Cirkulære om afledning af spildevand til jorden (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Almindelige bemærkninger om bekendtgørelsen af 15. april 1980 om

Kapitel 1 Almindelige bemærkninger om bekendtgørelsen af 15. april 1980 om afledning af spildevand til jorden

1. Grundlaget for bekendtgørelsen

2. Miljøstyrelsens redegørelse om spildevandsafledning uden for bymæssig bebyggelse

3. Oversigt over indholdet af den nye bekendtgørelse

Kapitel 1

Almindelige bemærkninger om bekendtgørelsen af 15. april 1980 om

afledning af spildevand til jorden

1. Grundlaget for bekendtgørelsen

Efter § 11 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven) er det miljøministeren, der har myndighed til at tillade bl. a. afledning af spildevand til nedsivningsanlæg og udledning af spildevand på jorden. Efter lovens § 46 kan ministeren imidlertid overlade sin myndighed til at træffe afgørelse om miljøbeskyttelsesspørgsmål til amtsrådene eller kommunalbestyrelserne (ved »amtsrådet« forstås i dette cirkulære for hovedstadsområdets vedkommende hovedstadsrådet). Ved bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 om etablering af nedsivningsanlæg har ministeren med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 46 givet kommunalbestyrelserne myndighed til i nærmere afgrænsede tilfælde at tillade nedsivningsanlæg. Kommunalbestyrelserne har således fået bemyndigelse til at tillade nedsivningsanlæg for enligt beliggende ejendomme og for ejendomme i sommerhusområder ved kysten, såfremt visse krav til afstande m. v. er overholdt. Ved § 33 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m. v. har ministeren i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 46 overladt myndigheden til at tillade udledning af visse former for spildevand på jorden (f. eks. mejerispildevand) til amtsrådene. I et stort antal tilfælde er myndigheden til at tillade nedsivningsanlæg dog efter den hidtidige ordning forblevet hos centraladministrationen, således at sagerne i 1. instans behandles af miljøstyrelsen, jfr. bekendtgørelse nr. 178 af 29. marts 1974 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til miljøstyrelsen. Årsagen til at miljøstyrelsen som 1. instans har behandlet et stort antal sager om nedsivning af husspildevand er, at afstandskravene i bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 i praksis har været vanskelige at overholde. Dette gælder f. eks. afstanden mellem de enkelte nedsivningsanlæg og mellem nedsivningsanlæg og vandindvindingsanlæg. Den hidtidige bekendtgørelse omhandlede endvidere kun nedsivning af husspildevand fra højst 2 husstande og visse former for overfladevand. Derimod var husspildevand fra mere end 2 husstande samt fra små toiletbygninger og spejderhytter m. v. ikke omfattet af bekendtgørelsen.

Baggrunden for den nye bekendtgørelse af 15. april 1980, som med virkning fra 1. juni 1980 afløser bekendtgørelse nr. 172 af 29. marts 1974 og § 33 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974, er først og fremmest, at der gennem den vandplanlægning, som i de senere år er foregået i amtskommunerne, er tilvejebragt et betydeligt materiale om lokale hydrogeologiske forhold. De stedlige myndigheder vil på grundlag af dette materiale kunne afgøre mange sager, som hidtil har været behandlet i 1. instans af miljøstyrelsen. En sådan overgang til behandling hos en stedlig myndighed vil være af stor værdi, fordi den vil lette kontakten mellem ansøgeren og afgørelsesmyndigheden og vil gøre det muligt at støtte afgørelserne på lokalkendskab.

Den nye bekendtgørelse betyder navnlig, at en række sager, der hidtil har skullet afgøres af miljøstyrelsen som 1. instans, fremtidig behandles af amtsrådene. Når disse sager placeres hos amtsrådene, skyldes det, at amtsrådene efter vandforsyningsloven er ansvarlige for de vandressourcer, der må være til rådighed for vandindvindingen, herunder bevarelsen af vandressourcernes kvalitet.

Bekendtgørelsen har også givet kommunalbestyrelserne udvidet kompetence til at tillade nedsivningsanlæg, dels ved at udvide arten af de nedsivningsanlæg, som kommunalbestyrelserne kan give tilladelse til, og dels ved på forskellige punkter kun at give vejledende og ikke bindende afstandsregler.

Embedslægeinstitutionen har fået en ændret placering i bekendtgørelsen, idet embedslægeinstitutionens anbefaling ikke, som hidtil, skal være en betingelse for, at de lokale myndigheder kan meddele en nedsivningstilladelse. I stedet skal visse sager på såvel kommunalt som amtskommunalt plan forelægges embedslægeinstitutionen til udtalelse.

Bekendtgørelsen er i vid udstrækning udarbejdet på grundlag af den redegørelse om spildevandsafledning uden for bymæssig bebyggelse, som miljøstyrelsen har udsendt i december 1978. Denne redegørelse omtales nedenfor i afsnit 2.

Den 17. december 1979 har rådet for De Europæiske Fællesskaber udstedt et direktiv om beskyttelse af grundvand mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer. Direktivets regler skal være gennemført i dansk lovgivning senest den 17. december 1981; derefter vil der være en frist på 4 år til ændring af allerede etablerede udledninger, hvis disse ikke er i overensstemmelse med direktivets regler. Den foreliggende bekendtgørelse af 15. april 1980 vil efter miljøstyrelsens skøn i vidt omfang imødekomme direktivets krav. Den er imidlertid ikke afpasset efter direktivet, f. eks. med hensyn til tidsbegrænsning af tilladelser og med hensyn til nødvendigheden af tilladelser til nedsivning, som ikke sker gennem noget anlæg. Det vil i den kommende tid, i forbindelse med miljøbeskyttelseslovens revision, blive overvejet, i hvilket omfang bekendtgørelsen bør ændres af hensyn til direktivet.

2. Miljøstyrelsens redegørelse om spildevandsafledning uden for bymæssig bebyggelse

Miljøstyrelsen har i december 1978 udsendt en redegørelse (»spildevandsafledning udenfor bymæssig bebyggelse«) om de problemer, der er forbundet med spildevandsbortskaffelse i mindre og spredte bebyggelser, herunder sommerhusområder. Den har bl.a. til formål at belyse de forudsætninger, der skal være tilstede, for at spildevand kan bortskaffes ved nedsivning. Debatten om spildevandsafledning har været ført med en tiltagende intensitet, efterhånden som behandlingen og godkendelsen af de kommunale spildevandsplaner har fundet sted, og det er i særdeleshed forholdene i de mindre samfund og i sommerhusområderne, der har påkaldt sig interesse. Redegørelsen behandler spildevandsbortskaffelsen i mindre landsbyer, sommerhusområder og spredt bebyggelse og belyser tillige nogle af de økonomiske konsekvenser af de alternative afledningsmetoder for den enkelte borger og for samfundet. Det er hensigten, at redegørelsen skal udgøre et redskab for såvel de kommunale myndigheder som for borgere ved valget mellem f. eks. traditionel kloakering og afledning til jorden gennem nedsivningsanlæg.

Til grund for redegørelsen ligger et udredningsarbejde vedrørende anvendelsen af jord som recipient for spildevand. En statusrapport herom (»Jord som recipient for spildevand«) er udsendt i april 1979. Heri gives på baggrund af miljøstyrelsens egne undersøgelser og udenlandske erfaringer en samlet oversigt over mulige metoder til udledning af spildevand til jorden, og det belyses, hvilke ulemper og forureningsproblemer der er knyttet til de forskellige udledningsmetoder.

I det følgende gengives hovedkonklusionerne af redegørelsen. Der henvises iøvrigt til de to publikationer.

a. Afledning af husspildevand i områder med spredt bebyggelse

I områder med spredt bebyggelse er produktionen af husspildevand så lille, at der ikke er væsentlig risiko for, at grundvandsforekomsterne som helhed udsættes for større kvalitetsforringelse. Ved placering af nedsivningsanlæg må opmærksomheden derfor især koncentreres om at sikre nærliggende brønde og boringer mod forurening.

Det er miljøstyrelsens opfattelse, at spildevandsafledningen fra spredt bebyggelse, hvor det er muligt, mest hensigtsmæssigt kan gennemføres ved nedsivning i stedet for direkte udledning til vandløb, herunder drænledninger og grøfter.

b. Afledning af husspildevand i områder med samlet bebyggelse

For sommerhusområder og landsbyer medfører den mere koncentrerede spildevandsproduktion, at der ved nedsivning af spildevand på længere sigt kan være fare for forurening af anvendelige grundvandsressourcer, selvom de ligger i forholdsvis stor afstand fra nedsivningsområdet. For at kunne bedømme mulighederne for nedsivning i sådanne områder vil det derfor ofte være nødvendigt at foretage hydrogeologiske undersøgelser med henblik på beskyttelse af anvendelige grundvandsressourcer. I områder, hvor spildevandsbortskaffelsen i dag findes miljømæssigt forsvarlig, og hvor det også kan forudses, at forholdene fremtidigt vil være miljømæssigt forsvarlige, er der ikke grund til at ændre den nuværende form for bortskaffelse af spildevand.

