Legislator Case Law & Legislation
C19800400433 DK

Specialnorm for planlægning (80)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Norm 1980 4004 Historic

Bilag

A. Vejledning 13

B. Aftaleformular med vejledning 17

1. ALMENT

1.0 Grundlag

Denne specialnorm er gældende sammen med Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand (ABR).

1.1 Arbejdsområde

Normen omfatter planlægningsopgaver, der kan betegnes som overordnede f.eks. i forhold til bygge- eller anlægsopgaver.

Til denne type planlægningsopgaver hører f.eks.

1. Sammenfattende planlægning

2. Sektorplanlægning

3. Anden planlægning

1.2 Afgrænsning

Det skal i den enkelte aftale fastlægges hvilke opgaver, der omfattes af aftalen.

1.3 Aftalegrundlag

Forinden rådgivning eller bistand iværksættes skal der udfærdiges en skriftlig aftale herom mellem klienten og rådgiveren. Aftalen skal normalt indeholde en beskrivelse af den stillede opgaves formål og omfang.

2. YDELSER

Rådgiverens ydelser fastlægges i et arbejdsprogram, hvori der nærmere gøres rede for hvilke arbejdsmetoder og datagrundlag, der skal anvendes for at opfylde opgavens formål.

I arbejdsprogrammet fastlægges rådgiverens ydelser og samarbejdet under opgavens gennemførelse mellem klient og rådgiver beskrives.

3. HONORERING

3.0 Honorarformer

Honorering sker ved nedennævnte honoreringsformer

Honorar efter regning

Fast økonomisk ramme

Fast honorar

Delt honorar

Skønsmæssigt fastsat honorar

3.1 Honorarformernes anvendelse

Under nærværende specialnorm vil honorar efter regning være den mest almindelige honoreringsmetode.

Ved opgaver, hvor omfanget og indholdet af samt tidsplan for rådgiverens opgave er defineret, kan fast honorar aftales.

3.2 Honorarets beregning

3.2.1 Honorar efter regning

Honoraret beregnes som lønudgiften til medarbejdere og indehavere, som har arbejdet med opgaven, med tillæg af et dækningsbidrag.

Rådgiveren har overfor klienten ansvaret for, at de, som arbejder på opgaven, har de tilstrækkelige kvalifikationer, og at deres antal og kvalifikationer er afpasset efter opgavens krav.

Ved beregning af honoraret må der ikke regnes med en normeret timeløn, der er urimelig i forhold til den aflønning, der er sædvanlig for rådgivere med nødvendige kvalifikationer for udførelse af opgaven.

Dækningsbidraget omfatter den forholdsvise andel af rådgiverens kapacitetsomkostninger, renter, afskrivninger samt avance.

Dækningsbidraget er et procenttillæg til lønudgiften og aftales indenfor intervallet 120 % 150 %.

Lønudgiften til medarbejdere og indehavere fremkommer ved, at det antal timer, som hver person i henhold til førte timelister har arbejdet med opgaven, multipliceres med den normerede timeløn for den pågældende.

Der skal dagligt føres timelister, der specificerer hvor mange timer, den pågældende har

a) beskæftiget sig med hver enkelt af virksomhedens opgaver

b) holdt ferie

c) været syg

d) beskæftiget sig med arbejder, som ikke kan henføres til konkrete klientforhold.

Rejsetid indenfor normal arbejdstid føres på opgaven.

Den normerede timeløn bestemmes som 12 gange den pågældendes månedslån divideret med et normeret årligt antal arbejdstimer for tiden fastsat til 1805. For deltidsbeskæftigede regnes ud fra vedkommendes andel i virksomhedens faktiske årlige antal arbejdstimer.

Ved månedsløn forstås det beløb, den pågældende får udbetalt pr. måned med tillæg af indeholdt skat samt sådanne beløb, der af virksomheden indbetales til pensionsordning for den pågældende og inkl. lovbestemte ydelser som ATP, ferielønstillæg o.l. og med tillæg af 1/12 af sådanne løntillæg, som den pågældende måtte få for året som helhed.

Dersom den nøjagtige størrelse af løntillægget først kan beregnes ved årets udgang, regnes der med et beløb, som fastsættes udfra forholdene i det forrige regnskabsår.

For overarbejde beregnes samme timeløn som normalt, idet eventuelle tillæg, der måtte blive ydet af virksomheden, kun medregnes i den bogførte udgift, såfremt det forud er aftalt med klienten.

Anvendes på opgaven elektronisk databehandling (EDB), afregnes lønudgiften til medarbejdere og indehavere som ovenfor angivet, medens brug af EDB-anlæg og EDB-programmer godtgøres efter nærmere aftale.

