Skrivelse om sygehusydelser i henhold til art. 21 i EF-forordning nr. 1408/71 i forhold til sygehuslovens almindelige bopælskrav (Til samtlige amtsråd samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser)

Skrivelse om sygehusydelser i henhold til art. 21 i EF-forordning nr. 1408/71 i forhold til sygehuslovens almindelige bopælskrav

(Til samtlige amtsråd samt Københavns og Frederiksberg

kommunalbestyrelser)

Ifølge art. 21 i EF-forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for fællesskabet, har de arbejdstagere, der har bopæl i en anden medlemsstat end den, der efter forordningen er den kompetente stat (jfr. nedenfor), ret til under ophold i den kompetente stat at modtage naturalydelser (dvs. bl.a. sygehusbehandling), som om de var bosat i den kompetente stat.

Der har over for indenrigsministeriet været rejst tvivl om, hvorledes denne bestemmelse skal forstås i forhold til sygehuslovens almindelige bopælskrav.

Indenrigsministeriet har derfor drøftet fortolkningen af art. 21 i forordningen med såvel sikringsstyrelsen og udenrigsministeriets markedssekretariat som med amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg kommuner, der har tilsluttet sig nedennævnte forståelse af art. 21's rækkevidde.

Indledningsvis bemærkes, at det ovenfor omtalte begreb »den kompetente stat« i det følgende anvendes om den EF-stat, hvis lovgivning finder anvendelse for vedkommende arbejdstager (og dennes familiemedlemmer). Spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes er fastlagt i artiklerne 13-17 i forordningen.

Forordningens hovedregel er, at en arbejdstager er undergivet lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er beskæftiget. Da langt de fleste arbejdstagere har bopæl i det land, på hvis område de er beskæftiget (grænsearbejdere er en gruppe arbejdstagere, for hvem dette ikke er tilfældet), vil det derfor også være hovedreglen, at arbejdstageren er omfattet af lovgivningen i den stat, på hvis område han har bopæl (og er beskæftiget).

For visse grupper af arbejdstagere gælder det imidlertid, at de er undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvori de har bopæl, jfr. artiklerne 13, 16 og 17 i forordningen.

De i praksis vigtigste grupper udgøres af

1) søfolk, der er bosat på en medlemsstats område, men er beskæftiget ombord på et skib, der fører en anden medlemsstats flag, jfr. art. 13, stk. 2, b.

2) tjenestemænd eller dermed ligestillede personer, der er udsendt til tjeneste i et andet EF-land, jfr. art. 13, stk. 2 c. Dette gælder eksempelvis for udsendte ved danske diplomatiske repræsentationer i andre EF-lande, samt udsendte ved internationale organisationer i EF-lande, herunder EF-repræsentationen i Bruxelles, NATO-hovedkvarteret i Bruxelles og i Rendsburg m.fl.

Dette gælder ligeledes den persongruppe, der efter art. 16 har valgt at være omfattet af dansk lovgivning.

Endvidere kan visse andre grupper af udsendt personale være omfattet af dansk lovgivning i medfør af art. 17 i forordningen.

Det tilføjes, at de ovenfor omtalte grænsearbejdere ikke er omfattet af art. 21; for denne gruppe gælder der særlige regler i art. 20.

Vedr. den nærmere opregning af personalegrupperne kan i øvrigt henvises til sikringsstyrelsens vejledning af juli 1979 om EF-reglerne om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl.

De under 1) og 2) omtalte grupper af arbejdstagere har - som alle andre under midlertidigt ophold her i landet - krav på vederlagsfri sygehusbehandling for akut opstået sygdom, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 6. marts 1975 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

For så vidt angår ovennævnte gruppers krav på vederlagsfri sygehusbehandling i øvrigt under midlertidigt ophold her i landet skal herved vedr. art. 21 i forordningen fastslås følgende

De under 1) anførte søfolk (der formentlig i praksis udgør en begrænset gruppe) har krav på vederlagsfri sygehusbehandling i den sygehuskommune, hvori vedkommende rederi har sit domicil. For så vidt vedkommende sømand har været bosat i Danmark, påhviler sygehusforpligtelsen dog den seneste bopælsamtskommune.

De under 2) anførte tjenestemænd har krav på vederlagsfri sygehusbehandling i den sygehuskommune, hvori vedkommende senest har haft bopæl i Danmark. For så vidt en sådan seneste bopæl her i landet undtagelsesvis ikke findes for de pågældende tjenestemænd har vedkommende krav på sygehusbehandling i den sygehuskommune, hvor tjenestemandens arbejdsgiver (styrelse, institution) har sit hjemsted.

P.M.V./E.B.

STEEN LOIBORG

Ingen