Skrivelse vedrørende restaurations- og hotelloven

Skrivelse vedrørende restaurations- og hotelloven

Afgørelser om enkelte tilfælde

Skrivelse vedrørende restaurations- og hotelloven

(Fra Industriministeriet (j.nr. 476-9-80) til højesteretssagfører N.N.)

I skrivelse af 1. oktober 1980 har De som advokat for foreningen . . . . . . over for ministeriet stillet krav om ophævelse af det af handelsministeriet den 21. september 1971 udsendte cirkulære nr. 172 til politidirektøren i København og samtlige politimestre om § 30, stk. 1, i restaurations- og hotelloven.

Ved det nævnte cirkulære er der, som af Dem anført, anlagt en indsnævrende fortolkning af begrebet »restaurations- og hotelvirksomheder, der ikke har alkoholbevilling«, som muliggør anvendelsen af forsamlingshuse og idrætshaller m.v. - hvor der i det daglige ikke er adgang til offentlig servering - til familie- og andre private sammenkomster, hvor der nydes medbragte stærke drikke.

Den lovbestemmelse, cirkulæret refererer til, lyder således

»I restaurations- og hotelvirksomheder, der ikke har alkoholbevilling, må der ikke

1) serveres stærke drikke,

2) af gæster, værter eller betjening nydes stærke drikke i serveringslokalerne,

3) stilles lokaler til rådighed til nydelse af stærke drikke.«

I denne anledning skal man udtale

En bestemmelse af den omhandlede karakter har allerede - endog udførligere og i mere restriktiv form - været indeholdt i samtlige tidligere beværterlove, jfr. § 33 i 1912- og 1924-loven, § 34 i 1939-loven og § 33 i 1958-loven.

Bestemmelsen i 1924-loven - sidste led i paragraffens 1. stk., 1. pkt. - blev, jfr. Den anden Ædruelighedskommissions betænkning side 21, indsat for at hindre en tidligere af 1912-lovens § 33 anlagt fortolkning, hvorefter en afholdsbeværter kunne udleje sine lokaler til selskaber, der selv medbragte stærke drikke og selv drog omsorg for serveringen, jfr. indenrigsministeriets skrivelse nr. 110 af 29. marts 1913 (Min.Tid.A.1913, side 116). Den indsatte bestemmelse svarer til 1970-lovens § 30, stk. 1, nr. 3.

Om § 33 i beværterloven af 1924 foreligger en højesteretsdom af 15. november 1932, jfr. U.f.R. 1933, side 30. Dommen resumeres (i Roelsen og Skat-Rørdam's noter til beværterloven af 29. marts 1924 udg. 1937) således

»(Retten) har i et tilfælde, hvor et forsamlingshus havde beværterbevilling uden ret til udskænkning af stærke drikke, hvilken bevilling dog kun anvendtes således, at bestyreren af forsamlingshuset, når der blev afholdt møder eller fester, indfandt sig og beværtede deltagerne med kaffe, brød og sodavand, statueret, at forsamlingshusets lokaler ikke i almindelighed kunne anses som »beværtningslokaler«, og at det derfor ikke kunne anses for stridende mod § 33, at lokalerne var stillet til rådighed for en af et mejeri for dets andelshavere arrangeret fest, hvor deltagerne medtog og nød stærke drikke. Det blev ikke tillagt betydning, at bestyreren efter aftale med mejeriet bistod ved serveringen.'

Højesteretsdommen ligger til grund for den administrative praksis, der har været fulgt såvel under 1924-loven som under 1939- og 1958-loven.

Udsendelsen af cirkulæret af 1971 skyldes en række henvendelser fra lokale myndigheder, som på baggrund af den ændrede redaktion af § 30, stk. 1, i 1970-loven har været i tvivl om bestemmelsens rækkevidde.

Det fremgår ikke af forarbejderne til 1970-loven, at man på dette område har haft til hensigt at ændre den af højesteret anlagte fortolkning af bestemmelsen, og på denne baggrund er cirkulæret af 21. september 1971 udsendt.

Under henvisning hertil skal man meddele, at industriministeriet ikke mener at kunne ophæve det omhandlede cirkulære.

Man har underrettet rigspolitichefens landsarbejdskartotek. Foreningen af Politimestre i Danmark og Ministerialtidende om foranstående.

Ingen