Anvendes på opgaven efter aftale andet specialudstyr, afregnes dette som for elektronisk databehandling (EDB).

3.2.2 Fast økonomisk ramme

Ved opgaver, hvor der fastsættes en økonomisk ramme for rådgivningsbistanden, men hvor omfanget og indholdet først bliver klart efterhånden som opgaven skrider frem, skal der i aftalen træffes bestemmelse om, at der løbende i samarbejde mellem klient og rådgiver, kan foretages en tilpasning af rådgiverens ydelser (omvendt budgettering) for overholdelse af rammen.

3.2.3 Fast honorar

Ved fast honorar forstås en mellem klienten og rådgiveren aftalt fast sum som honorar. Honoraret kan kun forlanges revideret, såfremt der sker ændringer i aftalens forudsætninger.

Ved aftale om fast honorar er det en forudsætning, at omfanget, indholdet af og tidsplan for rådgiverens opgave er defineret.

3.2.4 Delt honorar

Ved anvendelse af forskellige honorarformer på forskellige dele af den rådgivendes samlede bistand beregnes honoraret for de enkelte dele af bistanden i overensstemmelse med 3.2.1-3.2.3.

3.2.5 Skønsmæssigt fastsat honorar

Herved forstås et honorar, der efter aftale mellem klient og rådgiver fastsættes af rådgiveren under hensyn til arbejdets art og økonomiske betydning.

BEMÆRKNINGER

ad 1.1

Herunder hører bl.a. rådgivning og bistand for offentlige myndigheders og private selskabers og personers planlægning.

Som eksempler på opgaver inden for den offentlige planlægning kan nævnes sammenfattende planlægning, lands-, region-, kommune- og lokalplanlægning. Endvidere sektorplanlægning vedr. arealanvendelse (herunder bebyggelse), råstofindvinding, vandforsyning, miljøbeskyttelse, trafik- og vejforhold, turisme, egnsudvikling, naturbeskyttelse, energi- og varmeforsyning, social-, sygehus- og sundhedsvæsen, uddannelse og kulturelle forhold. Forsknings-, udviklings- og normarbejde i relation til disse former for offentlig planlægning er også eksempler herpå.

Som eksempler på anden planlægning kan nævnes bebyggelsesplaner samt lokaliserings- og markedsanalyser, økonomiske vurderinger, funktions-, produktions-, drifts- og organisationsplanlægning, samt distributions-, lager-, styrings- og transportoptimeringsopgaver.

Vedr. beskrivelser m.v. af de 3 typer planlægningsopgaver, se Bilag A Vejledning.

ad 1.2

Præsteres opgaven af flere rådgivere skal grænserne mellem disse fastlægges i den enkelte aftale. Også hvor en ydelse præsteres i et samarbejde mellem rådgiveren og klienten eller dennes repræsentant, skal afgrænsningen beskrives i den enkelte aftale.

ad 1.3

En skriftlig aftale om en rådgivning eller bistand vil som regel kunne udfærdiges på grundlag af den som bilag til nærværende norm anførte standardformular.

Hvis det under en opgaves udførelse måtte vise sig, at aftalens forudsætninger ændres - f.eks. som følge af, at klienten træffer beslutninger, der ikke uvæsentligt ændrer opgavens formål eller omfang, eller hvis der opstår uforudselige hindringer for anvendelsen af de af rådgiveren forudsatte arbejdsmetoder eller datagrundlag - bør parterne gennemgå og i fornødent omfang revidere aftalen.

ad 2.

Inden aftalen indgås vil der ofte foreligge et oplæg fra klienten. På grundlag heraf udarbejdes et arbejdsprogram. Dette kan dog være så omfattende et arbejde, at det bør indgå som første fase i opgavens gennemførelse.

For en række planlægningsopgavers vedkommende vil den samlede ydelse hensigtsmæssigt kunne beskrives ved uddybning af følgende delopgaver

- Arbejdsprogram for planlægningen

- Dataindsamling

- Analyse

- Prognoser

- Offentlig debat

- Målsætning

- Planalternativer

- Konsekvensvurdering

- Planforslag og endelig plan

- Tids- og investeringsplan

- Handlingsprogram

I vejledningen (Bilag A) er denne ydelsesopdeling af en planlægningsopgave nærmere beskrevet.

Om samarbejdet mellem klient og rådgiver henvises til bestemmelserne i afsnit 1 og 2 i ABR.

ad 3.1

Valget af honorarform er afhængig af opgavens karakter, af hvor nøjagtigt man kan definere rådgiverens opgave, af opgavens omfang og varighed, af styringsforhold og samarbejdsform mellem klient og rådgiver m.m.

ad 3.2.1

Rådgiveren skal for hver delopgave opstille budget for bistanden.

