Legislator Case Law & Legislation
C19801827146 DK

Statsskattedirektoratets revisionsmeddelelse vedr. Investering i ædelmetaller

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Revisionsmeddelelse 1980 18271 Historic

Statsskattedirektoratets revisionsmeddelelse vedr. Investering i ædelmetaller

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Den skattemæssige behandling af investering i ædelmetaller

3. Beholdninger som anses for privat indbo

4. Anskaffelse som led i næring

5. Spekulation

5.1. Skattemæssig behandling ved afståelse

5.2. Prisfald

6. Ikke opfyldte kontrakter

6.1. Spekulation - Bedrageri over for køberen

6.1.1. Sælgers manglende ejendomsret

6.1.2. Genstanden går tabt for kunden som følge af sælgers eller trediemands uberettigede dispositioner

6.2. Næring

6.3. Erstatning

7. Handelsprisen på ædelmetaller

1. Indledning Siden sommeren 1979 må det antages, at der er foretaget omfattende investeringer i ædelmetaller såvel ved køb, hvor metallet overgives til kunden ved betalingen, som i form af terminsforretninger. Man skal opfordre de lignende myndigheder til ved undersøgelser i sælgeres regnskabsmateriale at notere navne og adresser på samt oplysninger om størrelsen af omsætning med købere med henblik på efterfølgende ligningskontrol. For så vidt angår købere, som er bosat uden for ligningsmyndighedens område, kan oplysninger indsendes til statsskattedirektoratet, som vil udskrive disse på kontrolbilag R 75. Der henvises til nærværende fremstilling, som er en sammenfatning af notater, udarbejdet af bl.a. direktoratet for Københavns skatte- og registerforvaltning.

2. Den skattemæssige behandling af investering i ædelmetaller Der foretages i stigende omfang private investeringer i ædelmetaller: guld, sølv, platin. Det er ikke tilladt at investere i guld i form af barrer, hvis man ikke bruger guld i sit erhverv: guldsmed, tandlæge o.l., men det er tilladt at erhverve guldmønter, også sådanne der kun fremstilles på grund af metalværdien f.eks. de sydafrikanske Krugerrand, hvis indhold af finguld er 1 ounce (31,103 g), og som fremstilles i store oplag. Derimod må private investere i sølv og platin i barreform. I det følgende gennemgås en række skattemæssige problemer.

3. Beholdninger som anses for privat indbo Anskaffelse af og besiddelse af møntsamlinger o.l. vil normalt blive anset for privat indbo og skal således ikke medregnes i formuen, ligesom en realisationsavance ikke skal medregnes i den skattepligtige indkomst. For at en beholdning anses for møntsamling kræves, at anlæg er sket ud fra samlerhensyn - udsigten til værdistigning er ikke til hinder herfor - men mønternes metalværdi må ikke være afgørende ved erhvervelsen. Anskaffelsen af en samling bestående af en af hver årgang Krugerrand må således i almindelighed accepteres som "privat indbo", medens anskaffelse af flere af samme årgang indicerer, at der lægges vægt på metalværdien, og der anses normalt derfor ikke at være tale om indbo. Anskaffelse af platin, sølv m.v. i barre anses ej heller for indbo. Køb af mønter, metal m.v., der ikke kommer i køberens fysiske besiddelse (f.eks. ved terminshandel), kan ikke anses for en samling (indbo).

4. Anskaffelse som led i næring Anskaffelse af ædelmetal må anses for led i næring for guldsmede, sølvsmede, tandlæger o.l., der benytter det pågældende metal i deres virksomhed, samt naturligvis for professionelle metalhandlere og -mæglere. Handelsavance opgøres på sædvanlig måde, og beholdningen på statusdagen skal optages efter varelagerlovens regler, ligesom kurstab på valuta i forbindelse med varekreditter eller lånefinansiering kan fratrækkes, jf. ligningslovens § 8D, og kursgevinster skal medregnes. For at et parti kan anses for anskaffet som led i næring (f.eks. med adgang til varelagernedskrivning) må kræves, at det er bestemt til at indgå i næringsvirksomheden. En tandlæges køb af et stort sølvparti på termin med efterfølgende salg, uden at partiet har været i tandlægens fysiske besiddelse endsige brugt i virksomheden, kan således ikke anses som led i næring, men må anses for erhvervet i spekulationsøjemed. Derimod kan en guldsmeds køb og hjemtagelse af større mængder guld - begrundet f.eks. i udsigten til stigende priser anses for led i næring, hvis det rent faktisk er bestemt for forarbejdning. Terminskøb kan også være et naturligt led i sikring af råvarer til virksomheden.

