Statsskattedirektoratets cirkulære vedr. Beskatning under ophold i Grønland m.v. (*1)
Statutory Text (2 Articles)
Statsskattedirektoratets cirkulære vedr. Beskatning under ophold i Grønland m.v. (*1)
1. Ved lov nr. 517 af 21. december 1979 er der gennemført ændringer i: - kildeskattelovens § 1, nr. 2, og § 7, stk. 2. - sømandsskattelovens § 28, stk. 7. Endvidere er indsat en ny bestemmelse i: - kildeskattelovens § 88. Endelig er følgende bestemmelser ophævet: - kildeskattelovens § 3, stk. 4-7. - ligningslovens § 9A (Grønlandsfradrag). Loven er foranlediget af den grønlandske landstingslov nr. 5 af 19. maj 1979 om indkomstskat (den grønlandske indkomstskattelov) og af den mellem den danske regering og det grønlandske landsstyre den 18. oktober 1979 indgåede aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. (bekendtgørelse nr. 475 af 21. november 1979). Loven har virkning fra 1. januar 1980.
2. Skattepligtsreglerne
2.1. Efter den hidtidige affattelse af kildeskattelovens § 1, nr. 2, er personer, der opgiver deres bopæl her i landet, fuldt skattepligtige i 4 år efter bopælsopgivelsen, medmindre de godtgør at være undergivet indkomstbeskatning til en fremmed stat eller Færøerne efter reglerne for derboende personer. Bestemmelsen er nu ændret således, at udrejse til Grønland sidestilles med udrejse til fremmed stat eller Færøerne. En person, der udrejser til Grønland uden at bevare sin bopæl i Danmark, vil herefter være fuldt skattepligtig i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 2, i indtil 4 år efter udrejsen, såfremt den pågældende har haft bopæl her i landet i et sammenhængende tidsrum af mindst 4 år inden udrejsen. Når den pågældende godtgør at være fuldt skattepligtig til Grønland, ophører den fulde skattepligt efter kildeskattelovens § 1, nr. 2, fra datoen for den grønlandske skattepligts indtræden. Skatteydere, der påberåber sig at være undergivet fuld skattepligt til Grønland, kan anvende en F 54 G-erklæring hertil. Denne svarer til F 54-erklæringen, men teksten er alene trykt på dansk og grønlandsk.
2.2. Efter den hidtidige bestemmelse i kildeskattelovens § 3, stk. 4, blev personer, der tog ophold i Grønland, fritaget for skattepligt efter kildeskattelovens § 1, nr. 1 og 2, hvis opholdet i Grønland varede 2 år eller mere uden anden afbrydelse end ferie og lignende. Efter de ændrede bestemmelser vil en person, der udrejser til Grønland, og som bevarer sin bopæl i Danmark, være fuldt skattepligtig i medfør af kildeskattelovens § 1, nr. 1, uanset hvor længe opholdet i Grønland varer. Efter den grønlandske indkomstskattelov vil den pågældende blive anset for fuldt skattepligtig til Grønland senest efter 6 måneders ophold der. Den herved opståede konflikt løses efter dobbeltbeskatningsaftalens artikel 4, der bestemmer, at den pågældende i henhold til dobbeltbeskatningsaftalens bestemmelser skal anses for at være bosat i den del af riget, hvor han opholder sig, men dog således at opholdet skal have en varighed af 6 måneder uden anden afbrydelse end kortvarige ophold uden for den omhandlede del af riget på grund af ferie eller lignende. Grønland vil således i dobbeltbeskatningsaftalens forstand efter 6 måneders ophold der blive betragtet som "bopælsland" (fra opholdets begyndelse).
2.2.1. Varer opholdet i Grønland 6 måneder eller mere, medfører dette, at Grønland kan beskatte den pågældendes samlede indkomst (globalindkomst) og skal indrømme nedslag i skatten (credit) for sådanne indtægter, som Danmark efter dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til som "kildeland". Danmark kan alene beskatte disse sidstnævnte indtægter, der stort set er de samme som de indtægter, der er nævnt i kildeskattelovens § 2.