Rådgiveren skal skriftligt gøre klienten opmærksom på behov for ændring af budgettet, så snart det kan forudses, at en ændring vil være nøvendig.

Rådgiveren kan kun påberåbe sig ændring i budgettet forårsaget af et ikke uvæsentligt merarbejde grundet ændringer i opgavens omfang eller grundlaget for denne, eller grundet forhold iøvrigt som ikke var eller burde være kendt af rådgiveren ved aftalens indgåelse.

Ved kapacitetsomkostninger forstås normalt kontor- og administrationsomkostninger samt EDB-udgifter ved den del af driften af rådgivningsvirksomheden, som ikke kan henføres til konkrete opgaver. F.eks. lønudgifter i forbindelse med virksomhedens administration, løn- og EDB-udgifter til udviklingsarbejde, udgifter til uddannelse, tillægsbetaling for overtid, udgifter til Lønmodtagernes Garantifond, lønudgifter ved deltagelse i konkurrencer o.l.

Ved aftale om dækningsbidraget for en given opgave skal der tages hensyn til opgavens karakter, herunder større eller mindre krav til rådgiverens ekspertise. Der skal desuden tages hensyn til kontinuiteten i rådgiverens arbejde samt opgavens størrelse og varighed.

Integreret planlægning, der er karakteriseret af opstilling og vurdering af kvalitativt forskellige planlægningsmuligheder, honoreres normalt indenfor delintervallet 140%-150%.

Eksempler på opgaver er nævnt i vejledningen. (Bilag A).

Langvarige og store opgaver honoreres normalt indenfor delintervallet 120%-140%.

Planlægning, hvor dataindsamling, detailplanlægning eller standardløsninger indgår med stor vægt i opgaveløsningen, honoreres normalt indenfor delintervallet 120%-130%.

Eksempler på opgaver er nævnt i vejledningen. (Bilag A).

ad d)

Sådant arbejde kan f.eks. være indehavere og ledende medarbejderes tid medgået til virksomhedsledelse.

Vedr. rejsetid uden for normal arbejdstid, se ABR 3.2.2.a.

Det årlige normerede antal arbejdstimer tages op til revision bl.a. under hensyntagen til ændringer i arbejdstid, ferietid m.v. Revisionen af det årlige normerede timetal kan dog kun ske i enheder på 12 timer.

Det angivne årlige normerede antal arbejdstimer kan afvige fra den enkelte virksomheds faktiske årlige antal arbejdstimer.

Rådgiveren skal på anmodning fremlægge en liste over de medarbejdere, som påtænkes sat på opgaven med angivelse af deres kvalifikationer (uddannelse og anciennitet) og normerede timeløn. Såfremt klienten måtte ønske det, angives endvidere forholdet mellem den oplyste normerede timeløn og en timeløn opgjort som den normerede, men under forudsætning af overenskomstmæssig aflønning efter statens respektive overenskomster uden kvalifikationstillæg (§ 1, stk. 2 tillæg).

Såfremt en indehaver deltager aktivt ved opgaven, kan hans normerede timeløn maximalt opgøres til højeste løntrin for arkitekter/civilingeniører tillagt pensionsbidrag m.v. og med et kvalifikationstillæg på højst 25% af dette, medmindre andet aftales.

Det samme gælder for en medarbejder, hvis løn indeholder en på forhånd aftalt del af virksomhedens overskud.

Aftale kan eksempelvis træffes ved ønsket forcering af opgaven, eller hvor opgavens art kræver arbejde uden for normal arbejdstid.

VEJLEDNING

BILAG A AD: 1.1. ARBEJDSOMRÅDE

Den i ABR anførte faseopdeling er udarbejdet med henblik på bygge- og anlægsprojekter. En faseopdeling for en planlægningsopgave fremgår af afsnit 2. Ydelser.

Planlægningsopgaver kan være meget forskellige. De vil ofte spænde over flere sektorer og planlægningsniveauer. Ofte indgår der elementer af både sammenfattende planer og sektorplaner.

De 3 typer af planlægningsopgaver kan beskrives således

1. Sammenfattende planlægning

Omfatter planlægningsopgaver, hvor forhold af forskellig karakter er belyst i sammenhæng.

Opgaverne er karakteriseret ved sammenfatning og vurdering af bl.a. fysisk/funktionelle, sociale og økonomiske forhold, såvel i registrerings- og analysefasen som ved udarbejdelse af planforslag.

2. Sektorplanlægning

Omfatter planlægningsopgaver, der foregår indenfor et afgrænset aktivitetsområde, og som kan berøre flere administrative niveauer.

