Cirkulære om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Bekendtgørelsens formål og myndigheder

Kapitel 1

Bekendtgørelsens formål og myndigheder

I bekendtgørelsens § 1 er formålet nærmere beskrevet. Det fremgår heraf, at bekendtgørelsen fastsætter

- kvalitetskrav til drikkevand og vand, der benyttes i forbindelse med levnedsmiddelfremstilling,

- omfanget og antallet af undersøgelser af drikkevand m. v.,

- kontrol med de indvundne vandmængder og

- regler om det tilsyn, der skal føres med vandforsyningsanlæg.

I stk. 2 er det fremhævet, at det altid skal tilstræbes, at vandkvaliteten er bedst mulig.

Dette er en hensigtserklæring for at understrege, at de kvalitetskrav, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1-4 som højst tilladelige værdier, er krav, som i hvert fald skal overholdes. Dvs. at vand, hvis indhold af en række stoffer ligger lige under de angivne højst tilladelige værdier, er acceptabelt drikkevand, men ikke nødvendigvis godt drikkevand. Det betyder også, at den enkelte vandforsyning bør tilstræbe, at det vand, der leveres til forbrugerne, for de fleste af de stoffer m. v., som er medtaget i bekendtgørelsens bilag, har en væsentlig lavere koncentration end den angivne højst tilladelige værdi. Endelig ligger det i hensigtserklæringen, at bekendtgørelsens minimumskvalitetskrav (de højst tilladelige værdier) ikke kan anvendes som et argument for, at det er forsvarligt at forurene vandressourcerne, blot de nævnte højst tilladelige værdier i drikkevandet ikke overskrides. Det sidste understreges tillige af bestemmelserne i Rådet for de Europæiske Fællesskabers direktiv af 16. juni 1975 om kvalitetskrav til overfladevand, som anvendes til fremstilling af drikkevand i medlemsstaterne og det på ministerrådsmødet den 19. juni 1979 vedtagne direktiv om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer. En fortsat beskyttelse af grundvandet mod forurening og kvalitetsforringelse er en forudsætning for, at forbrugerne kan få leveret et velsmagende drikkevand af meget høj hygiejnisk kvalitet.

Tilsynet, der omfatter kontrol med vandets kvalitet, kontrol med vandforbruget og teknisk tilsyn med vandforsyningsanlæggene, føres for såvel offentlige som private anlægs vedkommende af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlæggets vand forbruges. Bruges vandet i flere kommuner, må der som angivet i § 2, stk. 2, træffes nærmere aftale om, hvem der skal føre tilsynet.

Efter vandforsyningslovens § 63 skal amtsrådet (hovedstadsrådet) følge tilsynet og har mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsen at tage spørgsmål vedrørende tilsynet op til behandling og beslutning. Efter bemærkningerne i lovforslaget til § 63 kan der gives pålæg dels til kommunalbestyrelser, som ikke tilrettelægger eller fører tilsyn tilstrækkeligt effektivt, dels til kommunalbestyrelser, som ikke tager tilstrækkelige skridt over for forhold, der afdækkes ved tilsynet. Som det fremgår af § 63, skal amtsrådet (hovedstadsrådet) derfor have underretning om resultaterne af tilsynet og om de foranstaltninger, der træffes over for forhold, som opdages ved tilsynet. Bestemmelser herom findes i bekendtgørelsens §§ 3, 28 og 29.

Kapitel 1. Bekendtgørelsens formål og myndigheder

Kapitel 2

Kvaliteten af vandet fra vandforsyningsanlæg

Kapitel 2

Kvaliteten af vandet fra vandforsyningsanlæg

I bekendtgørelsens § 4 er der gjort rede for, hvilke vandforsyningsanlæg, der skal levere vand af drikkevandskvalitet, og der er gjort rede for, hvad der forstås ved dette begreb, ved henvisning til bilag 1-4 til bekendtgørelsen.

Kravet om levering af vand af drikkevandskvalitet omfatter naturligvis først og fremmest vandforsyningsanlæg, som leverer vand til husholdningsbrug m. v. Derudover omfatter det anlæg, som forsyner virksomheder, hvor vandets kvalitet er af betydning for det færdige produkts kvalitet, dvs. levnedsmiddelvirksomheder og virksomheder, der fremstiller lægemidler. Endelig er vand til vanding eller vaskning af spiselige gartneriafgrøder omfattet af kravet.

Kvalitetskravene i bilag 1-4 er udarbejdet på grundlag af et direktiv om kvaliteten af drikkevand, som blev principvedtaget af Rådet for de Europæiske Fællesskaber den 19. december 1978. De muligheder, direktivet på en række punkter giver medlemslandene for at tilpasse kravene til nationale forhold, er udnyttet. Det skal her påny fremhæves, at vand, der kun lige overholder de højst tilladelige værdier i bilagene, ikke uden videre kan betegnes som godt drikkevand. Derfor er der som supplement til de højst tilladelige værdier i bilagene anført en kolonne med vejledende værdier, som er de værdier, der bør tilstræbes overholdt for drikkevand. For en lang række parametre er der som vejledende værdi anført begrebet »i.m. = ikke målelig«. Hermed menes, at det er ønskeligt, at det pågældende stof ikke kan spores i vandet.

EF-direktivet åbner mulighed for, at der for enkelte anlæg eller i nærmere afgrænsede områder kan fastsættes højere maksimalværdier i vand for nærmere angivne stoffer. Dette kan især være tilfældet, hvor det på grund af lokale geologiske og hydrologiske forhold ikke i praksis er muligt at fremskaffe vand, der kan overholde de almindelige grænseværdier. I bekendtgørelsens § 4, stk. 2, har miljøministeren bemyndiget amtsrådet til i samarbejde med embedslægeinstitutionen at godkende højere grænseværdier. Da sådanne godkendelser kan medføre en national indberetningspligt til EF-kommissionen, skal miljøstyrelsen underrettes i de enkelte tilfælde. Amtsrådets indberetning til miljøstyrelsen skal foruden begrundelse for godkendelsen indeholde oplysning om forsyningens omfang, dvs. størrelsen af indvindingsmængden og den befolkningsmængde, der forsynes. Kopi af indberetning bør sendes til kommunalbestyrelsen og embedslægeinstitutionen. Godkendelsen vil undertiden kunne gives i forbindelse med behandlingen af tilladelse til en indvinding eller et indvindingsanlæg.

