Cirkulære om dyrlægeloven m.v. (Til samtlige dyrlæger m.fl.)

Cirkulære om dyrlægeloven m.v.

(Til samtlige dyrlæger m.fl.)

Ved lov nr. 205 af 30. maj 1980 er lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning blevet ændret. Lovændringen træder i kraft den 1. september 1980.

Landbrugsministeriet har i den anledning udarbejdet vedlagte bekendtgørelse nr. 312 af 25. juni 1980 af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning, der indeholder loven i den udformning, der vil være gældende fra 1. september 1980.

I det følgende redegøres dels for en række af de ændringer, der er foretaget ved den seneste lovændring, dels redegøres for den fortolkning landbrugsministeriet og veterinærdirektoratet har anlagt af en række af de allerede gældende bestemmelser i loven. Endelig redegøres for landbrugsministeriet og veterinærdirektoratets fortolkning af enkelte af bestemmelserne i visse af de bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, nemlig bekendtgørelse nr. 395 af 25. august 1972 om forbud mod antibiotika og kemoterapeutika i kød og slagteaffald samt i mælk og æg, som ændret ved bekendtgørelse nr. 562 af 31. oktober 1973, og bekendtgørelse nr. 496 af 28. september 1978 om begrænsning i anvendelse af lægemidler til husdyr.

A. Lov nr. 205 af 30. maj 1980 indeholder følgende mere væsentlige ændringer

1. Efter lovens § 4, stk. 2, og § 5, stk. 3, åbnes mulighed for, at dyrlæger fra andre EF-lande kan etablere sig som dyrlæge her i landet eller udføre tjenesteydelser som dyrlæge. De nærmere betingelser herfor er fastsat i en bekendtgørelse af 25. juni 1980 om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som dyrlæge i Danmark. Efter de vedtagne EF-direktiver vil der blive åbnet tilsvarende muligheder for danske dyrlæger i de øvrige EF-lande.

2. Efter lovens § 4, stk. 3, behøver der ikke længere foreligge en større epizooti, før dyrlægestuderende kan få tilladelse af veterinærdirektoratet til at bistå en autoriseret dyrlæge under udøvelse af dyrlægegerning. Bestemmelsen vil imidlertid blive administreret indskrænkende, således at der skal foreligge ganske særlige grunde, før en tilladelse kan forventes givet og da eventuelt kun til særlige opgaver, som f. eks. kødkontrol.

3. Efter lovens § 7, stk. 2, skal en praktiserende dyrlæge registreres som sådan i vererinærdirektoratet. Ved en praktiserende dyrlæge forstås en dyrlæge, der tager dyr under behandling for en anmeldepligtig smitsom husdyrsygdom eller som tager anden mands dyr under behandling for nogen anden sygdom, til hvis behandling der kræves veterinær indsigt, eller som tager dyr under behandling under anvendelse af receptpligtige lægemidler, jfr. lovens § 4, stk. 1, litra a-c. Dyrlæger, der ved lovens ikrafttræden er autoriseret af veterinærdirektoratet, behøver dog ikke indsende ansøgning om registrering, sålænge de fortsætter deres hidtidige praksis.

4. Efter lovens § 7, stk. 3, begrænses pligten til at påtage sig veterinært arbejde som led i en offentlig bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos husdyrene fremover til de praktiserende dyrlæger. Man skal imidlertid herved præcisere, at pligten også omfatter specialpraktiserende dyrlæger og dyrlæger, der er ansat i organisationer m.m., og som udøver virksomhed som praktiserende dyrlæge.

5. Bestemmelserne om udlevering af lægemidler til dyr i lovens § 7 a er ændret, således at det fremover altid er en betingelse, at den ordinerende (distribuerende/dispenserende) dyrlæge selv har stillet en diagnose for sygdommen hos dyret/dyrene. Det er således ikke længere tilstrækkeligt, at diagnosen er stillet af et statsligt eller godkendt laboratorium. Oplysningerne fra sådanne laboratorier kan imidlertid indgå i overvejelserne af diagnosen.

I visse tilfælde er det fortsat tilladt at stille diagnosen uden besøg i besætningen, jfr. nærmere § 7 a. Det bemærkes imidlertid, at landbrugsministeriet ikke finder det fagligt forsvarligt at stille diagnosen på dette grundlag, såfremt der er forløbet mere end en kortvarig periode efter det seneste besøg i besætningen, typisk mere end 3 måneder.

6. Som ny § 11 a er indsat en bestemmelse, hvorefter en dyrlæge, der gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelserne om dyrlægers ordination, distribuering eller dispensering af receptpligtige lægemidler til dyr, kan fratages disse rettigheder. Rettighederne kan fratages i overensstemmelse med reglerne i lovens § 12, d.v.s. uden dom. Efter § 13 kan afgørelsen imidlertid forlanges indbragt for domstolene.

7. Som ny § 15 a er indsat en bestemmelse, hvorefter en dyrlæge selv og uden den i § 12 anviste procedure kan fraskrive sig sin autorisation eller dele af de rettigheder, der knytter sig til autorisationen som dyrlæge. Der er således åbnet mulighed for f. eks. at fraskrive sig retten til at praktisere som dyrlæge, men bevare retten til at udføre kødkontrol.