5. Spekulation

5.1. Skattemæssig behandling ved afståelse Der vil typisk her være tale om køb af ædelmetaller, hvor metalværdien er afgørende for erhvervelsen (platin, sølvbarrer, Krugerrands o.l.). Køberen får ofte ikke metalbeholdningen i besiddelse, men har blot erhvervet kontrakt, indskrivningsbevis e.l. Spekulationshensigten - at kunne videresælge det købte med fortjeneste - vil her være det afgørende for købet. Fortjenesten ved afhændelse beskattes som spekulationsgevinst, dvs. som almindelig indkomst. Ved afhændelse af beholdningen eller en del heraf opgøres fortjenesten på grundlag af anskaffelsesprisen for de enkelte partier, der normalt vil være individualiserede. Moms, mæglersalær, transportomkostninger, bankomkostninger ved betaling osv. indgår ved opgørelse af fortjenesten på sædvanlig måde. Kurstab/-gevinst på valuta ved finansiering af købet og på ydelse af kredit ved salget er indkomsten uvedkommende, jf., at ligningslovens § 8D kun omhandler "fordringer og gæld, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed". Det samme gælder låneomkostninger o.l., bortset fra renter, hvor fradrag er særligt hjemlet, og stiftelsesprovisioner m.v. (statsskattelovens § 6 og ligningslovens § 8, stk. 3). Formuemæssigt skal beholdningen af ædelmetal optages til handelsværdien på statusdagen, dvs. dagspris og ikke anskaffelsespris, og uden adgang til varelagernedskrivning, jf. ligningslovens § 18A, stk. 2. Da der ikke sker metalnotering her i landet, vil det i praksis sige statusdagens notering på Londons og New Yorks metalbørs omregnet til værdien i dansk valuta efter statusdagens valutakurs. Varekreditter, kontrakt- og varefinansiering i udenlandsk valutakurs medregnes i gælden til statusdagens valutakurs.

5.2. Prisfald Har en investor (spekulant) det erhvervede ædelmetal i sin besiddelse (f.eks. i bankboks), eller kan det godtgøres, at metallet har foreligget individualiseret uden på anden måde at indgå i spekulationsforretning, og således at det på anfordring kan kræves udleveret, kan tab på grund af faldende priser fradrages i den skattepligtige indkomst.

6. Ikke opfyldte kontrakter En del af de kontrakter, der i dag indgås om salg af ædelmetal til senere levering, er ikke reelle terminskontrakter, idet der ikke er dækning for kontrakten i en underliggende metalhandel. Hvis en investor konstaterer, at det af ham købte metal ikke findes, må eventuelt tab på sådanne kontrakter (forudbetaling, a contobetaling m.v.) anses som et ikke fradragsberettiget formuetab, idet handelen ikke er realiseret og spekulationsobjektet ikke anskaffet. Oplysninger om omfattende bedragerier over for kunder i A/S X, der har købt ædelmetaller, som viser sig ikke at være til stede, rejser spørgsmålet om den skattemæssige behandling af tab, der lides om følge af bedrageri.

6.1. Spekulation - Bedrageri over for køberen Statsskattelovens § 5a om beskatning (tabsfradrag) vedrørende salg af formuegenstande, der er (erhvervet) solgt i spekulationshensigt, må for det første forudsætte, at skatteyderen har erhvervet ejendomsret til formuegenstanden. For det andet forudsætter beskatning (tabsfradrag), at formuegenstanden er solgt eller i alt fald afhændet på en måde, der kan sidestilles med et salg. Bedrageri over for købere kan tænkes at foreligge på flere måder

6.1.1. Sælgeres manglende ejendomsret Der kan foreligge den situation, at køberen ikke har erhvervet ædelmetal, idet sælgeren ikke har haft ejendomsret til det "solgte" og heller ikke er i stand til at erhverve det og opfylde handelen. For terminskontrakter vil det sige, at der ikke er dækning i en underliggende metalhandel. Spekulationsbeskatning (tabsfradrag) i medfør af statsskattelovens § 5a synes begrebsmæssigt ikke at kunne ske, da skatteyderen ikke har erhvervet ejendomsret til nogen formuegenstand (metal). Det beløb (købesum, forudbetaling m.v.), der eventuelt går tabt som følge af sælgerens manglende tilbagebetalingsevne, må anses som et ikke fradragsberettiget formuetab. Landsskatteretten har taget stilling til et lignende tilfælde i en kendelse af 3. oktober 1977, der drejede sig om tab i forbindelse med køb af en grund i Britisk Honduras, der viste sig ikke at tilhøre sælgeren.