I områder, hvor spildevandsbortskaffelsen volder miljømæssige problemer, eller hvor det kan forudses, at sådanne problemer vil opstå i planlægningsperioden, er det rimeligt, at der foreskrives ændringer i bortskaffelsesmåden. Dette betyder, at der i reglen skal etableres anlæg, der er kollektive (kloakering) eller i det mindste indeholder kollektive elementer, f. eks. samletankløsninger med kollektiv bortskaffelse af samletankenes indhold. Ved tilvejebringelsen af sådanne kollektive løsninger er det hensigtsmæssigt, at alle grundejere i det berørte opland deltager i den kollektive ordning.

Det skal i dennne forbindelse bemærkes, at den gældende lovgivning giver kommunalbestyrelserne adgang til at kræve nedsivningsanlæg og samletanke sløjfet uden erstatning, hvis kloakering gennemføres. Det anbefales, at denne adgang fortrinsvis udnyttes til at sikre fuld deltagelse i en kollektiv ordning i et opland, hvor de for oplandet generelt gældende forhold gør det nødvendigt at foretage en ændring i spildevandsbortskaffelsen.

c. Afledning af vejvand

Vejvand indeholder bl. a. suspenderet stof, mineralolier, tungmetaller, og i forbindelse med saltning vil der også forekomme et højt indhold af chlorid. Der bør derfor ved afledning af større mængder vejvand til jorden i vid udstrækning tages de samme hensyn til grundvandsbeskyttelsen som ved afledning af husspildevand.

Vejvand, som bortledes gennem drænledninger efter nedsivning gennem græsrabatter, vil normalt være renset i en sådan grad, at direkte udledning til en overfladerecipient ikke medfører forurening. Ved udledning direkte til rørledninger uden nedsivning i græsrabatter kan der derimod være behov for andre rensningsforanstaltninger.

d. Afledning af tagvand

Tagvand vil normalt ikke være så forurenet, at der ved udledning på jordoverfladen eller til nedsivningsanlæg vil være risiko for forurening af større grundvandsforekomster, hvorimod der kan være risiko for forurening af drikkevandsbrønde eller mindre boringer ved en koncentreret nedsivning af tagvand for tæt på disse.

e. Udspredning af spildevand

Tilladelse til udbringning af husspildevand på jordoverfladen kan normalt ikke meddeles, da det vil være en betingelse, at der foretages en vidtgående sikring af omgivelserne mod smittefare og lugtgener. Det vil desuden være en forudsætning, at tilfredsstillende spildevandsafledning kan etableres i frostperioder.

Spildevand fra mejerier og visse andre levnedsmiddelindustrier indeholder imidlertid ikke giftstoffer og smitstoffer, men har ofte et højt indhold af plantenæringsstoffer og let nedbrydeligt organisk stof. Sådanne spildevandstyper kan ofte med fordel bortskaffes ved udspredning på dyrkede arealer.

3. Oversigt over indholdet af den nye bekendtgørelse

Den nye bekendtgørelse indledes med et kapitel, der angiver bekendtgørelsens område og definerer begreberne spildevand, husspildevand og ejendomme uden for og i samlet bebyggelse.

Bekendtgørelsens kapitel 2 giver derefter regler om afledning af husspildevand til nedsivningsanlæg. Kompetencen til at tillade denne nedsivning er fastlagt således, at visse mindre nedsivningsanlæg uden for samlet bebyggelse kan tillades af kommunalbestyrelsen, når nogle nærmere angivne krav til afstande m. v. er opfyldt. Inden for samlede bebyggelser kræver de samme nedsivningsanlæg tilladelse fra amtsrådet, som dog inden for nærmere afgrænsede områder kan overlade myndigheden til kommunalbestyrelsen på særligt fastsatte betingelser. Større nedsivningsanlæg kræver altid tilladelse fra amtsrådet.

Bekendtgørelsens kapitel 3 giver regler om nedsivning af andet spildevand end husspildevand. Kompetencen er fordelt mellem kommunalbestyrelse og amtsråd bl. a. på grundlag af den belastning, som nedsivningen kan medføre for grundvandet.

Bekendtgørelsens kapitel 4 drejer sig om tilladelser til udledning af spildevand på jordoverfladen. Kompetencen til at give disse tilladelser ligger, som hidtil, hos amtsrådet.

Bekendtgørelsens kapitel 5 giver regler om de - nu ret få - sager, der fortsat skal behandles af miljøstyrelsen som 1. instans.

Bekendtgørelsens kapitel 6 giver nogle almindelige regler om sagsbehandling, affattelse af afgørelser og klager over afgørelser.

Endelig giver bekendtgørelsens kapitel 7 regler om bekendtgørelsens ikrafttræden og overgangsbestemmelser.

Kapitel 2

De indledende bestemmelser i bekendtgørelsen

Kapitel 2 De indledende bestemmelser i bekendtgørelsen

Kapitel 2

De indledende bestemmelser i bekendtgørelsen

Bekendtgørelsens kapitel 1 indeholder i § 1 en bestemmelse om bekendtgørelsens område og i § 2 forskellige definitioner. I § 3, stk. 1, fastslås det, at bekendtgørelsen finder anvendelse dels på nye anlæg m. v., der udføres efter bekendtgørelsens ikrafttræden, dels på væsentlige ændringer af ældre anlæg, når ændringen udføres efter dette tidspunkt. I § 3, stk. 2, angives det, at ældre, lovligt etablerede anlæg fortsat kan benyttes.

Hvad særligt angår reglen i § 3, stk. 1, hvorefter der kræves tilladelse til et anlæg, som ændres væsentligt efter bekendtgørelsens ikrafttræden, bemærkes det, at en ændring må anses for væsentlig, hvis f. eks. hele anlægget flyttes eller anlæggets nedsivningsdel omlægges på grund af en utilfredsstillende nedsivning. Til en væsentlig ændring af nedsivningsanlæg må også henregnes en betydelig forøgelse af den mængde spildevand, der ledes til nedsivningsanlægget. Hvis der sker en fuldstændig ombygning af en ejendom, kan der være grund til at tage ejendommens spildevandsforhold op til ny overvejelse, selvom den ombyggede ejendom ikke belaster nedsivningsanlægget mere end den gamle. Dette vil imidlertid være en følge af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 3, sammenholdt med § 4 i byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 530 af 25. oktober 1976) og ikke af bekendtgørelsens § 3.

Kapitel 3

Afledning af husspildevand til nedsivningsanlæg

Kapitel 3 Afledning af husspildevand til nedsivningsanlæg

1. Afledning af husspildevand uden for samlet bebyggelse fra højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter

a. Afstanden til vandindvindingsanlæg b. Funktionskrav c. Øvrige afstandskrav

2. Afledning af husspildevand inden for samlet bebyggelse fra højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter

a. Enkeltvandindvindingsanlæg b. Fælles vandforsyningsanlæg

3. Nedsivning af husspildevand fra mere end 10 personækvivalenter

Kapitel 3

Afledning af husspildevand til nedsivningsanlæg

1. Afledning af husspildevand uden for samlet bebyggelse fra højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter

Efter bekendtgørelsens § 4 har kommunalbestyrelsen kompetencen til uden for samlet bebyggelse at tillade etablering af nedsivningsanlæg for husspildevand hidrørende enten fra højst to husstande eller fra højst 10 personækvivalenter, når en række betingelser er opfyldt. En ejendom anses efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, for at ligge uden for samlet bebyggelse, når den ligger i landzone, og når der ikke inden for en afstand af 300 m fra ejendommens beboelsesbygninger m. v. ligger tilsvarende bygninger for mere end 4 andre ejendomme.

Ved »beboelsesbygninger m. v.« forstås bygninger, hvori der mindst findes køkken eller bade- og toiletfaciliteter, og hvori spildevandsproduktionen svarer til mindst 1 husstand eller mindst 2 personækvivalenter. Kommunalbestyrelsens kompetence til at tillade nedsivningsanlæg uden for samlet bebyggelse strækker sig efter denne ordning videre end efter de hidtidige regler. Efter den tidligere bekendtgørelse skulle en ejendom være enligt beliggende, for at kommunalbestyrelsen kunne meddele tilladelse til nedsivning, og en ejendom ansås for enligt beliggende, hvis der var en afstand på mindst 300 m fra ejendommen til nærmeste anden beboelse. Kommunalbestyrelsens myndighed er også udvidet derved, at kommunalbestyrelsen ikke alene kan tillade nedsivningsanlæg for husspildevand fra højst to husstande, men også husspildevand fra højst 10 personækvivalenter. Ved 1 personækvivalent forstås en spildevandsproduktion på gennemsnitlig 200 l/ dag, fordelt over et år. Med denne udvidelse bliver det muligt for kommunalbestyrelsen uden for samlet bebyggelse at give tilladelse til nedsivning af husspildevand fra toiletbygninger, spejderhytter, erhvervsvirksomheder m. v., når spildevandsmængden er af mindre omfang. De betingelser, der skal være opfyldt, hvis kommunalbestyrelsen skal kunne tillade et nedsivningsanlæg efter § 4, vedrører dels nedsivningsanlæggets afstand til vandindvindingsanlæg (stk. 1), dels nedsivningsanlæggets udformning m. v. (stk. 2). Endvidere skal kommunalbestyrelsen tilstræbe, at en række andre afstandsbestemmelser overholdes (stk. 3).

a. Afstanden til vandindvindingsanlæg

Det fastsættes i § 4, stk. 1 a, at nedsivningsanlægget skal respektere de beskyttelsesområder der er fastlagt for visse vandindvindingsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 12 eller efter § 41, stk. 1, i lov nr. 169 af 18. april 1969 om vandforsyning. Sådanne beskyttelsesområder fastlægges i reglen omkring indvindingsanlæg for almene vandforsyningsanlæg, der kræver tilladelse efter § 20 i vandforsyningsloven af 1978 (§ 13 efter den tidligere vandforsyningslov) og omkring indvindingsanlæg for visse virksomheder, der kræver vand af drikkevandskvalitet (f. eks. virksomheder der fremstiller levnedsmidler eller lægemidler). Inden for beskyttelsesområdet fastsættes der i almindelighed et forbud mod nedsivningsanlæg. I de allerede fastsatte beskyttelsesområder vil forbudet med hensyn til nedsivningsanlæg, der modtager toiletspildevand, normalt være udstrakt til området inden for 300 m fra indvindingsboringer, og med hensyn til andre nedsivningsanlæg området inden for 150 m fra boringer. Under særlige jordbundsforhold kan afstanden være større end 300 m og 150 m. Ved fremtidige beskyttelsesområder vil man antagelig ikke sondre mellem nedsivningsanlæg for toiletspildevand og nedsivningsanlæg for andet husspildevand, jfr. nedenfor.

