Meddelse om forældelsesfristens beregning Bødeberegning i kildeskattesager Placering af strafansvar (* 1)

Meddelse om forældelsesfristens beregning Bødeberegning i kildeskattesager Placering af strafansvar (* 1)

Ved en dom af 21. oktober 1980 (sag I 39/1980) vedrørende overtrædelse af kildeskatteloven har Højesteret taget stilling til en række strafferetlige problemer.

Sagen angik undladelse af at indbetale indeholdt kildeskat (§ 74, stk 1, nr. 2) for månederne juni - september 1974, samt april og december 1975. Restancen, ialt ca. 620.000 kr., blev afdraget fra april 1975 - oktober 1976 med undtagelse af ca. 20.000 kr., der blev indbetalt en måneds tid efter tiltalebegæringen, der blev fremsendt i januar 1977. Bødeberegningen sluttede pr. 9. juli 1976, d.v.s. 24 måneder efter det tidspunkt, hvor tilsvaret for juni 1974 skulle være indbetalt.

Overtrædelsen var begået af et A/S, der standsede betalingen i juni 1977 og senere likvideredes. Tiltalen var alene rejst imod selskabets direktør, der ejede ca. 52 procent af aktiekapitalen.

Inden tiltalebegæringen, havde sagen efter Statsskattedirektoratets begæring været efterforsket af politiet, og tiltalte var blevet sigtet for overtrædelse af kildeskatteloven ved en politimæssig afhøring den 30. juni 1976.

I Forældelse.

A. Fristens beregning.

I Anklagemyndighedens Årsberetning 1973 s. 116 (jfr. J.1974.282) er det antaget, at fristen for forældelse af strafansvaret for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 2, først begynder at løbe, når handlepligten er opfyldt - d.v.s. når den indeholdte kildeskat betales til statskassen. Dette synspunkt er kritiseret af J.O. Engholm Jacobsen i J 1979 s. 426, der hævder, at fristen løber fra den rettidige betalingsdags udløb.

Ved Højesterets dom er det fastslået, at »det følger af bestemmelsen i § 94, stk. 1, at forældelsesfristen efter § 93, stk. 1, nr. 1, ikke løber, så længe indbetaling .... undlades på .... strafbar måde«.

Hermed er det statueret, at forældelsesfristen først begynder at løbe, når betaling er sket.

B. Fristens afbrydelse.

Straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt., bestemmer, at forældelsesfristen i sager, hvor straf kan pålægges af en administrativ myndighed, afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med, at han er sigtet for overtrædelsen.

Kildeskattelovens § 79 indeholder som så mange andre særlove en adgang for vedkommende administrative myndighed til at forelægge den ansvarlige en bøde og bødeforlæg fra Statsskattedirektoratet er anset tilstrækkelig til at afbryde forældelsen, jfr. U 1978.565 V.

I sagen har Højesteret statueret, at forældelsesfristen belv afbrudt, da politiet på Statsskattedirektoratets foranledning afhørte tiltalte den 30. juni 1976.

II Bødeberegning.

Ved dommen har Højesteret opretholdt de tidligere fastslåede principper, hvorefter bøden for undladt betaling af indeholdt kildeskat som udgangspunkt fastsættes til 2 procent pr. måned af restgælden, eller, når restancen er betalt inden tiltalebegæringen, til 1 1/2 procent pr. måned. Under hensyn til, at restancen i den foreliggende sag ikke var fuldt indbetalt ved tiltalebegæringen (der manglede ca. 3 procent af de ikke rettidigt indbetalte beløb) påstod anklagemyndigheden bøden beregnet efter en sats på 1,8 procent, jfr. U 1972.882 H.

Ved afgørelsen anvendte Højesteret en bødesats på 1,5 procent med den begrundelse, at den væsentligste del af restancen var betalt inden tiltalebegæringen og det resterende forholdsvis lille beløb blev betalt kort tid derefter.

Opmærksomheden henledes derfor på behovet for eventuelt at justere bødeberegningen i tilsvarende sager.

Med hensyn til bødeperiodens længde fandt Højesteret ikke tilstrækkelig anledning til at afkorte beregningsperioden på 24 måneder.

III Placering af strafansvar.

Er den indeholdelsespligtige et A/S eller lignende er udgangspunktet, at tiltalen rettes mod selskabet og også mod den ledende funktionær - typisk direktør - der selstvændigt handler på selskabets vegne,hvis de almindelige ansvarsbetingelser er opfyldt; rejses tiltale både mod selskabet og en funktionær fordeles bødepåstanden med 80 procent til selskabet og 20 procent til funktionæren. Er den daglige leder tillige hovedaktionær (eventuelt sammen med ægtefælle eller børn) og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets forhold, rettes det fulde bødekrav mod den daglige leder ud fra den betragtning, at en reel eneindehaver ikke skal kunne undgå det personlige ansvar ved at drive sin virksomhed i selskabsform, jfr. Anklagemyndighedens Årsberetning 1973 s. 109 (J.1974 s. 279).

I den foreliggende sag havde tiltalte siden 1972 ejet omkring 52 procent af aktiekapitalen, der derudover tilhørte hans moder med ca. 25 procent, medens resten var fordelt mellem tiltaltes søskende og hans fars familie, der havde været knyttet til firmaet siden dets omdannelse til A/S i 1932, og hvis interesser var repræsenteret i selskabets bestyrelse.

Flertallet i Højesteret udtaler, at tiltaltes besiddelse af aktiemajoriteten og hans stilling som direktør og daglige ledelse af selskabet efter oplysning om selskabets størrelse og struktur ikke giver grundlag for at fastslå, at han har haft en så væsentlig og afgørende indflydelse på selskabets drift, at han i forbindelse med restancens opståen og aftalerne om dens afvikling udelukkende eller i det væsentlige har tilgodeset egne interesser. Disse dommere fastsætter herefter bøden til 20 procent af anklagemyndighedens bødepåstand (d.v.s. svarende til almindelig direktørbøde).

Ved efterforskning af disse sager bør opmærksomheden være henledt på at få klarlagt omfanget af direktørens indflydelse på selskabets dispositioner særligt i sager, hvor der er spørgsmål om at pålægge dirketøren svar i samme omfang som en eneindehaver.

Per Lindegaard