Skrivelse om nægtelse af interviews med en varetægtsarresstant.

Skrivelse om nægtelse af interviews med en varetægtsarresstant.

Under henvisning til min skrivelse af 21. januar 1980 vedrørende politiets mulighed for at nægte interviews med varetægtsarrestanter, jfr. pkt. 2 på dagsordenen for seneste statsadvokatmøde, skal jeg henlede opmærksomheden på, at Højesteret den 13. marts 1980 har stadfæstet en af politimesteren i Hillerød truffet afgørelse om afslag på en anmodning fra en journalist om tilladelse til at besøge en varetægtsarrestant.

Den pågældende arrestant ver ved Østre Landsrets dom af 5. november 1979 idømt fængsel i 6 år for bl.a. forsøg på spionage. Dommen var anket til Højesteret, der havde bestemt, at han skulle forblive varetægtsfængselet under anken i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 og stk. 2.

I min argumentation over for Højesteret gjorde jeg følgende gældende

»Retsplejelovens § 770 indeholder den almindelige regel om behandling af varetægtsarrestanter. Herefter er arrestanten alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige af hensyn til sikring af varetægtsfængslingens øjemed.

Besøgsadgangen reguleres specielt i § 771. Som udgangspunkt har arrestanten adgang til besøg i det omfang besøgene er forenelige med opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængselet. Politiet kan dog af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig besøg hos arrestanten eller forlange at besøg finder sted under kontrol.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har udfærdiget administrative bestemmelser om adgangen til besøg i kriminalforsorgens anstalter. I cirkulære 163 af 13.9.1978 om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse bemyndiges institutionens leder til at tillade besøg af repræsentanter for bl.a. dagspressen. Ifølge cirkulærets § 4 kan institutionens leder tillade interview med indsatte, men politiet kan efter § 5 af hensyn til efterforskningen modsætte sig samtale og interview med varetægtsarrestanter. Er fuldbyrdelsesordre meddelt, har den indsatte adgang til at modtage besøg efter reglerne i cirkulære 140 af 25.6.1973, der bl.a. i § 15 foreskriver, at der skal foreligge personlig tilknytning mellem den indsatte og den besøgende. Kun det første af disse regelsæt vedrører varetægtsarrestanter. Det er udstedt i medfør af Justitsministeriets bekendtgørelse om fuldbyrdelse af frihedsstraf og om ophold i varetægtsfængsel og normerer ikke varetægtsarrestanters retsstilling efter retsplejelovens § 771 i henseende til besøgsadgangens forenelighed med varetægtens øjemed.

Det er min opfattelse, at en adgang til at modtage en journalist på besøg med henblik på eller nærliggende udsigt til, at arrestanten herved får lejlighed til at meddele sig til offentligheden gennem pressen, vil være i strid med varetægtsfængslingens øjemed.

Hensynet til retshåndhævelsen har krævet, at tiltalte ikke er på fri fod. De hensyn, som ligger bag denne varetægtsgrund, vil efter anklagemyndighedens opfattelse blive groft tilsidesat, såfremt tiltalte får adgang til gennem massemedierne, herunder i form af et avisinterview, at gøre rede for sagen eller sine personlige forhold, eller til at ytre sig i øvrigt, og derigennem forklare eller forherlige sin forbryderiske aktivitet. En mulighed herfor vil i en sag af denne karakter i øvrigt være i strid med de hensyn, der ligger bag straffelovens § 136, stk. 2.

Jeg nedlægger derfor påstand om, at retten stædfæster politimesterens afgørelse af 21. februar 1980.

Det tilføjes, at der ikke er efterforskningsmæssige betænkeligheder ved at tillade besøget.«

Som indledningsvis nævnt fik anklagemyndigheden af Højesteret medhold i de anførte synspunkter.

Per Lindegaard.

Samtlige statsadvokater.

Ingen