Ud over den beskyttelse af vandindvindingsanlæg, der er en følge af beskyttelsesområderne, bestemmes det i bekendtgørelsens § 4, stk. 1 b og c, at nedsivningsanlægget skal ligge mindst 300 m fra indvindingsanlæg for almen vandforsyning. Dette har selvstændig betydning for de almene vandforsyningsanlæg, der ikke har beskyttelsesområder efter loven af 1969 eller efter miljøbeskyttelsesloven, eller som har beskyttelsesområder med en sikkerhedsafstand på 150 m til det nedsivningsanlæg som ønskes anlagt. Endvidere skal nedsivningsanlægget ligge mindst 300 m fra andre vandindvindingsanlæg, hvis vand skal være af drikkevandskvalitet, og mindst 150 m fra vandindvindingsanlæg i øvrigt. Drikkevandskvaliteten må kræves for alle vandindvindingsanlæg til husstandsbrug og for vandindvindingsanlæg til brug for virksomheder, der fremstiller levnedsmidler og lægemidler. Også anlæg til vanding og vaskning i gartnerier, der avler spiselige afgrøder, må som hovedregel kræve vand af drikkevandskvalitet, medmindre der på særlige punkter gøres undtagelser herfra (f. eks. med hensyn til vandets nitratindhold). Der henvises om disse forhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Derimod kræver markvandingsanlæg ikke vand af drikkevandskvalitet, ej heller vandindvindingsanlæg, der alene indvinder vand til kølevand eller procesvand i en virksomhed, der fremstiller ikke spiselige varer.

Disse krav om en afstand på 300 m eller 150 m fra nedsivningsanlægget til vandindvindingsanlæg gælder uden hensyn til, om nedsivningsanlægget modtager spildevand fra toilet (»sort spildevand«) eller alene modtager andet husspildevand (»gråt spildevand«). De hidtidige reglers bestemmelser om, at afstandskravene var lempeligere for »gråt spildevand« end for »sort spildevand«, er altså ikke gentaget i bekendtgørelsen. Grunden hertil er, at nyere undersøgelser har vist, at det »grå spildevand« kan indeholde betydelige mængder af bakterier, bl. a. fækale colibakterier. Det »grå spildevand« vil også indeholde en lang række kemikalier (f.eks. detergenter, borater, opløsningsmidler), der kan forringe vandkvaliteten.

Efter § 4, stk. 1 d og e, kan krav om en afstand på 300 m til indvindingsanlæg for ikke almene vandforsyninger, der kræver drikkevandskvalitet, og om en afstand på 150 m til andre vandindvindingsanlæg, dog nedsættes til 75 m, når de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af vandindvindingsanlæg. Kommunalbestyrelsen skal dog høre amtsrådet og embedslægeinstitutionen, før den bestemmer en sådan nedsættelse af afstandskravene.

I det følgende nævnes forskellige eksempler på situationer, hvor en sådan nedsættelse af afstandskravene kan være forsvarlig.

En nedsættelse af afstandskravene kan komme på tale, hvis en undersøgelse af forholdene på stedet gør det overvejende sandsynligt, at grundvandsstrømmen fører fra vandindvindingsanlægget mod nedsivningsanlægget. Et skøn over grundvandets naturlige strømningsretning kan i visse tilfælde baseres på den hydrogeologiske kortlægning (f.eks. kort over grundvandspotentialer), hvis en sådan er færdiggjort for det aktuelle område. Hvis grundvandets strømningsretning ikke kan bestemmes ud fra kortmateriale, kan strømningsretningen eventuelt bestemmes ud fra pejlinger af grundvandsstanden i nærliggende brønde, boringer og vandløb. Man må dog være opmærksom på, at vandindvindingsanlæg kan ændre grundvandets naturlige strømningsretning. Grundvandsstrømmen vil således altid være rettet mod vandindvindingsanlægget i en afstand fra dette afhængig af indvindingens størrelse og de hydrogeologiske forhold i øvrigt.

Der kan endvidere være tale om at nedsætte afstandskravene, hvis vandindvindingsanlægget ligger på den ene side af et vandløb, og nedsivningsanlægget ønskes anbragt på den modsatte side af vandløbet. Det er dog en betingelse, at vandstanden i vandløbet afspejler grundvandsstanden, og at forurenet grundvand ikke kan passere under vandløbet.

Der kan derudover være tale om nedsættelse af afstandskravene, mellem en boring og et nedsivningsanlæg, hvis der i et område findes flere grundvandsreservoirer, og boringen indvinder vand fra et nedre - af ler beskyttet - reservoir. Nedsættelse af afstandskravene bør under disse forhold kun ske, hvis geologiske informationer eller pejlinger af vandstanden i de vandførende lag viser, at vandindvindingen og nedsivningen af spildevand foregår i to forskellige reservoirer, der ikke står i umiddelbar hydraulisk forbindelse med hinanden.

b. Funktionskrav

Ifølge § 4, stk. 2 a, skal jordbunden være egnet til nedsivning og nedsivningsanlægget skal udføres og dimensioneres således, at det kan fungere, så der ikke opstår overfladegener eller andre hygiejniske ulemper omkring anlægget.

En vurdering af, om jordbundsforholdene tillader nedsivning, må baseres på lokalkendskab og eventuelt feltundersøgelser.

For i størst mulig udstrækning at udnytte jordens renseevne og lette luftens tilgang til spildevandet er det af stor betydning, at spildevandet nedsiver over et tilstrækkeligt stort areal, og at udledningen sker i så ringe dybde som muligt. Nedsivningsanlæg bør derfor udformes som sivedræn og ikke placeres dybere end ca. 60 cm. For helårsbeboelser bør der etableres mindst 30 m sivedræn pr. husstand, medens det for sommerhuse normalt vil være tilstrækkeligt med 20 m sivedræn pr. husstand.

Efter § 4, stk. 2 b, skal husspildevand, forinden det ledes til nedsivningsanlæg passere en bundfældningstank (septictank, emscherbrønd), der ligesom afløbsledninger skal udformes og drives i overensstemmelse med retningslinier fastsat af kommunalbestyrelsen.

Ovenfor nævnte forhold er nærmere beskrevet i Dansk Ingeniørforenings norm om primitive afløbsanlæg for nedsivning. Normen er for tiden under revision, og den til enhver tid gældende norm bør så vidt muligt overholdes.

Ifølge § 4, stk. 2 c, skal slam fra bundfældningstanke bortskaffes efter kommunalbestyrelsens anvisninger. For at sikre en bundfældningstanks funktionsdygtighed skal slam fra denne fjernes med passende mellemrum (1-2 år). Slammet kan enten bortskaffes af den pågældende grundejer, i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 170 af 29. marts 1974 af reglement om miljøbeskyttelse kapitel 6, jfr. kapitel 4, eller kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der for hele eller dele af kommunen etableres en fælles bortskaffelsesordning.

Ifølge § 4, stk. 2 d, skal bunden af nedsivningsanlægget, så vidt muligt placeres mindst 2,5 m over højeste grundvandstand. Denne bestemmmelse er indført for at sikre den bedst mulige nedbrydning af spildevandet i jordens umættede zone. I områder uden anvendelige grundvandsforekomster, hvor det nedsivede spildevand med sikkerhed bevæger sig mod vandløb, søer eller havet, vil en nedsættelse af denne afstand være forsvarlig. Af hensyn til anlæggets funktion skal afstanden fra bund af nedsivningsanlæg til grundvandet dog være mindst 1 m.

