Cirkulære om skolenævn ved visse amtskommunale folkeskoler (Til alle amtsråd)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om skolenævn ved visse amtskommunale folkeskoler
(Til alle amtsråd)
Undervisningsministeriet har i bekendtgørelse nr. 551 af 14. december 1979 fastsat regler om skolenævn ved amtskommunale folkeskoler. Baggrunden for bekendtgørelsen er udlægningen af særforsorgsskolerne pr. 1. januar 1980. Bekendtgørelsen omfatter selvstændige amtskommunale folkeskoler. En folkeskole er selvstændig, når den har egen leder.
Amtsrådet skal - ud fra en vurdering af de tidligere særforsorgsskolers undervisningsvirksomhed - tage stilling til, om de enkelte skoler er folkeskoler eller skoler med specialundervisning for voksne.
Ved nogle af de amtskommunale folkeskoler vil der selv efter denne opdeling fortsat blive undervist en gruppe elever efter lov om specialundervisning for voksne, således at skolens leder foruden folkeskoleundervisningen også har ansvaret for voksenundervisningen.
I henhold til § 32, stk. 4, i bekendtgørelsen om skolenævn ved amtskommunale folkeskoler fastsættes følgende om skolenævn ved folkeskoler, hvor der tillige gives undervisning efter lov om specialundervisning for voksne
1. Amtsrådet kan for hver enkelt skole bestemme, at forældre til elever, som på valgets tidspunkt ikke er fyldt 18 år, og som modtager undervisning efter lov om specialundervisning for voksne, er valgberettigede og valgbare til skolenævnet efter samme regler som forældre til elever i folkeskolens klasser, jfr. bekendtgørelsens § 2.
2. Amtsrådet kan ligeledes bestemme, at elever, der modtager undervisning efter lov om specialundervisning for voksne, kan vælge en elevrepræsentant udover de elevrepræsentanter, der er nævnt i bekendtgørelsens § 22, til at deltage i skolenævnets møder.
Undervisningsministeriet, den 18. februar 1980.
P.M.V.
E.B.
Hanne Saunte