Sektorplanlægning har til formål at løse konkrete opgaver eller tilvejebringe et beslutningsgrundlag for aktiviteterne i den pågældende sektor.

Sektorplanlægning kan omfatte planlægning vedr. energi-, varme- og vandforsyning, trafik, landbrug, turisme, uddannelse, miljøbeskyttelse (f.eks. vedr. spildevand, luftforurening, renovation, støj m.v.).

3. Anden planlægning

Omfatter planlægninsopgaver, der indgår som en del af beslutninsgrundlaget i forbindelse med et projekt.

Eksempler på sådanne opgaver er

- lokaliserings- og markedsanalyser

- finansierings-, rentabilitets- og likviditetsberegninger

- konsekvensanalyser, feasibility studies og cost-benefit analyser

- funktions-, produktions-, organisations- og driftsplanlægning

- drift, vedligeholdelses- og anlægsøkonomiske unersøgelser

- lagerstyring

- distributions- og transportoptimeringsopgaver

Rådgiveren kan endvidere yde bistand ved udarbejdelsen af programoplæg og byggeprogram for bygge- og anlægsopgaver, jfr. specialnormer herfor.

AD 2. YDELSER

Generelt

Ved påbegyndelsen af en planlægningsopgave må klienten, evt. i samarbejde med rådgiveren, præstere et oplæg, som definerer de problemer, der skal løses, samt angiver et indholdsmæssigt og tidsmæssigt program for planlægningen.

Ydelsesopdeling af en plalægningsopgave

En planlægningsopgave kan eksempelvis deles op og beskrives i nedennævnte faser og disses ydelser. Det skal understreges, at de beskrevne faser repræsenterer eksempler, idet de ikke alle nødvendigvis indgår i en konkret opgave. Denne specialnorm kan, som anført i 1.1, anvendes på en række forskellige former for planlægningsopgaver, for hvilke der kan tænkes meget varierende ydelser. I visse tilfælde vil kun enkelte af faserne være med, ligesom det kan tænkes, at rækken i andre særlige tilfælde skal suppleres.

Som eksempler på mere konkrete ydelsesbeskrivelser er der i forskellige vejledninger (f.eks. fra planstyrelsen) redegjort for indhold og forløb af lokalplan- og kommuneplanopgaver.

Det skal endvidere understreges, at forløbet i faseopdelingen kun sjældent kan følges. En målsætningsdebat kan føre til ønske om supplerende dataindsamling og analyser, ligesom konsekvensvurdringer kan føre til ændring af målsætning.

I forbindelse med fastlæggelsen af forudsætningerne for den konkrete aftales indhold tilrådes det aftalens parter at gennemgå de anførte faser, jfr. 1.3.

1. Arbejdsprogram for planlægning

Der skal af klienten eller rådgiveren udarbejdes et arbejdsprogram, som danner grundlag for aftalen om bistand.

Der skal lægges særlig vægt på sådanne forhold, som tjener til at præcisere aftalen mellem klient og rådgiver. Forhold, der primært vedrører klienten, bør medtages i det omfang, som ansesfor nødvendigt og muligt.

Arbejdsprogrammet kan bl.a. omfatte følgende

- arbejdets formål

- fremgangsmåde og metoder, som agtes anvendt ved opgavens løsning

- oplysning om nødvendig dataindsamling og/eller behandling af foreliggende datamængde

- fremstillings- og kommunikationsform

- arbejdsopgavernes omfang og fordeling mellem klient og rådgiver

- mødeomfang, -form, -deltagelse og rapporteringsmængde

- tidsplan og økonomisk ramme for udførelse af arbejdsopgaven og eventuelt

- procedure for og præsentation af resultater på offentlige møder

2. Dataindsamling

Registrering af de eksisterende forhold, som er af betydning for løsning af opgaven.

Registreringen kan f.eks. bestå i

- fremskaffelse af allerede foreliggende materiale

- bearbejdelse af foreliggende data

- indsamling og bearbejdelse af nye data

3. Analyse

På grundlag af det indsamlede materiale foretages en analyse og vurdering af den eksisterende situation. Analyse og vurderingen kan omfatte såvel kvalitative som kvantitative aspekter.

Analysen har bl.a. til formål at fastslå afhængighederne mellem de forskellige, for planlægningen relevante faktorer. Visse afhængigheder kan undertiden udtrykkes ved såkaldte modeller (formler), som siden kan bruges til belysning af de tilvarende konsekvenser af forskellige forslag.

4. Prognoser

Som grundlag for planlægningen tilvejebringes i samarbejde med klienten prognoser for den fremtidige udvikling.

Prognoserne kan være egentlige talprognoser eller blot antagelser (evt. alternative) om de fremtidige forhold.