Kapitel 2. Kvaliteten af vandet fra vandforsyningsanlæg

Kapitel 3

Kontrol med vandets kvalitet

Kapitel 3

Kontrol med vandets kvalitet

I EF-direktivet er der givet regler for, hvor ofte der skal foretages kvalitetsundersøgelse af drikkevand m. v., og hvor omfattende denne kontrol skal være. Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at træffe nærmere bestemmelser. Bekendtgørelsens regler på dette område er udarbejdet på grundlag af direktivet under hensyn til mulighederne for og ønskerne om at tage specielle hensyn til danske forhold.

1. Anlæg, der skal være under regelmæssigt tilsyn

Disse anlæg er opregnet i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, der er opdelt i litra a-g. Under litra a falder vandforsyningsanlæg, der leverer vand til husholdningsbrug til mere end 2 husholdninger - også når alle husstandene bor i en enkelt ejendom.

Om en ejendom samtidig har mere end 2 husholdninger vil undertiden afhænge af et skøn. Husholdninger med hver sit køkken må betragtes som flere husholdninger. Derimod vil den omstændighed, at en familie har flere logerende med adgang til kogeplade, ikke bringe forholdet ind under bestemmelsen.

At en ejendom i årets løb successivt bebos af flere husholdninger, således som det f. eks. ofte sker ved sommerhusudlejninger, medfører ikke, at ejendommen er underkastet fast kvalitetstilsyn. Hvis en kommunalbestyrelse imidlertid finder det ønskeligt at inddrage sådanne ordninger under en regelmæssig kvalitetskontrol, kan det ske i medfør af § 5, stk. 2.

Litra b omfatter vandforsyningsanlæg for institutioner og vandforsyningsanlæg til brug for hoteller eller pensionatsvirksomheder, campingpladser o. lign.

Det kan undertiden afhænge af et skøn, hvad der forstås ved en pensionatsvirksomhed. Der må være tale om en længerevarende virksomhed og endvidere en virksomhed af et vist omfang, således at bestemmelsen f. eks. ikke omfatter en husholdning, der optager enkelte personer som logerende.

Bestemmelsen omfatter ikke kantiner, der imidlertid i væsentlig grad vil være dækket af reglerne i litra c-e om erhvervsvirksomheders vandforsyning.

Litra c omfatter vandforsyningsanlæg for virksomheder, der behandler eller sælger levnedsmidler, herunder restaurations-, cafeteria, eller udskænkningsvirksomheder o. lign.

Litra d omfatter vandforsyningsanlæg på virksomheder, som fremstiller produkter, der stiller særlige sundhedsmæssige krav til vandforsyningen, f. eks. medicinalfabrikker.

I litra e er der truffet bestemmelse om kvalitetskontrol med vandet på erhvervsvirksomheder af hensyn til de ansattes benyttelse af vandet til konsum og personlig hygiejne. Bestemmelsen vedrører således ikke vandforsyningsanlæg, hvor installationen giver sikkerhed for, at vandet ikke benyttes til konsum og personlig hygiejne. Det er en forudsætning, at virksomheden har et fast personale på mere end 5; hvis personalet overstiger 500, skal tilsynets intensitet stige, jfr. bekendtgørelsens § 8.

Kommunalbestyrelsen vil antagelig i en række tilfælde være klar over, om en virksomhed med eget vandforsyningsanlæg har et fast personale på mere end 5 eller mere end 500. I tvivlstilfælde kan der blive tale om at rette henvendelse til virksomheden eller vedkommende arbejdstilsynskreds. For virksomheder under tilsyn kan oplysningerne korrigeres under tilsynsbesøgene.

Litra f omfatter de nødvandforsyningsanlæg, som bl. a. findes på forskellige sygehuse, på skoler, der skal kunne fungere som sygehuse i katastrofesituationer, og på forskellige virksomheder. Hvis sådanne vandforsyningsanlæg skal være brugelige i en nødsituation, bør de være i drift forholdsvis ofte, f. eks. 1 time om ugen, dog uden tilkobling til institutionens vandforsyningsinstallationer. Hver gang anlægget tages i brug til drikkevandsforsyningsformål, bør vandets bakteriologiske kvalitet undersøges.

Litra g omfatter vandforsyningsanlæg til vanding og vaskning af spiselige gartneriafgrøder.

Bestemmelsen medfører, at kommunalbestyrelsen må skaffe sig oplysning om, på hvilke gartnerier med egen vandforsyning i kommunen der dyrkes afgrøder af den nævnte art. Kommunalbestyrelsen kan eventuelt skaffe sig disse oplysninger ved henvendelser til gartnerne, ved inspektion eller ved annoncering med opfordring til, at de gartnerier, som omfattes af bestemmelsen, anmeldes til kommunen. For gartnerier, der herved kommer under tilsyn, kan oplysningerne korrigeres under tilsynsbesøgene.

2. Anlæg, der kan inddrages under regelmæssigt tilsyn

Efter § 5, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at også andre anlæg end de, der omfattes af § 5, stk. 1, skal underkastes regelmæssigt tilsyn med vandkvaliteten. Bestemmelsen kan f. eks. tænkes anvendt på kollektiver og på sommerhuse og bondegårdsferieordninger med udlejning til et større antal familier årligt. Normalt tænkes bestemmelsen derimod ikke anvendt på markvandingsanlæg.

3. Arten af de undersøgelser, der omfattes af

tilsynet, og bedømmelsen af undersøgelses

resultaterne

Arten af undersøgelserne er i § 6 fastsat på grundlag af EF-direktivet. De undersøgelser, som almindeligvis indgår i kontrollen, falder i 3 grupper, der er gengivet på bilagene 1-3 til bekendtgørelsen.

Den første gruppe, »begrænset kontrol«, omfatter et begrænset undersøgelsesprogram, navnlig undersøgelse for fæcale colibakterier og kimtal.