Er afstanden mellem nedsivningsanlæggets bund og grundvandet mindre end 1 m, kan der, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, opbygges en sandmile, hvori sivedrænene placeres. Denne konstruktion vil også kunne forbedre nedsivning i områder, hvor jordbunden på grund af for stort lerindhold er mindre egnet til nedsivning. Endelig kan det i enkelte tilfælde være hensigtsmæssigt at sænke grundvandsstanden for at opnå mindst 1 m mellem grundvandet og bunden af nedsivningsanlægget. I sidstnævnte tilfælde skal det dog tilstræbes, at afstanden mellem nedsivningsanlæg og afvandingsdræn er mindst 25 m, jfr. § 4, stk. 3 c, og kapitel 8 nedenfor.

c. Øvrige afstandskrav

Ved meddelelse af tilladelse til nedsivning i områder uden for samlet bebyggelse skal kommunalbestyrelsen tilstræbe, at afstandskravene i § 4, stk. 3 a-c, overholdes. Bestemmelsen i § 4, stk. 3 a, om 75 m til nærmeste andet nedsivningsanlæg er indført for at sikre den bedst mulige spredning af spildevand. En nedsættelse af afstandskravet kan være hensigtsmæssig, hvis der derved kan opnås en bedre placering af nedsivningsanlæggene i forhold til vandindvindingsanlæg.

Nedsættelse af kravet i § 4, stk. 3 c, om at nedsivningsanlægget skal anbringes mindst 25 m fra søer og vandløb, kan især være aktuel, hvor alternativet er en direkte udledning til vandløbet. I sådanne tilfælde vil en indirekte udledning af spildevand til vandløbet gennem et sivedræn placeret mindst 10 m fra dette ofte være en god løsning, der sammenlignet med direkte udledning kan medføre en bedre recipientkvalitet.

2. Afledning af husspildevand inden for samlet bebyggelse fra højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter

Som det fremgår af omtalen ovenfor af miljøstyrelsens redegørelse af december 1978, indebærer nedsivning af husspildevand i områder med samlet bebyggelse større problemer, end den tilsvarende nedsivning uden for samlet bebyggelse. Nedsivning af husspildevand i samlet bebyggelse kan medføre, at det underliggende grundvand bliver udsat for en betydelig belastning på grund af spildevandets indhold af forurenende stoffer. En tæt nedsivning af spildevand i en samlet bebyggelse kan derfor forringe kvaliteten af store mængder grundvand, og denne kvalitetsforringelse vil eventuelt kunne spores i stor afstand fra nedsivningsområdet. Tilladelser til nedsivningsanlæg for husspildevand i samlet bebyggelse vil ofte kræve et indgående kendskab til de hydrogeologiske forhold i området, herunder nuværende og kommende vandindvindinger. Kompetencen til at give sådanne tilladelser er derfor i princippet henlagt til amtsrådene. Amtsrådet kan dog for afgrænsede områder overlade kompetencen til kommunalbestyrelsen på vilkår, som amtsrådet skal fastsætte.

Dette vil sige, at den bemyndigelse, som kommunalbestyrelsen hidtil har haft til at tillade nedsivningsanlæg for husspildevand fra højst 2 husstande i tættere bebyggelse inde i landet, hvis bebyggelsen fuldt ud får sin vandforsyning fra et fællesvandværk, ikker er gentaget i den nye bekendtgørelse. Bemyndigelsen har også haft begrænset betydning, fordi den forudsætter en afstand på 75 m mellem de enkelte nedsivningsanlæg, og denne afstand er vanskelig at opnå i tættere bebyggelse. Derimod er den bemyndigelse, som kommunalbestyrelsen hidtil har haft til at tillade nedsivningsanlæg fra højst 2 husstande i sommerhusområder nær kysten, når grundvandsbevægelsen går mod havet - afstanden mellem nedsivningsanlæggene skal her kun være 25 m -, opretholdt som en overgangsordning ved bekendtgørelsens § 18, stk. 1. Dette gælder, indtil amtsrådet i medfør af den nye bekendtgørelse har taget stilling til forholdene i området og enten tilbagekaldt kommunalbestyrelsens bemyndigelse eller erstattet den med en ny bemyndigelse på nærmere fastsatte vilkår.

De regler, der på dette punkt er givet om tilladelser i samlet bebyggelse for nedsivningsanlæg for højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter, findes i bekendtgørelsens §§ 5 og 6.

I bekendtgørelsens § 5, stk. 1, fastslås hovedreglen: At det er amtsrådet, der har kompetencen til at give tilladelse i disse sager, og at amtsrådet kun kan give tilladelse efter høring af embedslægeinstitutionen.

I § 5, stk. 2, angives, at amtsrådets afgørelser efter stk. 1 ikke må stride mod vandforsynings-, spildevands-, region- og kommuneplanlægningen for området. Endvidere skal det søges sikret, at nedsivningen ikke vil forurene eksisterende vandindvindingsanlæg eller grundvandsressourcer, som vil være anvendelige til fremtidige vandindvindingsanlæg, og ikke vil medføre, at den fastlagte recipientkvalitet for vandløb, søer og havet ikke kan overholdes. Endvidere skal amtsrådet ved afgørelser efter § 5, stk. 1, overholde bestemmelserne i § 4, stk. 1 a-d, og stk. 2 a-c, jfr. § 5, stk. 3.

I § 6, stk. 1, bestemmes det, at amtsrådet for nærmere afgrænsede områder efter høring af embedslægeinstitutionen kan overlade kompetencen efter § 5, stk. 1, til kommunalbestyrelsen, når betingelserne i § 5, stk. 2, er overholdt.

Amtsrådet bør efter denne bestemmelse, hvor det er muligt, henlægge kompetencen til at meddele tilladelse efter § 5, stk. 1, til kommunalbestyrelsen, således at amtsrådet koncentrerer sig om varetagelsen af de overordnede hensyn i forbindelse med afledning af spildevand i større mængder, d.v.s. hensynet til vandindvindings- og recipientinteresser samt funktionshensynet.

Ved amtsrådenes behandling af sagerne om nedsivningsanlæg i samlede bebyggelser kan der være en række forskellige forhold at tage hensyn til.

a. Enkeltvandindvindingsanlæg

Enkeltvandindvindingsanlæg inden for nedsivningsområdet indvinder ofte vand fra samme grundvandsreservoir, som spildevand fra nedsivningsanlæggene siver ned til. Enkeltvandindvindingsanlæg, der ligger i tæt bebyggede områder, hvor spildevand afledes til nedsivningsanlæg, vil derfor være udsat for risiko for at blive forurenet. Vandindvinding inden for nedsivningsområdet vil også være til hinder for etablering af nedsivningsanlæg på et betydeligt antal ejendomme i området, jfr. § 4, stk. 1, som altid skal overholdes. Amtsrådet bør derfor senest samtidig med, at der meddeles tilladelse til, at spildevand i området afledes til jorden, sikre, at der udarbejdes planer for tilslutning af samtlige ejendomme i området til fælles vandforsyningsanlæg, således at fælles vandforsyning herefter etableres.

Uden for nedsivningsområdet vil der ofte ligge et antal enkeltvandindvindingsanlæg i spredt bebygget område. Det følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, at afstanden fra et nedsivningsanlæg til nærmeste vandindvindingsanlæg for vandforsyning, hvortil der stilles krav om drikkevandskvalitet, som udgangspunkt skal være mindst 300 m. Dette krav kan dog lempes, hvis det på grundlag af en hydrogeologisk vurdering kan sikres, at vandindvindingsanlæg ikke forurenes. For indvindingsanlæg beliggende nedstrøms for nedsivningsområdet, må kravet om en afstand på 300 m betragtes som et absolut minimumskrav. Dette skyldes, at spildevand med grundvandsstrømmen kan transporteres over betydelige afstande. Det bemærkes, at en eventuel forurening af grundvand kan være en langsom proces. Forurening som følge af en udledning vil derfor i nogle tilfælde først få fuld indvirkning på et vandindvindingsanlæg efter en årrække. Til gengæld vil forureningen fortsætte i et tilsvarende tidsrum, selvom nedsivningen ophører. Som følge af denne forsinkelse og langtidsvirkning bør der som grundlag for beslutningen om nedsivning gennemføres beregninger over mulige effekter på grundvandet ud fra den forudsætning, at jorden er »mættet« med de forurenende stoffer. Jordens ionbytningsegenskaber må således ikke tages til indtægt ved udførelsen af ovenfor nævnte beregninger.

I områder med samlet bebyggelse, f. eks. sommerhuse, nær kysten, vil mulighederne for at indvinde grundvand ofte være dårlige, og da grundvandet normalt strømmer mod kysten, kan det for sådanne områder være aktuelt at tillade tæt nedsivning.

I større afstand fra kysten bør der normalt ikke meddeles tilladelse til, at større mængder spildevand afledes til jorden, idet dette med tiden vil kunne medføre forurening af grundvandsforekomster i stor afstand fra nedsivningsområdet. Der vil dog kunne gøres en undtagelse, såfremt nedsivningen sker i kort afstand fra vandløb eller søer, og det med sikkerhed vides, at disse er recipienter for det grundvand, hvortil spildevandet nedsives. Endvidere må det sikres, at tilstrømningen af forurenet grundvand til recipienterne ikke medfører, at den for recipienterne fastsatte kvalitet ikke kan overholdes.