2.2.2. Varer opholdet i Grønland mindre end 6 måneder kan Danmark beskatte den pågældendes samlede indkomst (globalindkomst) og skal indrømme credit ved skatteberegningen for den grønlandske skat af indtægter, som Grønland efter dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til som "kildeland".
2.3. I forbindelse med ophævelsen af bestemmelsen i kildeskattelovens § 3, stk. 4, fra 1. januar 1980 er der fastsat en overgangsregel for personer, der før denne dato har taget ophold i Grønland, og som pr. nævnte dato har været i Grønland i mindre end 2 år, jf. bekendtgørelse nr. 521 af 21. december 1979. Efter overgangsbestemmelsen kan personer, der er udrejst til Grønland i perioden 1. januar 1978 - 31. december 1979, fritages for skattepligt efter kildeskattelovens § 1, nr. 1 og 2, når opholdet i Grønland har varet i 2 år eller mere uden anden afbrydelse end ferie og lignende. Fritagelsen har virkning fra begyndelsen af opholdet i Grønland.
3. Forskudsregistreringen
3.1. For skatteydere - som i forbindelse med ophold i Grønland godtgør, at opholdet forventes at blive af mere end 6 måneders varighed, og - som bevarer bopæl i Danmark, skal forskudsregistreringen ændres, såfremt væsentlighedskriteriet, jf. kildeskattelovens § 53, er opfyldt, idet der ikke skal opkræves forskudsskat af indtægter, der erhverves under opholdet i Grønland, medmindre Danmark har beskatningsretten hertil i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen. Den ændrede forskudsregistrering for udrejseåret skal således omfatte samtlige skatteyderens indtægter i tiden indtil opholdet i Grønland påbegyndes samt de indtægter, der erhverves i tiden herefter, og som Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til.
3.2. For skatteydere, - som i forbindelse med ophold i Grønland godtgør, at opholdet forventes at blive af mere end 6 måneders varighed, og - som ikke bevarer bopæl i Danmark, kan forskudsregistreringen ændres efter samme retningslinier, som når skattepligten ophører ved fraflytning til fremmed stat.
3.3. For skatteydere, hvis ophold i Grønland forventes at blive af mindre end 6 måneders varighed, skal forskudsregistreringen normalt ikke ændres på grund af Grønlandsopholdet. I disse tilfælde skal danske indeholdelsespligtige foretage kombineret dansk-grønlandsk skattetræk i løn m.v. indtjent ved personligt arbejde udført i Grønland, idet den beregnede danske kildeskat skal reduceres med det beløb, der indeholdes i kildeskat til Grønland, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 520 af 21. december 1979. Der skal dog ikke trækkes grønlandsk kildeskat, hvis opholdet i Grønland ikke overstiger 60 dage i sammenhæng, idet sådanne kortvarige ophold ikke medfører skattepligt til Grønland.
