Skrivelse vedrørende forbud mod tobaksrygning, jfr. § 35 § 43, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts 1980 om detailforhandling af levnedsmidler.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse vedrørende forbud mod tobaksrygning, jfr. § 35 § 43, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 121 af 28. marts 1980 om detailforhandling af levnedsmidler.
Veterinærdirektoratet er af Foreningen Røgfrit Miljø gennem miljøministeriet blevet orienteret om, at forbudet mod tobaksrygning i levnedsmiddeludsalg, jfr. § 43, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 121 i ifølge foreningens opfattelse ikke fungerer efter hensigten, ligesom det er blevet stillet i forslag, at skilte med forbud mod tobaksrygning opsættes ved butikkens indgang.
I den anledning skal man henlede levnedsmiddelkontrolenhedernes opmærksomhed på sagen og samtidig henstille til levnedsmiddelkontrolenhederne, at man kræver forbudsskiltene mod tobaksrygning opsat ved butikken indgang, idet denne placering må betragtes som den mest iøjnefaldende (jfr. § 43, stk. 2) medmindre forholdene konkret tilsiger en anden placering.
Veterinærdirektoratet er videre blevet stillet en række spørgsmål om fortolkningen af §§ 34 og 43 i bekendtgørelse nr. 121.
Veterinærdirektoratet er således blevet forespurgt, hvorvidt den ansvarlige for et levnedsmiddeludsalg har pligt til over for en kunde at påtale overtrædelse af rygeforbudet. Veterinærdirektoratet har hertil svaret, at den ansvarlige ikke har en sådan pligt, forstået således, at den ansvarlige ikke kan strafforfølges for at undlade en sådan påtale, hvorimod han naturligvis kan strafforfølges, dersom han undlader at opsætte skiltet med forbud mod tobaksrygning. Tilsynet med overholdelsen af rygeforbudet påhviler de lokale tilsynsmyndigheder, og klage over mangelfuld overholdelse af forbudet må rettes til disse myndigheder.
Veterinærdirektoratet er videre blevet forespurgt, mod hvem der skal rejses tiltale, hvis en kunde overtræder forbudet mod tobaksrygning i salgslokalet. Der er hertil udtalt, at bestemmelsen om forbud mod tobaksrygning skal behandles analogt med forbudet mod medtagelse af hunde og andre dyr i levnedsmiddeludsalg, hvilket vil sige, at det er kunden og ikke forhandleren, der overtræder forbudet, og som følge heraf er det kunden, der ifalder strafansvar, såfremt kunden ryger eller medtager dyr i salgslokalet.
P. v. v.
E. Malling Olsen