Den anden gruppe, »normal kontrol«, er noget mere omfattende. Den svarer nærmest til den vandundersøgelse, der i Danmark hidtil har været kendt som »bakteriologisk og lille kemisk«. Den er dog udvidet med en bestemmelse af vandets indhold af fluorid i de tilfælde, hvor man under hensyn til anlæggets ringe størrelse ikke foretager den udvidede kontrol, der omfatter fluoridbestemmelse, mindst 1 gang årligt.

Den tredie gruppe, »udvidet kontrol«, er mere omfattende end de to andre grupper. Den svarer nærmest til, hvad der hidtil i Danmark har været kendt som »bakteriologisk og fuldstændig kemisk undersøgelse«.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at undersøgelserne efter bilag 1-3 skal suppleres med de særlige undersøgelser, som nævnes i bilag 4, og eventuelt med andre særlige undersøgelser. Der kan således være spørgsmål om at påbyde undersøgelser for f. eks. giftige kemikalier og tunge metaller, hvor der i nærheden af vandforsyningsanlægget ligger eller har ligget en virksomhed eller deponeringsplads, der kan føre til forurening af grundvandet med sådanne stoffer. I så fald kan det pålægges virksomheden at betale de særlige undersøgelser, jfr. bekendtgørelsens § 14. Der kan endvidere være spørgsmål om at foretage undersøgelse for detergenter og bor, hvis der ligger nedsivningsanlæg i nærheden af indvindingsanlægget. I tilfælde af smittefare kan der også være tale om at påbyde undersøgelser for særlige smitstoffer.

Efter tilsynsbekendtgørelsens § 7, stk. 4, § 8, stk. 2, § 9, stk. 2 og § 10, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen med hensyn til tilsynet efter § 5, stk. 1, beslutte, at nogle af de undersøgelser, der kun er optaget på et bilag for mere indgående kontrol, også skal foretages i forbindelse med alle eller nogle af de undersøgelser, som udføres under en mindre indgående kontrol. Der kan f. eks. være spørgsmål om at foretage kloridundersøgelser i forbindelse med den normale kontrol i områder, hvor der er fare for forøget saltindhold i grundvandet.

4. Undersøgelsernes hyppighed

EF-direktivet arbejder med 2 grader af undersøgelseshyppighed. I bekendtgørelsen findes reglerne herom i § 6, stk. 3, og i bilagene 5 og 6, hvor bilag 5 har den største undersøgelseshyppighed, medens bilag 6 fastlæger en mindre undersøgelseshyppighed for anlæg, som på nærmere angiven måde har haft tilfredsstillende vandkvalitet i de foregående 2 år. I 2-årsperioden kan medregnes tidsrum, der ligger forud for bekendtgørelsens ikrafttræden, selv om undersøgelserne i et sådant tidsrum ikke fuldt ud har haft den udstrækning, som bekendtgørelsen kræver.

Nærmere regler om hyppigheden af de enkelte undersøgelser for de forskellige former for anlæg er givet i §§ 7-11.

Kapitel 3. Kontrol med vandets kvalitet

1. Anlæg der skal være under regelmæssigt tilsyn

2. Anlæg der kan inddrages under regelmæssigt tilsyn

3. Arten af de undersøgelser, der omfattes af tilsynet, og bedømmelsen af undersøgelsesresultaterne

4. Undersøgelsernes hyppighed

5. Udtagelse af vandprøver

6. Foretagelse af og betaling for undersøgelserne

7. Andre undersøgelser

8. Driftskontrol med vandets kvalitet

9. Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet

Kapitel 4

Kontrol med vandforbruget

Kapitel 4

Kontrol med vandforbruget

1. Kontrolpligtens omfang

Efter vandforsyningslovens § 58 er som hovedregel alle vandindvindingsanlæg inddraget under lovens kontrolordning med de indvundne vandmængder. Miljøministeren kan dog bestemme, at visse anlæg skal være fritaget for kontrollen. Efter forslagets bemærkninger til § 58 tænkes der herved især på anlæg, der kun forsyner en enkelt husholdning.

I bekendtgørelsens § 18, stk. 1, er det bestemt, at alle almene vandforsyningsanlæg falder ind under kontrolordningen. Det samme gælder alle enkeltindvindingsanlæg, der kræver tilladelse efter vandforsyningslovens § 20 - eller som er tilladte efter tilsvarende tidligere bestemmelser.

Efter bekendtgørelsens § 18, stk. 2, overlades det til kommunalbestyrelsen at bestemme, om andre anlæg, som efter deres art ville falde ind under lovens § 19, skal inddrages under kontrolordningen.

Kontrolordningen omfatter ikke de anlæg til forsyning af enkelte husholdninger, som i medfør af vandforsyningslovens § 18, stk. 2, er fritaget for at søge indvindingstilladelse.

Kontrol med vandforbruget vil til dels omfatte andre anlæg end de, der efter bekendtgørelsens kapitel 3 er omfattet af kontrollen med vandets kvalitet. Eksempelvis vil visse små, ikke almene fælles vandforsyningsanlæg være omfattet af kvalitetskontrollen, men ikke af forbrugskontrollen, og omvendt vil markvandingsanlæg være omfattet af forbrugskontrollen, men ikke af kvalitetskontrollen.

2. Målinger af den indvundne vandmængde

Kapitel 4. Kontrol med vandforbruget

1. Kontrolpligtens omfang

2. Målinger af den indvundne vandmængde

3. Indberetning og registrering af vandforbruget

4. Pejlinger af grundvandsstanden

5. Forholdsregler mod overskridelse af indvindingstilladelser

Kapitel 5

Tilsyn med det tekniske anlæg

Kapitel 5

Tilsyn med det tekniske anlæg

Tilsyn med vandforsyningsanlæggenes tekniske anlæg foregik tidligere i det væsentlige som en driftskontrol og navnlig på de større vandforsyningsanlæg. Det er imidlertid ønskeligt at få etableret et regelmæssigt teknisk tilsyn også med mindre anlæg. Et sådant tilsyn vil bl. a. kunne klarlægge forskellige forureningsfarlige fejl, f. eks. ved vandforsyningsanlæggenes boringer, behandlingsanlæg m. v. og ved anlæg til afledning af spildevand, og det vil være af betydning at få sådanne fejl rettet, før forureningen indtræder.