5. Offentlig debat

Rådgiveren kan yde bistand ved gennemførelsen af en evt. offentlig debat. Arbejdet kan omfatte udarbejdelse af debatoplæg, udstillingsmateriale, studiekredsrapporter, bistand ved møder m.v.

Afhængigt af opgavetype kan den offentlige debat finde sted på forskellige trin i planlægningsforløbet.

6. Målsætning

På baggrund af bl.a. prognoser opstilles - som regel i et snævert samarbejde med klienten - forslag (evt. alternativer) til målsætning for de problemer, planen skal løse.

7. Planalternativer

Der kan efter aftale opstilles et antal forslag, som løser den stillede opgave. Hvis planlægningen omfatter mange forskellige forhold og/eller påvirker mange mennesker, vil det ofte være fordelagtigt først at opstille en meget bred vifte af grove planalternativer og så gradvist reducere og detaillere disse.

8. Konsekvensvurderinger

Til støtte for klientens valg mellem alternative forslag kan udarbejdes en beskrivelse af konsekvenserne for hvert af disse.

Konsekvensvurderingerne kan omfatte såvel kvalitative som kvantitative, herunder økonomiske, aspekter.

9. Planforslag og endelig plan

Når der er foretaget et endeligt valg, udarbejdes den endelige plan. Planforslag og den endelige plan udarbejdes i overensstemmelse med den gældende lovgivning for opgaven eksempelvis en kommuneplanopgave i henhold til lov om kommuneplanlægning.

10. Tids- og investeringsplaner

For den valgte plan kan der udarbejdes tids- og investeringsplaner for gennemførelsen af planens enkelte elementer.

En tidsplan anviser, hvorledes den foreslåede plan kan gennemføres over den valgte tidsperiode.

I tilslutning til tidsplanen kan udarbejdes en plan, som angiver investeringer og driftsudgifter i hver periode.

11. Handlingsprogram

Arbejdet kan afsluttes med opstillingen af et handlingsprogram.

Handlingsprogrammet gør rede for, hvilke handlinger der skal foretages, hvornår og af hvem, for at den valgte plan kan gennemføres i overensstemmelse med den lagte tidsplan.

AD. 3. HONORERING

3.2.1 Honorar efter regning

For de enkelte delintervaller kan følgende aktuelle opgavetyper være vejledende

-140%-150%: Region- og kommuneplaner, sammenfattende sektorplaner samt anden planlægning, der i høj grad er præget af integration af kvalitativt forskellige forhold.

-120%-130%: Spildevandsplaner (§ 21-planer i henhold til Lov nr. 372 af 13. juni 1973 om Miljøbeskyttelse), varmeforsyningsplaner og lignende enkle tekniske sektorplaner kan høre under dette interval.

3.2.3 Fast honorar

Fast honorar kan fastsættes ud fra en samlet bedømmelse af opgavens størrelse og rådgiverens indsats.

Måden hvorpå honoraret er fastsat, fremgår normalt ikke af aftalen, men vil bero på klientens og rådgiverens interne overvejelser og på deres indbyrdes forhandlinger.

Rådgiveren kan herunder søge sine særlige kvalifikationer afspejlet i honoraret. Det samme gælder hvis rådgiveren finder, at hans ansvar i sagen er særlig byrdefuldt. Omvendt kan klienten søge honoraret fastsat under hensyn til sine muligheder for at lette og forenkle rådgiverens arbejde.

Fast honorar rummer et incitament for rådgiveren til at fremme planlægningsarbejdet, idet en eventuel afkortning af tiden kommer rådgiveren til gode.

3.2.4 Delt honorar

I aftalen skal det afgrænses, hvilke ydelser der hører under hver af de aftalte honorarformer.

3.2.5 Skønsmæssigt fastsat honorar

På grundlag af forudgående aftale med klienten fastsætter rådgiveren efter opgavens afslutning under hensyn til arbejdets art og økonomiske betydning et passende honorar for den ekspertise, klienten får stillet til rådighed.

Ved udviklingsarbejde, konsultation m.v. vil denne honorarform være anvendelig.

I de tilfælde, hvor en rådgivers ekspertise er af særlig stor betydning for klienten, kan værdien af rådgivningen ved honorarfastsættelsen veje mere end tiden, der er medgået til opgaven.

Såfremt der er grundlag for at benytte en af de andre nævnte honorarformer, bør man undgå en skønsmæssig fastsættelse af honoraret.

