Cirkulære om udlandsdanskeres optagelse på folketingsvalglisten (Til alle kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om udlandsdanskeres optagelse på folketingsvalglisten
(Til alle kommunalbestyrelser)
Ved lov nr. 145 af 30. april 1980 om ændring af lov om valg til folketinget udvidedes den kreds af danske statsborgere i udlandet, som er berettiget til at deltage i folketingsvalg m. m.
I. UDVIDELSE AF PERSONKREDSEN
Folketingsvalglovens § 2 omtaler to persongrupper, som på trods af ophold i udlandet anses for at have en sådan tilknytning til det danske samfund, at grundlovens og folketingsvalglovens krav om fast bopæl i riget er opfyldt.
Det drejer sig for det første om personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og de med disse personer samlevende ægtefæller, jfr. folketingsvalglovens § 2, stk. 1. Denne gruppe omfatter navnlig personale, der udsendes af den danske udenrigstjeneste. Personer, der omfattes af bestemmelsen, optages efter begæring på en særlig supplementsliste til valglisten i København.
Ved lovændringen i april 1980 er personkredsen gennem lovens § 2, stk. 2, udvidet, således at også følgende personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet, og de med disse personer samlevende ægtefæller anses i henseende til optagelse på valglisten for at have fast bopæl her i riget
1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.
2) Personer, der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.
3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation.
4) Personer, der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed.
5) Personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde.
6) Personer, der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget ganske må sidestilles med de under nr. 1-5 nævnte personer.
Personer, der omfattes af § 2, stk. 2, og som opfylder de øvrige valgretsbetingelser (dansk indfødsret, fyldt 18 år og ikke umyndiggjort) har valgret til folketingsvalg og folkeafstemninger samt til valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet. Derimod har de ikke valgret til kommunale valg.
II. ANSØGNINGEN
Ingen kan udøve valgret uden at være optaget på valglisten, jfr. folketingsvalglovens § 3.
Vælgere, der ifølge folkeregistret har fast bopæl i kommunen 18.-dagen før valget, optages automatisk på valglisten. Vælgere, der har midlertidigt ophold i udlandet og som er frameldt folkeregistret, optages derimod kun efter ansøgning.
Vælgeren skal fremsætte skriftlig begæring om optagelse på valglisten på en formular, der er foreskrevet af indenrigsministeriet. Begæringen skal indgives til kommunalbestyrelsen (folkeregistret) i den kommune, hvor vælgeren sidst har været tilmeldt folkeregistret.
Ansøgningsskemaer udleveres af kommunen til vælgere, der anmelder flytning til udlandet, samt efter begæring. Vælgeren kan også få udleveret ansøgningsskemaet på danske repræsentationer i udlandet.
Med cirkulæret følger et antal ansøgningsskemaer. Yderligere eksemplarer fås hos Barfod & I. Chr. Petersen A/S, Fabriksparken 56, 2600 Glostrup, telefon (02) 45 15 16.
III. ANSØGNINGENS BEHANDLING
I kommunen skal ansøgningen gennemgås med henblik på at kontrollere, om ansøgeren i medfør af folketingsvalglovens § 1 og § 2, stk. 2, har valgret til folketingsvalg. Kontrollen vil i almindelighed bestå i at undersøge, om
1) ansøgeren er fyldt 18 år, har dansk indfødsret og ikke umyndiggjort, og om
2) ansøgningsskemaet er korrekt udfyldt og underskrevet, herunder om der er opgivet korrekt personnummer (fødselsdato), udrejsedato og sidste adresse i Danmark.
Denne kontrol forudsættes gennemført ved eftersyn af folkeregistrets personkort eller opslag af tilsvarende skærmbillede. Kommunalbestyrelsen skal derimod ikke foretage anden efterprøvelse af indholdet i øvrigt af ansøgerens erklæring. ERKLÆRINGEN, DER AFGIVES UNDER STRAFANSVAR EFTER STRAFFELOVENS § 162, KAN UDEN VIDERE LÆGGES TIL GRUND. Dette gælder dog ikke i de formentlig sjældne tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen på grund af forudgående kendskab til ansøgerens forhold har grund til at antage, at betingelserne ikke er opfyldt, se nedenfor under 3).
Er ansøgningen indgivet til en anden kommune end den, hvor ansøgeren sidst har været tilmeldt folkeregistret, skal ansøgningen eftersendes til denne kommune. Sekretariatet for personregistrering bistår i denne forbindelse med - gennem opslag i det centrale personregister (CPR) - at finde sidste tilmelding til folkeregistret.
Hvis ansøgeren med rette ikke er frameldt folkeregistret, underrettes ansøgeren om, at optagelse på valglisten vil ske automatisk, så længe den pågældende vælger står tilmeldt folkeregistret.
Hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne nævnt ovenfor under 1), meddeler kommunalbestyrelsen afslag på ansøgningen.
I sager hvor kommunalbestyrelsen i øvrigt træffer afgørelse, underretter denne ansøgeren om afgørelsen. Samtidig skal ansøgeren oplyses om, at optagelsen på valglisten har virkning i 2 år, og at ansøgeren - uden at modtage valgkort - i denne periode kan deltage i folketingsvalg, folkeafstemninger og valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet ved afgivelse af brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation. Det skal samtidig oplyses, til hvilken adresse brevstemmer skal sendes, samt ved hvilket afstemningssted vælgeren kan afgive stemme, hvis vælgeren ønsker at gøre brug af sin adgang i henhold til folketingsvalglovens § 59 a til at afgive stemme ved personligt fremmøde på valgdagen.