Tilsynet vil endvidere kunne give en større sikkerhed for, at anlæggene passes, herunder renholdes, på tilfredsstillende måde.

1. Tilsynets omfang og hyppighed

Efter bekendtgørelsens § 24, stk. 1, skal der mindst 1 gang årligt føres tilsyn med anlæg, hvis vand er under regelmæssig kvalitetskontrol efter bekendtgørelsens § 5, stk. 1, litra a.

Grunden til, at der er lagt vægt på at få et regelmæssigt, teknisk tilsyn, er, at man ved dette tilsyn, som bør udføres af personale med kendskab til vandforsyningsteknik, vil have mulighed for at forebygge, at der opstår forureningsrisiko for vandforsyningen. Dette er især af betydning for mindre vandværker, som ofte drives af personer uden vandteknisk baggrund.

Efter bekendtgørelsens § 25, stk. 1, skal tilsynet bl. a. omfatte anlæggenes indretning og funktion og deres vedligeholdelses- og renholdelsestilstand. Til hjælp for tilsynet er en skematisk tilsynsrapport optaget som bilag til dette cirkulære.

For vandforsyningsanlæg til almen vandforsyning bør tilsynet endvidere være opmærksom på ledningsnettet. Tilsynet bør herved sikre sig, at der så vidt muligt findes en ajourført plan over vandværkets ledningsnet, idet kendskab til ledningsnettet er af stor betydning, hvis der opstår forurening af dele af ledningsnettet. Tilsynet bør endvidere være opmærksom på, om der foreligger forhold, som tyder på utætheder i ledningsnettet. Som sådanne forhold kan nævnes et særligt højt forbrug pr. indbygger, et særligt højt natforbrug eller en væsentlig forskel mellem den mængde vand, der måles som udpumpet fra vandforsyningsanlægget og den mængde vand, der måles som leveret til forbrugerne. Er der tegn på utæthed i ledningsnettet, må vandværket opfordres til at lade fejlen lokalisere og lade forholdet udbedre.

Efter bekendtgørelsens § 25, stk. 2, skal tilsynet endvidere påse, at der føres driftskontrol, hvor dette er påbudt, og at resultaterne af kontrollen opbevares. Der er tale om dels driftskontrol med vandets kvalitet, dels om intern kontrol med indvindingens omfang og dels om vandforsyningsanlæggets pejling af vandstande, hvor dette er påbudt i indvindingstilladelsen. Med hensyn til registreringen af indvindingsmængden bør tilsynet sikre sig, at måleanordningen fungerer tilfredsstillende, og at aflæsningen sker på de fastsatte tidspunkter.

Hvad særligt angår nødvandforsyningsanlæg bør tilsynet forhøre sig om, hvorvidt de prøvekøres i rimeligt omfang, jfr. ovenfor angående § 5, stk. 1, litra f.

For anlæg, der ikke omfattes af § 24, stk. 1, herunder vandingsanlæg, bestemmer kommunalbestyrelsen, om og da hvor ofte der skal føres tilsyn med det tekniske anlæg, jfr. § 24, stk. 2.

2. Forholdsregler overfor mangler ved vandforsyningsanlæggenes indretning og drift

Efter § 26 bestemmer kommunalbestyrelsen, hvorvidt og da hvorledes der skal skrides ind overfor sådanne mangler. Nogle mangler kan være så alvorlige, at der kan gives pålæg om ændring af forholdet, medens der i andre tilfælde alene kan blive tale om henstillinger til anlæggets ledelse.

Kapitel 5. Tilsyn med det tekniske anlæg

1. Tilsynets omfang og hyppighed

2. Forholdsregler overfor mangler ved vandforsyningsanlæggenes indretning og drift

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

Bekendtgørelsens § 27 om kommunalbestyrelsernes ret til inspektion og til at forlange oplysninger om vandforsyningsanlæggene bygger på vandforsyningslovens §§ 64 og 67, som bestemmelsen henviser til.

I bekendtgørelsens § 28 er der givet regler om udsendelse af attester om vandanalyser og udsendelse af tilsynsrapporter. Hvis amtsrådet eller embedslægeinstitutionen kun ønsker at få de attester og rapporter, der viser betænkelige forhold, kan der træffes aftale om indskrænkning af underretningspligten.

Kapitel 6. Forskellige bestemmelser

Bilag. Tilsynsskema for vandværker

§ 7 omfatter de hygiejnisk vigtigste vandforsyningsanlæg efter § 5, stk. 1, litra a-d. Undersøgelseshyppigheden fastlægges efter bilag 5 og bilag 6, jfr. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, som regel på grundlag af den vandmængde, som vandforsyningsanlægget har indvundet i det foregående kalenderår. Kommunalbestyrelsen kan ofte aflæse dette tal af indberetningen til kommunalbestyrelsen om årsindvindingen, jfr. bekendtgørelsens § 21. Er anlægget ikke indberetningspligtigt, eller foreligger der ikke tilstrækkelige oplysninger om forholdene, eller ventes forholdene ændret væsentligt fremover, fastsættes hyppigheden af kommunalbestyrelsen efter et skøn over vandmængden.

Hvis en vandforsyning, f. eks. en kommunal vandforsyning, har flere vandværker, som er koblet sammen til et sammenhængende distributionsanlæg, må værkerne i henseende til § 7 betragtes som et vandforsyningsanlæg. Er værkerne ikke koblet ledningsmæssigt sammen, idet f. eks. nogle af værkerne er enkeltstående landsbyværker, må undersøgelseshyppigheden efter § 7 fastsættes for hvert værk for sig. Undertiden kan forholdet være det, at en ledningsforbindelse mellem værkerne ikke er beregnet til i almindelighed at gøre dem til en distributionsmæssig enhed, men kun at give mulighed for levering fra det ene værk til det andet i ekstraordinære situationer. I dette tilfælde bør undersøgelseshyppigheden efter § 7 normalt også beregnes for hvert værk for sig.