AFTALEFORMULAR

BILAG B

Udarbejdet juni 1980 af Praktiserende Arkitekters Råd/Danske Arkitekters Landsforbund samt Dansk Ingeniørforening og Ingeniør-Sammenslutningen i samarbejde med Boligministeriets udvalg om teknikerregler, der repræsenterer Staten, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Boligselskabernes Landsforening for

Aftale om rådgivning og bistand ved planlægningsopgaver

i forbindelse med specialnorm for planlægningsopgaver og Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand (ABR).

1. Parterne

1.1 Undertegnede

i det følgende kaldet klienten,

1.2 og medundertegnede

i det følgende kaldet rådgiveren, har indgået nedenstående aftale

2. Opgaven

2.1 Aftalen omfatter rådgivning og bistand vedrørende

2.2 Til opgaven er knyttet følgende øvrige rådgivere

2.3 Som projekteringsleder er udpeget

3. Aftalegrundlag

3.1 Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand (ABR)

3.2 Specialnorm for planlægning med de tilføjelser og ændringer, som fremgår af nærværende aftale

3.3 Følgende klientmateriale

3.4 Andet

4. Rådgiverens ydelser

5. Klientens ydelser

6. Tidsfrister

6.1 Tidsfrister for opgavens løsning

6.2 Sanktioner

7. Honorar

8. Udlæg

9. Udbetaling af honorar og udlæg

9.1 Udbetaling

9.2 Eventuel sikkerhedsstillelse

10. Ansvar

11. Forsikring

12. Tvister

13. Særlige bestemmelser

Til aftalen hører følgende bilag

---------- ------------------ -------- ----------------------- dato klient dato rådgiver

Vejledning til aftaleformular for aftale om rådgivning og bistand ved planlægningsopgaver

Udarbejdet juni 1980 af Praktiserende Arkitekters Råd/Danske Arkitekters Landsforbund samt Dansk Ingeniørforening og Ingeniør-Sammenslutningen i samarbejde med Boligministeriets udvalg om teknikerregler, der repræsenterer Staten, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Fredriksberg Kommune og Boligselskabernes Landsforening.

Generelt

Aftaleformularen og følgende vejledning er udformet med henblik på aftaler om rådgivning inden for planlægningsnormen.

ad 1.1

Om udpegning af person, der kan disponere på klientens vegne, se ABR 1.2.2. Den udpegede person angives i givet fald.

ad 1.2

Ved totalrådgivning, jf. ABR 2.2.2, anføres navn og adresse på de deltagende firmaer, gruppens eventuelle navn og adresse samt gruppens leder, jf. ABR 6.2.8.

ad 2.1

Oplysninger til individualisering af opgaven anføres.

Afgrænsning af rådgivningens faglige omfang, jf. specialnormens pkt. 1.1, anføres.

Opstillingen bør udformes således, at det i forbindelse med aftalens pkt. 3.2 for de forskellige dele af opgaven let lader sig præcisere, under hvilken speicalnorm disse henhører, jf. specialnormens pkt. 1.2.

ad 2.2

Her nævnes de øvrige tekniske eller andre rådgivere, der er knyttet til opgaven, jf. ABR 2.4.1.

ad 2.3

Om udpegning af projekteringsleder, se ABR 2.4.1, 2.4.2 og 2.4.3.

ad 3.1

Hvis bestemmelser i ABR af særlige grunde ikke skal gælde, skal det fremgå af aftalen, jf. ABR 1.0.3.

ad 3.2

Hvis bestemmelser i specialnormen af særlige grunde ikke skal gælde, skal det fremgå af aftalen, jf. ABR 1.0.3.

ad 3.3

Her anføres det grundlag for opgaven, som klienten giver rådgiveren samtidig med aftalen, f.eks. arbejdsprogram. Grundlaget må være individualiseret i bestemmelsens tekst.

Såfremt klienten skal tilvejebringe yderligere materiale anføres dette under pkt. 5.

ad 4

Her anføres de ydelser, som rådgiveren skal præstere, jf. ABR 2.3.1 og specialnormens afsnit 2. ydelser.

Honoreres rådgiverens bistand efter to eller flere forskellige honorarberegningsprincipper, jf. pkt. 8, anføres de ydelser, der honoreres efter samme honorarform, samlet.

For ydelser, der ikke er defineret i specialnormens ydelsesbeskrivelse, skal der om nødvendigt foretages en nærmere præcisering for fastlæggelse af ydelsesomfanget.