Som grundlag for en eventuel tilladelse til nedsivning er det af betydning, at grundvandets strømningsretning nøje kortlægges. Resultaterne af den hydrogeologiske kortlægning kan være en hjælp hertil. Det skal dog understreges, at den hydrogeologiske kortlægning ofte kun giver oplysninger om strømningsretningen i det primære reservoir, medens det er strømningsretningen i det øverste sekundære reservoir, der har betydning for, i hvilken retning det nedsivede spildevand vil strømme. Det kan derfor være nødvendigt at foretage kortlægning af det sekundære grundvands strømningsretning på grundlag af pejling af grundvandsstanden i pejleboringer og eksisterende brønde. Man skal dog være opmærksom på, at strømningsbanen kan være lunefuld, hvis nedsivningen sker i sandaflejringer i moræneområder. Der skal tages hensyn til nedsivningsområdets beliggenhed i forhold til grundvandsskel, idet en beliggenhed tæt herved vil medføre, at der kan forekomme to strømningsbaner for det nedsivede spildevand. Ligger nedsivningsområdet i nærheden af toppen af et grundvandsskel, kan det nedsivede spildevand strømme i alle retninger.

Når spildevandets udbredelse er fastlagt, bør samtlige vandindvindingsanlæg, der ligger i områder, der senere vil blive forurenet af tilstrømmende grundvand fra nedsivningsområdet, nedlægges, hvis der meddeles tilladelse til nedsivning.

b. Fælles vandforsyningsanlæg

Ved valg af den måde, hvorpå et områdes spildevand skal bortskaffes, skal sikring af den fælles vandforsyning prioriteres meget højt.

En undersøgelse af, om nedsivning kan ske uden fare for forurening af anvendelige grundvandsressourcer, skal baseres på kendskab til det fremtidige vandbehov inden for fællesvandværkers forsyningsområder. Det er ligeledes nødvendigt at have kendskab til, om denne mængde kan indvindes fra de eksisterende boringer, eller om det vil være nødvendigt at etablere flere vandindvindingsboringer, i overensstemmelse med den amtskommunale vandindvindings- og den kommunale vandforsyningsplanlægning.

Årsagen til, at det er nødvendigt at kende størrelsen af det fremtidige vandbehov, er, at større vandindvindingsanlæg tiltrækker grundvand fra et stort område. Derfor vil større boringer kunne blive forurenet af spildevand, der nedsives i relativ stor afstand fra disse.

I områder, hvor vandindvindingen finder sted fra et grundvandsreservoir med frit vandspejl, må man kortlægge det område, der vil blive påvirket af spildevand fra nedsivningsanlæggene. Det vil kun være forsvarligt at tillade nedsivning, hvis den del af spildevandsstrømmen, som vil påvirke vandindvindingsanlæggets indvinding, er så ubetydelig, at kvaliteten af det indvundne vand ikke forringes.

I områder, hvor vandinvinding sker fra et primært reservoir med spændt vandspejl, bør der ligeledes foretages en kortlægning af det område i det sekundære reservoir, som vil blive påvirket af nedsivningen. Hvis det område i det sekundære reservoir, som påvirkes af denne nedsivning, er delvis sammenfaldende med det område, som vandindvindingsanlægget indvinder sit vand fra, bør det undersøges, om der kan foregå en nedsivning af forurenet grundvand fra det sekundære til det primære reservoir. Denne nedsivning kan beregnes, når man på grundlag af prøvepumpninger har bestemt den hydrauliske forbindelse mellem de to reservoirer, udtrykt ved lækagekoefficienten. Nedsivning kan herefter tillades, hvis det ved beregningen godtgøres, at det indvundne grundvand ikke vil blive forurenet.

Det er en forudsætning for de ovennævnte beregninger, at det nedsivningsområde, som der er tale om, er den eneste forureningskilde, som kan tænkes at påvirke indvindingsoplandet for det udsatte vandindvindingsanlæg. I modsat fald skal samtlige forureningskilder inddrages i beregningerne.

Normalt vil det være udelukket at tillade nedsivning af spildevand, hvis der inden for et område med samlet bebyggelse ligger fælles vandindvindingsanlæg. Ligger der et eller flere mindre fælles vandindvindingsanlæg i området, der indvinder vand fra et underordnet, sekundært grundvandsreservoir, kan det dog i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at nedlægge disse efter reglerne i vandforsyningsloven.

Hvis amtsrådet efter en undersøgelse af de ovenfor under a og b nævnte spørgsmål beslutter sig til inden for et afgrænset område at overlade kompetencen til at tillade nedsivningsanlæg for husspildevand fra højst 2 husstande eller højst 10 personækvivalenter til kommunalbestyrelsen, skal amtsrådet i sin afgørelse afstikke de grænser, som amtsrådet ud fra sine undersøgelser mener at måtte sætte for kommunalbestyrelsens kompetence. De nærmere regler om dette findes i bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Amtsrådet må for det første give forskrifter for afstande til vandindvindingsanlæg. Som udgangspunkt bør de afstandskrav, som i § 4, stk. 1 a-c, er fastsat som betingelse for kommunalbestyrelsens tilladelser til spredt nedsivning, også gælde ved tæt nedsivning, medmindre en hydrogeologisk vurdering giver holdepunkt for andet. Den hydrogeologiske vurdering må være mere vidtgående end det kvalificerede skøn, som udøves efter § 4, stk. 1 d.

Der skal endvidere gives forskrifter for nedsivningsanlæggenes udformning og placering, herunder afstanden mellem de enkelte anlæg. Med hensyn til udformningen henvises til kapitel 3, afsnit 1 b ovenfor.

Amtsrådet skal derudover give forskrifter for afstanden til søer, vandløb, grøfter, drænledninger og kyster. Herom henvises til, hvad der er anført ovenfor i kapitel 3, afsnit 1 c.

Amtsrådet skal endelig give forskrifter for afstanden fra nedsivningsanlægget til grundvandet eller om andre foranstaltninger, som kan sikre en tilfredsstillende funktion for nedsivningsanlægget. Om afstanden til grundvandet henvises til kapitel 3, afsnit 1 c angående nedsivningsanlæg uden for samlet bebyggelse. Også i samlet bebyggelse er der mulighed for at opnå en tilfredsstillende funktion ved samlede foranstaltninger såsom sænkning af grundvandsstanden eller opfyldning af lavtliggende arealer.

I bekendtgørelsens § 6, stk. 3, fastslås det, at amtsrådet senere kan ændre eller tilbagekalde en bemyndigelse, som er givet til kommunalbestyrelsen efter § 6, stk. 1. Reglen stemmer ned den tilbagekaldelsesmulighed over for grundejerne, der er fastsat i miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 3.

3. Nedsivning af husspildevand fra mere end 10 personækvivalenter

Kompetencen til at tillade nedsivningsanlæg for husspildevand af dette omfang ligger efter bekendtgørelsens § 7 altid hos amtsrådet. Dette gælder både i og uden for samlet bebyggelse, og amtsrådet har ikke myndighed til at overlade kompetencen til kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålet om at tillade en sådan nedsivning kan opstå, hvis f. eks. et hotel i et kystområde ønsker at aflede sit spildevand ved nedsivning, eller hvor et fælles nedsivningsanlæg for et større antal ejendomme i en samlet bebyggelse kan være et alternativ til mindre nedsivningsanlæg for de enkelte ejendomme. Endelig kan fælles nedsivningsanlæg komme på tale i områder, der allerede er detailkloakerede, men hvor det vil være vanskeligt at opnå en tilslutning til et fælles rensningsanlæg. Et sådant fælles nedsivningsanlæg kan have en række fordele, hvoraf følgende kan nævnes

Anlæggets placering kan vælges således, at det giver de mindst mulige miljømæssige problemer.

Der er mulighed for at etablere mere avancerede anlæg, såsom rensning før udledning og opdeling af nedsivningsanlægget i flere afdelinger, der benyttes skiftevis.

Der kan indføres kontrolforanstaltninger vedrørende kvalitet af spildevand og grundvand.

Ved dræning eller oppumpning af det ved nedsivningen forurenede grundvand er der mulighed for at hindre påvirkning af større grundvandsressourcer.

Hvis det på basis af hydrogeologiske undersøgelser viser sig, at nedsivningsanlæg vil kunne fungere tilfredsstillende, og at udledt spildevand vil strømme til vandløb eller havet uden at medføre uacceptabel kvalitetsforringelse af recipienten og uden at berøre anvendeligt grundvand, vil nedsivning til fælles anlæg derfor kunne være en god løsning på spildevandsafledningen.

I områder med lerjord er det normalt ikke muligt at etablere større nedsivningsanlæg. Lokalt forekommende sandforekomster kan give mulighed for tilfredsstillende funktion for selve nedsivningen, men sandforekomster i moræneområder står ofte i direkte forbindelse med grundvandsforekomster, der kan anvendes til vandforsyning, og i så fald vil det normalt ikke være forsvarligt at etablere større nedsivningsanlæg.

For at hindre unødig forurening i områder, hvor grundvandet ikke strømmer direkte til havet, bør nye større anlæg udformes således, at nedsivningsanlægget opdeles i flere afdelinger, der benyttes skiftevis. Ved en sådan vekseldrift kan der opnås en god nedbrydning af organiske stoffer, ligesom mulighederne for nitrifisering af ammonium forbedres. På et givet nedsivningsareal bør der maksimalt udledes 0,5 m3/ m2 i en nedsivningsperiode, hvorefter det friholdes for udledning i 14 dage. Hvis udledte mængder i nedsivningsperioden mindskes, kan hvileperioden nedsættes tilsvarende. Hvileperioden bør være mindst 4 dage, idet det maksimale luftskifte i jorden først opnås, når jorden er afdrænet for udledt spildevand.