8. I modsætning til tidligere skal alle laboratorier, der erhvervsmæssigt foretager diagnostiske laboratoriemæssige undersøgelser for andre med henblik på konstatering af husdyrsygdomme, nu have tilladelse hertil af landbrugsministeriet, jfr. reglen i § 18. Kravet om tilladelse er således ikke længere begrænset til laboratoriet, der foretager undersøgelser af smitsomme sygdomme, hvis bekæmpelse er omfattet af lovgivningen. Dyrlæger eller laboratorier, der mod vederlag foretager laboratorieundersøgelser for kolleger, skal således fremover have tilladelse.

I ændringslovens § 3 er fastsat en overgangsperiode for de bestående laboratorier. Man skal imidlertid henlede opmærksomheden på, at laboratorier, der ikke har tilladelse til deres virksomhed, men som fremover vil blive omfattet af bestemmelserne i § 18, senest den 1. oktober 1980 skal give landbrugsministeriet de i paragraffen krævede oplysninger.

9. I lovens § 19 indsættes to nye stykker, der indeholder en udvidelse af straffebestemmelserne.

Efter § 19, stk. 4, er det således tilstrækkeligt, at der er konstateret en overtrædelse, f. eks. medicinrester i leveret mælk, til at straffe den pågældende leverandør, og det uanset om den pågældende var vidende om eller burde vide, at der forelå en overtrædelse, f. eks. at der var de konstaterede medicinrester.

For så vidt angår bestemmelsen i § 19, stk. 5, skal bemærkes, at landbrugsministeriet ikke herved har ændret sin hidtidige opfattelse af, hvorvidt dyrlægegerning eller landbrugsvirksomhed må udøves som aktieselskab eller anpartsselskab.

B. Fortolkning af bestemmelserne i den gældende dyrlægelov.

Efter lovens § 7, stk. 1 og 5, skal en dyrlæge under sin gerning udvise omhu og samvittighedsfuldhed, ligesom dyrlægen skal basere indberetninger, attester og udtalelser på en omhyggelig undersøgelse af grundlaget herfor.

Dyrlægernes opmærksomhed henledes specielt på, at de oplysninger, der gives på slagteattester om anvendelse af lægemidler, der kan medføre restkoncentrationer, ikke alene omfatter en eventuel behandling af dyret umiddelbart forud for udstedelse af slagteattesten, men også omfatter eventuelle tidligere behandlinger. Dyrlægen skal således ved at indhente nødvendige anamnestiske oplysninger fra ejeren eller dennes repræsentant sikre sig, at ejeren eller repræsentanten er klar over dette forhold, når ejeren eller repræsentanten medunderskriver slagteattesten. Undladelse af hos ejeren eller repræsentanten at indhente de nødvendige anamnestiske oplysninger er efter landbrugsministeriets opfattelse en overtrædelse af de forannævnte bestemmelser i lovens § 7, stk. 1 og 5, og man vil søge dyrlægen pålagt straf.

C. Bekendtgørelse nr. 395 af 25. august 1972 om forbud mod antibiotika og kemoterapeutika i kød og slagteaffald fra husdyr samt i mælk og æg.

1. I bekendtgørelsens § 5, stk. 2, er som en undtagelse fra det generelle forbud mod udlevering af antibiotika og kemoterapeutika i præparater, der er beregnet til injektion gennem hud eller slimhinder eller til indføring i yver eller bør, givet tilladelse til på nærmere betingelser at udlevere injektionspræparater til behandling af svin og pelsdyr.

Det skal præciseres, at selv om det seneste besøg i besætningen har fundet sted for mindre end en måned siden, så er det ikke uden nyt besøg i besætningen tilladt at supplere besætningsejerens beholdninger af de i § 5, stk. 2, omhandlede præparater.

Tilsvarende må landbrugsministeriet finde, at det er i strid med reglerne, såfremt dyrlægen udlægger depoter af antibiotika og kemoterapeutika i de i § 5, stk. 1, omhandlede former på ejendomme til dyrlægens egen behandling af dyr i ejendommens besætning, der konstateres syge i forbindelse med senere besøg. Der er derved stor risiko for, at besætningsejeren selv i strid med de gældende regler anvender midlerne til behandling af dyr i besætningen.

2. Opmærksomheden henledes på, at bestemmelserne i § 1 og § 5, stk. 2 og 3, skal sammenholdes med den almindelige regel om udlevering i dyrlægelovens § 7 a, der ligeledes altid skal være overholdt.

3. Man skal præcisere, at den i bekendtgørelsens § 7 omhandlede meddelelse om tilbageholdelsestid efter behandling med lægemidler skal være besætningsejeren i hænde - også når der er tale om telefonrecepter - senest samtidig med, at midlet skal anvendes.

D. Bekendtgørelse om begrænsning i anvendelse af lægemidler til husdyr.

1. I § 3 er bestemt, at visse lægemidler kun må anvendes af en dyrlæge personligt. Heri ligger efter landbrugsministeriets opfattelse, at de omhandlede lægemidler ikke må udleveres til en besætningsejer, og såfremt dette finder sted, vil dyrlægen eventuelt kunne blive tiltalt for medvirken, hvis besætningsejeren anvender midlet.

2. Man skal henlede opmærksomheden på, at de i § 6 omhandlede meddelelser om tilbageholdelsestider ikke må anvendes ved behandling med antibiotika eller kemoterapeutika, hvor der er fastsat særlige krav til meddelelsens form.

Landbrugsministeriet, den 17. juli 1980

P. Dalsager

/Arne Sunesen

Ingen