Såfremt klienten kan forudse, men endnu ikke har afklaret et behov for en udvidelse af rådgiverens bistand, kan der medtages bestemmelse om en eventuel udvidelse af bistanden. I bestemmelsen anføres tillige, om udvidelsen skal ske ved påtegning på nærværende aftale eller kan ske ved anden skriftlig tilkendegivelse.

ad 5

Her anføres eventuelle ydelser og materiale, som klienten skal præstere som grundlag for rådgiverens arbejde, f.eks. fremskaffelse, gennemgang og vurdering af byplaner, servitutter m.v., gennemgang af rådgiverens udkast til juridiske dokumenter m.v. Ydelserne individualiseres i bestemmelsernes tekst.

ad 6.1

Eventuelle aftalte tidsfrister for rådgiverens ydelser og for de klientoplysninger, der er en forudsætning herfor, anføres her.

Tidsfrister vil ofte være vanskelige at fastlægge præcist forud, med mindre opgaven er entydigt defineret og ikke kræver specielle myndighedsgodkendelser.

Eventuelt kan tidsfrister fremgå af den projekteringsplan, som projekteringslederen, jf. ABR 2.4.2, skal udarbejde. Der angives i så fald, at tidsfrister bliver nærmere fastlagt i projekteringstidsplanen, udarbejdet i samarbejde med rådgiveren, og planen er gældende for aftalen.

Aftales der tidsfrister, må disse også omfatte frister for og nærmere angivelse af klientens beslutninger, klientens afgivelse af materiale og egne ydelser fra klienten, jf. ABR 5.1. Kan sådanne frister ikke fastlægges kan det evt. aftales, at klienten skal præstere beslutninger m.v. umiddelbart på rådgiverens anmodning eller i løbet af en nærmere fastsat tid.

Såfremt aftalen udformes med henblik på eventuel udvidelse af bistanden bør om muligt indgå aftale om tidsfrist.

ad 6.2

For aftalte tidsfrister vedrørende såvel rådgiverens som klientens ydelser gælder, hvis intet anføres under dette punkt, dansk rets almindelige regler om ansvar og forsinkelse. For rådgiverens ansvar for tidsfrister kan der, hvis det ønskes, i stedet aftales en dagbod, jf. ABR 6.1.1.

En bestemmelse om eventuelt dagbødeansvar kan formuleres således: »Ved rådgiverens overskridelse af tidsfristen for ... i pkt. 6.1 er fastsat en dagbod på ... kr. pr. arbejdsdag«.

Hvis der aftales dagbod, skal aftalen omfatte en udbetalingsplan, jf. ABR 3.4.

ad 7

Honorarformerne og deres anvendelse er beskrevet i specialnormens afsnit 3. I aftalen henvises til de pågældende bestemmelser i specialnormen.

For hver af de under pkt. 4 anførte ydelsesgrupperinger anføres den aftalte honorarform. Såfremt aftalen udformes med henblik på en eventuel udvidelse af bistanden, bør om muligt indgå aftale om honoreringsform.

Aftales honorar efter regning for rådgiverens ydelser vedrørende een eller flere af de under 4 anførte grupperinger angives dækningsbidrag for de forskellige grupper. Anvendes der til ydelserne EDB eller andet specialudstyr, skal aftale om godtgørelse herfor træffes, jf. specialnormens pkt. 3.2.1.

Rådgiveren skal for hver delopgave opstille budget for bistanden, jf. specialnormens pkt. 3.2.1.

I aftalen skal fastsættes timelønsgrundlag for indehaverløn og tantiemelønnede.

Eventuel aftale om betaling af overtid kan træffes.

ad 8

Hvis der alene bliver tale om at godtgøre rådgiverens udgifter til reproduktion af tegningsmateriale, materiale til gensidig orientering af rådgiverne ved delt rådgivning, mangfoldiggørelse og attestudgifter i et omfang, der er sædvanligt i forbindelse med en opgave af den pågældende art og inden for grænserne i ABR, behøver der ikke aftales særlige udlægningsbestemmelser, jf. ABR 3.2.

I mosat fald skal der træffes aftale om udlæg eksempelvis om kørselsgodtgørelse, fraværsgodtgørelse, udstationeringsudgifter o.s.v.

Aftale om, at rådgiveren udlæger beløb for visse udlæg, som nævnt i ABR 3.2.3, kan træffes.

Jf. ABR 3.2.4 kan træffes aftale om betaling af andre udgifter som udlæg.

ad 9

Såfremt betaling, jf. ABR 3.4, skal ske efter en udbetalingsplan i stedet for månedlige acontoudbetalinger i forhold til præsteret ydelse, anføres udbetalingsplanen her.

Udbetalingsplan er nødvendig, hvis aftalen omfatter dagbodsansvar, jf. ABR 3.4.

Rådgiverens udlæg udbetales også i dette tilfælde månedsvis bagud, jf. ABR 3.4.