I følgende tre tilfælde skal ansøgningen sendes til indenrigsministeriets valgretsnævn til afgørelse
1) ansøgeren har ikke inden for de sidste 4 år været tilmeldt folkeregistret (CPR),
2) årsagen til ansøgerens ophold i udlandet kan ikke markeres ved afkrydsning på ansøgningsskemaet (dvs. at ansøgeren måske omfattes af § 2, stk. 2, nr. 6),
3) kommunalbestyrelsen har grund til at antage, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne i § 2, stk. 2.
Ansøgningen sendes i disse tilfælde til valgretsnævnet med oplysning om grunden til indsendelsen. Ved indsendelsen, der kan ske ved påtegning på ansøgningens bagside, skal endvidere angives, at kommunen har kontrolleret, at valgretsbetingelserne i øvrigt er opfyldt (dansk indfødsret, fyldt 18 år og ikke umyndiggjort), og at ansøgningsskemaet er korrekt udfyldt og underskrevet. Nævnet skal endvidere underrettes om, ved hvilket afstemningssted vælgeren kan afgive stemme ved personligt fremmøde på valgdagen.
Nævnets adresse er: Valgretsnævnet, Indenrigsministeriet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K.
I sager, hvor valgretsnævnet træffer afgørelse, skriver nævnet til ansøgeren om afgørelsen og underretter samtidig kommunen.
IV. INDBERETNING TIL CPR
Da valglisten udfærdiges på grundlag af oplysningerne i det centrale personregister (CPR), skal alle afgørelser om optagelse af udlandsdanskere på valglisten straks indberettes til CPR. Kommunalbestyrelsen skal drage omsorg for indberetning til CPR af egne afgørelser og afgørelser truffet af valgretsnævnet. Som indberetningsbilag anvendes ansøgningsskemaet, hvis øverste felt er forbeholdt folkeregistret. Feltet »Valgretsdato« skal udfyldes med datoen på det brev, hvori kommunalbestyrelsen eller valgretsnævnet har underrettet ansøgeren om imødekommelsen af ansøgningen. Forinden indsendelse til CPR afrives skemaets genpart, som opbevares i kommunen som kontrolkopi.
Kommunalbestyrelsen vil fra CPR modtage et nyt personkort, hvor valgretsdatoen er anført.
Afgørelse om optagelse på valglisten har virkning i 2 år eller indtil vælgeren på ny tilmeldes et folkeregister her i landet. 2-års fristens udløb skal ikke indberettes til CPR. Ved fornyet tilmelding til folkeregistret slettes valgretsdatoen automatisk i CPR.
V. OPTAGELSE PÅ VALGLISTEN
Når valg er udskrevet, påhviler det kommunalbestyrelsen at foranstalte, at der udarbejdes en valgliste over vælgerne i kommunen, jfr. folketingsvalglovens § 12, stk. 1. Også udlandsdanskere, der omfattes af § 2, stk. 2, anses for »vælgere i kommunen«.
Afgørelser om optagelse på valglisten, som er truffet af kommunalbestyrelsen senest 18.-dagen før et folketingsvalg m.v., eller som er modtaget fra nævnet denne dag, skal tages i betragtning ved udfærdigelse af valglisterne, jfr. herved §§ 12 og 13 i folketingsvalgloven.
Valglisten kan i hovedsagen fremstilles maskinelt. Således vil personer, der senest 18.-dagen før valget er indberettet med en valgretsdato i henhold til § 2, stk. 2, blive opført på den valgliste, der på grundlag af udtræk fra CPR fremstilles på de kommunale edb-centraler. I enkelte tilfælde kan der dog blive behov for manuelle rettelser i listen, se afsnit VI.
VI. ANSØGNING OM FORNYET OPTAGELSE
Indgiver en vælger, for hvem der efter § 2, stk. 2, er truffet afgørelse om optagelse på valglisten, begæring om fornyet optagelse inden udløbet af 2-års perioden, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse, jfr. folketingsvalglovens § 8, stk. 5.
Ved opslag i folkeregistret kan det kontrolleres, om der er tale om fornyet begæring inden fristens udløb. Ansøgningen har i så fald den virkning, at 2-års fristen forlænges, indtil afgørelse er truffet. Da CPR ikke kan modtage indberetning om sådanne forlængelser af 2-års fristen, skal disse vælgere eventuelt optages manuelt på valglisten. Dette er tilfældet, hvor afgørelsen om optagelse foreligger senere end 18.-dagen før et valg og vælgeren ikke er opført på den maskinelt udskrevne valgliste, fordi 2-års fristen udløber forinden. Såfremt ansøgningen afslås senere end 18.-dagen før valget, og vælgeren er optaget på den maskinelt udskrevne valgliste, skal vælgeren manuelt slettes af valglisten.
Imødekommes den fornyede begæring underrettes ansøgeren og CPR som nævnt foran i afsnit III og IV. Valgretsdato er også her datoen på det brev, hvori ansøgeren underrettes om afgørelsen.
En vælger, der - efter at være vendt tilbage til Danmark - udvandrer inden 2-års fristens udløb, skal på ny ansøge om optagelse på valglisten.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 26. SEPTEMBER 1980
Henning Rasmussen
/Vilh. Brockmeyer
Ingen