Kapitel 4

Afledning af andet spildevand end husspildevand til nedsivningsanlæg

Kapitel 4 Afledning af andet spildevand end husspildevand til nedsivningsanlæg

1. Afledning, der kan tillades af kommunalbestyrelsen

2. Afledning, der kan tillades af amtsrådet

Kapitel 4

Afledning af andet spildevand end husspildevand til nedsivningsanlæg

Bekendtgørelsens regler om afledning af andet spildevand end husspildevand til nedsivningsanlæg er omarbejdet og udspecifiseret i forhold til den tidligere nedsivningsbekendtgørelses summariske regel om, at kommunalbestyrelsen kan tillade nedsivningsanlæg for »regnvand og drænvand« uden for beskyttelsesområder efter § 41, stk. 1, i vandforsyningsloven af 1969 eller § 12 i miljøbeskyttelsesloven.

1. Afledning, der kan tillades af kommunalbestyrelsen

Reglerne om, hvornår afledningen af andet spildevand til nedsivningsanlæg kan tillades af kommunalbestyrelsen, findes i bekendtgørelsens § 8.

Kommunalbestyrelsen kan for det første tillade afledning af tagvand til nedsivningsanlæg, jfr. § 8, stk. 1. Tagvand anses normalt for lidet forurenende, og det kan ofte være praktisk at aflede tagvandet til nedsivningsanlæg, hvis der ikke findes et kloaksystem for regnvand i nærheden, eller hvis tagudløbet ligger uhensigtsmæssigt i forhold til kloaken. Betingelserne for at tillade afledning af tagvand til nedsivningsanlæg er lempelige. Afledningen skal ske til et nedsivningsanlæg i form af en faskine, hvortil der ikke føres husspildevand, idet tagvandet ellers kan skylle husspildevand for hurtigt gennem den biologisk aktive, øverste jordzone. Der skal endvidere være en afstand på mindst 25 m mellem nedsivningsanlægget og nærmeste vandindvindingsanlæg. Bekendtgørelsen gør det ikke længere til en betingelse, at nedsivningsanlægget ligger uden for de i § 4, stk. 1 a, nævnte beskyttelsesområder. Imidlertid vil de regler, der er fastsat for beskyttelsesområder i vandforsyningsanlæggets indvindingstilladelse, ofte føre til, at der ikke må etableres nedsivningsanlæg for tagvand i dele af beskyttelsesområdet. Hvis dette forhindrer en ønskelig etablering af nedsivningsanlæg for tagvand, kan amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 12 ændre reglerne for beskyttelsesområdet, således at nedsivningsanlæg for tagvand undtages. Reglerne for beskyttelsesområder for fremtidige indvindingsanlæg bør normalt affattes således, at det ikke forbydes at etablere nedsivningsanlæg for tagvand.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere tillade afledning til nedsivningsanlæg af vand fra befæstede arealer, jfr. § 8, stk. 2. Dette gælder dog kun, hvis kompetencen ikke er henlagt til amtsrådet, i medfør af bekendtgørelsens § 9. Det gælder derfor nedsivning af vand fra private veje, men ikke fra offentlige veje. Det gælder ikke vand fra offentlige og private parkeringspladser. Ved parkeringspladser skal forstås pladser for mere end 10 biler. Afledning af overfladevand fra pladser for indtil 10 biler kan herefter tillades af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade afledning af vand fra befæstede arealer ved virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

Vandet fra befæstede arealer kan være forurenet med bl. a. olie, vejsalt, og organisk stof, og bekendtgørelsen stiller strengere krav til nedsivning af dette vand end til nedsivning af tagvand. Kommunalbestyrelsen skal overholde bestemmelserne i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, om afstanden til forskellige former for indvindingsanlæg. Kommunalbestyrelsen skal dernæst overholde bekendtgørelsens § 4, stk. 2 a, om nedsivningsanlæggets funktionsdygtighed. Derimod er reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 3, om tilstræbt afstand til andre nedsivningsanlæg, bygninger, vandløb m. v., ikke overført på nedsivningsanlæg for vand fra befæstede arealer. Nedsivningsanlæg bør dog ikke anbringes for tæt ved bygninger, og nedsivningsanlæggene må kun modtage vand fra befæstede arealer.

Som tidligere nævnt kan vejvand indeholde store mængder vejsalt, og for at begrænse tilførslen af salt til anvendeligt grundvand kan det, specielt i forbindelse med mindre private veje, være fornuftigt at betinge en nedsivningstilladelse af, at der ikke foretages vejsaltning.

I forbindelse med mindre beboelsesbygninger for 1-2 husstande kan der være mindre befæstede arealer, f. eks. terasser og holdepladser for 1 eller 2 biler. Overfladisk afledning af overfladevand fra så små arealer kræver ikke godkendelse.

Kommunalbestyrelsen kan endelig tillade afledning af spildevand fra malkerum til nedsivningsanlæg, jfr. § 8, stk. 3. Dette spildevand indeholder rengøringskemikalier og mælkerester. Nedsivningsanlæg for spildevand fra malkerum skal derfor overholde bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 2 a og d samt stk. 3. Også spildevand fra malkerum skal afledes til et separat nedsivningsanlæg.

2. Afledning, der kan tillades af amtsrådet

Reglerne herom findes i bekendtgørelsens § 9. Amtsrådet kan for det første give tilladelse til, at skyllevand fra grusvask og vandværksfiltre afledes til et nedsivningsanlæg, jfr. § 9, stk. 1. Dette spildevand anses ikke for særligt belastende for grundvandet, og når forholdene er henlagt under amtsrådet, skyldes det, at det er amtsrådet, der giver tilladelse til grusgravning efter råstofloven, og at det også i vidt omfang vil være amtsrådet, der giver tilladelse til vandforsyningsanlæg.

Amtsrådet kan endvidere give tilladelse til, at overfladevand fra offentlige veje og fra parkeringspladser - offentlige som private - afledes til nedsivningsanlæg.

Hvis vejvand fra mindre veje nedsiver i vejsiden uden at blive afdrænet til et nedsivningsanlæg eller en recipient, kræves der ikke tilladelse.

Amtsrådet kan endelig give tilladelse til nedsivning af overfladevand fra befæstede arealer ved virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Bestemmelsen herom findes i bekendtgørelsens § 9, stk. 2. Det bemærkes her, at bestemmelsen også finder anvendelse på nedsivning, der ikke sker gennem et egentligt nedsivningsanlæg, f. eks. nedsivning af vand, der er løbet fra den asfalterede plads ud på den omkringliggende jordoverflade. Bekendtgørelsens § 9, stk. 2, adskiller sig på dette punkt fra §§ 4-8 og § 9, stk. 1, som kun omfatter afledning til nedsivningsanlæg.

Amtsrådet er ved sine afgørelser efter § 9, ikke bundet af afstandskrav, men alene af de almindelige bestemmelser i § 5, stk. 2, om, at ordningen ikke må være i strid med vandforsynings-, spildevands-, region- og kommuneplanlægningen, at nedsivningen ikke må medføre forurening af grundvandsressourcer, der er anvendelige til vandforsyningsanlæg, og at nedsivningen ikke vil medføre, at den fastlagte recipientkvalitet for vandløb, søer eller havet ikke kan overholdes. Der henvises herom til § 9, stk. 3. Vand fra offentlige veje, parkeringspladser og befæstede arealer kan dog være ret belastende for grundvandet, og amtsrådet bør normalt kun tillade afledning af dette vand til nedsivningsanlæg mindst 300 m fra vandindvindingsanlæg, der kræver vand af drikkevandskvalitet - eventuelt endnu længere fra indvindingsanlægget. Ved afledning af vand fra parkeringspladser og veje til nedsivningsanlæg bør det overvejes, om vandet skal passere en olieudskiller, før det føres til nedsivningsanlægget.

Kapitel 5

Udledning af spildevand på jordoverfladen

Kapitel 5 Udledning af spildevand på jordoverfladen

Kapitel 5

Udledning af spildevand på jordoverfladen

I § 33 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m. v. fandtes tidligere en bestemmelse om, at amtsrådet kunne tillade, at organisk let nedbrydeligt spildevand fra virksomheder, der var optager på miljøbeskyttelseslovens liste over særligt forurenende virksomheder, kunne udledes på jordoverfladen ved udsprøjtning, overrisling eller på anden lignende måde. Tilladelse kunne dog kun meddeles til udledning af spildevand, som alene indeholdt organiske stoffer og næringssalte (f. eks mejerispildevand), der let kunne omsættes, og som ikke indebar en risiko for forurening af grundvandet ved nedsivning, for forurening af overfladevand eller sundhedsfare eller gener for omboende i forbindelse med udledningen.