4. Fritagelse for dansk skattetræk i forbindelse med ophold i Grønland
4.1. Fritagelse for dansk skattetræk i løn indtjent ved arbejde i Grønland (f 52-erklæring). Reglerne om indeholdelsespligt omfatter principielt også løn m.v., der af danske indeholdelsespligtige udbetales for arbejde i Grønland. Skatteydere, som i forbindelse med ophold i Grønland godtgør, at opholdet i Grønland forventes at blive af mere end 6 måneders varighed, kan derfor begære sig fritaget for dansk skattetræk efter kildeskatteloven i løn m.v. indtjent ved personligt arbejde, der udføres i Grønland eller om bord i skibe, der er hjemmhørende i Grønland. Ved ansøgningen om udstedelse af F 52-erklæring skal skatteyderen anvende en særlig blanket - F 56. F 56-blanketten vil blive udsendt til kommunerne samt til arbejdsgivere, der normalt udfører arbejde i Grønland. Blanketten skal, efter at skatteyderen og den arbejdsgiver, hos hvem skatteyderen er ansat under arbejdet i Grønland, har givet oplysninger om udrejsedato, ansættelsesforholdets forventede varighed m.v., indsendes til den grønlandske forskudsregistreringsmyndighed. Forskudsregistreringsmyndigheden forsyner, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, blanketten med påtegning om, at skatteyderen er forskudsregistreret som fuldt skattepligtig til Grønland, hvorefter blanketten sendes til den danske bopælskommune. De grønlandske skattemyndigheder vil forskudsregistrere personer som fuldt skattepligtige, medmindre opholdet i Grønland sker som følge af en tidsbestemt kontrakt af mindre end 6 måneders varighed, og den danske bopælskommune kan derfor i almindelighed udstede en F 52-erklæring, når F 56-blanketten er attesteret af de grønlandske skattemyndigheder. I tilfælde, hvor bopælskommunen trods de grønlandske skattemyndigheders attestation ikke finder at kunne imødekomme ansøgningen om fritagelse for skattetræk, skal dette straks meddeles den grønlandske forskudsregistreringsmyndighed. F 52-erklæring kan endvidere udstedes, når en skatteyder f.eks. ved indsendelse af en F 54 G-erklæring - godtgør at være undergivet fuld skattepligt til Grønland og i forbindelse hermed anmoder om fritagelse for dansk skattetræk i løn, der er indtjent ved arbejde i Grønland. En revideret udgave af F 52-blanketten er under udarbejdelse. Indtil denne foreligger, kan den hidtidige udgave anvendes ved udstedelse af fritagelseserklæringer.
4.2. Fritagelse for dansk skattetræk i øvrigt (F 58-erklæring). I tilfælde, hvor der her fra landet udbetales A-indkomst bortset fra løn indtjent ved arbejde i Grønland - hvortil beskatningsretten i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen tilkommer Grønland, udfærdiges i forbindelse med forskudsregistreringen en F 58-erklæring (Fritagelse for skattetræk) til den indeholdelsespligtige, jf. KD-meddelelse 1970-12. Dette kan eksempelvis komme på tale for pensionsydelser og lignende, der var omfattet af de nu ophævede bestemmelser i kildeskattelovens § 3, stk. 6 og 7.
5. Danske arbejdsgiveres indeholdelse af kildeskat til Grønland I medfør af § 88 i kildeskatteloven har ministeren for skatter og afgifter ved bekendtgørelse nr. 520 af 21. december 1979 fastsat bestemmelser om danske arbejdsgiveres indeholdelse af kildeskat til Grønland ved udbetaling eller godskrivning af vederlag for arbejde, som er omfattet af den grønlandske indkomstskattelove.
5.1. Efter bekendtgørelsen skal - registreringen af indeholdelsespligtige, - regnskabsførelse og redegørelse vedrørende udbetalt/godskreven indkomst og indeholdt kildeskat, - afgivelse af oplysninger til brug ved skatteligningen og skatteberegningen for indkomstmodtageren foretages efter de regler, der gælder for indeholdelsespligtige med hjemting i Grønland.
5.2. De indeholdte kildeskattebeløb indbetales til statsskattedirektoratet tilligemed summarisk redegørelse for de indeholdte beløb efter de regler, der gælder for indeholdelsespligtige med hjemting her i landet.
5.3. Kombineret dansk-grønlandsk skattetræk. For skatteydere, hvis ophold i Grønland forventes at blive af mindre end 6 måneders varighed, skal den indeholdelsespligtige foretage indeholdelse af både dansk og grønlandsk kildeskat. I den beregnede danske kildeskat fradrages det beløb, der indeholdes i kildeskat til Grønland, jf. punkt 3.3.
Hans Westerberg
M.O. Østergaard
Ingen