at kontakten på et eller andet tidspunkt skal genoptages i fuldt omfang.

Medarbejderne må derfor overfor såvel børn og unge som forældre udnytte tiden til at forberede genoptagelse af kontakten.

Det kan være hensigtsmæssigt, at kontakten genoptages ved forældrebesøg på institutionen, således at samvær i barnets hjem først sker på et senere tidspunkt. Ved de første besøg kan det være en god ide, at barnet ledsages af en medarbejder fra institutionen, der kender såvel barn som forældre.

12.

Om modtagelse af post m.v.

Det er en naturlig opgave for medarbejderne at hjælpe mindre børn eller børn og unge, der på grund af deres handicap ikke kan læse, med at læse deres berve og senere eventuelt med at besvare dem. Imidlertid bør barnet have mulighed for selv at bestemme, når det ønsker hjælp dertil. Barnet må selv give udtryk for, når og med hvem det vil læse brevet.

Ikke alle breve er glædesbudskaber. Derfor må medarbejderne taktfuldt observere, om et barn har brug for særlig omhu efter at have modtaget et brev. Medarbejderen bør uden at mase sig på afvente barnets henvendelse, idet det i nogle tilfælde kan være et sundhedstegn hos barnet, hvis det ønsker at bakse med sine problemer selv.

Når brevkontrol iværksættes, er det en selvfølge, at barnet eller den unge får en forklaring på en forståelig måde, idet man tager den intellektuelle modenhed i betragtning. Er barnet eller den unge særligt knyttet til en bestemt medarbejder, bør det tilbydes, at denne medarbejder foretager kontrollen.

Det bør erindres, at børn og unge er meget sårbare og blufærdige omkring deres følelsesmæssige forhold til forældrene, hvorfor diskretion i forhold til de øvrige børn og unge skal iagttages.

Brevkontrol kan naturligvis aldrig omfatte breve til eller fra forsorgsmyndigheder, tilsynsmyndigheder, klagemyndigheder eller andre offentlige myndigheder. Sådanne breve skal altid straks udleveres eller afsendes.

13.

Om sikret afdeling.

Selv om en sikret afdeling er aflåst udadtil, bør mellemdøre og døre og vinduer til sikrede friarealer, såsom atriumgårde eller lignende, ikke være aflåst. Dette giver praktiske muligheder for at udøve en pædagogik, der indenfor de givne rammer bygger på en udstrakt åbenhed og frihed.

I det daglige samvær på de sikrede afdelinger kan det i praksis være vanskeligt at realisere den ideale pædagogik. Derfor vil kompromiser være nødvendige, hvorfor medarbejderne nøgternt må gøre de pædagogiske minus- og plussider op og på baggrund af den opnåede indsigt tilrettelægge den mest hensigtsmæssige pædagogik på stedet.

Når anbringelsestiden i sikret afdeling er begrænset til højst 2 måneder, ligger der heri en opfordring til institutionen om nøje at overveje, hvornår det er forsvarligt at udskrive en ung, og at stille forslag om, at denne udskrives fra den sikrede afdeling hurtigst muligt. Det er væsentligt, at medarbejderne med den unge nøje gennemgår de regler, der gælder for ophold i sikret afdeling, herunder om opholdets længde m.m.

Opstår der en god kontakt mellem den unge og medarbejderen, har denne mulighed for at motivere den unge for et positivt samarbejde med myndighederne også om planlægning af tiden efter opholdet i den sikrede afdeling. Er anbringelsen surrogat for varetægtsfængsling, må medarbejderne dog være opmærksomme på, at efterforskningen i sagen er en opgave for politiet, og at institutionen ikke skal medvirke ved at udføre egentlige politiopgaver.

Nogle sikrede afdelinger har et såkaldt isolationsrum, der står som den yderste mulighed, hvis en ung går totalt amok og er til fare for sig selv og andre. Pædagogisk set er det en nødløsning, der kun bør anvendes uhyre sjældent, og den unge må under hele opholdet være under stadigt tilsyn. Det vil i de fleste tilfælde være påkrævet at tilkalde en læge, der så afgør, om den unge kan behandles på stedet, eller om hospitalsindlæggelse er påkrævet.