Særlig komplicerede kan forholdene være i tilfælde, hvor en kommunal vandforsyning helt eller delvis forsyner et større antal kommuner. Københavns Vandforsyning er f. eks. den eneste almene vandforsyning for Københavns kommune; herudover leverer vandforsyningen vand til et stort antal andre kommuner, der samtidig får vand til almen vandforsyning fra deres egne værker. Det afgøres ikke i selve bekendtgørelsen, hvorledes undersøgelseshyppigheden skal opgøres i et sådant system, men bekendtgørelsen gør det muligt for kommunalbestyrelserne at bestemme, at alle vandværkerne, både de, der leverer til flere kommuner, og de, der alene leverer til en enkelt kommune, med hensyn til undersøgelseshyppigheden skal betragtes som et samlet hele. Kommunalbestyrelserne må i så fald opdele undersøgelsestallet på de enkelte kommuners ledningsnet, jfr. § 7, stk. 3. Kommunalbestyrelserne kan også bestemme, at en del af værkerne skal betragtes som et hele, medens undersøgelsestallet for andre værker fortsat skal opgøres særskilt. Det vil f. eks. kunne virke urimeligt, at undersøgelsesantallet for en kommunes vandforsyning skal nedsættes, fordi kommunen går over til udover vandet fra sin egen vandforsyning at aftage et mindre kvantum vand fra andet fællesanlæg.

Efter § 7, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen udover bestemmelser om supplering af undersøgelserne træffe bestemmelse om en forøgelse af undersøgelseshyppigheden, når udfaldet af tidligere undersøgelser, anlæggets særlige udsættelse for forurening eller andre forhold taler for det - f. eks. anlæggets udstrækning, der kan rimeliggøre et større antal prøveudtagningssteder, jfr. § 12, stk. 2.

Efter § 7, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen på den anden side nedsætte hyppigheden af det offentliges undersøgelser, hvis den finder, at vandforsyningsanlæggets egen driftskontrol er således tilrettelagt, at den kan erstatte et tilsvarende antal offentlige undersøgelser. Baggrunden for denne bestemmelse er, at en række vandforsyningsanlæg allerede nu har deres egen driftskontrolordning, hvor kvaliteten af deres vand undersøges med en langt større hyppighed, end det hidtil har været forlangt af den offentlige kontrol. Dette gælder navnlig en række større offentlige vandforsyningsanlæg til almen vandforsyning med så vidtstrakte anlæg, at anlægsledelsen finder det ønskeligt at udtage hyppige prøver for at sikre sig, at vandforsyningen til stadighed fungerer tilfredsstillende over hele systemet. Også en række industrivirksomheder med egen vandforsyning - herunder store levnedsmiddelvirksomheder og medicinalfabrikker - har egen driftskontrol med hyppige undersøgelser af deres vand. Disse driftskontrolordninger er betydningsfulde, og bekendtgørelsens § 16 indeholder en almindelig opfordring til ejere af større vandforsyningsanlæg til at tilrettelægge en driftskontrol med anlæggenes vandkvalitet.

Navnlig for større vandforsyningsanlæg, hvor også bekendtgørelsens tilsynsordning kræver et stort antal årlige undersøgelser, vil det være urimeligt at forlange, at alle disse undersøgelser skal foretages som et led i en offentlig kontrol sideløbende med anlæggets egne undersøgelser. Det er med henblik på dette, at § 7, stk. 5, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at bestemme, at en del af de undersøgelser, der er nødvendige efter bekendtgørelsen, skal kunne udføres som driftskontrolundersøgelser i stedet for som undersøgelser, der er tilrettelagt efter bekendtgørelsens almindelige regler.

Sådanne driftskontrolundersøgelser behøver ikke at blive foretaget på de laboratorier, som er udpeget hertil som nævnt i bekendtgørelsens § 13, stk. 1, men de kan udføres på det laboratorium, som normalt foretager driftskontrolundersøgelser for vandforsyningsanlægget, jfr. § 13, stk. 2. Enkelte store vandforsyningsanlæg til almen vandforsyning har således deres eget laboratorium til foretagelse af driftskontrollen, og disse laboratorier vil også kunne udføre undersøgelserne efter § 7, stk. 5. Også forskellige industrianlæg har egne laboratorier. Tilsynsmyndigheden må imidlertid tage stilling til, om laboratoriet er tilstrækkeligt udstyret til, at dets undersøgelser kan lægges til grund.

Prøverne til undersøgelserne skal heller ikke nødvendigvis udtages gennem den prøveudtagelsesordning, som er fastlagt for de regelmæssige undersøgelser. Også i så henseende må kommunalbestyrelsen imidlertid overveje ordningens forsvarlighed og kan stille nærmere betingelser.

Udtagelsesstederne for prøverne må derimod i overensstemmelse med den almindelige regel i bekendtgørelsens § 12 ligge på vandforsyningsanlæggets ledningsnet.

Tidspunkterne for de prøver, der skal indgå i kommunalbestyrelsens kontrol, må fastlægges af kommunalbestyrelsen i medfør af § 7, stk. 5. Resultatet af undersøgelserne må indberettes til kommunalbestyrelsen, hvilket ellers normalt kun er nødvendigt med hensyn til driftskontrolundersøgelser, der viser uacceptabel vandkvalitet, jfr. bekendtgørelsens § 16, stk. 3.

Man har fundet det rigtigt, at undersøgelserne under den offentlige kontrol kun delvis kan udføres som driftsundersøgelser.

§§ 8-10 omfatter vandforsyningsanlæg for visse erhvervsvirksomheder, nødvandforsyningsanlæg og gartnerier, jfr. § 5, stk. 1, litra e-g, og fastsætter arten af undersøgelser og den normale undersøgelseshyppighed for disse anlæg. Det er forudsat, at gartnerierne under litra g ikke normalt har et fast personale på mere end 5. Er dette tilfældet, og dersom vandet benyttes af personalet til drikkebrug, madlavning eller hygiejne, vil anlægget tillige henhøre under litra e, og undersøgelsernes art og hyppighed må da ikke være mindre end fastsat i § 8.

Også for anlæg under §§ 8-10 kan der være tale om at træffe bestemmelse om forøgelse af undersøgelseshyppigheden efter § 7, stk. 4.