Bestemmelsen er nu udgået af bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974, og i stedet er en lignende bestemmelse optaget som § 10 i den nye bekendtgørelse om afledning af spildevand til jorden. Bestemmelsen dækker nu alt spildevand og ikke blot spildevand fra de særligt forurenende listevirksomheder. Betingelserne for, at udledning på jordoverfladen kan tillades, svarer imidlertid med mindre redaktionelle ændringer til betingelserne efter bekendtgørelse nr. 174, og i realiteten dækker de to bestemmelser det samme område. Det skal navnlig fremhæves, at udvidelsen af bestemmelsen til at omfatte andet spildevand end spildevand fra en række særligt forurenende virksomheder ikke medfører, at der kan gives tilladelse til udledning af husspildevand på jordoverfladen, idet der altid vil være fare for, at husspildevand indeholder smitstoffer. I praksis vil der især blive tale om at anvende § 10 med hensyn til mejerispildevand og spildevand fra andre levnedsmiddelvirksomheder, hvor spildevandets indhold af organiske stoffer gør det muligt, uden hygiejniske eller miljømæssige gener at udlede spildevandet på jorden.

Nedenfor anføres vejledende retningslinier for amtsrådets behandling af sager på dette område. Disse retningslinier er stort set overført fra cirkulæreskrivelse nr. 92 af 17. april 1974 om spildevand, kapitel 4, afsnit E. Det bør herefter påses

at spildevandet udelukkende indeholder organiske stoffer og næringssalte,

at spildevandet ikke indeholder sundhedsfarlige stoffer eller smittekim,

at den spildevandsmængde, der årligt udledes på jorden, ikke væsentligt overstiger 3.500 m3/ ha, svarende til en årlig nedbør på 350 mm, således at tilladelse til udledning af større mængder kun bør gives efter konkret bedømmelse af jordbunds- og terrænforhold, herunder afstrømningsmuligheder m. v.,

at den spildevandsmængde, der årligt udledes pr. arealenhed, ikke indeholder større mængder plantenæringsstoffer, end planterne på det pågældende areal kan optage pr. år,

at spildevandet ved udledning fordeles jævnt over arealet,

at overfladisk afstrømning til vandløb, søer eller havet, vandforsyningsanlæg, omliggende ejendomme og ansamlinger af spildevand på arealet ikke kan forekomme på nogen årstid,

at der i øvrigt tages sådanne forholdsregler, at det udledte spildevand ikke på nogen årstid direkte gennem drænledninger eller afvandingsgrøfter kan føres til vandløb, søer eller havet,

at arealet, der tænkes anvendt til spildevandsudledningen, ligger således, at der ikke opstår gener for omboende og for færdsel på offentlige veje, og

at der ved driftsforstyrrelser er mulighed for midlertidigt at opsamle eller bortlede spildevandet på anden forsvarlig måde.

Ved meddelelse af tilladelse til udledning af spildevand på fremmed ejendom skal amtsrådet endvidere påse, at der oprettes en kontrakt mellem spildevandsproducenten og ejeren af det areal, hvor spildevandet ønskes udledt. Kontrakten skal indeholde bestemmelser om det privatretlige ansvar for anlæggets drift og vedligeholdelse, herunder hvem der har ansvaret for eventuelle opståede gener, og om udgifterne ved afhjælpning af eventuelle skader og om anlæggets drift og vedligeholdelse i almindelighed. Kontraktens opsigelsesmulighed og løbetid skal anføres.

Der bør i tilladelsen fastsættes en tidsbegrænsning under hensyntagen til kontraktens løbetid, således at det i god tid kan afgøres, om kontrakten kan forlænges, eller om der skal søges tilladelse til en ændret udledningsform.

Der henvises i øvrigt til den almindelige bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 3, hvorefter amtsrådet til enhver tid uden erstatning kan tilbagekalde eller ændre tilladelser, når det måtte vise sig ønskeligt af hensyn til fare for forurening af vandforsyningsanlæg, eller når hensyn til miljøbeskyttelsen i øvrigt gør det påkrævet.

Kapitel 6

Sager, der afgøres af miljøstyrelsen

Kapitel 6 Sager, der afgøres af miljøstyrelsen

Kapitel 6

Sager, der afgøres af miljøstyrelsen

Når en afledning af spildevand til jorden, herunder en udledning af spildevand på jordoverfladen, ikke kan tillades af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet efter §§ 4-10, må afledningen som hidtil kun foretages med tilladelse fra miljøstyrelsen, jfr. § 11.

Bestemmelsen medfører bl. a., at når en kommunalbestyrelse eller et amtsråd er afskåret fra at give tilladelse til et forhold på grund af afstandskravene m. v. i bekendtgørelsens §§ 4, 5, stk. 3, 7 eller 8, må tilladelse søges hos miljøstyrelsen. Hvis kommunalbestyrelsen derimod er afskåret fra at give tilladelse inden for samlet bebyggelse på grund af afstandsregler m. v., som amtsrådet har fastsat i medfør af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, glider kompetencen i disse sager over til amtsrådene.

Miljøstyrelsen vil fortsat skulle meddele tilladelse til afledning af spildevand til nedsivningsanlæg, hvis spildevandet stammer fra f. eks. fabriks- og værkstedsbygninger.

I praksis vil det således efter bekendtgørelsens ikrafttræden være få sager, som skal behandles af miljøstyrelsen som første instans. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der kun i helt specielle tilfælde vil være grundlag for at dispensere fra de i bekendtgørelsen fastsatte afstandskrav, jfr. især § 4, stk. 1.

Kapitel 7

Nedsivningstilladelsernes forbindelse med spildevandsplanlægningen

Kapitel 7 Nedsivningstilladelsernes forbindelse med spildevandsplanlægningen

Kapitel 7

Nedsivningstilladelsernes forbindelse med spildevandsplanlægningen

a. Kommunalbestyrelsens udarbejdelse af spildevandsplaner

I medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21 skal kommunalbestyrelsen udarbejde en samlet plan for udbygning af spildevandsanlæg i kommunen. Spildevandsplanen skal forelægges amtsrådet til godkendelse. De nærmere regler om spildevandsplanens tilvejebringelse er anført i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974, og det fremgår bl. a. af dennes § 7, at planen skal indeholde oplysninger om, hvorledes den i hovedtræk forholder sig til kommunens byplanmæssige dispositioner og eventuelle økonomiske planlægning samt til øvrig fysisk planlægning indenfor kommunens område. Planen skal endvidere angive, hvilke områder der påtænkes kloakeret, samt hvorledes spildevandet i øvrigt bortskaffes i kommunen f. eks. ved nedsivning, udsprøjtning og andre enkeltudledninger. Den kommunale spildevandsplan er således den sammenfattende ramme omkring spildevandsudledninger, hvad enten disse finder sted til overfladevandsrecipienter eller til jorden.

I forbindelse med udarbejdelsen af en spildevandsplan påhviler det herefter kommunalbestyrelsen at vurdere, om et givet område skal kloakeres, eller om områdets spildevand kan afledes f. eks. til jorden. Betingelsen for, at dette sidste kan ske, er, at der til de enkelte grundejere i området kan meddeles de fornødne nedsivningstilladelser (evt. tilladelse til etablering af fællesanlæg), eller at forholdene i området i forvejen er lovlige og miljømæssigt tilfredsstillende og ligeledes kan forventes at være det fremover. I så fald bør det fremgå af planen, at områdets spildevand afledes til jorden gennem nedsivningsanlæg (nedsivningsområder).

Hvis eksisterende nedsivningsanlæg i et område ikke fungerer tilfredsstillende eller i planlægningsperioden må forventes ikke at ville fungere tilfredsstillende, eller områdets vandforsyningsplanlægning tilsigter en øget beskyttelse af grundvandsforekomsterne, bør kommunalbestyrelsen i almindelighed søge området kloakeret. I et område, hvor spildevandet fra et større antal af ejendommene ikke kan afledes miljømæssigt tilfredsstillende til nedsivningsanlæg, vil det ofte være hensigtsmæssigt at sikre fuld deltagelse i kloakprojektet for at få en samlet tilfredsstillende løsning i området, fremfor at der for et større antal ejendomme skal installeres lukkede samletanke til opsamling af spildevandet.

I forbindelse med sin endelige vurdering skal kommunalbestyrelsen således overveje og søge afklaret en række spørgsmål, således at den af kommunalbestyrelsen vedtagne spildevandsplan ud fra en helhedsvurdering, er den mest hensigtsmæssige ramme for bortskaffelsen af spildevandet i kommunen. I forbindelse med denne helhedsvurdering skal, udover hensynet til miljøbeskyttelse, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 1, stk. 1 og 2, indgå planlægningsmæssige og samfundsøkonomiske hensyn, jfr. f. eks. miljøbeskyttelseslovens § 1, stk. 3.

Når der herefter er sket en afklaring af, om området skal kloakeres, eller om området f. eks. kan udlede spildevand til nedsivningsanlæg, vil kommunalbestyrelsen endeligt kunne vedtage planen og fremsende den til amtsrådets godkendelse.

b. Amtsrådets behandling af planen

Ved godkendelsen af kommunens spildevandsplan skal amtsrådet bl. a. påse, at planen er i overensstemmelse med vandindvindingsplanlægningen og recipientkvalitetsplanlægningen. Dette kan bevirke, at amtsrådet nægter at godkende en plan helt eller delvis, selvom der f. eks. for et område foreligger de nødvendige nedsivningstilladelser for de enkelte ejendomme.

