Om selvbetalertakst mv. for ophold i de under bistandslovens § 112, stk. 2, hørende særlige plejehjem, der er bestemt til periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling (Til kommuner og amtskommuner)
Statutory Text (2 Articles)
Om selvbetalertakst mv. for ophold i de under bistandslovens § 112, stk. 2, hørende særlige plejehjem, der er bestemt til periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling
(Til kommuner og amtskommuner)
I henhold til pkt. 80 i socialministeriets cirkulære af 29. juni 1979 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap fastsætter socialstyrelsen følgende regler for selvbetalertakst mv. for ophold i hjem til rekreation eller behandling.
A. Pleje- og rekreationshjemmet i Glamsbjerg.
Selvbetalertaksten for midlertidige ophold fastsættes til et beløb, der udgør 40% af pensionsgrundbeløbet for en enlig, rundet ned til nærmeste hele kronebeløb, jf. sikringsstyrelsens til enhver tid gældende cirkulære om folke-, invalide- og enkepensionens størrelse. Beløbet udgør herefter pr. 1. januar 1980 25 kr. pr. dag. Man henleder opmærksomheden på, at denne takst i henhold til lov nr. 529 af 28. december 1979 om stop for priser mv. ikke kan forhøjes pr. 1. april og 1. oktober 1980.
B. Højvang-kollegiet, Århus.
1) Personer med indtægt (løn, dagpenge, pension eller anden indtægt).
Selvbetalertaksten fastsættes til halvdelen af indtægten efter skattetræk, dog højst 364 kr. ugentlig eller 1.577 kr. månedlig - til dækning af kost, logi, sengetøj og linned samt vask heraf - medens den øvrige del af indtægten er til rådighed for pågældende.
Såfremt den halvdel af arbejdslønnen, der er til rådighed for pågældende, er mindre end 146 kr. ugentlig eller 633 kr. månedlig, supplerer institutionen denne op til det anførte ugentlige beløb på 146 kr. eller månedlige beløb på 633 kr., der skal være til disposition for pågældende til lommepenge, beklædning mv.
Sidste måned, dvs. den måned pågældende fraflytter institutionen, er gratis.
2) Personer uden indtægt.
Opholdet er gratis, og der udbetales af institutionen et beløb på 146 kr. ugentlig eller 633 kr. månedlig til lommepenge, beklædning mv.
Satserne under gruppe 1) - 2) reguleres 1. januar hvert år på samme måde som satserne i pkt. 2 b i supplement til socialstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 680 af 25. marts 1980 om lommepenge, arbejdsvederlag og andre ydelser til børn og unge i døgninstitutioner, jf. bistandslovens §§ 96 og 101, og i familiepleje, jf. bistandslovens § 66. Det bemærkes, at månedsbeløbene fremkommer ved at gange de ugentlige beløb med 4 1/3.
Personer under gruppe 1) - 2), der har særlige økonomiske forpligtelser, f.eks. forsørgerpligter eller udgifter til egen bolig, må henvises til kommunen med henblik på evt. hjælp efter bistandslovens afsnit om kontanthjælp.
Det beløb, der af beboere med indtægt indbetales for opholdet, eller som udbetales til lommepenge, beklædning mv., afholdes ikke over hjemmets driftsregnskab, men påføres regningen til den kommune, der iøvrigt betaler for pågældendes ophold på hjemmet.
C. For andre særlige plejehjem bestemt til periodevis indlæggelse til rekreation eller behandling, der senere oprettes, fastsætter socialstyrelsen selvbetalertakst for den enkelte institution efter hjemmets formål og klientelets art.
Denne cirkulæreskrivelse har gyldighed fra 1. januar 1980.
Samtidig ophæves socialstyrelsens cirkulæreskrivelser nr. 479 af 21. oktober 1976 og nr. 527 af 20. juli 1977.
Socialstyrelsen, den 15. april 1980
N. Raaschou-Nielsen
/E. Bast