5. Udtagelse af vandprøver

I bekendtgørelsens § 12, stk. 1, udtales det, at prøverne til undersøgelserne skal udtages fra det vand, der leveres til forbrugerne. Heri ligger for det første, at prøverne skal udtages fra det behandlede vand og ikke fra råvandet, men derudover, at prøverne i princippet skal udtages ved forbrugsstedet, idet bekendtgørelsens kvalitetskrav gælder for vandet, således som det aftappes og benyttes hos forbrugerne.

Det er selvfølgelig ikke muligt at foretage løbende kontrol med vandet på alle forbrugssteder, og prøverne må derfor udtages som stikprøver. Specielt for almene vandforsyningsanlæg og andre fælles vandforsyningsanlæg udtales det i § 12, stk. 2, at prøverne skal udtages i turnus på forskellige steder af ledningsnettet efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse. Navnlig for vandværker med et stort ledningsnet er det vigtigt, at prøveudtagningsstederne fordeles over ledningsnettet for at efterspore, om der er forurening i ledningerne. Det forhold, at der arbejdes med flere prøveudtagningssteder, behøver ikke at bevirke, at tilsynet foretager flere årlige undersøgelser end fastsat i § 7; arbejdes der med et stort antal prøveudtagningssteder, kan der dog være grund til at forøge antallet af årlige undersøgelser for at komme igennem de forskellige udtagningssteder indenfor en rimelig tid, jfr. bemærkningerne til § 7, stk. 4. Da formålet er at sikre vandkvaliteten hos forbrugerne, kunne det være ønskeligt at udtage prøverne fra haner hos forbrugerne, og § 12, stk. 2, gør det også muligt for kommunalbestyrelserne at træffe bestemmelse om, at prøverne skal tages inde hos forbrugerne. Af praktiske grunde vil man dog ofte foretage den løbende prøveudtagning på haner, der opsættes nær ledningsnettet i udvalgte ejendomme, således at prøver inde hos forbrugerne kun udtages, når der er særlig mistanke om forurening.

Bortset fra ordninger efter § 7, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen godkende prøveudtagningsordningen, jfr. § 12, stk. 3. Prøveudtagningen kan overlades til personale ved det undersøgende laboratorium, eller kommunalbestyrelsen kan arbejde med sit eget prøveudtagningspersonale, der eventuelt kan være personale, som også foretager det tekniske tilsyn med vandforsyningsanlæggene. I en række tilfælde kan det være forsvarligt at overlade prøveudtagningen til vandforsyningsanlægget selv. Det må ved indsendelsen af prøverne nøje angives, hvor vedkommende prøve er udtaget.

6. Foretagelse af og betaling for undersøgelserne

I § 13, stk. 1, er det bestemt, at undersøgelserne skal foretages på et af de laboratorier, der er godkendt eller autoriseret til at foretage de pågældende undersøgelser i medfør af vandforsyningslovens § 61 eller lov nr. 144 af 21. marts 1973 om statens tekniske prøvenævn (som ændret ved lov nr. 45 af 11. februar 1976). Som det er anført i § 13, stk. 2, gælder dette dog ikke for undersøgelser, der udføres som led i anlæggets driftskontrol i medfør af § 7, stk. 5.

Det er vandforsyningsanlægget, der vælger det laboratorium, som skal udføre undersøgelserne, jfr. § 5, stk. 3.

§ 14 bestemmer i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 60, stk. 3, at udgifterne ved prøveudtagninger og undersøgelser betales af vandforsyningsanlæggets ejer. Betalingen sker efter nuværende praksis i almindelighed efter en takst pr. udtagning og pr. undersøgelse af vedkommende art. Der er dog ikke noget i vejen for at tilrettelægge betalingen på anden måde. Hvis det må antages, at en virksomhed, der ligger inden for vandforsyningsanlæggets opland, medfører en særlig fare for forurening af vandet, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at virksomheden skal afholde udgifterne ved et udvidet tilsyn.

7. Andre undersøgelser

Der kan undertiden opstå situationer, hvor kommunalbestyrelsen må foretage undersøgelser af vandet i et vandforsyningsanlæg, som ikke er under regelmæssigt tilsyn. Disse undersøgelser dækkes ikke af vandforsyningslovens § 60, stk. 3, og de må normalt betales af kommunalbestyrelsen. En sådan situation kan bl. a. fremkomme, hvor der er opstået sygdomstilfælde, som kan give mistanke om, at smitten skyldes forurenet drikkevand. Undersøgelserne omtales i bekendtgørelsens § 15.

§ 15 omfatter, på samme måde som bekendtgørelsen i det hele, kun de undersøgelser, som foretages i vandforsyningsanlæggets driftsperiode, og ikke de særlige undersøgelser, som foretages i forbindelse med vandforsyningsanlægs igangsættelse. Her bør der i almindelighed i forbindelse med tilladelsen kræves foretaget undersøgelser mindst svarende til »udvidet kontrol«.

8. Driftskontrol med vandets kvalitet

De større anlægs driftskontrol med vandkvaliteten er nævnt ovenfor i afsnit 4.

Driftskontrollen med kvaliteten kan undertiden have samme almindelige sigte som det offentliges kvalitetstilsyn, men skal specielt tjene til at sikre anlæggenes funktion.

Driftskontrol med kvaliteten kan undertiden være foreskrevet af kommunalbestyrelsen og kan delvis erstatte det offentliges kvalitetstilsyn. Det må anses for rimeligt, at større vandforsyningsanlæg selv foretager driftskontrol med kvaliteten som supplement til den offentlige kontrol.

Regler om driftskontrol med kvaliteten er givet i bekendtgørelsens § 16.

I § 16, stk. 2, er der givet regler om, at resultaterne af driftskontrollen med vandets kvalitet skal opbevares i mindst 5 år. Det bemærkes i denne forbindelse, at § 16, stk. 2, ligesom §§ 20 og 22 giver regler om vandforsyningsanlæggets opbevaring af foreliggende oplysninger. Derimod giver bekendtgørelsen ikke regler om myndighedernes opbevaring af oplysninger, idet dette må afhænge af almindelige arkiveringsregler. Kommunalbestyrelsen bør dog opbevare sit materiale mindst 5 år.

§ 16, stk. 3, pålægger vandforsyningsanlægget at underrette kommunalbestyrelsen om resultaterne af driftskontrol med vandets kvalitet, når resultaterne viser, at vandets kvalitet ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav.

9. Forholdsregler mod utilfredsstillende vandkvalitet

Efter § 17, stk. 1 og 2, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt, og da hvorledes der skal træffes foranstaltninger til forbedring af vandkvaliteten efter de regler eller muligheder som lovgivningen, f. eks. vandforsyningslovens § 62, giver for en sådan indskriden. Det vil ved overskridelse af de bakterologiske kvalitetskrav i almindelighed være rimeligt i første omgang at kræve nye prøver. Hvis overskridelsen er væsentlig, eller hvis der er påvist fæcalcoli, bør der for drikkevandsanlæg straks gives kogepåbud samtidig med, at der foretages nye prøver, herunder prøver på råvandsanlæg og hovedanlæg for at lokalisere årsagen. Når årsagen er klarlagt, kan der være spørgsmål om at forbyde, at anlægget fortsat bruges i sin bestående tilstand. Drejer det sig om en uvæsentlig fejl, kan det på den anden side være forsvarligt ikke at foretage yderligere skridt, navnlig hvis det drejer sig om anlæg til forsyning af enkeltejendomme, og en ændring vil medføre store vanskeligheder.

Ved vurdering af, om de kemiske analyser overskrider de højst tilladelige værdier, må der tages hensyn til de nøjagtigheder, det er muligt at opnå ved de anvendte analysemetoder. En lang række af de anførte parametre er blevet interkalibreret på alle danske laboratorier, der udfører analyser som led i tilsynet med vandforsyningsanlæggene. Ud fra rapporterne kan der hentes oplysninger om de anvendte metoders præcision og nøjagtighed på forskellige koncentrationsniveauer.

Analyseusikkerheder giver sig til kende ved både højere og lavere værdier end vandprøvens rigtige indhold. Ved vurderingen af analyseresultaternes mulige overskridelse af den højst tilladelige værdi er det vigtigt at lægge mærke til, om analyseværdierne altid ligger nær de højst tilladelige værdier, eller om det blot er en enkelt værdi, der ligger højere. En vurdering af, om vandet kan opfylde kravene, bør derfor også tage hensyn til gennemsnitsværdier af flere målinger.

Fenol hører til den eneste parameter, hvor kravværdien er sat så lavt, at den i Danmark almindelige anvendte metode til fenolbestemmelse ikke er tilstrækkelig til at eftervise, om kravværdien kan overholdes. Er der mistanke om fenolindhold i drikkevandet som følge af en afvigende smag på vandet, og analysen ikke viser noget fenolindhold, bør der udføres en nærmere undersøgelse herfor hos speciallaboratorier. Også en række andre parametre nævnt under supplerende undersøgelser: polycykliske aromatiske kulbrinter, pesticider og andre organiske klorforbindelser kræver undersøgelse på speciallaboratorium.

I § 17, stk. 3, er anført, at hvis der er tale om en vandforsyning til en virksomhed - ofte en levnedsmiddel- eller lægemiddelvirksomhed -, der er godkendt af en central myndighed, skal denne myndighed underrettes om de foranstaltninger, der er iværksat efter § 17, stk. 1 og 2.

§ 19, stk. 1, fastslår i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 58, stk. 2, at måleanordningens karakter bestemmes af tilladelsesmyndigheden, og at tilladelsesmyndigheden til enhver tid kan ændre sin afgørelse.

For stationære anlæg, der benyttes hele året, herunder alle almene vandforsyningsanlæg, må man regne med, at tilladelsesmyndigheden i almindelighed vil bestemme, at måling af indvindingen skal ske ved vandmåler. Det vil være tilstrækkeligt, at måleren anbringes ved anlæggets afgangsledning, selv om forbruget af vand til filterskylning m. v. derved ikke registreres, men kun skønnes eller beregnes. For meget små anlæg kan der dog være tale om at nøjes med at anbringe en særlig elektricitetsmåler i forbindelse med pumpen og anslå vandforbruget i forhold til elektricitetsforbruget, idet der foretages en særlig prøve af, hvor mange m3 vand der indvindes pr. kWh i anlægget. For markvandingsanlæg vil det i reglen være uhensigtsmæssigt at forlange vandmålere, bl. a. fordi målerne vil kræve et for disse anlæg besværligt tilsyn. Her kan der være tale om at anbringe en særlig elektricitetsmåler eller en driftstimetæller.

§ 19, stk. 2, giver regler om måleanordningen i tiden, indtil der er truffet bestemmelse efter stk. 1. De bestemmelser, der må være truffet efter den hidtidige lovgivning, dvs. af en tilladelsesmyndighed eller en kommunalbestyrelse, er fortsat gældende. Hvis der ikke er truffet en sådan bestemmelse, kan kommunalbestyrelsen træffe en midlertidig bestemmelse om måleanordningen.

3. Indberetning og registrering af vandforbruget

De nærmere regler om indberetninger og registrering findes i bekendtgørelsens § 20.

Det er indvindingen i kalenderåret, som skal indberettes og registreres. Dette gør det nødvendigt, at indvindingen aflæses på et tidspunkt så nær årsskiftet som muligt.

Ejerne af de indberetningspligtige anlæg skal indberette indvindingen i kalenderåret til kommunalbestyrelsen. Indberetningen skal ske inden det følgende års 1. februar. Kommunalbestyrelsen bør i et vist omfang undersøge, om de indberettede indvindingsmængder kan antages at være pålidelige. En sådan undersøgelse bør ske, når særlige forhold giver grund til at tvivle om tallenes pålidelighed, f. eks. når man fra det tekniske tilsyn er bekendt med, at anlægget ikke foretager notater af indvindingsmængderne rettidigt, eller at vandmåleren har været ude af funktion, eller når de indvindingsmængder, som indberettes, gennem flere år har ligget tæt ved den tilladte maksimumsindvinding også i tilfælde, hvor der måtte ventes at være svingninger i forhold til den tilladte mængde. Herudover kan der være tale om stikprøvevise undersøgelser. Kommunalbestyrelsen må rette i de indberettede mængder, når undersøgelserne giver grund til det.

