Skrivelse om i hvilket omfang politiet har mulighed for at nægte interviews med varetægtsarrestanter.

Skrivelse om i hvilket omfang politiet har mulighed for at nægte interviews med varetægtsarrestanter.

Under pkt. 2 på dagsordenen for statsadvokatmødet i oktober 1979 blev det med udgangspunkt i 2 konkrete sager diskuteret, i hvilket omfang politiet har mulighed for at nægte interviews med varetægtsarrestanter. Det aftaltes på mødet, at spørgsmålet nærmere ville blive undersøgt i Rigsadvokaturen.

I retsplejeloven er der i § 770 ff givet regler om varetægtsarrestanters rettigheder, politiets muligheder for at gøre indskrænkninger heri, samt regler om, at konflikter kan løses ved forelæggelse for retten.

Disse regler er suppleret af en række administrative regler, herunder justitsministeriets cirkulære (nr. 163 - red.) af 13. september 1978 om offentlighedens adgang til kriminalforsorgens anstalter og arresthuse.

Disse bestemmelser afløste et tidligere cirkulære (nr. 3 af 7. januar 1974), der var udstedt i henhold til justitsministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf.

I forbindelse med forslaget til det nye cirkulære forelå en indstilling fra en arbejdsgruppe, nedsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

I en udtalelse, som jeg den 5. maj 1978 afgav til Direktoratet for Kriminalforsorgen, over de foreslåede regler, anførte jeg bl.a.

»Efter min opfattelse bør politiet også af andre grunde end efterforskningsmæssige kunne nægte samtaler eller interviews bestemt til offentliggørelse. En varetægtsarrestant har adgang til at udtale sig offentligt om den sigtelse, der er rejst mod ham, i retsmøderne og i almindelighed bør hans adgang til at udtale sig offentligt om den verserende sag være begrænset hertil«.

Af en supplerende indstilling, der senere blev afgivet af arbejdsgruppen til direktoratet, fremgår, at politimesterforeningen havde foreslået bestemmelsen ændret således, at politiet ud over hensynet til efterforskningen også skulle have adgang til at modsætte sig interviews af hensyn til ofret, vidner og lignende.

I den anledning anførtes det i indstillingen fra arbejdsgruppen bl.a.

»Efter retsplejelovens § 770, stk. 1, er en varetægtsarrestant alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige i sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet. I §§ 771 og 772 om henholdsvis besøg og brevveksling er der ligeledes kun mulighed for indskrænkninger af hensyn til efterforskningen eller orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.

Gruppen må også på denne baggrund fastholde, at politiets adgang til at modsætte sig interviews og samtaler med pressen, alene knyttes sammen med hensynet til efterforskningen, hvorved også hensynet til vidner (i givet fald tillige forbrydelsens ofre) i et vist omfang kan tilgodeses.«.

Der blev herefter for at præcisere, at politiet i alle tilfælde skal høres, inden der gives tilladelse til samtaler eller interviews med varetægtsarrestanter, foreslået følgende ændret formulering af bestemmelsen

»Politiet kan af hensyn til efterforskningen modsætte sig samtaler og interview m.v. med varetægtsarrestanter«.

En bestemmelse af dette indhold blev medtaget i cirkulæret.

Konklusionen af undersøgelsen i Rigsadvokaturen er, at spørgsmålet har fundet sin løsning i dette cirkulære fra Kriminalforsorgen. Der er efter min opfattelse næppe grundlag eller særligt behov for at søge reglerne ændret. I eventuelle fremtidige sager kan det i særligt stødende tilfælde overvejes, om en nægtelse vil kunne forsvares med henvisning til retsplejelovens § 771, således at spørgsmålet eventuelt herefter kan prøves af retten. Jeg understreger dog, at politiets afslag på besøg ifølge bestemmelsens ordlyd kun kan motiveres af varetægtens øjemed.

Til samtlige statsadvokater.

Ingen