Såfremt rådgiveren efter aftale med klienten udlægger beløbet, refunderes dette med et tillæg på 5%, jf. ABR 3.3.3.

ad 9.2

Som anført i ABR's pkt. 3.4 kan klient og rådgiver overveje, om der skal stilles sikkerhed for klientens betaling og/eller rådgiverens ydelse.

Aftales sikkerhedsstillelse, må tidsfrister for dennes frigivelse fastsættes.

Sikkerhedsstillelse kan f.eks. ske i form af forsikrings- eller bankgaranti, eller eventuelt af rådgiveren, ved tilbageholdelse i honoraret.

Om forrentning af eventuel sikkerhedsstillelse ved tilbageholdelse, se ABR 3.4.

Eventuelle bestemmelser om sikkerhedsstillelse kan formuleres således

»Klienten/rådgiveren stiller sikkerhed for rigtig opfyldelse af betalingen/ydelsen i form af .........

Sikkerhedsstillelsen frigives i forbindelse med slutafregning mellem klient og rådgiver«.

ad 10

Når ansvarsreglerne om fejl og forsømmelse i ABR lægges til grund for opgavens løsning, er det unødvendigt at indføje ansvarsbestemmelser i aftalen.

Ønsker rådgiveren at begrænse sit ansvar, og er klienten enig heri, må bestemmelser herom indføjes her. Ansvarsbegrænsninger kan eksempelvis omfatte beløbsmæssige begrænsninger.

Beløbsmæssige begrænsninger er nødvendige i forbindelse med totalrådgivning præsteret af en gruppe, der er midlertidig nedsat med henblik på løsning af en opgave.

ad 11

Klienten bør i aftalen sikre sig, at opgaven er dækket af ansvarsforsikring, jf. ABR 6.2.2. Som eksempler på formulering, der kan indføjes, kan angives følgende

»Rådgiveren har tegnet nedenstående ansvarsforsikring......«.

ad 12

Der kan træffes særlig aftale om behandling af rene honorartvister, jf. ABR 9.0.

ad 13

Her kan indføjes bestemmelser, der er behov for i den enkelte opgave. Som eksempler kan nævnes

Tilknytningsforhold, jf. ABR 1.1.3.

Licens, jf. ABR 1.1.4.

Særlige fuldmagtsaftaler, jf. ABR 1.2.2.

Bestemte personer hos rådgiveren, der knyttes til opgaven.

Behov for specialrådgivning, der måtte anses for nødvendig, fastlægges jf. ABR 2.1.5 og 2.4.5. Endvidere træffes aftale om denne bistand betales direkte af klienten eller som udlæg jf. ABR pkt. 3.2.2.e.

Tilknytning af bestemte underrådgivere, jf. ABR 2.4.5.

Særlige aftaler om genanvendelse, jf. ABR 4.1 og honorar herfor.

Transport på honorar.

Norm 1980 4004 Historic

Specialnorm for planlægning (80)

FORORD

Denne speicalnorm for planlægningsopgaver er udarbejdet af et teknikerudvalg nedsat af

Praktiserende Arkitekters Råd (PAR)/Danske Arkitekters Landsforbund (DAL)

Dansk Ingeniørforening (DIF) og

Ingeniør-Sammenslutningen (I-S)

i samarbejde med boligministeriets udvalg om teknikerregler som repræsenterer

Staten

Amtsrådsforeningen

Kommunernes Landsforening

Københavns Kommune

Frederiksberg Kommune og

Boligselskabernes Landsforening

Normen samt »Almindelige bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR)» regulerer forholdet mellem klient og rådgiver og fastlægger de principper, som skal lægges til grund for aftaleforholdet ved en given opgave.

Det er forudsat, at normtekst og bemærkninger betragtes som en helhed, idet stoffets karakter af såvel tekniske som aftaleretlige bestemmelser har gjort det uhensigtsmæssigt at opretholde en sædvanlig sondring mellem norm- og bemærkningstekst.

København, juni 1980

for

Praktiserende Arkitekters Råd's Honorarudvalg/Danske Arkitekters Landsforbund Gunnar Krohn

Dansk Ingeniørforenings/Ingeniør-Sammenslutningens Honorarudvalg Poul Bolet

Boligministeriets udvalg om teknikerregler

E. Engberg

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Alment

1.0 Grundlag 7

1.1 Arbejdsområde 7

1.2 Afgrænsning 7

1.3 Aftalegrundlag 7

2. Ydelser 8

3. Honorering

3.0 Honorarformer 8

3.1 Honorarformernes anvendelse 9

3.2 Honorarets beregning 9

3.2.1. Honorar efter regning 9

3.2.2. Fast økonomisk ramme 12

3.2.3. Fat honorar 12

3.2.4. Delt honorar 12

3.2.5. Skønsmæssigt fastsat honorar 12

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →