Cirkulære om begrænsning af udgifterne til folkeskolen (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn, fælleslærerråd, lærerråd og skoleledere)

Cirkulære om begrænsning af udgifterne til folkeskolen

(Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn,

fælleslærerråd, lærerråd og skoleledere)

Lærerskematimeforbruget pr. elev har i de senere år målt på landsbasis været stigende, hvilket blandt andet må ses i sammenhæng med, at der samtidig på landsbasis er sket et fald i den gennemsnitlige klassekvotient. Der henvises til den af undervisningsministeriet i 1979 udsendte publikation »Nøgletal for de kommunale skolevæsener«.

Det kan i denne forbindelse oplyses, at det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev i normalklasser i skoleåret 1976/77 var 1,44, i 1977/78 1,46 og 1978/79 1,50. Til sammenligning kan det oplyses, at det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev på 1.-10. klassetrin beregnet på grundlag af de vejledende normer for de enkelte klassetrin er ca. 1,38 (den vejledende gennemsnitsnorm). Dette tal vil dog afhængig af elevsammensætningen kunne variere fra kommune til kommune.

Undervisningsministeriet skal på denne baggrund kraftigt henstille, at lærerskematimeforbruget pr. elev søges begrænset. Man er herved opmærksom på, at mulighederne for at begrænse forbruget er varierende fra kommune til kommune. For så vidt angår de kommuner, hvor lærerskematimeforbruget pr. elev ligger over den vejledende gennemsnitsnorm for lærerskematimeforbruget pr. elev, skal man stærkt henstille, at lærerskematimeforbruget pr. elev ikke forhøjes i skoleåret 1980/81. Ministeriet skal endvidere stærkt henstille, at kommuner, hvis lærerskematimeforbrug pr. elev ligger væsentligt over den vejledende norm, søger forbruget nedsat.

Undervisningsministeriet vil nøje følge udviklingen i lærerskematimeforbruget pr. elev i skoleåret 1980/81 med henblik på, om der skulle vise sig behov for at fastsætte bindende rammer for forbruget, jfr. folkeskolelovens § 15, stk. 2.

De lokale skolemyndigheders fastsættelse af lærerskematimeforbruget er hidtil sket på baggrund af de anvisninger, der findes i undervisningsministeriets vejledning af 16. september 1975 om udarbejdelse af timefordelingsplaner i folkeskolen. Med virkning fra skoleåret 1980/81 erstattes denne vejledning af en ny vejledning, der vil blive udsendt snarest. Den nye vejledning indeholder i forhold til den tidligere vejledning i alt væsentligt alene ændringer, der har forbindelse med de ændringer af fagrækken, der skete ved lov nr. 219 af 23. maj 1979. Disse ændringer er nærmere beskrevet i undervisningsministeriets cirkulære af 19. december 1979.

Den vejledende timefordelingsplan, der er optaget i vejledningen, er ligesom den tidligere vejledende timefordelingsplan vejledende for klasser med normalt elevtal, dvs. klasser med 22 elever. På baggrund af den ovenfor nævnte stigning i lærerskematimeforbruget pr. elev og faldet i den gennemsnitlige klassekvotient, der for tiden udgør 19,1, skal man henlede opmærksomheden på de anvisninger, vejledningen giver, om mulighederne for at afpasse lærerskematimeforbruget efter elevtallet i klasserne, således at lærerskematimeforbruget pr. elev ikke varierer for meget i klasser med forskelligt elevtal. Man skal yderligere pege på, at der som nævnt i vejledningen er visse muligheder for at tilrettelægge undervisningen på 8.-10. klassetrin i et samarbejde mellem flere skoler og mellem folkeskolen og den kommunale ungdomsskole, jfr. folkeskolelovens § 22, stk. 2 og 3. Blandt andet disse muligheder vil kunne benyttes i bestræbelserne på at undgå uhensigtsmæssigt lave holdstørrelser inden for den frivillige undervisning.

Inden for den specialundervisning, som kommunerne har ansvaret for, er der på landsbasis konstateret en særlig markant stigning i lærerskematimeforbruget pr. elev. Det gennemsnitlige lærerskematimeforbrug pr. elev til specialundervisning var således i skoleåret 1976/77 0,22, i 1977/78 0,24 og i 1978/79 0,26. Man er i undervisningsministeriet opmærksom på, at disse landsgennemsnit dækker over meget store variationer fra kommune til kommune.

Man skal imidlertid henstille, at der i kommuner, hvor lærerskematimeforbruget pr. elev til specialundervisning ligger særligt højt, foretages en omhyggelig analyse af, hvad der er baggrunden herfor, samt at muligheden for begrænsning af forbruget nøje overvejes.

Endelig er der også konstateret væsentlige stigninger i forbruget af timereduktioner. Det gennemsnitlige reduktionstimeforbrug pr. elev var i skoleåret 1978/79 0,34.

Undervisningsministeriet skal stærkt henstille, at kommunerne, for så vidt omfanget afhænger af kommunale beslutninger, undgår stigninger på dette område i skoleåret 1980/81.

Ud over de muligheder, der er nævnt ovenfor, skal man pege på følgende muligheder, som kommunerne vil kunne udnytte i forbindelse med bestræbelserne på at nedbringe lærerskematimeforbruget

1. Skoledistrikterne

Ifølge § 22, stk. 1, i folkeskoleloven hører der til hver skole et skoledistrikt, der ifølge lovens § 24, stk. 1, nr. 1, skal fastlægges ved bestemmelse i kommunens skoleplan. Man skal her pege på, at der efter § 24, stk. 1, nr. 1, er mulighed for, at kommunerne kan opnå en smidiggørelse af skoledistrikterne ved optagelse i skoleplanen af en bestemmelse om, at der kan foretages mindre distriksomlægninger i forbindelse med den årlige indskrivning. Kommunerne vil på denne måde kunne forbedre mulighederne for at afpasse tilgangen af elever til de enkelte skolers kapacitet.

Der henvises til undervisningsministeriets cirkulære nr. 224 af 3. december 1975 om udformningen af skoleplaner i folkeskolen, pkt. 1.

2. Klassesammenlægninger og -opbrydninger

Ifølge folkeskolelovens § 23, stk. 3, skal det ved fordelingen af børn i 1. klasser tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen. Som nævnt i forbindelse med omtalen af den vejledende timefordeligsplan er der efter loven visse muligheder for at afpasse lærerskematimeforbruget efter elevtallet, således at der er mulighed for at bevare en klasse samlet trods faldende elevtal. Hvis disse muligheder ikke er tilstrækkelige, er der efter loven intet til hinder for, at man af økonomiske grunde foretager opbrydning eller sammenlægning af bestående klasser.

3. 10. klasse

Under hensyn til, at det har vist sig, at lærerskematimeforbruget pr. elev ligger særligt højt i 10. klasse, hvilket formentlig har sammenhæng med, at den gennemsnitlige klassekvotient her er særlig lav, skal man pege på de muligheder, der efter loven er for at opnå større enheder.

Bestemmelsen i lovens § 23, stk. 3, hvorefter det ved fordelingen af børn i 1. klasser skal tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin, omfatter ikke 10. klasse. Der kan derfor frit foretages klasseopbrydninger og -sammenlægninger med henblik på at opnå en rimelig klassestørrelse. Ligesom på 7.-9. klassetrin gælder det dog, at der ikke kan foretages klassedeling på grundlag af elevernes valg af fag og kurser, jfr. § 23, stk. 3, 2. pkt.

Man skal endvidere pege på muligheden for, at kommunens skoleplan udformes således, at kun enkelte af kommunens skoler omfatter 10. klasse, således at eleverne i overensstemmelse med skoleplanen må skifte skole efter 9. klassetrin.

Det skal understreges, at samtlige de henstillinger og muligheder, der er nævnt ovenfor, har været forhandlet med Kommunernes Landsforening, og at foreningen har givet sin tilslutning hertil. Kommunernes Landsforening har i forbindelse med sin tilslutning givet udtryk for, at det vil være hensigtsmæssigt, at kommunerne med henblik på at imødekomme ovennævnte henstillinger inddrager de enkelte skoler i styringen af lærerskematimeforbruget pr. elev.

Undervisningsministeriet, den 26. februar 1980

DORTE BENNEDSEN

/Eli Larsen

Ingen