Cirkulære om udvidet indberetningspligt om metadonordinationer (Til landets læger m.fl.)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om udvidet indberetningspligt om metadonordinationer
(Til landets læger m.fl.)
Ved cirkulære af 15. juni 1980 om lægers ordination af afhængighedsskabende (euforiserende) lægemidler, som trådte i kraft den 1. juli 1980, pålagde sundhedsstyrelsen i medfør af lægelovens § 11 enhver læge, herunder den for en sygehusafdeling eller anden behandlingsinstitution ansvarlige overlæge/læge, der iværksætter metadonordination til en patient, omgående at afgive indberetning herom til embedslægeinstitutionen/embedslægen/stadslægen og sundhedssstyrelsen ved anvendelse af anmeldelsesblanketten, formular nr. 4106.
Sundhedsstyrelsen har af hensyn til den nødvendige kontrol fundet det nødvendigt at udvide indberetningspligten og pålægger herved i medfør af lægelovens § 11 enhver læge, som foran anført, at foretage tilsvarende anmeldelse(r) på formular 4106 for hver patient en gang om måneden, så længe metadonordination til den pågældende foregår.
Anmeldelsen vedrørende den pågældende måned skal afsendes senest den første hverdag i næstkommende måned.
Samtlige relevante felter i anmeldelsesformularen skal udfyldes og oplysninger i form af henvisning til tidligere indberetningers indhold anses ikke for fyldestgørende.
Det indskærpes, at formularen forudsætter, at lægens navn, konsultationsadresse/sygehusafdeling/behandlingsinstitution angives ved brug af stempel, og at formularen skal udfyldes ved anvendelse af maskinskrift eller blokbogstaver.
Opmærksomheden henledes på, at indberetningspligten i medfør af sundhedsstyrelsens fornævnte cirkulære af 15. juni 1980 vedrører ordination af metadon til stofmisbrugere og således ikke til patienter, der ikke kan betragtes som sådanne, f.eks. cancer-patienter. Det samme gælder følgelig indberetning i medfør af nærværende cirkulære.
Cirkulæret træder i kraft straks.
SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 15. OKTOBER 1980
Søren K. Sørensen
/Øhlenschlæger
Ingen