6.1.2. Genstanden går tabt for kunden som følge af sælgers eller trediemands uberettigede dispositioner Der kan også foreligge den situation, at kunden nok har erhvervet genstanden, idet sælgeren har kunnet opfylde handelen, men genstanden er senere gået tabt for kunden som følge af, at sælgeren (eller trediemand) har haft genstanden i depot og uberettiget har disponeret over den (eller genstanden er gået tabt for kunden som følge af en hændelig begivenhed). Også i denne situation må det antages, at tabet af formuegenstanden (metallet) ikke omfattes af spekulationsbeskatningen i medfør af statsskattelovens § 5a, idet der ikke er tale om salg af formuegenstande (eller afståelse, der kan sidestilles hermed). En lignende situation forelå i forbindelse med vekselerer A's betalingsstandsning i 1968, hvor en række kunder mistede værdipapirer, der var indlagt i depot uden genbelåningsret. En række skatteydere søgte at fradrage tab vedrørende mistede aktier, men ved landsskatteretskendelserne 1970.93, 1970.94 og 1973.5 blev det fastslået, at udtrykkene "afståelse" og "afhændelse" i bestemmelserne i lov om særlig indkomstskat, § 2, nr. 6-7 og ligningslovens § 16C, stk. 1 om afståelse af aktier ikke omfatter en vekselerers uretmæssige dispositioner over deponerede aktier. Da de særlige regler i lov om særlig indkomstskat og ligningsloven vedrørende aktier træder i stedet for statsskattelovens § 5a, og udtrykkene "afståelse" og "afhændelse" således træder i stedet for "salg", synes det rimeligt at drage analogi fra nævnte kendelser til tab af formuegenstande, der omfattes af statsskattelovens § 5a.

6.2. Næring For guld- og sølvsmede, tandlæger o.lign. må anskaffelse af ædelmetal anses for sket i næring, når metallet er bestemt til at indgå i næringsvirksomheden. Terminskøb kan efter omstændighederne være et naturligt led i sikringen af råvarer til virksomheden. Opstår der tab på terminskontrakter, der ikke kan opfyldes af sælgeren, bliver spørgsmålet, om der kan indrømmes fradrag ud fra et driftstabssynspunkt (statsskattelovens §§ 4 og 6). Da der er tale om køb af råvarer til forarbejdning og videresalg i virksomheden, kan der næppe være tvivl om, at fradrag i indkomsten må godkendes. Et krav om at tabet er udslag af en "naturlig driftsrisiko", synes ikke at kunne stilles vedrørende et omsætningsaktiv af omhandlede art.

6.3. Erstatning Det er sandsynligt, at købere har forsikret kontrakter eller deponerede genstande. Spørgsmålet bliver da, om modtagelsen af en forsikringssum udløser beskatning (tabsfradrag). I lov om særlig indkomstskat sidestilles modtagelse af erstatnings- eller forsikringssummer med afståelse. En tilsvarende regel fremgår ikke udtrykkeligt af statsskattelovens § 5, men i praksis har man anset en forsikringssum for omfattet af § 5a i tilfælde, hvor en ejendom var erhvervet i spekulationshensigt. Lægges denne praksis til grund, må der indrømmes skatteyderen tabsfradrag, hvis forsikringssummen ikke dækker det investerede beløb, medens der må ske beskatning af fortjenesten, hvis forsikringssummen overstiger det investerede beløb. Det må dog være en forudsætning, at der er tale om en egentlig forsikring af engagementet og ikke blot udbetaling af en mindre "tyveriforsikring".

7. Handelsprisen på ædelmetaller Som udtryk for handelsprisen på guld og sølv er regnet med noteringen på The London Metal Exchange, og for platin er regnet med noteringen i New York. Priserne er omregnet efter valutakurserne, som noteret i København. Handelsprisen i danske kroner er beregnet til: 1/1 78 1/1 79 1/1 80 ------ ------ ----- Guld pr. troy ounce 954 kr. 1.151 kr. 2.813 kr. Sølv pr. troy kg. 861 kr. 960 kr. 5.548 kr. Platin pr. troy ounce 1.078 kr. 1.776 kr. 3.718 kr.

Hans Westerberg

J. Sandgren

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →