Skrivelse om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer. (* 1).
Table of Provisions (22)
Statutory Text (22 Articles)
§ 1. Indbringes en spirituspåvirket person til en politistation, skal den vagthavende på grundlag af en vurdering af den indbragtes tilstand og adfærd afgøre, om der er behov for anbringelse af den pågældende i detention.
Stk. 2. Anbringelse af spirituspåvirkede personer i detention må kun ske i tilfælde, hvor det skønnes strengt nødvendigt.
§ 2. I almindelighed må kun spirituspåvirkede personer anbringes i detentioner.
II. Tilbageholdelse, transport og indbringelse til politistationen af spirituspåvirkede personer.
§ 3. Tilbageholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader.
§ 4. For at sikre det bedst mulige grundlag med henblik på vurdering af den tilbageholdtes helbredstilstand skal de pågældende polititjenestemænd have opmærksomheden henledt på, i hvilken tilstand den tilbageholdte befinder sig ved den første kontakt, herunder om den pågældende har pådraget sig skader. Det bør endvidere undersøges, hvorvidt der på stedet findes flasker, tabletter, injektionssprøjter eller lignende. Eventuelle vidner bør udspørges om den tilbageholdtes færden m.v.
§ 5. Viser den spirituspåvirkede tegn på sygdom, eller hvis den pågældende er bevidstløs eller har pådraget sig synlige skader af ikke ringe omfang, skal indbringelse til et hospital straks ske.
§ 6. Under transporten til politistationen skal den tilbageholdte konstant være under tilsyn. Dersom den tilbageholdte transporteres af personale af det modsatte køn, skal ledsagelse så vidt muligt ske af mindst 2 polititjenestemænd, der under hele transporten skal opholde sig hos den tilbageholdte.
§ 7. Ved ankomsten til politistationen skal den tilbageholdte straks fremstilles for den vagthavende, der indfører den pågældendes data samt tidspunktet i anholdelsesprotokollen.
Stk. 2. Den vagthavende skal gøres bekendt med de iagttagelser m.v., som er foretaget i forbindelse med tilbageholdelsen, jfr. § 4.
§ 8. Politiet skal i alle tilfælde, hvor omstændighederne tillader det, efterkomme en tilbageholdts begæring om, at hjemmet bliver underrettet om tilbageholdelsen. For så vidt angår personer under 18 år skal underretning foretages også uden begæring fra den pågældende.
Stk. 2. Fremsætter den tilbageholdte anmodning om selv telefonisk at underrette sit hjem, skal en sådan begæring efterkommes. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold taler herimod, herunder særligt, at den tilbageholdte ved sin meddelelse til hjemmet kan modvirke en eventuel strafferetlig undersøgelse.
III. Vurdering af den tilbageholdtes helbredstilstand m.v.
§ 9. Såfremt den vagthavende skønner, at den tilbageholdte ikke kan løslades, tager han på grundlag af de foreliggende oplysninger og sit eget skøn over personens tilstand stilling til, om hospitalsindlæggelse eller lægeundersøgelse findes påkrævet.
§ 10. Den tilbageholdte skal overføres til et hospital uden forudgående lægeundersøgelse, hvis den vagthavende skønner, at øjeblikkelig hospitalsbehandling er påkrævet, herunder især i følgende tilfælde
1) Når den tilbageholdtes tilstand - bortset fra spiritusindtagelse - skønnes forårsaget af sygdom. Opmærksomheden henledes særligt på, at symptomer på sygdomme som f.eks. hjerneblødning, hjernerystelse, insulinchok (sukkersyge), epilepsi, malaria samt visse kemiske forgiftninger (f.eks. fra cellulose og triklor) m.v. let kan forveksles med spirituspåvirkning.
2) Når den tilbageholdte har eller kan frygtes at have pådraget sig fysiske skader af ikke ringe omfang. Opmærksomheden henledes særligt på ikke umiddelbart synlige skader i hovedregionen.
3) Når den tilbageholdtes tilstand nærmer sig eller har medført bevidstløshed eller er forbundet med hallucinationer eller svære psykiske sygdomme.
4) Når der foreligger mistanke om, at den tilbageholdtes tilstand kan være fremkaldt ved andre midler end alkohol.
Stk. 2. Dersom det f.eks. under hensyn til tid og afstand må anses for den mest hensigtsmæssige løsning, kan lægeundersøgelse af den tilbageholdte træde i stedet for overførelse til hospital.
§ 11. Politiet må kun efter samråd med en læge give en tilbageholdt smertestillende eller beroligende midler.