Opstår en episode, der kræver brug af isolationsrummet, bør den følges op af en øjeblikkelig intensiveret pædagogisk indsats. Dernæst bør den følges op af en fornyet vurdering af den unges totale situation på afdelingen samt af de muligheder, der er for at lede udviklingen i positiv retning.

14.

Om anvendelse af skema- og indberetningsmateriale.

Bestemmelserne om skematilførsler og indberetninger har flere formål. Dels skal institution, amtsråd og socialstyrelse have fuldt kendskab til brugen af og begrundelserne for anvendelse af de i § 11, stk. 1, nævnte indgreb, dels kan materialet benyttes som et naturligt udgangspunkt for pædagogiske drøftelser om mål og metoder i institutionens daglige arbejde.

Enhver medarbejder må være klar over, at anvendelse af sanktioner eller disciplinarmidler, der efter bekendtgørelsens kapitel 1 er forbudt, vil blive anset for en alvorlig tjenesteforseelse, der medfører påtale eller efter omstændighederne skarpere reaktioner. Det samme gælder overtrædelser af de regler, der er givet for anvendelse af de tilladte sanktioner. Hverken forældre, læger eller andre kan dispensere fra de gældende regler.

Det er overladt til institutionens ledelse at afgøre, hvornår en fysisk magtanvendelse falder ind under de omstændigheder, der er anført i § 2, stk. 1, og således er tilladt. Det forudsættes, at der udover den påbudte skematilførsel også gøres notater i afdelingens adgbog og eventuelt i barnets eller den unges journal.

Anvendelse af nødværge efter § 2, stk. 2, skal fortsat indberettes, idet det er nødvendigt, at en udenforstående instans vurderer, om betingelserne for anvendelse af nødværge var opfyldt.

Der vil blive lagt megen vægt på, at barnet eller den unge, der har været impliceret i den indberettede handling, hvor det er muligt selv gør rede for sin oplevelse af episoden. For børn og unge med social modenhed kan selve processen med at affatte en skriftlig redegørelse give en indsigt, der kan modvirke uhensigtsmæssig adfærd i lignende situationer. Hvis barnet ikke er i stand til selv at nedskrive sin forklaring til indberetningen, må institutionens leder hjælpe dermed eller selv nedskrive barnets forklaring så korrekt som muligt. En samtale om problemerne mellem de implicerede vil i mange tilfælde være en pædagogisk set god afslutning på episoden.

Alle medarbejdere på en døgninstitution har ansvar for og interesse i, at specielt de regler, der gælder for retsbeskyttelsen af institutionens børn og unge, bliver overholdt. Medarbejderne må derfor være opmærksomme på dette, også i forhold til kolleger, der overtræder bekendtgørelsens regler. Derfor har de pligt til at meddele institutionens leder, hvis en medarbejder, der har været impliceret i en handling, som kræver indberetning, ikke skriver denne.

Medarbejdere er ofte stærkt følelsesmæssigt engagerede og derfor chokerede og bange, hvis de på grund af impulsgennembrud har overtrådt reglerne. En venlig, kollegial støtte på dette tidspunkt kan betyde, at medarbejderen selv tager initiativ til indberetningen.

15.

Formidling af bekendtgørelsens regler.

Som led i den påbudte oplysninger over forældrene om bekendtgørelsens indhold kan det anbefales, at dette gennemgås en gang årligt, f.eks. ved et forældremøde.

Børnenes orientering om reglerne indarbejdes i det planlagte pædagogiske arbejde.

Det er vigtigt at sikre, at ethvert barn og enhver ung samt deres forældre er informeret om, hvem de kan henvende sig til, dersom de er usikre eller har direkte klager. Foruden institutionens ledelse kan sagsbehandleren inddrages som formidler i klagetilfælde.

I konkrete klagetilfælde er det vigtigt at forklare klagerne, hvilken klageadgang og ankemulighed de har.

Socialstyrelsen, den 23. juli 1980

N. Raaschou-Nielsen

/Arne Rohde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →