Cirkulæreskrivelse om socialministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 22. december 1979 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge (* 1) (Til kommuner og amtskommuner)
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1, stk. 3.
Det er ikke tilladt at fiksere børn og unge. Fiksering har hidtil i begrænset omfang været tilladt inden for åndssvageforsorgen, men antallet af fikseringer af børn og unge har været ringe.
Det bemærkes, at fastspænding til kørestol eller andet hjælpemiddel af stærkt fysisk hæmmede børn og unge som et nødvendigt led i behandlingen ikke betragtes som fiksering.
§ 1, stk. 5.
Isolation er efter bestemmelsen i § 6 kun tilladt i sikret afdeling, og da kun, når der er overhængende fare for, at den unge skader sig selv eller andre.
Adgangen til kortvarig isolation er alene at betragte som hjælpeforanstaltning af nødværgelignende karakter i en akut situation.
Med amtsrådets tilladelse kan dog i en overgangsperiode dørene til værelserne i sikrede afdelinger aflåses om natten, når det må anses for påkrævet af hensyn til personalets sikkerhed, og når de unge til enhver tid ved benyttelse af ringeapparat eller på anden måde omgående kan tilkalde det vagthavende personale. Amtsrådet underretter socialstyrelsen om sådanne tilladelser og påser løbende, at det fortsat er nødvendigt at anvende tilladelsen. Såfremt ordningen af amtsrådet ønskes fortsat udover 1. januar 1982, skal dette godkendes af socialstyrelsen, og amtsrådet må i så fald redegøre for, hvad der fra amtsrådets side er foretaget for at muliggøre, at den natlige aflåsning kan ophøre.
§ 1, stk. 8.
Bestemmelsen er ny, men ændrer ikke på det forhold, at det er det sociale udvalg, der, også i tilfælde hvor anbringelsen træder i stedet for varetægtsfængsling, træffer beslutning om anbringelsen.
Beslutningen træffes i medfør af bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3, eller § 123, eventuelt foreløbig ved formandens beslutning i medfør af § 127.
Det sociale udvalg kan derefter i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 99 og efter forhandling med retten beslutte, at anbringelsen skal ske i sikret afdeling.
I det sociale udvalgs vurdering af, om anbringelse i en social institution er hensigtsmæssig, må indgå de krav, der i medfør af § 1, stk. 8, fra rettens og politiets side måtte blive stillet med hensyn til særlige foranstaltninger under opholdet.
Det bemærkes i den forbindelse, at krav om afskæring fra kontakt med andre inden for afdelingen (fuldstændig isolation) af pædagogiske og bygningsmæssige grunde næppe kan efterleves og derfor normalt bør føre til afvisning af anbringelsen.
Det vil dog for de fleste unge være en fordel at blive anbragt i en sikret afdeling frem for i varetægtsfængsel, specielt i de tilfælde, hvor det må antages, at sagen sluttes, uden at den unge skal afsone en fængselsstraf. Det forudsættes derfor, at de sociale myndigheder i videst muligt omfang er imødekommende over for retten i disse sager. Dette gælder særlig med hensyn til krav om afskæring fra kontakt med andre uden for afdelingen, om besøgsforbud og om brevkontrol. Gennemsyn og eventuel tilbageholdelse af breve i medfør af bestemmelsen i stk. 8 kan dog kun foretages af politiet. Institutionens medarbejdere kan kun medvirke ved brevkontrol i overensstemmelse med bestemmelserne i § 10 og kan ikke deltage i efterforskninger eller udføre andre politimæssige opgaver.
Såfremt den unge ikke vil affinde sig med anvendelsen af de særlige foranstaltninger, som retten eller politiet i medfør af § 1, stk. 8, har krævet, kan den unge til enhver tid trække sit samtykke til anbringelsen i sikret afdeling tilbage. Sker dette, skal institutionen straks give meddelelse til retten, der så må træffe bestemmelse om, hvorvidt den unge skal overføres til varetægtsfængsel.
Til orientering vedlægges afskrift af retsplejelovens §§ 771 og 772, der indeholder reglerne for politiets adgang til at kræve besøgsforbud og brevkontrol.
I bekendtgørelse nr. 505 var omtalt regler for anvendelse af såkaldte farmakologiske tvangsmidler. Forholdet er ikke omtalt i den nye bekendtgørelsen, men det forudsættes, at anvendelse af fysisk magt ved medicingivning indberettes efter reglerne i § 12.
§ 4
Opmærksomhedenhenledes på, at betingelserne for anbringelse i sikret afdeling er omformuleret i forhold til bekendtgørelse nr. 199.
I bekendtgørelse nr. 505 fandtes ikke en til § 4, stk. 1, nr. 2, svarende bestemmelse. Det har således ikke været tilladt at anbringe unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap i sikrede afdelinger alene af behandlingsmæssige grunde. Der er ikke ved den nye bestemmelse tilsigtet nogen ændring i dette forhold.
Unge mellem 15 og 18 år, der er dømt til åndssvageforsorg/institution eller i henhold til retskendelse skal opholde sig i lukket institution, kan i medfør af socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 § 5, stk. 3, optages i lukket institution for voksne med vidtgående psykiske handicap. Optagelse i sikret afdeling for børn og unge kan kun ske, hvis betingelserne herfor i § 4 er opfyldt.
Overførsel fra åben til sikret afdeling anses for ændring af anbringelsesstedet og skal, såfremt forældremyndighedens indehaver modsætter sig overførslen, behandles efter reglerne i bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 4. Forældremyndighedens indehaver kan indbringe overførslen for den sociale ankestyrelse, jfr. bistandslovens § 128, stk. 2.
§ 11. Skematilførsler.
Anvendelse af samtlige de i bekendtgørelsen hjemlede indgreb bortset fra nødværge skal samme dag indføres på det særlige skema, der skal opbevares i en protokol. Denne kan f.eks. være et ringbind med en fortløbende indholdsfortegnelse, der i datofølge angiver elevens navn og indgrebets art.
§ 12. Indberetninger.
Der skal efter denne bekendtgørelsen ikke ske særskilt indberetning af den i § 2, stk. 1, omhandlede magtanvendelse. Det kan dog anbefales, at institutionen i de tilfælde, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt magtanvendelsen er omfattet af § 2, stk. 1, indberetter episoden til amtsrådet, der herefter kan tage stilling til, om magtanvendelsen har været tilladt.
Det bemærkes, at den i indledningen til bekendtgørelsen omtalte supplerende cirkulæreskrivelse (vejledning) fra socialstyrelsen vil blive udsendt snarest.
Socialstyrelsen, den 10. marts 1980
N. Raaschou-Nielsen
/Lene Kann-Rasmussen
Cirkulæreskrivelse om socialministeriets bekendtgørelse nr. 569 af 22. december 1979 om magtanvendelse m.v. i døgninstitutioner for børn og unge (* 1)
(Til kommuner og amtskommuner)
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 1980 og afløser bekendtgørelse nr. 199 af 29. marts 1976 om magtanvendelse, isolation, sikrede afdelinger, fratagelse af besøgsret og brevkontrol i døgninstitutioner for børn og unge samt bekendtgørelse nr. 505 af 19. september 1977 om magtanvendelse, isolation og lukket afdeling m.v. i særforsorgens institutioner samt om klageadgangen over forsorgens udøvelse.
Reglerne i bekendtgørelsen svarer i store træk til reglerne i bekendtgørelse nr. 199 af 29. marts 1976, men på enkelte punkter er der sket ændringer.
Der vil i det følgende blive redegjort for de mere væsentlige ændringer.