I forbindelse med sin behandling af planen må amtsrådet endvidere nærmere vurdere eventuelle indsigelser og alternative forslag, der fremkommer under amtsrådets behandling af sagen. I amtsrådets vurdering bør - jfr. ovenfor under a. - indgå miljømæssige såvel som samfundsøkonomiske og planlægningsmæssige hensyn.

Finder amtsrådet på baggrund af sådanne indsigelser, at bortskaffelsen af husspildevand i et nærmere bestemt område bør ske ved nedsivning i stedet for (som i planen angivet) ved tilslutning til rensningsanlæg, kan amtsrådet, hvor der er tale om et område af mere begrænset udstrækning, ved sin godkendelse af planen ændre denne og i forbindelse hermed umiddelbart meddele de nødvendige tilladelser til afledning af spildevandet til jorden, såfremt kompetencereglerne i denne bekendtgørelse giver mulighed herfor. Drejer sagen sig om spildevandsafledning fra et større samlet område, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en ændring af planen vil være ensbetydende med, at forudsætningerne for at gennemføre planens øvrige indhold falder bort, bør amtsrådet forinden drøfte sagen med kommunalbestyrelsen med henblik på at afklare, om der i stedet bør udarbejdes en ny plan.

Foreligger der ikke i forbindelse med spildevandsplanens behandling en egentlig ansøgning om tilladelse til bortskaffelse af spildevand gennem nedsivning, eller er det ikke muligt på det foreliggende grundlag at tage stilling til, hvorvidt en sådan tilladelse kan meddeles, kan amtsrådet, såfremt det finder, at spørgsmålet bør undersøges, udskyde sin stillingtagen til denne del af planen, indtil de nødvendige undersøgelser er foretaget. Amtsrådet kan i denne forbindelse fastsætte en frist for indsendelse af de pågældende ansøgninger og for tilvejebringelsen af det fornødne undersøgelsesmateriale.

Kapitel 8

Grundvandssænkning i forbindelse med etablering af nedsivningsanlæg

Kapitel 8 Grundvandssænkning i forbindelse med etablering af nedsivningsanlæg

Kapitel 8

Grundvandssænkning i forbindelse med etablering af nedsivningsanlæg

I forbindelse med etablering af nedsivningsanlæg for ejendomme inden for samlet bebyggelse må der undertiden foretages en sænkning af grundvandstanden, jfr. § 5, stk. 2 og 3 og § 6, stk. 2 d, fordi nedsivningsanlægget ellers ikke vil kunne placeres med den tilstrækkelige afstand til grundvandsspejlet.

Når der skal foretages grundvandssænkning i områder, vil det ofte være således, at nedsivningsanlæg bliver placeret i en sådan afstand fra drænledningerne, at der sker en vis tilførsel af spildevand til disse drænledninger. I så fald må drænledningssystemet efter miljøstyrelsens opfattelse anses for at være en spildevandsledning og som sådan en del af et spildevandsanlæg, hvorfor der ved drænledningens udløb i en overfladevandsrecipient kræves udledningstilladelse ifølge miljøbeskyttelseslovens § 18. Det kan i visse tilfælde endvidere være nødvendigt, at der etableres et egentligt rensningsanlæg med mekanisk og/ eller biologisk rensning.

Selvom der ikke etableres et egentligt rensningsanlæg, vil forholdet være det, at drænledningen på grund af kravet om udledningstilladelse er et spildevandsanlæg, hvorfor reglerne herom i miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 om beskyttelse af overfladevand finder anvendelse. I denne forbindelse skal særlig peges på, at miljøbeskyttelseslovens § 27 vil finde anvendelse, således at grundejernes økonomiske forpligtelser ved etablering og drift af en grundvandssænkning m. v. vil kunne fastsættes i den kommunale betalingsvedtægt. Det bør dog i betalingsvedtægten fastsættes, at der skal udformes selvstændigt regnskab over udgifterne ved udførelsen og driften af dette spildevandsanlæg, således at kun disse udgifter vil kunne pålignes de grundejere, der har interesse i den pågældende grundvandssænkning.

I de tilfælde hvor en grundvandssænkning udføres således, at afstanden fra drænledningerne til nedsivningsanlæg vil være så stor, at der ikke må antages at blive tilført spildevand til drænledningen, skal spørgsmålet om grundvandssænkningen indbringes for landvæsensretten efter reglerne i vandløbsloven, ligesom der ikke skal meddeles udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 18 ved drænledningens udløb til eksisterende overfladevandsrecipienter. Såfremt grundvandssænkningen besluttes i medfør af vandløbslovens regler, vil der ikke være mulighed for at påligne udgifter i henhold til reglerne i miljøbeskyttelsesloven, men forholdet må reguleres af landvæsensretten i medfør af vandløbslovens regler.

Kapitel 9

Regler om sagsbehandling, afgørelser og klager

Kapitel 9 Regler om sagsbehandling, afgørelser og klager

Kapitel 9

Regler om sagsbehandling, afgørelser og klager

Regler herom findes i bekendtgørelsens §§ 12-16. Ved siden af disse bestemmelser gælder bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10-12.

Efter bekendtgørelsens § 12 skal en ansøgning om tilladelse til at etablere nedsivningsanlæg m. v. altid indgives til kommunalbestyrelsen. Er kommunalbestyrelsen ikke selv tilladelsesmyndighed, videresender kommunalbestyrelsen ansøgningen til tilladelsesmyndigheden med sin indstilling. Hvis det vil tage nogen tid for kommunalbestyrelsen at afgive en indstilling, kan det være praktisk, at kommunalbestyrelsen snarest videresender sagen og senere eftersender indstillingen.

Tilladelsesmyndigheden skal ved behandlingen af en sag foretage en hydrogeologisk vurdering af denne. Det kan i denne forbindelse være nødvendigt at fremskaffe yderligere oplysninger ved undersøgelser på stedet. I sager, der har interesse for mange grundejere - f. eks. sager om fælles nedsivningsanlæg for en bebyggelse - kan det være rigtigt at holde offentligt møde, jfr. bekendtgørelsens § 13, således at mødet averteres forud. Eventuelt kan det også være praktisk,at akterne er fremlagt forud for mødet. f. eks. på kommunekontoret.

Kommunalbestyrelsens, amtsrådets og miljøstyrelsens afgørelser skal meddeles skriftligt i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens kapitel 10, jfr. herom bekendtgørelsens § 15. Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 66, at der i forbindelse med afgørelsen skal gives klagevejledning. Underretning om afgørelsen skal gives ikke alene til ansøgeren, men også til embedslægeinstitutionen og til andre interesserede myndigheder samt til privatpersoner, som må antages at have en individuel væsentlig interesse i at få kundskab og afgørelsen, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 65. Kommunalbestyrelsen skal således altid underrette amtsrådet om sine afgørelser efter bekendtgørelsen, og amtsrådet skal underrette kommunalbestyrelsen om sine. Der vil i reglen ikke være grund til at underrette ansøgerens naboer om en tilladelse til et almindeligt nedsivningsanlæg. Derimod kan det være rimeligt at underrette naboer om en tilladelse til udspredning af spildevand på jorden, eller større nedsivningsanlæg. Underretning kan eventuelt finde sted ved en offentlig annoncering.

Hvis en tilladelse nødvendiggør bygge- eller anlægsarbejder, må arbejderne efter miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke påbegyndes, før den normale 4-ugers klagefrist fra 1. til 2. instans er udløbet, og hvis der klages inden for fristen, må arbejdet ikke påbegyndes, før klagesagen er afgjort. Efter lovens § 72, stk. 5, kan ministeren dog undtage visse anlæg fra denne regel, og dette er sket for nedsivningsanlæg ved bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 § 1, nr. 2. Nedsivningsanlæg kan derfor påbegyndes straks efter tilladelsen - på grundejerens egen risiko, idet tilladelsen kan påklages og eventuel blive ophævet ved en afgørelse i en klagesag -. Undtagelsen fra hovedreglen i miljøbeskyttelseslovens § 72, omfatter ikke anlæg til udledning af spildevand på jorden, og disse anlæg må altså ikke påbegyndes, før klagefristen er udløbet og eventuel klagesag er afsluttet.

I bekendtgørelsens § 14 er det bestemt, at nedsivnings- eller udsprøjtningsanlæg, der placeres på fremmed grund, skal sikres ved tinglyst deklaration. Denne tinglysning må betales af ejeren af den spildevandsproducerende ejendom. (For fællesanlæg af flere ejere). Som påtaleberettigede efter deklarationen bør anføres dels ejeren af den spildevandsproducerende ejendom, (eventuelt flere ejere) og vedkommende kommunalbestyrelse. Det bemærkes, at en bestemmelse om, at en ejendoms spildevandsafledning skal foregå til et nedsivningsanlæg på en naboejendom, i og for sig ville kunne optages i en lokalplan i medfør af kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 5, men at det næppe vil ske i praksis. I medfør af kommuneplanlovens § 36, skal deklarationen forud forevises for kommunalbestyrelsen, der skal give påtegning om sit samtykke og om, at der ikke agtes udfærdiget lokalplan om forholdet.

Miljøstyrelsen, den 21. april 1980

Jens Kampmann

/ Erling Rørdam

Cirkulære om afledning af spildevand til jorden (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Indholdsfortegnelse

Ingen