Oplysningerne om indvindingsmængden skal for det første gøre det muligt for tilladelsesmyndighederne at skønne over, om vandforsyningsanlæggene holder sig til de tilladte mængder.

Herudover har de indberettede indvindingsmængder betydning for den vandplanlægning, som foretages af kommunalbestyrelserne, amtsrådene og hovedstadsrådet, jfr. lovens kapitel 3, idet det i den forbindelse er af betydning at kunne beregne, hvor meget af vandressourcerne i et område der allerede er beslaglagt. Da det tillige er af betydning at kunne beregne, hvor meget vand der i det pågældende område bruges til en række forskellige anvendelser, f. eks. husforbrug pr. person, forbrug pr. fritidshus, forbrug til vanding, og hvor meget vand der derfor må påregnes at medgå til nye fremtidige forbrug i området, må oplysninger om indvindingsmængderne suppleres med oplysninger om forbrugets omfang og art, jfr. bekendtgørelsens bilag 7 og 8.

Indvindingsmængderne har endvidere betydning for komunalbestyrelsernes og amtsrådenes meddelelse af indvindingstilladelser, idet det også i så henseende er væsentligt at kende det nuværende og kunne anslå det fremtidige samlede vandforbrug.

Det er derfor af betydning, at en række forskellige myndigheder, navnlig kommunalbestyrelser, amtsråd og miljøministeren, altid med kort varsel kan få oplysning om vandforbrug opgjort lokalt for større eller mindre områder, opgjort efter en række forskellige former for vandforbrug og også opgjort f. eks. for årligt tilkomne nye anlæg og forsyninger.

For at tilvejebringe en sådan lettere oversigt over indvindingsmængderne bestemmes det i § 21, stk. 2, at kommunalbestyrelserne inden den 1. april skal videresende de indberettede tal med korrektioner, som kommunalbestyrelserne har foretaget, til amtsrådet og endvidere til et særligt register, hvis et sådant udpeges af miljøministeren. Tanken hermed har været, at det på grund af den store mængde tal, som skal samles, og de forskellige synspunkter, tallene skal bearbejdes efter, må være det mest praktiske, at tallene samles i et register, der er fælles for hele landet.

Om registeret bestemmer § 21, stk. 3, at registeret på begæring skal meddele de indberettede oplysninger om årsindvindingerne til kommunalbestyrelser, amtsråd og andre myndigheder, opgjort efter anlæggenes forskellige områder og karakter m. v. Der skal ikke gives nogen betaling for indsendelsen af oplysninger til registeret, men registeret skal kunne forlange gebyr for meddelelse af oplysninger fra registeret efter takster, der skal være godkendt af miljøstyrelsen

4. Pejlinger af grundvandsstanden

Vandforsyningsanlæg, der indvinder grundvand, og som efter deres art kræver tilladelse efter vandforsyningslovens § 20, er erstatningspligtige for skader, som voldes i bestående forhold som følge af deres sænkning af grundvandsstanden, jfr. lovens § 23.

Det kan under en sådan erstatningssag være vanskeligt at afgøre, om den sænkning af grundvandsstanden, der har medført skade på den erstatningssøgendes ejendom, skyldes vandforsyningsanlæggets indvinding. Det kan være en støtte for bedømmelsen, hvis der er foretaget regelmæssige pejlinger af vandstanden omkring anlægget, og anlæggenes indvindingstilladelser pålægger ofte anlæggene pligt til at foretage sådanne pejlinger, jfr. lovens § 22, stk. 3.

Herudover kan pejlingen have betydning for bedømmelsen af anlæggets almindelige indvirkning på omgivelserne.

Det vil i indvindingstilladelserne ofte være fastsat, at pejling af vandstanden i en indvindingsboring skal foretages såvel i ro som under pumpning.

Pejlingerne er et led i anlæggenes driftskontrol med deres indvinding, og en bestemmelse om pejlingerne er optaget i bekendtgørelsens § 22.

5. Forholdsregler mod overskridelse af indvindingstilladelser

Efter § 23 bestemmer tilladelsesmyndigheden, hvorvidt og da hvorledes der skal skrides ind i anledning af overskridelse af de tilladte vandmængder efter de regler og muligheder, som lovgivningen giver for en sådan indskriden, f. eks. forhandling med anlæggets ejer, rejsning af sag om eventuel tilladelse til forøget indvinding, eller anmeldelse til politiet efter vandforsyningslovens § 84. Tilladelsesmyndigheden må vurdere, om der er tale om en uvæsentlig, forbigående overskridelse, eller om der bør stilles krav til anlægget om at søge den forøgede indvinding godkendt.

Bilag

Indholdsfortegnelse

§ 29 giver regler om underretning om afgørelser om indskriden over for forhold, der opdages ved tilsynet. Det vil ofte være kommunalbestyrelsen, som træffer en sådan afgørelse. Det følger i så fald af vandforsyningslovens § 63, stk. 1, og § 72, stk. 2, at amtsrådet og embedslægeinstitutionen skal have underretning. Der kan dog også være tale om, at afgørelsen træffes af amtsrådet, nemlig hvis der er tale om overskridelse af den tilladte indvindingsmængde for et anlæg, hvis indvinding kræver tilladelse fra amtsrådet, eller hvis der foreligger overtrædelse af andre vilkår i en sådan tilladelse, f. eks. vilkår om særlig kontrol med vandets sammensætning. Pligten til at give underretning om afgørelserne gælder kun, når afgørelsen går ud på, at der skrides ind, derimod ikke, når afgørelsesmyndigheden beslutter sig til ikke at reagere. Ligesom med hensyn til § 28 kan der træffes aftale om indskrænkning af underretningspligten.

Miljøstyrelsen, den 28. februar 1980

Jens Kampmann

/ Erling Rørdam

Cirkulære om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

I medfør af kapitel 10 i lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning m. v. (vandforsyningsloven), er der ved bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 givet regler om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

Ingen