IV. Fremgangsmåden ved indsættelse af tilbageholdte i detentioner.
§ 12. Der skal hurtigst muligt, og inden endelig anbringelse i detentionsrum iværksættes, indhentes oplysninger om den tilbageholdte i kriminalregistret med henblik på f.eks. skærpet tilsyn, eventuelle sygdomme m.v.
§ 13. Inden indsættelsen i et detentionsrum skal den tilbageholdte underkastes en visitation. Såvel visitation som indsættelse i detentionen skal ske i overværelse af vagthavende. Ved visitationen skal tilbageholdte fratages alle genstande, som kan benyttes til at volde skade på den pågældende selv, på andre personer eller på ting. Ved visitationen bør som hovedregel medvirke to polititjenestemænd, som hver for sig skal foretage en fuldstændig undersøgelse af den tilbageholdte. Samtlige lommer skal tømmes og bør krænges, hvis det er muligt. Det skal endvidere undersøges, om der i tøjet er ekstralommer (f.eks. billet- og pencillommer), eller om der iøvrigt i beklædningen er gemmesteder, der kan indeholde genstande, der skal fratages den pågældende.
Stk. 2. En egentlig visitation må kun foretages af personer af samme køn som den, der visiteres.
Stk. 3. Effekter, der fratages en tilbageholdt, skal holdes adskilt fra effekter, der tilhører andre tilbageholdte. Penge og værdigenstande skal noteres, f.eks. i anholdelsesprotokollen.
§ 14. Der må, såfremt pladsforholdene muliggør det, kun indsættes en person i hvert detentionsrum.
§ 15. Inden benyttelsen af et detentionsrum skal det konstateres, at lokalet er i forsvarlig stand, herunder at lys og eventuelle signalapparater fungerer, og at ingen løse genstande er glemt i rummet.
§ 16. Den tilbageholdte skal placeres således, at vejrtrækningen kan ske frit, normalt i NATO-stilling med ryggen mod væggen.
V. Tilsyn med detentionsindsatte.
§ 17. Stationens vagthavende har ansvaret for, at der føres et effektivt tilsyn med benyttede detentionsrum.
Stk. 2. Tilsyn med benyttede detentionsrum skal ske så hyppigt, som den indsattes tilstand gør det nødvendigt. Tilsyn skal så vidt muligt ske mindst 1 gang hver halve time.
Stk. 3. Overvågning af detentionsrum med tekniske hjælpemidler, kan anvendes som supplement til det i stk. 2 foreskrevne tilsyn, men kan ikke træde i stedet herfor.
Stk. 4. Klager en tilbageholdt over smerter eller frembyder den pågældende i øvrigt tegn på at være syg, skal der ske overførsel til hospital eller tilkaldelse af læge, jfr. § 10.
VI. Udtagelse af detentioner.
§ 18. Enhver, der er tilbageholdt alene på grund af spirituspåvirkethed, skal udtages af detentionen, så snart begrundelsen for tilbageholdelsen ikke mere er til stede. Tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af anholdelsesprotokollen.
§ 19. Taler særlige omstændigheder herfor, bør den pågældende på begæring bringes til sit hjem, til læge eller til de sociale myndigheder ved politiets foranstaltning.
VII. Anbringelse af spirituspåvirkede personer i institutioner under kriminalforsorgen.
§ 20. Arresthusene og Københavns fængsler kan undtagelsesvis anvendes til anbringelse af spirituspåvirkede personer. I Københavns fængsler kan sådanne personer anbringes, hvis de er ustyrlige eller på grund af pladsmangel ikke kan placeres i detention i området politikreds 1 - 8.
Stk. 2. I politikredsene 1 - 8 overføres spirituspåvirkede kvinder, som skal detentionsanbringes, til politigårdens fængsel.
§ 21. Forud for indbringelsen af spirituspåvirkede personer til institutioner under kriminalforsorgen i henhold til § 20 skal politiets vagthavende have taget stilling til eventuel hospitalsindbringelse eller lægeundersøgelse af den tilbageholdte i overensstemmelse med reglerne i kapitel III.
Stk. 2. Tilsynet med tilbageholdte under opholdet i arresthusene og Københavns fængsler sker efter de retningslinier, der fastsættes af justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Stk. 3. Bestemelse om tilbageholdelsens ophør træffes for de her omtalte tilbageholdte af politiet efter forhandling med arrestforvareren eller den vagthavende leder i politigårdens fængsel.
Heide-Jørgensen
/Damkjær Petersen.
Skrivelse om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer. (* 1).
I. Anvendelse ad detentioner.